Leder

Jo, det er ambitiøst at nedbringe drivhusgasser med 70 procent. Men nødvendigt

Uanset hvor krævende det bliver at nå den fastsatte reduktion, er det godt, at Danmark har sat målet – og dermed en standard for verden
Mette Frederiksen efter regeringsforhandlinger onsdag, inden regeringsblokken S, SF og Enhedslisten fremlagde deres nye 70-procentsmål for klimaet. 

Mette Frederiksen efter regeringsforhandlinger onsdag, inden regeringsblokken S, SF og Enhedslisten fremlagde deres nye 70-procentsmål for klimaet. 

Tariq Mikkel Khan

21. juni 2019

Et kæmpe fremskridt i klimapolitikken: »Onsdag aften enedes Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten om, at en kommende regering skal fremlægge forslag til en klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål«, herunder: »Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 procent i forhold til niveauet i 1990.«

Ifølge Ekstra Bladet fortsætter aftaleteksten med denne ordlyd:

»Det er et meget ambitiøst mål, og det bliver særligt svært at nå den sidste del af målet fra 65 procent til 70 procent.«

Netop det ambitiøse i målsætningen fremhæves i de fleste kommentarer til aftalen. Til Ritzau erklærer præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding:

»Det er helt vanvittigt ambitiøst. Jeg kan næsten ikke få armene ned. Det gør Danmark til et af de mest klimaambitiøse lande i hele verden. Og havde du spurgt mig for et år siden, om vi ville ende her, havde jeg sagt nej.«

At Danmark pålægger sig målet om en 70 procents nedbringelse, er så vidtrækkende en beslutning, at forståelsen af den ikke bør sløres af den forhandlingsturbulens, den onsdag aften afstedkom på Christianborg. De Radikale er enige i målsætningen, men vil ikke indgå i delaftaler under regeringsforhandlingerne – og afventer et samlet forhandlingsresultat.

Grøn energi er en god forretning

Tidligere klimamål har først og fremmest handlet om energisektoren: Om fremstilling af energi, hvor kul, olie og gas afløses af sol- og – især – vindenergi. Den omstilling har de fleste involverede kunnet se for sig, for omstilling af energiforsyningen er – trods alt – en relativ overskuelig bedrift.

Nuvel, naturligvis en bedrift, der kræver store investeringer, men enkelt forklaret er opgaven at sætte nok vindmøller op og indrette elnettet, så det kan bære det. Desuden er grøn energi fra havvindmøller i dag den billigste energiform, så økonomisk set er grøn energi en god forretning.

Men at nå en reduktion af drivhusgasser på 70 procent i 2030 er en helt anden opgave, der både kræver meget andet og meget, meget mere. For her skal landbruget være med, ligesom transporten skal. Og med et mål på 70 procent skal der også gøres noget for at nedbringe det massive forbrug af energi.

Usikker fremtid

Lykkeligvis har den lange valgkamp med klimatemaer betydet, at der er kommet rigtig mange gode og konkrete forslag til, hvordan Danmark fremover skal håndtere – og fremskynde – den grønne omstilling.

Det er blevet foreslået, at Danmark skal have årlige CO2-budgetter, at der skal være femårige delmål, at Finansministeriet skal føre CO2-regnskaber – og at alle fremtidige politiske forslag skal holdes op imod Parisaftalen og målet om at holde klodens temperaturstigninger et sted med 1,5 og to grader celsius.

Det vil også være gavnligt, hvis danske regeringer opretter et særligt, stående ministerudvalg for koordination af klimatiltag, således at de nødvendige bidrag fra et stort antal ministerier bliver fremmet og samordnet.

Det er ikke på forhånd givet, hvordan målet om de 70 procents nedbringelse skal nås. Men det er til gengæld givet, at der ikke er nogen vej udenom: Globalt set går det ikke godt med at bekæmpe udledningen af drivhusgasser. Med den faktiske udvikling bevæger kloden sig imod temperaturstigninger på 3-4-5 grader celcius – og dermed en meget usikker fremtid.

