Leder

Er der virkelig brug for endnu et borgerligt parti?

Partiet Fremad kan gøre sig til den myteomspundne ’borgerlige anstændighed’ – men savner troværdighed
Simon Emil Ammitzbøll-Bille har været med i fire partier, og Christina Egelund har en fortid i både De Konservative og Liberal Alliance.

Simon Emil Ammitzbøll-Bille har været med i fire partier, og Christina Egelund har en fortid i både De Konservative og Liberal Alliance.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
8. november 2019

Nok en knop er skudt i Danmarks borgerlige buskads. ’Fremad’ er navnet – en fordanskning af Emmanuel Macrons franske partinavn: En Marche ! Indlånet fra Frankrig er ikke originalt. Allerede på det bornholmske folkemøde i 2018 råbte Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, om sit partis kurs: »Fremad, fremad, fremad!«

I ganske samme retning som De Radikale vil stifterne af det nye parti Fremad – de tidligere Liberal Alliance-toppolitikere Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund – dog ikke marchere.

I P1-programmet Slotsholmen opridsede de to partistiftere torsdag deres forskellighed fra Ammitzbølls oprindelige, radikale, parti: De to peger på Venstres Jakob Ellemann-Jensen som statsminister. De to finder EU »mere relevant« end de øvrige borgerlige partier, men dog ikke med De Radikales iver. De to vil have udlændingepolitikken »fast og fair«, dog ikke helt så fair, som De Radikale vil. Skatterne vil de to sænke, hvorimod De Radikale angiveligt vil »omfordele« dem.

Positivt anskuet kan det nye parti – hvis det kommer over sine mange indledende hurdler – være med til at gendrive Dansk Folkepartis åndelige indtrængen i den borgerlige blok – og sågar i Socialdemokratiet.

Det nye parti kan gøre sig til den myteomspundne ’borgerlige anstændighed’ ved at anholde skammelig kynisme, som den kommer til udtryk ved letkøbt kritik af EU og ved nedgørende symbolpolitik over for etniske og andre mindretal.

Fremad i stedet for bagud 

Men inden Fremad er så langt fremme, er der forhindringerne: Fremad skal overbevisende svare på, hvorfor der er brug for endnu et borgerligt parti, der muligt kan blive det niende af slagsen på næste folketingsvalgs stemmeseddel. Til P1 forklarede Ammitzbøll-Bille:

»Der er brug for et værdiliberalt midterparti, så det hele ikke overlades til dem, der vil bagud.«

Er det svar noget, der rykker – fremad? Hvis man vil gøre op med bagstræb, kan en stemme på et efter overbevisning udvalgt parti i det nuværende folketingsflertal forekomme at være et mindre risikabelt valg.

Den smertelige erfaring, som har drevet Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund ud af deres næstseneste politiske tilflugtssted, Liberal Alliance, er jo netop den pris, som progressivt sindede politikere kan komme til at betale for at slutte op om en Venstre-statsminister, der også skal behage ærkenationalister i Dansk Folkeparti og nu tilmed Nye Borgerlige.

Ifølge en så nærtstående iagttager som tidligere V-statsminister Lars Løkke var det – hvis man fæster lid til Løkkes nyvundne renfærdighed – ulysten ved flere indrømmelser til den yderlige højrefløj, der under valgkampen drev Løkke til at foreslå et samarbejde med Socialdemokratiet.

Skulle det lykkes for Ammitzbøll-Bille og Egelund at få stablet Jakob Ellemann-Jensen op som statsminister, vil de erfare, at Ellemann på sin parlamentariske vægtskål har tungere højrelodder, end et indvalgt Fremad-parti vil være i stand til at opveje.

Og så kan Fremad-folkene igen – hændervridende – være tvunget til at stemme for noget, som inderligt byder dem imod. Hvis man skal tro, hvad de langt senere bortforklarer sig med.

Troværdighed er noget, som parti- og holdningsskift slider på. Christina Egelund var KU-formand, inden hun 2015-19 var folketingsmedlem for Liberal Alliance, som hun nu har forladt.

