Leder

Der er snart valg i USA, så begge partier punger ud og lader forbundsstatens gæld vokse

Demokrater og republikanere er blevet enige om at udvide budgetrammen for de næste to års finanslov med 320 mia. dollar. I mellemtiden vokser USA's gæld til 104 pct. af BNP
»Kongen af Gæld«, som Trump kaldte sig selv i sin tid i New York, nærer absolut ingen betænkeligheder ved at spille hasard med USA’s finansielle soliditet og kreditværdighed med henblik på at vinde genvalg ved præsidentvalget i 2020, skriver Martin Burcharth i denne leder.

»Kongen af Gæld«, som Trump kaldte sig selv i sin tid i New York, nærer absolut ingen betænkeligheder ved at spille hasard med USA’s finansielle soliditet og kreditværdighed med henblik på at vinde genvalg ved præsidentvalget i 2020, skriver Martin Burcharth i denne leder.

Brendan Smialowski

24. juli 2019

Der er ikke meget, demokrater og republikanere i Washington, D.C. kan blive enige om i det politisk og ideologisk polariserede USA. En ting synes dog at forene dem – en ubøjelig vilje til at gældsætte forbundsstaten gennem forøgelse af de offentlige udgifter.

Mandag aften bekendtgjorde Trump-regeringen og Demokraterne et bemærkelsesværdigt kompromis.

Budgetrammen for de næste to års finanslov får lov at vokse med 320 mia. dollar. Republikanerne har sikret sig, at omkring halvdelen af denne vækst går til forsvaret; Demokraterne har til gengæld fået garanti for, at den anden halvdel benyttes til en beskeden stigning i ministeriers og agenturers budgetter.

Formelt set sprænger denne budgetramme et udgiftsloft, der blev fastsat ved lov i 2011.

Dengang tvang det nyvalgte flertal i Repræsentanternes Hus Obama-regeringen til at lægge låg over de offentlige udgifter. Ifølge loven, Budget Control Act, ville en overskridelse af det fastsatte loft automatisk udløse vilkårlige besparelser over en bred kam – altså en afskrækkelsesmekanisme.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Niels Duus Nielsen
  • Alvin Jensen
  • Johnny Christiansen
Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel, Peter Beck-Lauritzen, Niels Duus Nielsen, Alvin Jensen og Johnny Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kunne det i den forbindelse ikke være interessant at se på Republikanernes skattelettelser til de rige? Der er stigende sociale problemer i USA der skal håndteres, samtidig med skatten er sat betragtelig ned for de mest velstående. Socialt ansvarlige accepterer gæld for ikke sende de fattigste ud i en katastrofal nød, resten accepterer gæld for ikke selv at skulle betale af deres overskud.
Gælden skyldes de rigeste klassers grådighed, og derfor får den lov til at vokse, og derfor står vi over for en ny international økonomisk krise.
Lyt til Elisabeth Warren, hvis I vil vide noget om USA økonomi. Hun er en meget skarp og indsigtsfuld matematisk begavet analytiker.

Erik Karlsen, Mogens Holme, Troels Ken Pedersen, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar

Kun 104%? Og det er så kun penge. Gad vide hvor stort deres moralske underskud er? Puha sikke en grim tanke!

Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Birte Pedersen, Peter Knap, Krister Meyersahm, Niels Duus Nielsen, Peter Beck-Lauritzen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Peter Beck-Lauritzen

TF, moralske underskud? Spørger du mig, er Trump tæt på tredivernes Tyskland, desværre; han har svinet "the squad"/de fire senatsmedlemmer til og beder dem nu give en undskyldning til Israel (?) og USA! Deres baggrund er som Trumps, indvandrere, og født i USA, men farvede! (ej arier). Dog et af dem er tilflytter, og om hende fik han tilhørerne ved en tale i South Carolina, til at råbe "send her home"! Parallelt blev jøder opfordret/bedt om at rejse ud af Tyskland. Sidste er, at emmigranter nu kan hjemsendes, uden sagsbehandling. Tyskerne sagsbehandlede heller ikke nogen, hverken jøder, politiske modstandere, ikke arier, syge og tossede etc. Det er et grimt moralsk forfald, at se på; America First!