En ny standard for verden

Vanvittigt vil det være at forestille sig, at der ikke kommer bagslag mod den valgte målsætning. De nødvendige omstillinger vil være – i hvert fald på kort sigt – vanskelige og måske ligefrem smertelige.

Der vil gjalde indvendinger om udflytning af arbejdspladser og produktion til udlandet og om tab af eksportindtægter.

Opportunistiske politikere vil søge at fremkalde tvivl om både mål og midler. Og tale rørstrømsk om hakkebøf og flyferier som noget nær en dansk menneskeret. Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl varmede allerede op i sin tale på det bornholmske folkemøde.

Som den franske præsident Emmanuel Macron har måttet sande med sin – sidenhen opgivne – ekstra benzinafgift: Hvis ikke omstillingen foregår socialt retfærdigt og pædagogisk forklaret, kan det fremkalde gule veste i tumultarisk optog.

Men godt, at Danmark har sat målet – og dermed en standard for verden. Nu kommer det virkeligt vanskelige. 

Mette Frederiksen taler med pressen efter regeringsforhandlinger på Christiansborg onsdag. Senere fortalt S, SF og Enhedslisten om enigheden i regeringsblokken om at nå en 70-procentsreduktion af CO2 i 2030.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • Torben Ethelfeld
  • Jakob Trägårdh
Ervin Lazar, Torben Ethelfeld og Jakob Trägårdh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian De Thurah

Det virker mildest talt underligt, at politikere og andre i den grad kan hidse sig op over procentsatser for reduktion af CO2- udledninger - som om det at sætte et højt mål i sig selv var en løsning på noget som helst. Det, det handler om, et, hvor langt man rent faktisk når, og det står i skærende kontrast til de ambitiøse mål på 60 eller 70 procent. Som det ser ud i øjeblikket, bliver det svært overhovedet at nå en reduktion.
Ikke, at vi ikke skal gøre, hvad vi kan, men lad os koncentrere os om det og glemme de abstrakte tal, der jo kun er udtryk for en illusion om handlekraft.

Bjarne Bisgaard Jensen, Trond Meiring og Jørgen M. Mollerup anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

Jah - vi redder verden fra klimakatastrofen.

Klimasupermagten Danmark – hør, hvor vi gungrer

Ib Jørgensen

Hvem er opportunisterne? Dem, der prøver at bringe anden viden ind i debatten, end den propaganda og klimahysteri, som udgår fra den nye regering? Klimapolitik er enormt komplekst og er alt for farlig at overlade kun til politikere, politiske redaktører og elever i folkeskolen.

Jesper Pedersen

Politik er blevet et realityshow, hvor seneste trend hedder: Klima.
SoMe og selfie-generationen skal pleases af villige politikere og journalister- Se dig selv i spejlet hr. Rehling og spørg, hvorfor tilliden til nævnte erhvervsgrupper er rekord lav.
Vejen frem er ikke urealistiske mål, men anvisning af en realistisk vej, tak.

Jesper Pedersen

Tilbage til virkeligheden, hvor man hverken finder politikere elle journalister:

Nye tal: Danmarks energiforbrug og CO2-udledning steg i 2018
Den foreløbige energistatistik for 2018 er deprimerende læsning, som viser, at Danmark blev mere sort sidste år

Polens regeringschef tager æren for skrotning af EU-klimamål

https://www.dr.dk/nyheder/viden/klima/nye-tal-danmarks-energiforbrug-og-...
https://www.fyens.dk/udland/Polens-regeringschef-tager-aeren-for-skrotni...

Jan Andersen

Det ser ud som om at de kommende politiske tiltag omkring klimaforandringerne handler om at pumpe milliarder ud til erhvervslivet. Er det en ny vej for Danmark? Nej vel. Vi ved at det tager tid at ændre et samfund, men hvis man færdes på de sociale medier, er der et uhyggeligt antal mennesker som tigger om mad og beder om hjælp.

Jeg kan ikke se at der er afsat bare promiller af de nødvendige penge til formålet ulighedsbekæmpelse.

