Leder

Hummelgaards trepartsdrama om pension rummer både sejren og nederlaget

Det kan gå rigtig galt for Peter Hummelgaard på beskæftigelsesministerposten. Til gengæld vil det være en kæmpe sejr for ham og S-regeringen, hvis det ikke gør
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har gentagne gange sagt, at opgaven med at få indført ret til tidligere pension for nedslidte bliver teknisk svær, økonomisk svær og parlamentarisk svær.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har gentagne gange sagt, at opgaven med at få indført ret til tidligere pension for nedslidte bliver teknisk svær, økonomisk svær og parlamentarisk svær.

Ólafur Steinar Gestsson

20. august 2019

Det er hurtigt blevet en kliché, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard står med en af de tungeste opgaver i den nye S-regering.

Det er ikke desto mindre rigtigt. Men måske ikke helt så kropumuligt, som mange gerne vil gøre det til.

Indførelsen af ret til tidligere pension for nedslidte var et af Socialdemokratiets få valgløfter. Og det var så ukonkret, at der blandt borgerlige politikere og opinionsdannere tales forventningsfuldt om »vælgerbedrag« og om, at Mette Frederiksen har »løjet« sig til magten, hvis der ikke leveres.

Den kritik vil til gengæld ikke være forbeholdt politiske modstandere, hvis Hummelgaard kikser.

»Kuffertskubberens« søn, som på det nærmeste er opvokset i et 3F-lokale på Amager og udgør et af regeringens ideologisk sikre kort, er i stor risiko for at skuffe vennerne i fagbevægelsen.

Peter Hummelgaard har gentagne gange sagt om opgaven:

»Det er teknisk svært, det er økonomisk svært, og det er parlamentarisk svært.«

Teknisk svært, fordi valgløftet ifølge eksperter er ekstremt svært at indfri på en måde, der forekommer rimelig.

Blandt andet fordi S-opgøret med den universelle pensionsrettighed angiveligt vil betyde, at raske kan trække sig tidligere tilbage, mens andre, for eksempel psykisk nedslidte, vil føle sig snydt.

Men Mette Frederiksen har i forbindelse med et møde med arbejdsmarkedets parter tidligere på måneden opstillet nye krav til at opnå tidligere pension. Nu er det ikke længere kun antal år på arbejdsmarkedet, der skal være udslagsgivende, men også om man faktisk er nedslidt, sagde statsministeren efter mødet.

Økonomisk svært fordi arbejdsgiverne har slået kors for sig med udsigten til, at flere forlader arbejdsmarkedet i en tid, hvor de mener, der mangler – primært faglært – arbejdskraft. Men her lokker regeringen med mere udenlandsk arbejdskraft og flere medarbejdere over pensionsalderen for at få arbejdsgiverne med i en aftale.

I den boldgade har Hummelgaard og hans embedsfolk fået til opgave at definere stillingsområder, hvor man kan se bort fra den såkaldte beløbsordning, der regulerer import af udenlandsk arbejdskraft.

Det har været en del af kompromiset med De Radikale i forståelsespapiret, eftersom De Radikale på linje med de borgerlige ønsker beløbsordningen hævet.

Endelig er udfordringen politisk svær, fordi S-regeringen ikke har politisk flertal for differentieret pension.

Hummelgaard og regeringen ser en trepartsaftale med arbejdsmarkedets parter som en måde at slå hul på det alternative politiske flertal, der før valget indgik en aftale om seniorpension.

Her er det Hummelgaards opgave at bevise, at hans netværk og gode relationer kan udvides fra fagbevægelsen til de store arbejdsgiverorganisationer.

’Ydelsesministeriet’

DF’s Thulesen Dahl er til gengæld den politiske leder, der får sværest ved at sige nej til en trepartsaftale, der sikrer nogle af de nedslidte arbejdervælgere, han har tilbage, en værdig pension.

Han virker da også så optaget af spørgsmålet, at han har udstyret sin hjemmeside med en tæller, der registrerer antallet af dage, minutter og sekunder, der er gået, siden S fremlagde sit udspil.

Men som Hummelgaard understreger i den forbindelse, har Socialdemokratiet aldrig sat en deadline for, hvornår et forslag skal komme. Heldigt nok.

Regeringen har nemlig stor interesse i at trække tiden ud, da S måske vil kunne leve med, at deres pensionsudspil ikke bliver realiseret her og nu, men – fordi sådan nogle ting tager tid at få gennem forhandlinger og bureaukrati – først træder i kraft efter næste valg.

