Leder

Var det et jordskredsvalg? Ja, men i modsat retning af 1973

Vælgerne førte 31 mandater tilbage til de fem traditionelle, problemløsende partier – dem, der tabte i 1973. Den tillid i 2019 bør få hver af de fem til at vise ydmyghed over for opgaven: et bredt samarbejde
»Hvordan pokker skal man være ydmyg med det resultat?« spurgte Morten Østergaard efter gårsdagens valgresultat tikkede ind. I går så vi et jordskredsvalg, som var omvendt, det vi vi så i 1973, skriver Bo Elkjær i denne leder.

»Hvordan pokker skal man være ydmyg med det resultat?« spurgte Morten Østergaard efter gårsdagens valgresultat tikkede ind. I går så vi et jordskredsvalg, som var omvendt, det vi vi så i 1973, skriver Bo Elkjær i denne leder.

Mads Claus Rasmussen

7. juni 2019

Under valgkampens brogede forløb grublede iagttagere over, om resultatet ville blive ligesom ved folketingsvalget i december 1973: et jordskred. Dengang, for 46 år siden, skred vælgere bort fra de fem etablerede partier – Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, De Konservative og SF.

Disse fem partier havde tilsammen siddet på alle pladserne i det afgående Folketing. Men ved valget måtte de aflevere samlet 62 mandater til partier, der ikke var repræsenteret i Tinget. Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater fik 14, Danmarks Retsforbund fik fem, Kommunisterne fik seks, Kristendemokraterne syv, og Mogens Glistrups Fremskridtsparti toppede med 28.

Valget udhulede midten og bragte ustabilitet ind i dansk politik.

Ved en historiens ironi var folketingsvalget i onsdags nok et jordskred – men i den stik modsatte retning: Tilbage mod de ’gamle’ fem partier. De gik alle frem på én gang. Socialdemokratiet et beskedent nøk på ét mandat til 48, udløst af stemmespildet på højrefløjen; De Radikale fordoblede sig til 16, SF fordoblede sig til 14, og De Konservative fordoblede sig minsandten også – til 12 mandater. Og som noget ganske uventet fik Venstre en fremgang på ni mandater – til 43.

Hvordan V-statsminister Lars Løkke Rasmussens usammenhængende taktiske krumspring og styrvolter under valgkampen hidlokker en betragtelig fremgang, kan forekomme gådefuldt. Medmindre man ser det under den vinkel, at Løkkes fintfølende næse for briser over vælgerhavet har vejret, at der går et længslens sug efter brede samarbejder – hvad der jo blev Løkkes afsluttende appel.

Vælgerne synes i deres længsel at tilgive, at Løkke selv har været indbegrebet af hård blokpolitik.

Ønsket om en tilbagevenden til det fredsommeligt samarbejdende folkestyre har formentlig i det hele taget været en af kræfterne bag skredet tilbage til de fem gamle, ’ansvarlige’ partier, som tilsammen gik 31 mandater frem – halvdelen af, hvad de tabte til de ’nye’ i 1973.

SR-forholdet

Særligt interessant er Socialdemokratiets rolle i vælgervandringen – som en gennemgangslejr. Ved at krænge hårdt ud til højre i udlændingepolitikken gjorde partiet sig tilforladeligt over for vælgergrupper, det har søgt national identitetsfølelse hos Dansk Folkeparti.

Men krængningen har vakt væmmelse blandt humanistisksindede socialdemokrater, der søgte selvrespekten genskabt ved at stemme på De Radikale og SF.

At S-tabet blev nogenlunde lige så stort som gevinsten, er nok kommet bag på nogle socialdemokratiske strateger. Det er anstrengt, hvis de trøster sig med, at de frafaldne dog kan regnes som tro mod Mette Frederiksen: Hertil er De Radikales nyvundne stilling som største gruppe i ’rød blok’ uden for Socialdemokratiet for besværlig for S.

Om De Radikale kan siges, at de husker alt – og tilgiver intet. Deres grusomhed mod S og SF i ’Det Sorte Tårn’ forud for de tre partiers regeringsdannelse efter folketingsvalget i 2011 var fremkaldt af den nedladende behandling, som S og SF forinden havde udsat De Radikale for – ved at sige, at de ikke fik lov til at rette så meget som et komma i de oplæg, som S og SF havde udarbejdet inden valget. I arrigskab hævnede De Radikale sig ved at vrage hele teksten.

Det har til gengæld affødt Mette Frederiksens og Henrik Sass Larsens slet dulgte afsky ved De Radikale, som de to socialdemokratiske ledere forud for dette valg har diskvalificeret fra regeringsdeltagelse. Og nu – ved Gud – har mandatfordelingen givet De Radikale mulighed for iskold hævn.

Ud fra en historisk betragtning, om hvor meget godt et nært socialdemokratisk-radikalt samarbejde har tilført landet i et 100-årigt perspektiv, må man ønske, at der snarest er nogen, der viser sig voksne nok til at få standset den onde cirkel i SR-forholdet.

I valgkampens slutspurt blev De Radikale nærmest netmobbet af S, SF og Enhedslisten. Det kan forklare Morten Østergaards triumferende udbrud på valgnatten:

»Hvordan pokker skal man være ydmyg med det resultat?«

Jo, for pokker. At vælgerne nu i stor mængde knytter deres forhåbninger til de fem traditionelle problemløsende partier i dansk politik, bør i hvert af dem mane til ydmyghed over for opgaven.

