Leder

Det haster at få lukket snydehullet i valgloven

Folketinget må inden sin sommerferie få lukket den mulighed for snyd med vælgerunderskrifter, som partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs udnyttede
Klaus Riskær Pedersen og Rasmus Paludans parti Stram Kurs har udnyttet et smuthul ved automatisk at indlæse tusindvis af e-mailadresser, som gjorde det muligt for vælgere at lave én digital støtteerklæring på én gang – i strid med lovkravet om to omgange og syv dages betænkningstid. Det hul bør lukkes, skriver David Rehling.

Klaus Riskær Pedersen og Rasmus Paludans parti Stram Kurs har udnyttet et smuthul ved automatisk at indlæse tusindvis af e-mailadresser, som gjorde det muligt for vælgere at lave én digital støtteerklæring på én gang – i strid med lovkravet om to omgange og syv dages betænkningstid. Det hul bør lukkes, skriver David Rehling.

Mads Claus Rasmussen

17. juni 2019

Alarm. Alarm. På Berlingskes forside fredag gjalder overskriften:

»Partier kan snyde sig på stemmesedlen helt frem til 2020: Politisk krav om hastelovgivning

Ikke enhver forsidepanik bør føre til hastig politisk handling. Men Berlingske har fat i en ende.

Det drejer sig om betingelserne for at blive anerkendt som opstillingsberettiget til et folketingsvalg.

Her snød partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs. Det gjorde de to partier ved automatisk at indlæse tusindvis af e-mailadresser, som gjorde det muligt for vælgere at lave én digital støtteerklæring på én gang – i strid med lovkravet om to omgange og syv dages betænkningstid.

Det snyd kunne lade sig gøre, fordi loven er uden sanktioner for overtrædelser – sådan som politikere har det med at gøre, når det drejer sig om deres eget virke – tænk bare på det tomme lovkrav om offentliggørelse af bidragydere af politiske pengestøtte over 20.000 kr.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Tanghus
  • Carsten Munk
  • Katrine Damm
Kim Folke Knudsen, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Carsten Munk og Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Der er altså noget totalt crazy i, at Klaus Riskær hvert år frem til næste valg skattefrit modtager lige under kr. 1 mio pro anno i parstøtte til et nedlagt parti - selvfølgelig til helt fri anvendelse efter eget skøn !!

Minna Rasmussen, olivier goulin, Carsten Wienholtz, Osmann Keceli, Bjarne Andersen, Torben Skov, Katrine Damm, Anne-Marie Krogsbøll, Eva Schwanenflügel, Anders Reinholdt, Birte Pedersen, Carsten Mortensen, Gert Romme, Bjarne Bisgaard Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
David Joelsen

Hvordan kan det være et snydehul, når det er indenforfor lovens rammer? Ville det ikke være mere berettiget at kalde det et misbrug? Og hvad med “hullet”fra tidligere i år, med max beløb i partistøtte per person, som blev misbrugt ved at forskellige firmaer ejet af samme person kunne give et samlet større beløb?

Minna Rasmussen, Bjarne Andersen, Torben Skov, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Emil Davidsen, Marie Mollerup, Carsten Mortensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar

Der mangler noget i beskrivelse. Jeg fik 7 dages betænkningstid hos Riskær.

- Hvem administrerer de 7 dage ?
- Hvor mange fik ikke denne betænkningstid ?
- Blev de forkerte underskrifter fratrukket ?
- Hvor mange ville ha` fortrudt (undersøgelse) ?
- Var det en uagtsom fejl elle bevidst overskridelse ?
- Har Riskær kommenteret processen ?

Medierne svigter deres opgave.

Osmann Keceli, Anne-Marie Krogsbøll og Nis Jørgensen anbefalede denne kommentar
Ib Gram-Jensen

Reglerne for indsamling af underskrifter siger, at underskriverne skal have 7 dages betænkningstid. Imidlertid er undladelse af at give dem denne betænkningstid ikke med på listen over, hvad der gør underskrifterne ugyldige (hvordan man så har båret sig ad med ikke at få det med); det er det, der menes med, at loven er uden sanktioner for overtrædelse. Derfor er det altså ikke inden for lovens rammer, at underskrivere ikke har fået betænkningstiden, det gør bare ikke deres underskrifter ugyldige.

Kim Folke Knudsen, Minna Rasmussen, olivier goulin, Bjarne Andersen, Torben Skov, Rolf Andersen, David Zennaro, Anne-Marie Krogsbøll, Nis Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Thomas Tanghus

Jeg ved heller ikke, hvilke amatører, der har stået for implementeringen af vælgerstøttesystemet. De har øjensynligt undladt at tjekke for, om den NemID, der blev brugt første gang, er den samme, som den, der bliver brugt anden gang.

