Macron erklærer NATO for hjernedød. Uanset protester kan han meget vel have ret

Hårde ord lyder fra den franske præsident om NATO, den vestlige forsvarsalliance. I et interview med ugemagasinet The Economist advarer Emmanuel Macron om, at de europæiske lande ikke længere kan stole på USA. »Hvad vi oplever for tiden, er NATO’s hjernedød,« siger Macron.

Adspurgt om NATO-pagtens Artikel 5, den såkaldte ’musketered’, der gør et angreb på ét af medlemslandene til et angreb på dem alle – reelt USA’s militærgaranti for hele alliancen – svarer Macron, at han »ikke ved«, om den gælder:

»Men hvad vil Artikel 5 betyde i morgen,« spørger han.

Macrons udtalelser kommer på baggrund af NATO-landet Tyrkiets militære overfald på kurderne i Syrien og præsident Donald Trumps forudgående prisgivelse af de selv samme kurdere, der var USA’s nære forbundsfæller. Macrons pointe er, at Europa er nødt til at sørge for sin egen sikkerhed og rolle i verden.

Begejstring i Rusland 

Begejstring har Macrons undsigelse af NATO mødt – i Rusland. Putins talskvinde Maria Zakharova skriver på Facebook: »Sande ord, der går til sagens kerne. En præcis beskrivelse af NATO’s nuværende tilstand.«

I Tyskland er der ingen jubel. Landet savner appetit på et stærkere militærvæsen. Kansler Merkels kommentar til Macron lyder, at nok har NATO problemer, men der er ikke brug for »sådanne bredt affejende bedømmelser«.

Det vil de fleste NATO-landes ledere kunne erklære sig enige i. De ønsker ikke at bruge flere penge på militær.

Storbritannien klamrer sig – i sine Brexit-kramper – til NATO som et internationalt samarbejde, hvor briter og amerikanere fører an i kampen for fred og demokrati. Et postimperium britisk selvbedrag, vil nogle hævde. Og vores eget land? Vi kan slet ikke være med i et EU-bårent militærsamarbejde. Det forbyder forsvarsforbeholdet.

Begejstret for NATO har Frankrig aldrig været. Frankrig har set NATO som et brohovede for angelsaksisk herredømme. Spøjst nok var den franske kritik tidligere, at USA fyldte for meget i NATO. Det var årsagen til, at Frankrig i årene 1966 til 2009 ikke deltog i NATO’s militære samarbejde. Nu går den franske kritik på, at det er usikkert, om USA fylder nok.

Macron har ret i, at Trump med sine uforudsigelige militære beslutninger – der har det med at gavne russiske interesser – skaber en faretruende tvivl om den amerikanske vilje til at forsvare Europa. Man kan håbe, at den tvivl vil forsvinde sammen med Trump. Problemet er, at Trump kan blive hængende længe endnu. Og at han måske repræsenter en varig amerikansk enegang.

Europa står foran beslutninger, det helst var fri for.