Indvandrere i USA må ikke længere være en offentlig byrde. Det rammer farvede fra ulande

Efter nogle måneders offentlige høringer med titusinder af indvendinger fra almindelige borgere og indvandrergrupper udstedte Trump-regeringens Indvandrer- og Sikkerhedsministerium mandag et dekret, der vil stramme de eksisterende krav til immigrantansøgeres selvforsørgelse.

Fra oktober og frem risikerer immigranter, der opholder sig lovligt i USA og ønsker at rekvirere et greencard (opholds- og arbejdstilladelse, red.), at få afslag og blive sendt tilbage til deres hjemland, hvis de supplerer deres indkomst med madkuponer, boligstøtte og gratis sundhedsforsorg for lavindkomstfamilier (Medicaid).

Et afslag kan endda være begrundet med, at myndighedspersonen vurderer, at ansøgeren engang i fremtiden vil benytte sig af bistanden fra forbundsregeringen.

Dekretet falder godt i hak med præsident Donald Trumps holdning, at USA er bedst tjent med at acceptere højt uddannede immigranter fra velstående lande (helst af hvid hudfarve, ikke sort eller brun).

Og fordi de mindrebemidlede immigranter som regel stammer fra Mexico, Mellemamerika, Afrika og Asien, synes der ikke at være megen tvivl om hensigten: Det amerikanske samfund skal fortsat være domineret af et hvidt flertal.

Umiddelbart vil mange amerikanere og europæere nikke anerkendende til dekretets præmis: Immigranter skal kunne leve op til en vis grad af selvforsørgelse under de første års ophold i værtslandet, så de ikke bliver til en langvarig belastning for skatteyderne.

Dog gælder et forbehold: Asylsøgere og flygtninge er undtaget, fordi de ikke bare kan blive sendt hjem.

Offentlig byrde

I nordeuropæiske lande med et avanceret og udbygget velfærdssystem er det ikke overraskende, at ansøgere om immigrantstatus underkastes temmelig strenge restriktioner.

Det er selvsagt en byrde for skatteyderne, hvis indvandrere ikke integreres hurtigt og bliver selvforsørgende, fordi man i disse lande er mere generøse med diverse typer social bistand end i for eksempel Sydeuropa.

USA har traditionelt været mere åben over for immigration og derfor pålagt ansøgere til greencard mindre strikse økonomiske krav. Dog skal det tilføjes, at indvandrerloven forudsætter, at indvandrere ikke må være eller blive en »offentlig byrde«.

I praksis betyder det følgende:

Inden udstedelse af greencard undersøger myndighederne, hvorvidt ansøgeren har midler til at forsørge sig selv i kraft af job, formue, ægteskab eller familiebånd. Hvis det kan berigtiges, at mindst 50 procent af indkomsten stammer fra tre bistandsprogrammer – kortvarig kontanthjælp til familier, kontanthjælp til ældre og gratis sundhedsforsorg til langtidssyge – er det tilstrækkelig begrundelse til afslag og hjemsendelse.

Generelt har disse relativt lempelige restriktioner ikke udgjort en uoverstigelig hindring.

Hvert år bliver mellem 400.000 og 500.000 emigranter lukket ind i USA på et særligt visum, og for langt de fleste lykkes det at anskaffe sig et greencard. Efter kun fem år har de lov til at søge om statsborgerskab.

I dag findes der i USA 21 millioner lovligt indvandrede immigranter. Hvert år bliver omtrent en halv millioner ansøgninger om greencard godkendt.

Trump-regeringens stramning af kravene vil med sikkerhed betyde et fald i antallet af udstedte greencards og derfor en stigning i deportationer. Flygtninge og asylsøgere er dog undtaget.

Det gælder også de titusinder af mellemamerikanere, der hver måned får lov at blive i USA, indtil deres asylansøgning kan blive behandlet.

En grim bieffekt af regeringens nye restriktioner bliver uden tvivl, at immigranter vil afholde sig fra at tage imod enhver form for offentlig forsørgelse, fordi det vil kunne mindske deres chance for at blive godkendt til greencard.

Myndighedspersonen, der tager stilling til en ansøgning, kan nemlig i høj grad lade sin beslutning bero på eget skøn.

Ingen ved, hvor mange af de 21 millioner immigranter i USA, der vil fravælge bistand fra forbundsstaten. Men én ting synes givet: Landet vil opleve en vækst i antallet af fattige og syge.

Det absurde og paradoksale er, at immigranter er lovligt berettiget til benytte sig af for eksempel gratis madkuponer, boligstøtte og sundhedsforsorg. De nye regler placerer dem i en catch 22-situation.

Det er fristende at kalde restriktionerne for inhumane og ondsindede, selv om de på overfladen egentligt lyder meget fornuftige. Hvem kan være imod, at ansøgere til at få immigrantstatus skal kunne påvise at være selvforsørgende?

Det er præcist det infame ved Trumps orwellske politik. For mange lyder det rationelt. I realiteten vil han gøre livet så smerteligt som muligt for en umælende, skræmt og usynlig masse af uskyldige mennesker.