Minna Rasmussen, olivier goulin, Osmann Keceli, Kim Houmøller, Anne-Marie Krogsbøll og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Kravet om at en vælgererklæring skal genbekræftes af hver vælger 7 dage efter. Det skal tages helt bogstaveligt. Er der ingen bekræftelse efter 7 dage, så gælder vælgerens erklæring ikke. Den er ugyldig og tæller ikke med Punktum.

Har vælgeren genbekræftet vælgererklæringen før de 7 dage, så er bekræftelsen ugyldig og erklæringen annulleres og tæller ikke med Punktum.

Vælgererklæringer som genbekræftes efter 7 dage og indenfor anmeldelsesfristen er gyldige og tæller med Punktum.

Formålet med de 7 dage er det indlysende fornuftige, at du får mulighed for at fortryde et valg, ved ikke at genbekræfte din vælgererklæring. Tid til eftertanke og overvejelse skader ikke.

Der må godt være lidt alvor over at overveje, hvilket parti, som skal have mulighed for at opstille til et Folketingsvalg. Vi skal ikke have et døgnflue party af smarte partier, som med Facebook grupper og adgang til YOU TUBE kanaler kan sende hele det nuværende politiske system i dørken.

og bagefter stikke snablen i statskassen og inkassere rare partitilskud til partiet, selvom det ikke er valgt ind i Folketinget.

I tilfældet Riskærs Parti bør reglen være, at hvis et parti opløser sig selv efter et valg, så bortfalder statstilskuddet til partiet på datoen for opløsningen af partiet.

Der skal fortsat være minimum 20.000 godkendte og gyldige vælgererklæringer for, at et parti kan blive opstillingsberettiget til Folketingsvalget. Der er ingen grund til at forhøje denne grænse.

Forhåbentligt vækker David Rehlings ord her til eftertanke inde på Christiansborg. Lav reglerne om snarest muligt.

At folk er nødt til at snyde for at kunne stille op til en post i folketinget, fortæller jo alt om hvor lukket og sygt det system med den 2% spærregrænse er.
Historien viser med et ene eksempel på at det er lykkedes en person at slippe gennem nøglehullet, uden snyd, at den 2% spærregrænse de facto giver partierne eneret på folketingstaburetterne, det fremmer ikke demokratiet og er slet ikke i harmoni med grundlovens ånd.

Partier er ikke nævnt med et ord i grundloven, men der står der meget klart at, intet folketingsmedlem er ansvarlig for andet end sin egen personlige holdning, her i må medregnes parti-politik. Altså kan et folketingsmedlem ikke bindes op på en partilinje og presser man med trusler om eksklusion eller andet, et folketingsmedlem til at stemme andet end, hvad der er personenes egen overbevisning, så gør man sig faktisk skyldig i udøvelse af ulovlig pression mod et folketingsmedlem.
Den der truer et folketingsmedlem til at stemme anderledes end personens egen overbevisning, bryder samtidig den grundlov som vedkommende har skrevet under på at respekterer da vedkommende indtrådte i folketinget, altså bør vedkommende som minimum ekskluderes fra folketinget og evt, stilles for en rigsret.

Spørgsmålet kan begrænses til, skal vi respekterer vores grundlov, eller skal vi ikke?
Skal vi ikke respekterer grundloven, så er Danmark nok det eneste land i vesten, som ikke har en forfatning eller noget der ligner, altså hersker det til enhver tid givne flertal.

Jens Winther

Der er ikke behov for nogen lovændring eftersom der ikke eksisterer noget "snydehul".

Lovgivningen er krystalklar: vælgeren skal bekræfte sin støtte 7 dage efter afgivelsen af støtteerklæringen. Kun støtteerklæringer, der af afgiveren er bekræftet 7 dage senere, er gyldige.

Problemet er "kun" at indenrigsministeriet ikke har administreret i overensstemmelse med lovgivningen. Men det er der som sædvanlig ingen, der har ansvar for - sådan er det nemlig altid, når der begås fejl indenfor det offentlige.

Realiteten er, at hvis indenrigsministeriet havde administreret støtteerklæringerne i overensstemmelse med lovgivningen, ville hverken Stram Kurs eller Riskær-partiet have været opstillingsberettigede til folketingsvalget. Der er i realiteten tale om en statsretlig skandale, som formodentlig gør folketingsvalget ugyldigt.