Mogens Holme, Eva Schwanenflügel, Birte Pedersen, Peter Knap og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Andreas Lykke Jensen

Måske er statsgæld ikke rigtig noget vi bør bekymre os så meget om. Som vi alle ved kan stater der laver deres egen valuta aldrig løbe tør for penge.

USA's høje statsgæld er et godt argument imod dem, der hævder, at det at finansiere det offentlige forbrug igennem at lade centralbanken skabe flere penge automatisk vil føre til hyperinflation.

Såfremt det var tilfældet ville der vel være hyperinflation i USA lige nu. For ikke at tale om Japan, der har en statsgæld på 255% af BNP.

Problemet med den høje statsgæld i USA er ikke gældens størrelse, derimod hvad pengene bliver brugt på.

Mogens Holme, Poul Erik Riis, Peter Beck-Lauritzen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jens Winther

@Andreas Lykke Jensen, du kolporterer manglende indsigt og falske oplysninger!

1. "Måske er statsgæld ikke rigtig noget vi bør bekymre os så meget om. Som vi alle ved kan stater der laver deres egen valuta aldrig løbe tør for penge." Det er rigtigt, at stater, der laver deres egen valuta aldrig løber tør for penge (i deres egen valuta). Det kan man bare ikke bruge til noget, for alle stater er i et eller andet omfang afhængige af at importere varer (fx energi, metaller, mineraler, computere osv). Og man kan ikke betale for import med sin egen valuta. Hvis ingen i udlandet efterspørger fx danske kroner, så styrtdykker kronekursen, fordi vi har behov for udenlandsk valuta til køb af importvarer.

2. "USA’s høje statsgæld er et godt argument imod dem, der hævder, at det at finansiere det offentlige forbrug igennem at lade centralbanken skabe flere penge automatisk vil føre til hyperinflation." Nej! Realiteten er, at USA har en særstilling fordi dollars er de-facto reservevaluta og anvendes som standardbetalingsmiddel for en lang række råvarer. Det betyder, at alle gerne vil have dollars. INGEN andre valutaer har den status - og i alle andre lande ville det at finansiere offentligt forbrug gennem udvidelse af pengemængden føre til valutakursfald og hyperinflation.

3. "For ikke at tale om Japan, der har en statsgæld på 255% af BNP." Japans statsgæld er indenlandsk (dvs. den japanske stat sælger yen-nominerede statsobligationer, som i realiteten udelukkende købes af de opsparingsivrige japanere). Når en japaner køber japanske statsobligationer nomineret i Yen, er det nationaløkonomisk det samme, som at japaneren betaler skat. Der er ingen forskel! Og den japanske stat kan jo også altid indfri de yen-nominerede obligationer med nytrykte yen-sedler. Japan har nok en stor (indenlandsk) statsgæld, men har et massivt overskud på handels- og betalingsbalancen med udlandet. Derfor har Japan ikke nogen problemer med at skaffe udenlandsk valuta.

4. "Problemet med den høje statsgæld i USA er ikke gældens størrelse, derimod hvad pengene bliver brugt på." Vrøvl! En stor det af gældsstigningen anvendes til at betale for importvarer, og skaber dermed ikke nogen inflation i USA. Det er fsv ligegyldigt, hvad pengene bruges på. Så længe udlandet (i forhold til USA) efterspørger dollars eller dollar-nominerede obligationer er gældens størrelse ikke noget problem.

Der findes talrige eksempler på, at hvis andre lande begynder at tro på at statsgæld ikke er noget problem, at høj statsgæld ikke skaber inflation osv., så truer den økonomiske afgrund. Se fx talrige sydamerikanske stater gennem tiden, Grækenland indenfor de seneste 5-10 år, og Danmark under Anker Jørgensen.

Det største problem opstår, når folk, der ikke har indsigt i nationaløkonomi, kloger sig på baggrund af enkeltstående iagttagelser!

Morten Balling, Emil Davidsen og Søren Knudsen anbefalede denne kommentar
Andreas Lykke Jensen

Tak for dine kommentarer, Jens.

Husk at tale pænt.

I forhold til det du skriver om Japan, er konsekvensen af det så ikke, at så længe den gæld staten har er indenrigs gæld, så er den ikke det store problem?

I forhold til den græske krise, havde Grækenland så ikke haft nogle andre finans og pengepolitiske muligheder såfremt de havde kontrol over deres egen valuta, og ikke var underlagt Euroen?

Andreas Lykke Jensen

@ Jens

Jeg kunne også godt tænke mig at høre hvorledes du forholder sig til denne udtalelse fra tidligere overvismand, Christen Sørensen. Har han heller ikke forstået noget om makroøkonomi?

"De overordnede økonomiske spilleregler i EU, som de kommer til udtryk i Stabilitets- og Vækstpagten samt Finanspagten, bygger på den falske præmis, at der helst skal være balance eller overskud på de offentlige finanser. Dette får politikerne i Danmark til at opfordre til, at man skal lave spareøvelser, selv om det ikke er nødvendigt. Og det kan ligefrem være skadeligt, som det fremgår af brevet fra Rigshospitalets klinikchefer."

Taget fra denne artikel: https://www.information.dk/debat/2019/02/tidligere-overvismand-ingen-gru...

Jens Winther

@Andreas Lykke Jensen, jo, Andreas, så længe en stat (som fx pt Japan) kan "klare sig" med at optage indenlandsk gæld nomineret i egen valuta, er statsgælden ikke det store problem. Dvs. når landet har overskud på handels- og betalingsbalancen. Der er én enkelt modifikation - se nedenfor.

Den egentlige årsag til Grækenlands problemer er flere årtiers tur i "dødsspiralen": underskud på de offentlige finanser, underskud på handels- og betalingsbalancen, høj inflation, ringe konkurrenceevne, stigende renter. Grækenlands problemer betød, at staten var nødt til at betale en høj rente for at få solgt obligationerne og at optage lån nomineret i udenlandsk valuta og betale høj rente. Grækerne håbede, at en tilslutning til euro ville betyde et reduceret renteniveau på udlandsgælden, og at det dermed ville blive billigere at låne. Græske EUR-obligationer blev i starten anset for stort set lige så sikre som alle andre EUR-statsobligationer. Men nogen indså pludselig, at Grækenland ville være ude af stand til at afvikle gælden (gr. de fortsatte handelsunderskud). Dermed blev det umuligt for Grækenland at optage nye lån endsige at refinansiere gælden, og eneste mulighed var at søge hjælp i IMF og ECB, som stillede med nye lån - men samtidig krævede, at grækerne strammede finanspolitikken (offentlige besparelser og skattestigninger) for at skabe balance på statsbudgettet og tog skridt til at forbedre konkurrenceevnen.

Hvis ikke grækerne havde været i EUR, havde processen gået mere eller mindre automatisk: kursen på drachmer ville være gået i gulvet, renteniveauet steget vildt, grækerne havde ikke kunnet optage udenlandsgæld eller refinansiere den eksisterende gæld. Følgen havde været indenlandsk økonomisk kollaps, massearbejdsløshed, fattigdom - grækerne ville være landet det samme sted, men det var gået noget hurtigere og mindre kontrolleret/kontrollabelt.

Hvis man har en elendig økonomi og - ikke mindst en elendig konkurrenceevne - kan det være ligegyldigt, om man "har kontrol over sin egen valuta". Den "kontrol" kan man ikke bruge til noget!

Grækernes fordel ved EUR var, at især ECB og dermed tyskerne, var stærkt motiveret for at hjælpe Grækenland. Hvis Grækenland ikke havde været i Euro-zonen havde ECB og tyskerne kunnet være ligeglade med grækernes problemer. Det havde uden nogen tvivl gjort det hårdere for grækerne at komme igennem - og det var/er hårdt nok i forvejen!

Mht. Chresten Sørensen: Chresten er en meget kvalificeret nationaløkonom, ingen tvivl om det.

Men nogle gange skygger hans socialdemokratiske sindelag lidt for fagligheden.

Isoleret set er det korrekt, at eftersom Danmark har overskud på handels- og betalingsbalancen er det pt. ikke umiddelbart noget statsfinansielt problem at køre med underskud på de offentlige finanser (overskuddet på handelsbalancen er udtryk for en ret høj indenlandsk opsparing).

MEN to forhold taler i mod, at Danmark lige nu skulle øge de offentlige udgifter:

1. Danmark er pt. i en højkonjunktur (økonomisk vækst og lav arbejdsløshed). I almindelighed er det uklogt i den situation at lempe finanspolitikken, for lempelsen vil medføre et øget indenlandsk forbrug, som kan bidrage til at skabe inflation og dermed svække konkurrenceevnen. I en højkonjunktur er det klogere at føre en tilbageholdende finanspolitik (reduceret offentligt forbrug og/eller skattestigninger) for at sikre, at økonomien ikke overopheder (inflation).

2. Politikere - desværre uanset "farve" - er bedre til at lempe finanspolitikken end til at stramme op. Det viser sig altid, at i de situationer, hvor det er absolut nødvendigt at stramme op for at undgå overophedning, så svigter politikerne. Det er dels en almen menneskelig position - og så er det udtryk for, at der jo er nogen, der drager nytte af et øget offentligt forbrug (både klienterne og de offentlige ansatte vil jo protestere over offentlige besparelser, fordi det opleves som kvalitetssænkning og fyringer af offentlige ansatte). Det gør reelt finanspolitikken ineffektiv som konjunkturregulator. Og igen: at øge det offentlige underskud i en højkonjunktur er - uanset det ædle formål - uansvarligt.

Når en lavkonjunktur indtræffer, så vil statsfinanserne uundgåeligt blive pressede. Dels falder indtægterne fra skatter og afgifter, dels stiger de statslige udgifter til arbejdsløshedsunderstøttelse. Hvis man allerede inden lavkonjunkturen kører med underskud, er risikoen, at underskuddet dermed stiger til uholdbare højder. Og at gennemføre en finanspolitisk stramning i den situation er både politisk besværligt og samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt. Derfor bør man bestræbe sig på at have statsfinansielt overskud i gode tider.

Lige nu taler politikerne en del om det finanspolitiske råderum. Men lige pt. er der ikke noget råderum - råderummet er noget, man regner med vil opstå indenfor de kommende 5-10 år. Og det opstår vel at mærke kun, hvis samfundsøkonomien og verdensøkonomien udvikler sig, som vi pt. forventer. Alene det forhold, at politikerne allerede nu er i gang med at planlægge hvordan det (muligvis) kommende råderum skal anvendes, siger noget om politikernes ivrighed efter at øge det offentlige forbrug.

Emil Davidsen, Søren Knudsen og Andreas Lykke Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

" "Problemet med den høje statsgæld i USA er ikke gældens størrelse, derimod hvad pengene bliver brugt på." Vrøvl! En stor det af gældsstigningen anvendes til at betale for importvarer, og skaber dermed ikke nogen inflation i USA. Det er fsv ligegyldigt, hvad pengene bruges på. Så længe udlandet (i forhold til USA) efterspørger dollars eller dollar-nominerede obligationer er gældens størrelse ikke noget problem."

Er det ikke et problem når de lånte penge går til forbrug, og ikke investeringer.