Da Ammitzbøll-Bille i 2009 havde brudt med De Radikale og stiftede sit eget ’Borgerligt Centrum’, bedyrede han: »Hvis det her projekt ikke lykkes, vil I ikke se mig i et tredje parti«. Nu er han på sit fjerde.

Overvejelser om stemmespild må nødvendigvis spille ind i bedømmelsen af den ny partistiftelse. Ønsker man alt godt for Socialdemokratiet, kan man jublende konstatere, at det borgerlige stemmespild på over fire procent ved seneste folketingsvalg forsødede tilværelsen så meget for Mette Frederiksen, at hun ikke behøver Alternativet i sit parlamentariske grundlag.

Med yderligere splid – og spild – i den borgerlige lejr hvad kan det så ikke blive til? At Mette Frederiksen lykkeligt kan regere uden De Radikale? Eller uden Enhedslisten?

Den mest varige virkning af Fremad kan blive, hvad det ved næste folketingsvalg kommer til at betyde for andre partier. Uden at Fremad selv rykker ind. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

.... og Klaus Riskær tager efter fornyede overvejelser en tur mere i manegen.

Det er jo mageløst.

Torben Bruhn Andersen, Alvin Jensen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

Den myteomspundne "borgerlige anstændighed"?

Set fra de forandringer som Danmark undergået igennem årtier med de borgerlige partiers dominans over al ny lovgivning, så er udtrykket "borgerlig anstændighed" et oxymoron, uanset hvor mange myter vi vikler om det.

Torben Bruhn Andersen, Lise Lotte Rahbek, Kim Folke Knudsen, Alvin Jensen, Lars Løfgren, Jan Fritsbøger, Kim Øverup, Ebbe Overbye, Eva Schwanenflügel og Tue Romanow anbefalede denne kommentar

Forståelsen af begrebet 'stemmespild' er i sig selv en tragikomisk forestilling.

Jan Fritsbøger

er det ikke det forkerte spørgsmål der stilles ? for mig er spørgsmålet om der overhovedet er brug for borgerlige partier,
politik burde vel ret beset handle om at sikre folket de bedste mulige livsbetingelser, det er vel også derfor det kaldes folkestyret, meningen er jo at enevældet medfører urimeligheder og at folket derfor skal bestemme over sig selv,
uden konger og herremænd som magthavere og lovgivere, hævet over folket.

Nu har vi så i stedet pengemagten hvor magten stadig ligger hos de få som så meler egen kage på bekostning af folkets trivsel, og pengemagten har så deres egen politikerklasse, som stadig har nærmest monopol på magten, ( i hvert fald i dag hvor S er et borgerligt parti ) helt som under feudalismen, som folkestyret oprindelig var tænkt som modtræk imod,
borgerlige politikere undergraver det ægte folkestyre og burde slet ikke eksistere, for de rige har jo egentlig ikke brug for hjælp, ingen rige ville lide nød blot fordi der ikke var politikere til at varetage deres særinteresser,
deres økonomiske muskler er jo mere end rigeligt til at sikre at de ikke kommer til at lide nød, og når folk går konkurs er det jo stort set altid fordi de har været for grådige, og satset for meget på at blive rigere,
og for de uheldige som mister deres formuer, så bliver de jo ikke værre stillet end dem som aldrig har haft nogen formue, det de mister er altså kun de ekstra privilegier som rigdom medfører,

borgerlige politikeres aktivitet går altid ud på at reducere ligheden, at øge uretfærdige forhold hvor nogle få mennesker har mere indflydelse end de mange,
og da politik burde handle om at skabe maximal retfærdighed, og størst mulig trivsel for flest muligt i samfundet, er borgerlige partier ikke bare unødvendige men også uetiske og skadelige for samfundet ( fællesskabet )

Egon Stich, Søren Fosberg, Flemming Berger og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

"Ja, vi har jo kun de folkekomedier, som vi selv laver kunne man tilføje.
Her har Lille Emil sandelig både skrevet manus, iscenesat den, og besætter osse hovedrollen.
Han er vel nok dygtig ! "

Per Christiansen

Endelig, endelig flere “borgerlige” partier, mange fler.

I det mindste er der dog liv i den borgerlige lejr. Det er da gode nyheder for os, der danser højre om...