Leder

Russerne gør historien om Anden Verdenskrig til en krig om historien

I anledningen af 80-året for Anden Verdenskrig, dyrker Vlademir Putin en enøjet historisk fortælling med fokus på de heltemodige dele af krigen og forvanskning af de mørke sider. Men vi kan ikke lade Rusland skrive historien om Anden Verdenskrig
Et ikonisk billede af statslederne, Winston Churchill (UK), Franklin D. Roosevelt (USA) og Josef Stalin (Sovjetunionen), der  mødtes til Jaltakonferencen i februar 1945, for at diskutere koordinationen af krigsindsatsen mod Tyskland under Anden Verdenskrig. Den russiske stat har i årevis forsøgt at renskure stalinismen og alt, der lugter af sovjetiske forbrydelser, og de bestræbelser rækker nu sine arme ind i 80-året for Anden Verdenskrig.

Et ikonisk billede af statslederne, Winston Churchill (UK), Franklin D. Roosevelt (USA) og Josef Stalin (Sovjetunionen), der  mødtes til Jaltakonferencen i februar 1945, for at diskutere koordinationen af krigsindsatsen mod Tyskland under Anden Verdenskrig. Den russiske stat har i årevis forsøgt at renskure stalinismen og alt, der lugter af sovjetiske forbrydelser, og de bestræbelser rækker nu sine arme ind i 80-året for Anden Verdenskrig.

Ritzau Scanpix

28. august 2019

Vi vælter rundt i historiske jubilæer. Knap har vi passeret 100-året for Første Verdenskrig, Bauhaus og Weimarforfatningen, 80-året for krystalnatten, 50-året for månelandingen, 40-året for ’Oprør fra Midten’ og tiåret for finanskrisen, før vi nu skal til at tage hul på 30-året for Berlinmurens fald og 80-året for Anden Verdenskrig.

Der er ikke noget at sige til, hvis den konstante historiske mumlen får folk til at glippe lidt med øjnene. Men der er grund til at spidse ører, for historien hører ikke kun historien til, den er levende nutid og et stærkt politisk våben.

Det ved man om nogen i Rusland, hvor historien om Sovjets dyrekøbte sejr over Nazityskland ved Anden Verdenskrig i dag er den samlende fortælling om nationen, og hvad russerne er i stand til – en fortælling, som Vladimir Putin har dyrket og filet på, siden han kom til magten.

Alle bør anerkende kraftpræstationen i den russiske sejr over Tyskland og de 20 millioner dræbte russeres lidelser, men der er en masse problemer forbundet med Ruslands enøjede fokus på de heltemodige dele af krigen og forvanskning af de mørke sider.

Den russiske stat har i årevis forsøgt at renskure stalinismen og alt, der lugter af sovjetiske forbrydelser, og de bestræbelser rækker nu sine arme ind i 80-året for Anden Verdenskrig.

Lige for tiden handler det om den tysk-russiske ikkeangrebspagt, den såkaldte Molotov-Ribbentrop-traktat fra august 1939, hvor Tyskland og Sovjet i en hemmelig tillægsprotokol delte Europa mellem sig. På ryggen af den kom Tysklands overfald på Polen den 1. september 1939 og lidt senere Sovjets invasion af det østlige Polen.

Dermed var Anden Verdenskrig i gang. Herefter besatte Sovjet blandt andet de baltiske lande og angreb Finland i tryg forvisning om, at Tyskland ville blande sig udenom.

Resten er, som man siger, historie – og så alligevel ikke.

»Alle var lige gode om det«

For en række statslige russiske twitterprofiler kører for tiden en kampagne under hashtagget #TruthAboutWWII, hvor fokus de seneste uger har været at nedtone betydningen af netop Molotov-Ribbentrop-traktaten.

Metoden er velkendt – på engelsk kaldes det whataboutery – og går på at fremhæve alle de andre europæiske nationer, der på den ene eller anden måde lavede studehandler med Hitlers Tyskland og dermed sige, at alle var lige gode om det.

Samtidig udelader man den i dag velkendte, betydelige forskel, at ingen af de andre aftaler førte til årelangt sovjetisk diktatur i ellers frie og demokratiske stater.

Samme fokus synes at gennemsyre en aktuel udstilling ved det russiske nationalarkiv i Moskva, hvor den originale traktat fremvises – sammen med for eksempel Münchenaftalen mellem England og Tyskland.

Anderledes tager det sig ud i EU, hvor man på 80-årsdagen for traktaten i lørdags markerede ’Den europæiske mindedag for ofrene for alle totalitære og autoritære stater’, og hvor EU-vicepræsident Timmermans i sin udtalelse nævnte netop Molotov-Ribbentrop-traktaten som åbningen på »et sort kapitel i Europas historie«.

I den forbindelse offentliggjorde Ruslands EU-mission en udtalelse, der omvendt kaldte mindedagen »den bedst egnede til at illustrere den historiske falsifikations- og revisionsproces, som har været undervejs i EU i mange år«.

Vi må insistere på, at det modsatte er tilfældet.

Det er Rusland, som i årevis har forsøgt at renskure mindet om Stalin og Sovjets forbrydelser, og det aktuelle eksempel er blot et af mange.

Information har tidligere skrevet om, hvordan man i det nordvestlige Rusland forsøger at omskrive historien om en massegrav med ofre for Stalins udrensninger i 1937 ved at påstå, at der også skulle ligge sovjetiske soldater, som finnerne myrdede et par år senere.

Igen et forsøg på at sige, at alle er lige gode eller lige onde.

Bestræbelsen går helt til tops i Rusland, hvor Putin i et interview med filminstruktøren Oliver Stone for et par år siden sagde, at »overdreven dæmonisering af Stalin er en måde at angribe Sovjetunionen og Rusland«.

Det er let at forestille sig det ramaskrig, som ville rejse sig, hvis Tyskland på lignende vis forsøgte at vaske de værste dele af nazismens historie væk til fordel for et fokus på Hitlertysklands økonomiske vækst, forbedringer af infrastrukturen eller førerens vegetarisme og modstand mod rygning.

Netop derfor skal vi blive ved med at lytte til historien og insistere på, at professionelle og uafhængige historikere – ikke autoritære statsledere – skal skrive den.

Da der på den internationale konference i Bretton Woods i 1944 skulle forhandles et internationalt system, der kunne sikre stabile internationale relationer og økonomisk genopbygning efter Anden Verdenskrig, var der to udspil på bordet, et amerikansk og et britisk. Grundtanken i det britiske forslag var udvirket af Keynes, og vi har også i EU i dag en konstruktion af den type, Keynes anbefalede. Det såkaldte Target2-system er præcis den form for bogholderi for tværnationale betalinger, som Keynes forestillede sig. Men er det den ultimative utopi at forestille sig, at en støvet plan fra 1940’erne kan være løsningen på noget som helst i dag?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
  • Viggo Okholm
  • Torben Lindegaard
Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, David Zennaro, Viggo Okholm og Torben Lindegaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Russerne? Ja de lyver om krigen. Det ved vi.

Men hvad med amerikanerne? Der ankom sent til “festen” men ynder at tage hele æren?

Og hvad med briterne og franskmændene der kastede deres gigantiske emperier ind i en regional konflikt og dermed gjorde tyskernes og russernes deling af Polen til en verdenskrig?

Mette Møhl, Espen Bøgh, John Andersen og Karen Grue anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Tom Finkel
Forskellen mellem USA og Rusland hvad det angår, er at der ikke udøves en politisk kontrol over historien i USA. Historikere bliver ikke slæbt for domstole fordi de undersøger nogle ikke-smigrende fakta om USA'S krige i Vietnam eller eksperimenter på sorte.

For at man kan siges at lyve om noget, må man være bekendt med sandheden fra start.

Hos amerikanerne er der mest af alt tale om en generel uvidenhed. De få amerikanere, der ved noget om historien ved dog at amerikanerne ikke vandt alene og at Sovjet ofrede mest. Historie er, i endnu højere grad end herhjemme, et fag der rangerer meget lavt i amerikansk uddannelse. Kulturfag generelt ses som mindre værd end kommercielle uddannelser i industri og service.

Espen Bøgh, Per Torbensen, Alvin Jensen, Eva Schwanenflügel, Dennis Tomsen, Viggo Okholm og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

I den forbindelse vil jeg lige gøre opmærksom på Svetlana Aleksijevitj's bøger om sovjettiden og sovjetmennesket. Her får hun almindelige mennesker til at fortælle om deres oplevelser.

Noget andet er, om ikke snart forbrugerismens historie kan skrives. Perioden er ganske vist ikke helt slut endnu, men mon ikke det kunne gavne at høre om alle de ødelæggelser, vi alle har deltaget i...

Der var mange studehandler og luskede handlinger under WW2.
Der er ingen tvivl om, at Rusland bar den tungeste byrde.
Og der er ingen tvivl om, at det er blevet underkendt af den vestlige historie.
Især USA og amerikanerne opfatter sig selv som dem, der reddede Europa fra diktatur.
Det er en sandhed med modifikationer.
Så hvis Rusland vil huskes for sin enorme indsats under den krig, de enorme tab og ødelæggelser, så er det kun rimeligt.
Man kan ikke underkende indsatsen med henvisning til Stalin og hans forbrydelser.
Det er på tide, at Ruslands/USSRs indsats får plads som fortjent.

Mette Møhl, Nike Forsander Lorentsen, Flemming Berger, Per Torbensen, Hans Larsen, Alvin Jensen og Ole Arne Sejersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Vel var Stalin grusomt autoritær, men han anså da ikke sig selv og sine som overmennesker.

Torben Lindegaard

@Tom Finkel 28. august, 2019 - 06:32

À propos "whataboutery" ....

Du bebrejder Frankrig & Storbritannien, at de kom Polen til hjælp ....
det er så langt ude, at man bliver mundlam !!

Niels Jakobs, Alvin Jensen og René Arestrup anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

@Torben Lindegaard
Man kan godt på et punkt Frankrig og Storbritannien at de kom til Polen til hjælp:

At de kun gik i krig mod det ene af de lande, der invaderede Polen. Sovjetunionen fik frie hænder til at erobre "deres" del af Polen. Og fik ikke bare lov til at beholde den erobrede del, men gjorde Polen til deres vassalstat efter krigen da stormagterne delte resten af verden imellem dem.

Jens Thaarup Nyberg

Torben Lindegaard
Det er næppe længere ude, end at Tyskland ville have invaderet Sovjetunionen før Vesteuropa, hvis ikke Frankrig og England havde erklæret Tyskland krig.

jens peter hansen

Nu er der vist ikke én sandhed om 2. Verdenskrig, men der mig bekendt ingen der underkender at Sovjetunionen var det land der led mest og mistede allerflest soldater og civile. Der er da vist heller ingen der benægter at Sovjetunionen behandlede sine soldater fuldstændig hensynløst og med paranoide forestillinger således at mange efter umenneskelig krigsfangenskab i Tyskland blev sendt til Sibirien eller som Solshinitzyn , eller hvordan man nu staver det, alene blev sendt afsted på en mistanke om forrædderi mens han var aktiv officer. Sovjets indsats var hæslig og uvurderlig.

jan henrik wegener

De øvrige folk i det der var Sovjetunionen deltog vel også. Når "England" nævnes som en af de store sejrsmagter må heller ikke imperiets indsats glemmes.
Men derudover er det et stort spørgsmål hvor meget vi nu kan eller skal dyrke den krigs sejrsmag

René Arestrup

@Bjørn Pedersen
Du er nødt til at se det i kontekst af nazi-tysklands erobrings-togter indtil da - Rhinlandet, Østrig, Sudeterlandet og efterfølgende resten af Tjekkoslovakiet.
Frankrig og UK følte sig tvunget til at sætte en stopper for den aggressive fascistiske imperialisme - og de fordømte i øvrigt også Sovjetunionen for overfaldet på Polen.

Torben Lindegaard. Briterne og franskmændene kom Polen til hjælp? Så forekommer det mig overordenligt underligt at Polen var underlagt sovjetisk diktatur i 45 år.

Der var to diktatorer der indvaderede Polen. Den ene vandt som bekendt en knusende sejr.

Vi må heller ikke glemme briternes fornægtelse af egne krigsforbrydelser og sultedøden af millioner af indiske bønder som var en konsekvens af Churchills beslutninger. Stalin gjorde det samme i Ukraine.

Amerikanernes terrorbombinger med minute man og fat boy på strategisk ubetydelige militære mål i Japan må heller ikke glemmes. Heller ikke deres ulækre behandling af amerikanere med japansk afstamning og sorte krigshelte der omgående blev 4. rangs borgere igen det sekund de kom hjem fra Europa.

Torben Lindegaard

@Tom Finkel 28. august, 2019 - 15:23 & 15:31

Lad det ligge.

Der skal vist en Børge Outze's skrivekunst til for at svare på dine læserbreve -
og det er desværre langt over mine evner.

torben - nielsen

Jeg har før herinde på disse sider spurgt, om det var rimeligt, at Rusland efter anden verdenskrig beholdt de erobrede områder: Østpreussen og det Karelske næs.

Der har ikke været kritiske røster fremme om, at det skulle være urimeligt.

Så hvorfor skulle det så ikke også være rimeligt, at beholde et stykke af Polen også??

Torben Lindegaard

@Torben - Nielsen

Disse rimelighedsbetragtninger kan være spændende nok at diskutere;
men de er ikke relevante.

Ingen magt på denne Jord kunne i 1945 forhindre Josef Stalin i at gøre, som det passede ham i Østeuropa - og det lever vi så med i dag.

Ib Gram-Jensen

Da Polen efter 1. Verdenskrig blev genoprettet som selvstændig stat efter i flere omgange at være blevet delt mellem Preussen, Østrig og Rusland, blev grænsen mod øst fastlagt ved krig, vigtigst krig mellem Polen og bolsjevikkerne 1919-1920. Under krigen blev den såkaldte Curzon-linje (opkaldt efter den britiske udenrigsminister) foreslået som våbenstilstandslinje; den var trukket som grænse mellem polsk flertal mod vest og ukrainsk/hviderussisk mod øst; Polen erobrede imidlertid områder øst for linjen, som forblev polske til 1939. Da Tyskland og Sovjetunionen delte Polen imellem sig ved Molotov-Ribbentrop-traktaten, blev grænsen trukket nogenlunde efter Curzon-linjen, der også, med visse ændringer, blev grænsen mellem Polen og Sovjetunionen i 1945. Polen fik erstatning mod vest; omkring 7 millioner tyskere blev fordrevet fra de områder, som Polen og Sovjet annekterede. Dermed var Polen, af hvis befolkning cirka 35 % tilhørte minoriteter i mellemkrigstiden (heraf 15 % ukrainere, 10 % jøder, 2 % tyskere), for 98 % vedkommende polsk.

Ud fra det princip om national selvbestemmelse, som mere eller – måske især – mindre konsekvent forsøgtes lagt til grund for grænsedragningerne efter 1. Verdenskrig, og som blandt andet førte til Nordslesvigs genforening med Danmark, kan Polen ikke siges at have ret til de områder, det erobrede øst for Curzon-linjen, men det er altså også kun en del af historien. Og jo, Storbritannien og Frankrig kom Polen til hjælp, omend den viste sig at være ineffektiv, da de efter det tyske angreb på Polen 1. 9. 1939 erklærede Tyskland krig. Tysklands besættelse af Tjekkoslovakiet marts samme år havde gjort det begribeligt for dem, at de tyske krav ikke blot drejede sig om at forene tyskerne i én nationalstat. Omvendt havde Sovjetunionen, hvis ledere udmærket vidste, at Hitler havde planer om livsrum mod øst, opnået at skubbe sin grænse vestpå, at få frie hænder til at annektere de baltiske stater og udsætte et tysk angreb, mens Tyskland fik frie hænder mod vest og leverancer af rå- og fødevarer fra Sovjetunionen. Ved afslutningen af 2. Verdenskrig, da de nu allierede sejrherrer: vestmagterne og Sovjetunionen, skulle ordne forholdene i Europa, var det selvfølgelig utænkeligt, at Stalin ville levere territorium tilbage til Polen, eller give afkald på en beskyttelseszone af i det mindste neutrale stater vest for Sovjetunionen.

Der er ingen af parterne, der kan siges at have rene hænder i hele dette forløb fra afslutningen af den 1. til afslutningen af den 2. Verdenskrig (eller den senere udvikling), og først og fremmest vidner det vel om, at rå magt stadig er den vigtigste faktor i international politik.

Stalin havde militær magt ved afslutningen på Anden Verdenskrig. Det vidner hærenes afsluttende positioner om. Han kunne have fortsat til Calais hvis han ville.

Churchill overvejede muligvis operation unthinkable men det umulige behov for 3-400 atombomber gjorde planen for afhængig af konventionelle styrker.

Så få styrker havde vestmagterne forholdsmæssigt overfor russerne at de rent faktisk ikke havde politisk magt til at kræve noget som helst af Stalin.