Jens Winther

@Jens Thaarup Nyberg, for en offentlig myndighed (fx en stat), som jo ikke drives med et profitmotiv, giver sondringen mellem investeringer og udgifter (forbrug) ikke rigtig nogen mening. Sædvanligvis siger man, at investeringer afholdes med sigte på et længerevarende fremtidigt afkast. Men staten får jo ikke noget afkast (direkte) af "investeringer" i skoler, sygehuse, kampfly, veje andre offentlige anlæg. "Investeringerne" kan på forskellig vis give et fremtidigt samfundsmæssigt afkast, men afkastet lander jo ikke direkte hos staten.

For en stat giver det mest mening alene at skelne mellem indbetalinger og udbetalinger (kasseregnskab). Og i et statsregnskab vil man heller ikke aktivere (balanceføre) "investeringer", som man fx gør det i en privat virksomhed.

I henseende til de statslige finansers forsvarlighed giver det ikke nogen mening at sondre mellem "forbrug" og "investeringer".

I henseende til USA er den helt afgørende forskel, at dollar er internationalt efterspurgt i sig selv (bl.a. fordi en mængde råvarer internationalt handles i dollar og fordi så godt som al international kriminalitet "afregnes" i dollar) og at alle andre nationalbanker holder store reserver i dollar (reservevaluta).

Morten Balling

Dollaren er, ligesom andre valutaer, ikke længere baseret på en guldreserve. Dermed bliver det temmeligt uoverskueligt hvad en dollar reelt er værd. Man kan også sige at selv da USA havde en guldreserve (Fort Knox), så var værdien stadig kun koblet til guld, som dybest set har meget lille nytteværdi.

Når dollaren er så stærk at USA bare kan lade seddelpressen køre, så skyldes i høj grad at handel med olie langt overvejende stadig foregår i dollar.

Hele værdi begrebet i økonomi er lidt absurd. Hvis man tænker sig tilbage til før seddelpresser, guld, olie, finansielle konstruktion mm. så startede økonomi med at være bytteøkonomi. Det man udvekslede var dybest set ressourcer. Bytteøkonomi er besværligt uden en form for værdilager, men bytteøkonomi er også nemmere at gennemskue. Hvis en handel er lige over, så er det nemt at vurdere om du vil bytte din ko med en høne.

Der er noget helt åbenlyst forkert med de fleste af de definitioner af økonomi jeg har set. Marx påstod f.eks. at værdi afhang af den mængde arbejde en vare havde krævet at producere. Der er også paradokset i at diamanter er dyrere end vand, selvom du ikke kan overleve uden vand, mens diamanter har ekstremt lille nytteværdi.

Georgescu-Roegen fremsatte noget af det tætteste på en reel definition jeg endnu har set. Han misforstod dele af fysikken, men hans grundidé var interessant. Hvis man betragter Jorden som et lukket system, så er der en begrænset mængde ressourcer/råstoffer. For at bruge ressourcer skal man også omsætte energi, fra energi med lav entropi til energi med høj entropi. Hver gang man vil flytte et atom skal man bruge energi, og når man bruger energi danner man automatisk mere entropi. Derfor er værdi dybest set et spørgsmål om det antal ressourcer man har til rådighed og den mængde energi man har til at rokere rundt på systemet. Selv hvis man indser at den eneste energi vi reelt har til rådighed over længere tidshorisonter er sollys, så er der stadig en øvre grænse for hvor meget sollys Jorden modtager pr tidsenhed, og dermed også en øvre grænse for hvor meget energi vi har til rådighed, hvis vi vil bygge om på systemet.

Krister Meyersahm

Det er dårlig statsledelse at gældsætte borgerne, fordi man ganske enkelt kan spare op til investeringer og uforudsete udgifter. Og spare rentebetaling. Det er desuden indskrænkende mod senere kommende vælgerflertals frihed til at bestemme over udviklingen.