Ib Gram-Jensen

Jens Winther,
Du tager fejl: der er i reglerne opstillet en positivliste over de tilfælde, i hvilke støtteerklæringerne er ugyldige, og der er den manglende opfyldelse af 7-dages fristen ikke med. Der er næppe mange jurister, der vil komme til andet resultat, at støtteerklæringer dermed er gyldige,selv om kravet om fristen ikke er opfyldt.

Man kunne have undgået denne oplagte absurditet, hvis man blot havde skrevet, at hvis samtlige de nævnte betingelser ikke er opfyldt, er støtteerklæringerne ugyldige. Men det gjorde man altså ikke. Og derfor er der behov for at få lukket hullet.

Jens Winther

@Ib Gram-Jensen, Vælgererklæringsbekendtgørelsen, BEK nr. 13 af 7/1 2016 indeholder ikke en sådan liste, som du henviser til. Det fremgår klart af bekendtgørelsens §2 stk. 1 og 2, hvorledes en vælgererklæring skal afgives, herunder at der skal gå 7 dage fra vælgeren har afgivet en "ikke bindende støttetilkendegivelse" til samme vælger kan afgive en gyldig "vælgererklæring".

I den procedure, som Riskær-partiet og Stram Kurs har brugt, registreres den "ikke bindende støtteerklæring" og "vælgererklæringen" stort set samtidig. Det turde være klart, at den foreskrevne procedure ikke er fulgt og vælgererklæringen må derfor anses for ikke korrekt afgivet - og dermed ugyldig. Borgeren har reelt kun afgivet den "ikke bindende støtteerklæring", hvorimod "vælgererklæringen" må anses for ikke afgivet. Den er ikke ugyldig, for den er aldrig afgivet!

Jeg kan nævne, at fhv. højesteretsdommer Per Sørensen til Berlingske har sagt: "Enhver form for »omgåelse«, benyttelse af »smutveje« osv. i forhold til de klare regler i bekendtgørelsen må føre til, at vælgererklæringerne forvaltningsretligt set er ugyldige. En statuering heraf har intet at gøre med »lovgivning med tilbagevirkende kraft« eller med »sanktionering«, men vil være en konsekvens af, at fremgangsmåden er i strid med reglerne."

Flere juridiske professorer har samme synspunkt.

Jens Winther

Beklager lidt kludder i midten af afsnit 2. Men om vælgererklæringen anses for ikke afgivet eller ugyldig - fordi den er afgivet mindre end 7 dage efter afgivelse af den "ikke bindende støtteerklæring" - er ikke afgørende..

Ib Gram-Jensen

Jens Winther,
Bekendtgørelsens § 17, stk. 3 opregner de tilfælde, hvor en vælgererklæring ikke regnes med, og at 7-dagesfristen ikke er overholdt er ikke iblandt dem. Du har ret i, at nogle juridiske eksperter mener, at erklæringerne alligevel er ugyldige i det tilfælde også, men selv om det efter almindelig logik forekommer helt rimeligt, vil det vel efter normal juridisk tankegang være sådan, at foreligger der en positiv angivelse af tilfælde, hvor erklæringerne er ugyldige, så er de gyldige, med mindre der er tale om netop disse nævnte tilfælde. Så man kan næppe få godkendelsen af KRPs og RPs vælgererklæringer omstødt, selv om det kunne være interessant at få sagen op ved en domstol. Men den almindelige vurdering synes at være, at der er et reelt hul i loven, og at loven derfor må revideres, hvis lignende situationer skal udelukkes fremover. Og det skal de naturligvis.

Jens Winther

@Ib Gram-Jensen, du tager fejl!.

§17 indgår i Kap 3, der alene omhandler overgangsbestemmelser(!) i forhold til bekendtgørelsens ikrafttræden. Bekendtgørelsen trådte i kraft 12/1 2016 (§16). §17 omhandler overgangsbestemmelser i forhold til dette tidspunkt - dvs. hvordan forholder man sig med vælgererklæringer, der var underskrevet før bekendtgørelsens i krafttræden, dvs. før 12/1 2016.

§17, stk 2 opremser en række krav, en vælgererklæring underskrevet før 12/1 2016 skal opfylde for (fortsat) at være gyldig. §17, stk. 3 starter "En vælgererklæring medregnes dog ikke, såfremt den.."
- dvs. at den efterfølgende oplistning alene vedrører vælgererklæringer afgivet før 12/2 2016, som opfylder kravene i stk 2, men som alligevel ikke er gyldig, såfremt de omfattes af stk 3.

Bestemmelserne i hele kap. 3 - dvs. §16-20 er totalt irrelevante i forhold til diskussionen, alene fordi ingen af de pågældende vælgererklæringer er (kan være) afgivet før 12/1 2016.