Valgkampen handlede i høj grad om netop klimaforandringerne, og det er fint nok, men den diskution overdøvede fuldstændigt det andet vigtige valgemne; netop kampen for at fjerne fattigdommen.

En regering som baserer deres parlamentariske flertal på politiske partier, hvor alle var utroligt sociale under valgkampen, men som derefter bare holder status quo på det sociale område, holder ikke fire år. Der skal omfordeles for tocifrede milliarder hvert år for at fjerne fattigdommen. Det handler om at alle har en menneskeret til en rimelig andel af samfundsgoderne, i et land der er så rig.

En social, retfærdig og pædagogisk måde at forklare de socialt udsatte børn hvorfor der ikke er råd til at de får en god start på livet, giver heller ikke Danmark en ny vej. Alt er ved det samme: De rigere bliver forfordelt og de fattige får mindre hvert år. Ulighed skal der skabes uanset hvad.

Debatten om overførselsindkomsterne afspejler mest erhvervslivets og finanssektorens kultur, sociale behov og ønsker, i en tid hvor penge er den eneste ideologi. Det handler om grådighed og magtbegær, og at styre meningsdannelsen, knægte de social bevægelser, beskære de sociale institutioner og i det hele taget føre klassekamp fra oven. Politikerne fastholder de socialt udsatte i armod, fattigdom og håbløshed, det handler om at nedbryde ligheden og fællesskabet i samfundet.

Ældre er tvunget at tigge på Facebook

Ulighed og fattigdom vokser begge. Ældre har været hårdest ramt. Mange sagde, at de skammer sig over, at være afhængige af at tigge på Facebook, men de har intet andet valg. De siger at de aldrig har haft problemer med penge, men med de nye fattiglove har de meget lidt at leve for. Der er rigeligt penge i dette land til alle, men den stigende fattigdom som politikerne skaber, gør at fattigdom er blevet normaliseret i Danmark: Vi lever med uligheden som var det en naturlig ting, det er den ikke.

Huslejerne er høje i Hovedstaden og stigende, derfor søger de socialt udsatte til udkanten af Danmark for at overleve. Ingen ved præcis, hvor mange mennesker der kæmper i hemmelighed for at få enderne til at mødes. Hvor mange vil indrømme at de er fattige?

Nedskæringerne i kommunerne rammer de socialt udsatte, som er mest forsvarsløse, dem som har allermindst. Alle dem som kommer i kontakt med de syge vasker deres hænder og siger at det ikke er deres ansvar, og ingen tør sige fra, ej hellere udtale sig om hvad de oplever og er tvunget til at gøre mod hjælpeløse mennesker.

Det som er vigtigst lige nu er at øge indkomsten i bunden af samfundet, alle andre har fået i pose og sæk. Først og fremmest skal vi fjerne børnefattigdommen.

Bortset fra de hjemløse, der tigger på gadehjørner, ser man ikke den fattigdom som rammer disse mennesker, medmindre man søger efter den. Fattigdommen omfatter de mentalt syge og de hjemløse, der af en række grunde er havnet på gaden. Ingen af disse mennesker har nok penge til at spise hver dag eller bo i et anstændigt hjem. De kæmper for at komme videre med hjælp fra venner eller familie.

Den skjulte fattigdom omfatter også handicappede som kæmper med mad, transport, tøj og medicin og et arbejdsmarked med stigende krav til effektivitet og faldende forståelse for et rummeligt arbejdsmarked.

Der har været mange undskyldninger for at fjerne pengene fra bunden af samfundet, for 10 år siden var det finanskrisen. I stedet for at lade finansvæsenet betale - det var jo dem og husejerne som forårsagede krisen ved uhæmmet spekulation - bestemte folketinget at der skulle skæres ned i bunden af samfundet. Sidenhen gav man den undskyldning for nedskæringerne, at det var de fremmedes skyld, at der ikke var råd, hvilket Kontant har gennemhullet. Nu siger man at de har fundet en ny undskyldning: Klimakrisen.

