Leder

Torskedumt at udskyde omstillingen af fiskeriet

EU’s fiskeriministre giver større fiskekvoter i Østersøen, end EU-Kommissionen anbefaler. Det truer torsk og sild i området
»At bringe fiskebestandene tilbage på et varigt bæredygtigt niveau kræver handling nu. At udskyde en omstilling vil være dumt, rigtig torskedumt,« skriver David Rehling i denne leder. 

»At bringe fiskebestandene tilbage på et varigt bæredygtigt niveau kræver handling nu. At udskyde en omstilling vil være dumt, rigtig torskedumt,« skriver David Rehling i denne leder. 

Søren Bidstrup

Debat
16. oktober 2019

Velkendt sceneri: Efter sene, natlige EU-forhandlinger fremstår en udmattet fagminister og bedyrer, at det indgåede kompromis er et … nå ja, kompromis, som alle burde kunne leve med.

Modsat erklærer de berørte erhvervsorganisationer, at det kan de i hvert fald ikke leve med, og at de forlanger erstatning fra det offentlige. Modsat til den anden side erklærer miljøorganisationer, at det indgåede kompromis er ét, der måske kan stille politikere tilfreds, men naturen kan ikke leve med det.

Således også det kompromis, som EU-landenes fiskeriministre natten mellem mandag og tirsdag indgik om næste års fiskeri i Østersøen.

Udgangspunktet er grumt: Af de ti arter i Østersøen, som er kvotebelagt, bliver halvdelen overfisket, to særligt hårdt: Torsk i den østlige Østersø og sild i den vestlige. I juli hastelukkede EU-Kommissionen for torskefiskeri i den østlige Østersø – som følge af torskens krise.

Det nu indgåede natlige kompromis – med Danmarks fødevareminister Mogens Jensen (S) som deltager – betyder, at de danske torske- og sildekvoter nedbringes med henholdsvis 60 og 65 procent. Det er mindre end de nedbringelser på 68 og 71 procent, som EU-Kommissionen har lagt op til.

Handling nu

Alligevel er erhvervsorganisationen Danmarks Fiskeriorganisation skuffet. Den har nemlig arbejdet for, at der slet ikke skulle være reduktioner i kvoterne næste år.

I P1 Morgen tirsdag erklærede formanden for Bornholms og Christiansøs Fiskeriforening, Thomas Thomsen, at problemet for torsken i den østlige Østersø ikke så meget er overfiskeriet, som det er den voksende sælbestand, der spiser torsk og smitter dem med parasitter. Thomsen anbefaler »en kraftig reduktion« – af sælerne.

Sælerne er ikke problemet for Danmarks Naturfredningsforening. Det er selve fiskeriformen derimod. Foreningens præsident, Maria Reumert Gjerding, erklærer:

»Når vi fisker for meget – med belastende redskaber og ovenikøbet i sårbare områder – så svækker vi bestanden af fisk … og nedbryder de fødekæder, som fiskene indgår i.«

Fortrøstning er der måske i, at fødevareminister Mogens Jensen forud for EU-mødet erkendte:

»Vi bliver nødt til at tænke anderledes, for samlet set står vi nu i en situation, hvor fiskeriet ikke synes at kunne fortsætte som hidtil.«

Mogens Jensen vil derfor i løbet af efteråret indkalde til en bred debat om emnet:

»Hvordan skal dansk fiskeri se ud i fremtiden?«

At bringe fiskebestandene tilbage på et varigt bæredygtigt niveau kræver handling nu. At udskyde en omstilling vil være dumt, rigtig torskedumt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Holm Møller

Spis mere fisk, hører vi dagligt, samtidig er flere fiskearter truet.
Det løser ikke tingen at lave kvoter. Vi bliver nødt til helt at forbyde visse fangstformer, eksempelvis Bomtrawl, som ødelægger gydepladserne.
Så skal vi stramme kvoter, riktig stramme kvoter på f.eks. sild. Derved øger vi torskens fødegrundlag og på den lange bane flere fisk, men det kommer til at tage sin tid.
Det vil ggås gavne at vende tilbage til kystfiskeriet med eksempelvis snurrewodet, som er en dansk opfindelse.

Morten Lind, Eva Schwanenflügel og lars søgaard-jensen anbefalede denne kommentar
Claus Bødtcher-Hansen

16/okt/2019

Altså, hvordan kan man (m/k) acceptere
at udrydde det/dem, man lever af, og
også i fremtiden skal kunne leve af :-( ?

Bekymret hilsen
Claus

Morten Lind, Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar