Leder

Var det et jordskredsvalg? Ja, men i modsat retning af 1973

Vælgerne førte 31 mandater tilbage til de fem traditionelle, problemløsende partier – dem, der tabte i 1973. Den tillid i 2019 bør få hver af de fem til at vise ydmyghed over for opgaven: et bredt samarbejde
»Hvordan pokker skal man være ydmyg med det resultat?« spurgte Morten Østergaard efter gårsdagens valgresultat tikkede ind. I går så vi et jordskredsvalg, som var omvendt, det vi vi så i 1973, skriver Bo Elkjær i denne leder.

»Hvordan pokker skal man være ydmyg med det resultat?« spurgte Morten Østergaard efter gårsdagens valgresultat tikkede ind. I går så vi et jordskredsvalg, som var omvendt, det vi vi så i 1973, skriver Bo Elkjær i denne leder.

Mads Claus Rasmussen

7. juni 2019

Under valgkampens brogede forløb grublede iagttagere over, om resultatet ville blive ligesom ved folketingsvalget i december 1973: et jordskred. Dengang, for 46 år siden, skred vælgere bort fra de fem etablerede partier – Socialdemokratiet, De Radikale, Venstre, De Konservative og SF.

Disse fem partier havde tilsammen siddet på alle pladserne i det afgående Folketing. Men ved valget måtte de aflevere samlet 62 mandater til partier, der ikke var repræsenteret i Tinget. Erhard Jakobsens Centrum-Demokrater fik 14, Danmarks Retsforbund fik fem, Kommunisterne fik seks, Kristendemokraterne syv, og Mogens Glistrups Fremskridtsparti toppede med 28.

Valget udhulede midten og bragte ustabilitet ind i dansk politik.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorte Sørensen
  • Eva Schwanenflügel
Dorte Sørensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

"Vælgerne synes i deres længsel at tilgive, at Løkke selv har været indbegrebet af hård blokpolitik."

Den glubske gedde har igen set chancen for at fortsætte sit ædegilde.

Poul Erik Pedersen

Jeg har egentligt svært ved at forstå David Rehlings analogi, med "jordskredsvalget" i 1973: at der nu skulle være tale om et omvendt jordskred.
En karakteristik af valget i 1973 er jo, at det gamle partimønster blev brudt grundigt op. Traditionelt har der været fire - fem partier i dansk politik, start set lige fra årene omkring 1900 og frem til 1973. Den politiske magt har i længst tid, i denne periode, ligget i samarbejdet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre. Hertil kan så tilføjes at Venstre også har været regeringsbærende parti.
Det der karakteriserede valget i 1973 var et stort opbrud i det partipolitiske billede, dels på grund af afskalninger i centrum-højre partierne Centrumdemokraterne og Fremskridtspartiet (CD fra Socialdemokratiets højrefløj, FRP som et mere rendyrket højrepopulistisk parti) og dels på grund af Venstresocialisternes (VS) afskalning fra SF. Retfærdigvis skal det nævnes at VS først bliver repræsenteret i Folketinget i 1975. I tillæg kan det så bemærkes at VS aldrig nåede længere end til 4 - 6 mandater i Folketinget. Sammenlignet med Enhedslisten (som vel egentligt kommer VS tættest - politisk) må det vel konstateres at venstrefløjen står stærkere i dag, end i årene omkring jordskredsvalget - hvad Rehling behændigt undlader at komme ind på (det sete afhænger af øjnene der ser!).
Kernespørgsmålet må vel være, om den nuværende parlamentariske situation er i nærheden af at minde om perioden op til 1973. Her er der god grund til at minde om, at der stadig er langt flere partier repræsenteret i det Folketing vælgerne har sammensat ved det netop overståede valg. Så hvordan hr. David Rehling kan mene at der er tale om en tilbagevenden til tiden før 1973, er lidt af en gåde for undertegnede læser.
Det forekommer mig endvidere, at Rehling fremstiller det som om at vælgerne, aktivt, har ønsket en tilbagevenden til situationen fra før 1973. Den tanke virker lidt søgt, da vi jo taler om et tidsmæssigt spænd på i alt fald den gode side af 40 år. Der er kommet ganske mange nye vælgere til, i den mellemliggende periode, der ikke kan siges at have en aktiv erindring om årene omkring 1970.
Alt i alt: Rehlings leder er bygget på et konstrueret grundlag, et grundlag der nærmer sig spekulationer og mangler en analytisk tilgang. Det ville have været mere interessant at få leveret en leder der tog udgangspunkt i Informations vurdering af de politiske muligheder der foreligger for opgør med den afgående regerings politik, efter valgresultatet. Det leverer Rehling ganske enkelt ikke, i stedet får vi et overfladisk historisk tilbageblik og overvejelser over kemien mellem lederne i Socialdemokratiet og Radikale Venstre aktuelt. Det kunne godt have været gjort bare en anelse bedre.
mvh. poul.