Jens Winther

@Ib Gram-Jensen, det er ganske enkelt: §2 stk. 1 og 2 angiver hvorledes en vælgererklæring skal afgives. Hvis ikke vælgererklæringen er afgivet i overensstemmelse med den foreskrevne procedure (herunder tidsfrister), er den ikke gyldig. Der er ikke behov for yderligere forskrifter, men der lyder til at være nogle i Indenrigsministeriet, der skal på kursus i at læse og forstå.

Ib Gram-Jensen

Jens Winther, jeg beklager forvirringen, som ganske rigtigt er min fejl: jeg henviste til det forkerte sted. Substansen er dog den samme. Det relevante sted er bekendtgørelsens § 8 om tilbagetrækning af papirbaseret vælgererklæring, stk. 4:

"Social- og indenrigsministeriet kan træffe beslutning om en vælgererklærings ugyldighed som følge af et partis manglende registrering af en vælgers ønske om tilbagetrækning af en vælgererklæring, jf. stk. 2, eller manglende registrering af vælgerens erklæring om tilbagetrækning af en vælgererklæring, jf. stk. 3."

Det er de muligheder, der omtales for at kassere en vælgererklæring som ugyldig, bekendtgørelsen omtaler - og manglende overholdelse af reglen om de 7 dages frist for digitale vælgererklæringer er ikke blandt disse. Indenrigs- og økonomiministeren har tilsvarende udtalt, at ministeriet ikke har hjemmel til at sanktionere eller straffe for KRP's overtrædelse af reglen, og i den forbindelse lagt vægt på, at vælgererklæringerne er gyldigt afgivet med NemID og altså ikke falske, selv om partierne omgik procedurereglerne.
(https:/www.ft.dk/samling/20181/almdel/sou/spm/302/svar/1561725/2023524/index/htm)
(nyheder.tv2.dk/politik/2018-12-13/klaus-riskaer-bryder-reglerne-i-forsoeg-paa-at-komme-i-folketinget)

Desuden kan en vælger ifølge bekendtgørelsens § 5, stk. 3 ikke afgive en vælgererklæring til et parti, hvis vedkommende allerede har afgivet en gyldig vælgererklæring til et andet parti, hvilket jo noget andet. Men hjemmelen i § 8, stk. 4 til at kassere en vælgererklæring som ugyldig er altså svarende til den, der omtales i § 17, stk. 3: at vælgeren har afgivet en gyldig vælgererklæring til et andet parti eller trukket sin vælgererklæring tilbage. Hvortil kommer reglen om, at en vælgererklæring er gyldig i 18 måneder fra datoen for dens afgivelse (§ 11, stk. 1).

Ministeriets synspunkt er altså åbenbart det, at når vælgeren faktisk har afgivet vælgererklæringen, selv om det ikke er sket med overholdelse af 7-dages fristen, og ikke trukket den tilbage, så må tvivlen komme vælgeren og partiet til gode, når det ikke udtrykkeligt er bestemt, at den manglende overholdelse af proceduren indebærer, at erklæringen er ugyldig.

Det synspunkt kan man godt være uenig i, og det ville have været spændende med en domstolsprøvelse. Men man kunne som før bemærket have undgået den absurde situation, man er kommet i, ved at udtrykkeligt at skrive, at for at være gyldig skal en digital vælgererklæring afgives efter følgende procedure.....

Jens Winther

@Ib Gram-Jensen, forkert igen! Du henviser til en bestemmelse om muligheden for at trække en afgiven vælgererklæring tilbage - en bestemmelse, som gælder uanset om det er en papirbaseret erklæring eller en elektronisk.

Det har bare ikke noget med sagen at gøre!

Det er indlysende, at en vælgererklæring, der er afgivet uden overholdelse af den foreskrevne metode, er ugyldig. Det er sgu ikke særlig indviklet.

Ib Gram-Jensen

Jens Winther, kernen i sagen er, at der står, under hvilke forudsætninger ministeriet kan kassere en vælgererklæring - det kan, ud over at en vælgererklæring kun er gyldig i 18 måneder, ske hvis den er afgivet, efter at vælgeren har afgivet en gyldig erklæring til et andet parti, og hvis partiet ikke har registreret, at vælgeren ønsker at trække erklæringen tilbage, eller har trukket den tilbage. "Snydehullet" består i, at der intetsteds i betænkningen står noget om, at der kan træffes beslutning om en vælgererklærings gyldighed på grund af manglende overholdelse af reglen om de 7 dages betænkningstid ved digital indsamling. Det fremgår også af det svar, Simon Emil Ammitzbøll-Bille 1. marts i år gav på spørgsmål fra DF's Liselott Blixt, og som jeg gav link til i min forrige kommentar:

"Der er hverken hjemmel i folketingsvalgloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 137 af 7. februar 2019, eller vælgererklæringsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 13 af 7. januar 2016 om anvendelse af en digital løsning til brug for anmeldelse af nye partier og indsamling af vælgereklæringer, til at straffe partier eller de enkeltpersoner, der står bag partierne, for ikke at følge den procedure, der er forudsat i loven og nærmere fastsat i bekendtgørelsen

Desuden er der hverken i folketingsvalgloven eller vælgererklæringsbekendtgørelsen hjemmel til på anden vis at gribe ind over for partier, der ikke følger reglerne, ved f.eks. at stoppe et partis indsamling af vælgererklæringer eller erklære vælgererklæringer, der er gyldigt afgivet af en vælger med dennes NemID, for ugyldige.'

Det forhold, at Økonomi- og Indenrigsministeriet flere gange har påtalt den manglende overholdelse af reglerne over for partiet Klaus Riskær Pedersen, giver ikke i sig selv adgang til at sanktionere partiets indsamlingspraksis."

Så det har alt med sagen at gøre! Det virker ganske vist umiddelbart fornuftstridigt, og krænker helt oplagt manges retsfølelse, men bortset fra hensynet til den part i sagen, som er de vælgere, der har afgivet vælgererklæringer og ikke trukket dem tilbage, er, vil forkastelse af vælgererklæringerne kunne udlægges som en sanktion/straf med tilbagevirkende kraft, hvorved man ville komme på kant med artikel 7 i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 11, stk. 2 i FNs erklæring om menneskerettigheder. Vil man ikke svinge sig helt så højt op (selv om advokater for partierne ville kunne få en del ud af den side af sagen), er det også sin sag at udelukke partier fra opstilling på det grundlag, uanset om man vil acceptere, om vælgererklæringerne kan siges at være "gyldigt" afgivet, når de pågældende vælgere må antages at have afgivet dem i god tro og i den hensigt, at partierne skal kunne stille op til valget.

Tilbage står under alle omstændigheder, at Økonomi- og Indenrigsministeriet selv er skyld i situationen, fordi man ikke udtrykkeligt har tilkendegivet, at digitale vælgererklæringer kun ville være gyldige, hvis reglen om de 7 dages betænkningstid var overholdt.

Jens Winther

Ib Gram-Jensen, der er i læssevis af love og bekendtgørelser, hvor der - som her - opstilles formkrav og formelle procedurer. Og det er generelt sådan, at manglende overholdelse af formkrav kommer borgeren til skade. I det konkrete tilfælde var KRP-partiet endda blevet gjort opmærksom på den manglende overholdelse af formkravene - og fortsatte ufortrødent. Selv god tro tages ikke for gode varer ved manglende overholdelse af formkrav. Og her er der tale om ond tro.

En udtalelse fra Indenrigsministeriet har ingen udsagnskraft - det er blot de samme embedsmænd, der fastholder deres fejlagtige opfattelse. Klokkerene udtalelser fra jura-professorer og den fhv Højesteretsdommer bekræfter, at Indenrigsministeriet tager fejl!

Ib Gram-Jensen

Jens Winther,
Min oprindelige kommentar 17. juni 12:38 var en forklaring på, hvorfor vælgererklæringerne ikke blev erklæret ugyldige trods overtrædelsen af reglerne, og den bekræftes af ministerens svar: begrundelsen er, at der ikke i folketingsvalgloven eller bekendtgørelsen er hjemmel til at gøre det. Bekendtgørelsen nævner tilfælde, i hvilke ministeriet kan vælge at træffe beslutning om en vælgererklærings ugyldighed, og overtrædelsen af reglen om de 7 dages betænkningstid er ikke nævnt her. Spørgsmålet er ikke, om partierne er i ond tro eller ej - det er de helt klart - men at bekendtgørelsens ordlyd kan udlægges sådan, at de nævnte tilfælde - og ikke andre - er de, i hvilke der er hjemmel til at kassere en vælgererklæring som ugyldig.

Havde man i bekendtgørelsen skrevet, at manglende overholdelse af reglerne også med hensyn til betænkningstiden - eller generelt i et hvilket som helst tilfælde - ville indebære, at vælgererklæringerne kunne erklæres ugyldige, havde der ikke været noget problem. Men det har man ikke gjort, og så vurderede man i ministeriet, at der ikke er hjemmel til at straffe nogen eller erklære vælgererklæringerne ugyldige. Resten må juristerne skændes om.