Diskussionen om hvorfor vi har fattigdom skal ikke dreje sig om finanskrisen, globaliseringen, indvandringen eller klimakrisen. Den skal handle om indkomster; dem udenfor arbejdsmarkedet er afhængige af staten, mennesker udenfor arbejdsmarkedet er afhængige af alle andre.

Den massive velstand for middelklassen og overdrevne luksus til overklassen, samt skattelettelser til velhavende virksomheder, bør drosles ned i forhold til den kostbare og umoralske børnefattigdom. Øget indkomst for fattige familier fører til forbedringer i sundhed og børns trivsel. Det er en ny vej. Hvorfor tøver politikerne? Var det hele valgflæsk igen?

Niels-Simon Larsen

Et 70%’s Danmark skal sælges til danskerne, men der mangler nogle billeder af 70%’s livsstilen. Er der nogen, der forestiller sig det billede? Jeg gør, og jeg går ind for det, men jeg har min tvivl, når det gælder den almindelige, forkælede dansker.

Derfor er det fantastisk, at politikerne nu går foran, men jeg er bange for, at når det kommer til det afgørende øjeblik, hvor pungen skal op af lommen, eller der ikke er penge i pungen mere, at folk går med på spøgen, der er ret så alvorlig.

Hvad er det, der sker nu? Jo, folk er blevet fortalt, at lokummet brænder, men ikke, at de selv skal være med til at slukke det, og at det kommer til at koste.

Eller er befolkningen begyndt at gå i søndagsskole i Frelsens Hær (den grønne afdeling) og virkelig indstillet på at stoppe med at hæve temperaturen og ødelægge biodiversiteten, eller er det kun den rød/grønne blok, der er det?
Noget vil vise sig.

Det kunne være interessant at vide, hvad udgiften i kroner og øre bliver for at nå målet.

Det kunne endvidere være interessant at vide, om der kunne opnås en større reduktion i cos udledningen ved at investere pengene i udlandet. F. eks. ved at give tilskud til lukning af udenlandske kulkraftværker og til opførelse af vindmøller. i DK har vi jo allerede en forholdsvis stor andel af vindkraft.

John Jørgensen

Lad os nu holde fast i høje ambitioner. Vindmølleindustrien kom jo heller ikke påplads fordi vi lige ville vente! Husk at vi snakker netto reduktioner. Det betyder jo at den CO2 vi trækker ned i jorden, den ikke skal reduceres i forbruget. Den dyrkede jord kan optage 30 ton CO2/ha/år. Det viser forsøg, kørt over 5 år på New Mexico State Univ (David C Johnson). DK´s ambitioner ligger på 1/10 til 1/100 af disse tal. Det kan vi da gøre bedre? Metoden har en række bivirkninger, alle positive. For landmand, samfund, natur og miljø. Det er plantevækst året rundt der er en del af forklaringen. Samme plantevækst køler planeten, nedbryder Metan og holder på vand, gødning og diverse kemi, til glæde for luft og (drikke-) vand...

Niels-Simon Larsen

Det er på den almindelige borgers niveau, der skal ske ændringer. Lad mig komme med et eksempel:
Livsstilsændring vil betyde nedlæggelse af dansk landbrug og oprettelse af lokal fødevareforsyning baseret på de mange hænders dyrkning af grøntsager. Denne dyrkningsform skal i videst muligt omfang ind i byerne. Der skal lægges vægt på, at det ikke kun er en ny produktionsform, men også en ny kulturform. Dvs en masse mennesker skal oplæres i det nye.
Transport begrænses gennem omlægningen fra landbrug til lokal fødevareproduktion. Produkter fra udlandet begrænses med undtagelse af det, der ikke kan dyrkes her. Det er altså ikke alt, man kan få hele året rundt. Der er noget, man må give afkald på.

Der snakkes hele tiden om teknologi og penge, men da det er mennesker, det handler om, så lad os begynde at tale om, hvordan den enkelte borger får en ny rolle at spille.