Det nye folketing

af Mette Kyed

Udvalgte kandidater, der ikke kommer på tinge

  • Anders Samuelsen (LA) blev ikke valgt i Nordsjællands Storkreds.
  • Joachim B. Olsen (LA) blev ikke valgt i Københavns Omegns Storkreds.
  • Christina Egelund (LA) blev ikke valgt i Nordjyllands Storkreds.
  • Laura Lindahl (LA) blev ikke valgt i Sjællands Storkreds.
  • Kenneth Kristensen Berth (DF) blev ikke valgt i Københavns Omegns Storkreds.
  • Mikkel Dencker (DF) blev ikke valgt i Københavns Omegns Storkreds.
  • Kim Christiansen (DF) blev ikke valgt i valgt i Østjyllands Storkreds.
  • David Trads (S) blev ikke valgt i Københavns Omegns Storkreds.

Nedslag i resultaterne

  • Henrik Sass Larsen (S) har fået 1.892 personlige stemmer i Køge-kredsen. Det er en halvering i forhold til valgresultatet i 2015, hvor han fik 3.653 personlige stemmer. Ikke nok til at komme ind, men han kommer ind på listestemmer.
  • Karsten Hønge (SF) har fået 4.146 personlige stemmer og sikrer dermed et mandat på Fyn. Han er den, der har fået tiendeflest stemmer i Fyns Storkreds. Det er 1.499 flere stemmer end ved det seneste folketingsvalg i 2015.
  • Inger Støjberg (V) har fået 28.420 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds. Det er markant flere stemmer end Venstres næstformand, Kristian Jensen, som har fået 10.759 personlige stemmer i samme storkreds. Det er en tilbagegang for Kristian Jensen med mere end 3.000 stemmer i forhold til valget i 2015.
  • Også Søren Pape Poulsen (K) slår med 22.223 personlige stemmer i Vestjyllands Storkreds Kristian Jensen stort.
  • Mette Frederiksen (S) har fået 43.489 personlige stemmer i Nordjyllands Storkreds. Det er en kæmpe fremgang, da hun ved folketingsvalget i 2015 fik 24.486 personlige stemmer. Derudover slår hun også det personlige stemmeantal, som daværende statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt fik i 2015. Her fik Thorning 42.412 stemmer.
  • Kristian Thulesen Dahl scorer med 23.119 stemmer flest personlige stemmer i Sydjyllands Storkreds. Det er dog en markant tilbagegang i forhold til valget i 2015, hvor han fik 57.371 personlige stemmer.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Vælgerne synes i deres længsel at tilgive, at Løkke selv har været indbegrebet af hård blokpolitik."

Den glubske gedde har igen set chancen for at fortsætte sit ædegilde.

Poul Erik Pedersen

Jeg har egentligt svært ved at forstå David Rehlings analogi, med "jordskredsvalget" i 1973: at der nu skulle være tale om et omvendt jordskred.
En karakteristik af valget i 1973 er jo, at det gamle partimønster blev brudt grundigt op. Traditionelt har der været fire - fem partier i dansk politik, start set lige fra årene omkring 1900 og frem til 1973. Den politiske magt har i længst tid, i denne periode, ligget i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Hertil kan så tilføjes at Venstre også har været regeringsbærende parti.
Det der karakteriserede valget i 1973 var et stort opbrud i det partipolitiske billede, dels på grund af afskalninger i centrum-højre partierne Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet (CD fra Socialdemokratiets højrefløj, FRP som et mere rendyrket højrepopulistisk parti) og dels på grund af Venstresocialisternes (VS) afskalning fra SF. Retfærdigvis skal det nævnes at VS først bliver repræsenteret i Folketinget i 1975. I tillæg kan det så bemærkes at VS aldrig nåede længere end til 4 - 6 mandater i Folketinget. Sammenlignet med Enhedslisten (som vel egentligt kommer VS tættest - politisk) må det vel konstateres at venstrefløjen står stærkere i dag, end i årene omkring jordskredsvalget - hvad Rehling behændigt undlader at komme ind på (det sete afhænger af øjnene der ser!).
Kernespørgsmålet må vel være, om den nuværende parlamentariske situation er i nærheden af at minde om perioden op til 1973. Her er der god grund til at minde om, at der stadig er langt flere partier repræsenteret i det Folketing vælgerne har sammensat ved det netop overståede valg. Så hvordan hr. David Rehling kan mene at der er tale om en tilbagevenden til tiden før 1973, er lidt af en gåde for undertegnede læser.
Det forekommer mig endvidere, at Rehling fremstiller det som om at vælgerne, aktivt, har ønsket en tilbagevenden til situationen fra før 1973. Den tanke virker lidt søgt, da vi jo taler om et tidsmæssigt spænd på i alt fald den gode side af 40 år. Der er kommet ganske mange nye vælgere til, i den mellemliggende periode, der ikke kan siges at have en aktiv erindring om årene omkring 1970.
Alt i alt: Rehlings leder er bygget på et konstrueret grundlag, et grundlag der nærmer sig spekulationer og mangler en analytisk tilgang. Det ville have været mere interessant at få leveret en leder der tog udgangspunkt i Informations vurdering af de politiske muligheder der foreligger for opgør med den afgående regerings politik, efter valgresultatet. Det leverer Rehling ganske enkelt ikke, i stedet får vi et overfladisk historisk tilbageblik og overvejelser over kemien mellem lederne i Socialdemokratiet og Radikale Venstre aktuelt. Det kunne godt have været gjort bare en anelse bedre.
mvh. poul.