Lyt, når Gorbatjov advarer om atomvåben: Aftalerne om afspænding er ved at falde væk

Trusler mod det levende livs fremtid på denne klode? Åh jo, dem er der nok af. Fokus er i disse år på klimaændringer og deres delvist afledte tilbageslag for naturens alsidighed af vilde dyr og planter.

Forståeligt og nødvendigt.

Men opmærksomhed kan have svært ved at samle sig om flere påtrængende emner på én gang. Der er en global eksistenstrussel, som i vore dage ofte overses. Den fremdrog Sovjetunionens tidligere præsident Mikhail Gorbatjov i et interview med britiske BBC tirsdag i sidste uge: Eksistensen af atomvåben. De betyder med de nuværende spændinger mellem Rusland og Vesten en »kolossal fare« for verden, påpeger Gorbatjov.

Den nu 88-årige Gorbatjov var i årene 1985-91 leder af det derefter hedengangne kommunistiske imperium, Sovjetunionen. Over for BBC advarer Gorbatjov også om risikoen for, at atomvåben falder i terroristers hænder. Hans advarsler kommer, efter at USA og Rusland har droppet 1980’ernes vigtigste aftale om begrænsning af atomvåben.

Den manende appel fra Gorbatjov er ordene:

»Alle nationer bør erklære – alle nationer – at atomvåben skal ødelægges. Det må ske for at redde os selv og vores planet.«

Naivt kan det lyde. Men om nogen har Mikhail Gorbatjov personligt vist, at tilsyneladende naivitet kan være nødvendig og føre til overraskende gunstige resultater.

I sine år som Sovjetunionens leder foreslog Gorbatjov ved flere lejligheder at afskaffe atomvåben. Han fulgte sin naivitet op ved sammen med USA at indgå de mest vidtgående atomnedrustningsaftaler, verden har set.

I december 1987 undertegnede Gorbatjov og USA’s præsident, Ronald Reagan, INF-aftalen om mellemdistance- og kortrækkende atomraketter. Den bortskaffede 2.692 missiler.

INF-aftalen

INF-aftalen var en fredelig udgang på et atomrustningskapløb, som var 1980’ernes store folkelige bekymring – især i det Europa, der kunne forudse at blive slagmarken for supermagternes krigstaktiske brug af mellemdistance- og kortrækkende raketter.

Forud for INF-aftalen var gået et dramatisk og omskifteligt forløb. I 1970’erne indledte den vesttyske socialdemokratiske kansler, Willy Brandt, en forsoningspolitik over for den daværende kommunistiske østblok, hvor de diktatoriske regimer havde holdt sig oppe bl.a. ved at advare mod ny tysk militarisme.

Brandts åbenlyse fredsvilje blødgjorde fronterne og banede vej for Helsinki-aftalerne, der i 1975 blev indgået mellem Øst og Vest om anerkendelse af gældende grænser, tillidsskabende foranstaltninger og borgerrettigheder.

Optøningen fik imidlertid Sovjets gammelmandsstyre til at frygte for at miste grebet. I 1976 begyndte Moskva en opstilling af nye mellemdistanceraketter, der som taktiske a-våben med træfsikkerhed kunne ramme Vesteuropa.

Brandts afløser som socialdemokratisk kansler, Helmut Schmidt, frygtede, at Vesteuropa ville blive udsat for sovjetisk atomafpresning. Schmidt krævede derfor et NATO-gensvar med samme type våben.

Det førte i 1979 til det, der historisk er kendt som ’NATO’s dobbeltbeslutning’: NATO ville i Vesteuropa opstille 572 mellemdistanceraketter, men vente fire år med at gøre det, så der blev tid til at forhandle med Sovjet om at fjerne alle atombevæbnede mellemdistanceraketter.

Den beslutning afstedkom – blandt andet hos Willy Brandt, der i mellemtiden var blevet leder af Socialistisk Internationale – bekymring for et rustningskapløb med a-våben, der faktisk var beregnet på at blive anvendt.

I Danmark var disse bekymringer hovedårsagen til fodnotekonflikterne mellem Poul Schlüters borgerlige regeringer og et S-SF-R-folketingsflertal. Al tumulten sluttede med Gorbatjovs og Reagans 1987-aftale.

Uden blodsudgydelser

Men lykkelig er udgangen ikke forblevet, for i år har USA’s præsident, Donald Trump, trukket sit land fra traktaten – under henvisning til, at Rusland snyder.

Efterfølgende har Rusland erklæret sig ubundet af aftalen. Putin har ildevarslende oplyst, at hans land er i gang med at udvikle overlydsmellemdistanceraketter.

Bag aftalens sammenbrud ligger også, at den ikke omfattede Kina, der har oprustet med kort- og mellemdistanceraketter. Umådeligt meget tryggere havde det været at få Kina og andre atomvåbenmagter med i en ny IMF-aftale.

Den gensidige mistillid og satsning på ny, højteknologisk våbenudvikling kan betyde, at Gorbatjov-æraens aftaler om langtrækkende interkontinentale strategiske atomvåben heller ikke overlever, men udløber i 2021, hvor de skal fornyes.

De stadigt færre bånd på atomoprustningen skaber en ustabil situation med fare for fejlkalkulationer. Den – tilsyneladende – naive løsning anviser Gorbatjov over for BBC:

»Vi må uden blodsudgydelser finde en udvej.«