DF har krævet, at S først opsiger velfærdsaftalen for at undgå at røre udspillet i denne valgperiode. Når DF ikke længere er fredet af det forlig, vil der komme fokus på, at partiet har indgået en aftale med V, K, LA og De Radikale om, at differentieret pension under ingen omstændigheder må indføres før efter 2040.

På den baggrund kan man konkludere, at der teknisk, økonomisk og politisk er et spillerum for Hummelgaard, som han kan udnytte.

Føles trepartsdramaet om pension ikke varmt nok, kan Hummelgaard til gengæld flytte hånden til en anden kogeplade, hvor kontanthjælpsloftets fremtid og ydelseskommissionen står og simrer.

Ikke for ingenting bliver Beskæftigelsesministeriet kaldt ’Ydelsesministeriet’. Og ministeren er sig yderst bevidst om, at hans ministeriums gøren og laden har afgørende betydning for almindelige menneskers liv.

Det kan gå rigtig galt for Hummelgaard på posten. Til gengæld vil det være en kæmpe sejr for ham og S-regeringen, hvis det ikke gør.

Serie

Den første udfordring

Danmark har fået en ny socialdemokratisk ledet etpartiregering. Historisk har soloregeringer ikke overlevet længe, og denne regering har en række store sager, der skal tages hånd om hurtigt. I denne lederserie skriver Information om de forskellige ministre – og deres første, store udfordring på de forskellige områder.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • birgitte andersen
  • Marianne Stockmarr
  • Eva Schwanenflügel
birgitte andersen, Marianne Stockmarr og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Vældig sympatisk lyder det at nedslidte skal have ret til at trække sig fra arbejdsmarkedet, før de skal bæres ud.
Og det har været sød musik i manges ører op til valget, hvor mange nok har set sig selv være en del af målgruppen.
Men det bliver ikke alene svært, men muligvis umuligt at få en fair ordning gennemført. For hvem skal omfattes? Og bliver folk ikke rasende, når de ikke er med i gruppen?

Hele problemet er skabt af politikerne selv.
Med udfasningen af efterlønnen, og skabelsen af det såkaldte 'velfærdsforlig' (der som sædvanligt er det stik modsatte af hvad det giver sig ud for at være med en stigende pensionsalder uden loft), har de skabt grobund for miseren med nedslidte danskere.

Ikke mindre betydningsfuldt er det at seniorpensionsordningen aldrig har fungeret, og især at adgangen til førtidspension blev drastisk reduceret i 2013 af den daværende beskæftigelsesminister ved navn Mette Frederiksen.

Med indførelsen af ressourceforløb blev tusindvis af syge danskere frataget retten til en værdig tilbagetrækning, og udsat for psykisk tortur igennem årelange forløb, hvor det er dokumenterbart, at mange er døde.

Det burde også udløse en kæmpe undskyldning officielt !!

https://www.a4nu.dk/artikel/blogger-til-minister-ressourceforloebet-er-e...

P.G. Olsen, Katrine Damm, birgitte andersen, Poul Erik Pedersen, Hans Larsen, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Marianne Stockmarr, Jan Weber Fritsbøger, Steffen Gliese, Jørn Sørensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Det må heller ej glemmes, at en førtidspension er væsentligt højere end en folkepension.
Hvor mange ufaglærte og lavtlønnede, som fx SOSU assistenter, hjemmeplejere, rengøringsassistenter, pædagoger, etc, har råd til en tidlig folkepension, når de aldrig har haft råd til at spare op?
Skal førtidspensionen også udfases, ligesom efterlønnen er blevet?

P.G. Olsen, Katrine Damm, birgitte andersen, Poul Erik Pedersen, Susanne Kaspersen, Ebbe Overbye, Marianne Stockmarr, Jan Weber Fritsbøger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

HVIS der skabes en trepartsaftale, vil det være umuligt for langt de fleste partier ikke at stemme for.

Poul Erik Pedersen, Marianne Stockmarr, Jan Weber Fritsbøger, Eva Schwanenflügel og Liselotte Paulsen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

S lavede en del utilgiveligt under Thorning, men vi må ikke glemme at det var med radikal armvridning det foregik,
og vi må heller ikke overse at intentionerne måske ikke var så grimme som den borgerlige udnyttelse fik det til at blive i praksis efterfølgende,
så det er vel på sin plads at afvente den nuværende regerings oprydning af de værste fejlskud, og især den fremtidige kurs overfor de syge og ledige,
og der må jeg indrømme der indtil videre ikke er megen plads til optimisme, og så håber jeg snart at S fatter at flere i arbejde og vækst i økonomien bør være fortid af hensyn til klima og miljø generelt,

troen på vækst er årsagen til klimaproblemet og først når det siver helt ind kan vi for alvor rette op, nemlig ved at barbere alt ikke strengt nødvendigt forbrug væk, væk med prestigegenstande og blær og alt andet som ikke dækker reelle behov, men bare skal flashe at man har kunnet rage til sig.

birgitte andersen, Poul Erik Pedersen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Det er sagt før, men fortjener gentagelse - synes jeg. Det principielle i sagen må være, at regeringen åbent tør/kan erkende at det er nødvendigt at skille arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik ad. I den forbindelse burde man så kunne diskutere hvilke selvstændige målsætninger man vil formulere for de to politikområder.
Gør man det, vil pension også kunne blive et instrument man kan anvende på flere forskellige måder. Enten i forbindelse med at man når en vis alder, eller at der er tale om invaliderende sygdom.
Jeg er udmærket klar over at Mette Frederiksen er fedtet ind i en gammel historie, hvor hun, så vidt jeg forstår, har været lidt af en barsk minister. Man skal vel heller ikke glemme at Radikale Venstre over en længere periode har haft blikket stift rettet mod en udvidelse af arbejdsstyrken, hvilket vel igen har bidraget til at socialpolitik er blevet sat lig arbejdsmarkedspolitik. Radikale Venstre har også et medansvar for den borgerlige politik der er blevet ført, de sidste mange år.
I forhold til den nuværende politiske situation, hvad så? Det er vel nødvendigt at tro på en mulighed for politisk forandring, set i lyset af at den nuværende regering vel netop er kommet til magten på baggrund af den erkendelse at det borgerlige projekt, den forrige regerings politik, har nået en udløbsdato. Den politiske åbning bør udnyttes, bla. til at påpege at et fokus alene på produktion og beskæftigelse ikke længere er muligt. Der skal andre parametre ind, i vurderingen af om en produktion er samfundsnyttig eller ej! Og gys: dette kan godt gå hen og betyde at fuld beskæftigelse ikke kan være en selvstændig prioritet, alternativt at man må til at nydefinere begrebet "arbejde". Så langt burde regeringens politik og ideologiske grundlag faktisk række. Hvis ikke den selv erkender det, må andre godt tænkende hoveder vel hjælpe med i denne erkendelsesproces. Vel en opgave for Pjoskeren at finde disse hoveder?
mvh. poul.

Steffen Gliese, birgitte andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

@ Poul Erik Pedersen

Glimrende indlæg :-)

Men.. Fuld beskæftigelse har aldrig været målet.
Når der tales om 'arbejdsudbud' handler det tværtimod om at få flest muligt antal mennesker der 'står udenfor arbejdsmarkedet' som det så følelsesfuldt omtales, stillet bag i køen til arbejdsledighed.

Det presser lønnen, og medfører social dumping og working poor, som Claus Hjort Frederiksen i en fortalelse kom til at sige.
Og fanden tager de sidste, som ingen alligevel vil ansætte.

Steffen Gliese, Katrine Damm, birgitte andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese, en trepartsaftale med det indhold Socialdemokratiet ønsker - i det omfang, de overhovedet ved det selv(!) - er helt usandsynlig.

@Eva Schwanenflügel, der er jo ingen, der IKKE mener, at de nedslidte skal kunne trække sig tilbage før pensionsladeren. Nedslidtes mulighed for tidligere tilbagetrækning lå jo også i det forlig, som VLAK-regeringen og RV + DF indgik før valget.

Det, som man tilsyneladende kan blive uenig om, er, om nogle mennesker SELV skal kunne bestemme, om de er nedslidte eller ej - og dermed selv skal kunne bevilge sig offentlige ydelser. Og det er jo besynderligt. Enten har man en arbejdsevne ud over 15 t/uge (var det vidst) eller ej. Man kan jo heller ikke selv bestemme, om man fx skal til ørelægen, men skal have en henvisning fra egen, praktiserende læge (eller betale selv).

I øvrigt er fuld beskæftigelse et vedtaget mål for den økonomiske politik i Danmark - det mål støttes mig bekendt af samtlige partier!

Poul Erik Pedersen, at skille socialpolitik og arbejdsmarkedspolitik ad? Skulle man så også adskille socialpolitik og skattepolitik? Socialpolitik og sundhedspolitik?

Steffen Gliese

Den, Jens Winther, både rimelig og nødvendig. Kapitalismen ødelægger mennesker, så vi er nødt til at dæmme op for ideen om, at vi har behov for disse overgearede overtimer, når sandheden er, at vores samfund - hvis vi ikke skulle have en klasse af depraverede coke-sniffende milliardærer - ville være bedre tjent med et langt mindre forbrug og et stadig bedre og mindre nedbrydende liv.

birgitte andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

@Steffen Gliese, hvornår har du sidst været ude i det virkelige liv? Du lyder til i dit egent hoved at have skabt et indtryk af samfundet, som ligger milevidt fra virkeligheden.

birgitte andersen

Jens Winther
20. august, 2019 - 17:49
Bare lige så vi alle har en chance for at vide hvad du taler om. Kan du så ikke fortælle os, hvilken virkelighed du mener Steffen Gliese ligger milevidt fra!

Poul Erik Pedersen

Jens Winther: når jeg argumenterer for at skille arbejdsmarkedspolitik og socialpolitik ad, så er det fordi jeg mener man godt kan definere nogle selvstændige målsætninger for socialpolitikken. Jeg mener faktisk der er belæg for at hævde, at nogle af de tidligere socialpoltiske tiltag havde fokus på hvad der kunne øres for at sikre de borgere der havde behov for hjælp en forholdsvis værdig tilværelse. Herunder en tilværelse, der ikke krævede at den pågældende borger stod til rådighed for et, forestillet, arbejdsmarked.
En reminisens af dette kan man, vil jeg da mene, finde i loven om folkepension. Folkepensionen udbetales jo til borgere, der både står til rådighed for arbejdsmarkedet - og også deltager her - og borgere der ikke gør.
I forlængelse af ovenstående mener jeg at det også bør kunne overvejes, om det nødvendigvis skal være sådan at borgere der lider af en sygdom stadig skal stå til rådighed. Her synes jeg det er vigtigt at have fokus på, om der rent faktisk findes et arbejdsmarked for vore syge medborgere. Her mangler jeg ganske enkelt en gennemtænkt og reflekteret politisk diskussion af, om det er realistisk at skabe de arbejdspladser man gerne vil have at syge medborgere skal beskæftiges på. Lad os nu antage at det faktisk er svært af skaffe de nødvendige fleksjob, så burde man vel kunne diskutere om denne ordning er hensigtsmæssig eller ej. Det er her jeg mener at man bør kunne diskutere den nævnte adskillelse.
- Og ja, selvfølgelig ved jeg godt at de forskellige politik-området hænger sammen, fordi de alle i sidste ende hænger sammen via den finansiering der skal ske. Dvs. at samtlige politikområder er bundet op på en statslig og kommunal skattepolitik. Denne præcisering, i det tilfælde at der skulle være tvivl om hvorvidt jeg har erkendt denne sammenhæng eller ej!
Noget andet er så en lidt mere principiel overvejelse: jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det ser ud til at det økonomiske system vi lever i har en vis evne til at skabe "restgrupper", som har mere end svært ved at finde indpas på arbejdsmarkedet. Går man tilbage i historien, i alt fald så langt vi har skriftlige kilder, kan det dokumenteres at der har været fattige mennesker, der på den ene eller anden måde har været afhængige af andres velvilje fordi de ikke har kunnet forsørge sig selv!
Det har i lang tid været en offentlig diskussion, hvorvidt de fattige nu selv var skyld i egen fattigdom og arbejdsløshed - eller de ikke var. Altså ser det, for mig at se, ud til at det at vi har medborgere der har brug for andres hjælp, er et temmelig fundamentalt træk ved det menneskelige samfund. Er det tilfældet er vi nok også nødt til at acceptere at der er samfundsmæssige udgifter forbundet med at vi har medborgere, der af den ene eller anden grund er socialt udsatte. - Og det kalder i sig selv på en politisk diskussion af, hvorledes vi har tænkt os at løse denne opgave på et samfundsmæssigt plan. I den forbindelse mener jeg nok at man kan diskutere, hvilke grundlæggende principper der skal være for at hjælp de dårligt stillede borgere - uanset evne til at deltage i arbejdsfællesskabet!
mvh. poul.

Eva Schwanenflügel og birgitte andersen anbefalede denne kommentar