Man kan ikke både sælge Marlboros og hjælpe os alle sammen med at kvitte smøgerne

Med den nye finanslov stiger prisen på cigaretter. 55 kroner for en pakke fra næste år og 60 kroner fra 2022. Det er godt nyt. Intet slår flere mennesker ihjel i Danmark, og alle er enige om, at prisen betyder noget for, hvor mange der ryger. 

En overset og besynderlig dimension ved det forløb, som er gået forud for de nye afgiftsstigninger, er, at de er blevet gennemført med tobaksindustriens velsignelse. Den danske afdeling af verdens største tobaksfirma, Philip Morris, har offentligt efterspurgt højere priser, skærpet alderskontrol og et påbud om, at butikker skal gemme cigaretterne under disken.

Philip Morris vil nemlig gerne være en del af løsningen og hjælpe danskerne med at stoppe med at ryge. Det hævder de i hvert fald. 

Globalt sælger firmaet 750 milliarder cigaretter om året, men nu vil de altså have os til at stoppe med at købe deres produkt. Ikke en indlysende logisk udmelding for et firma, hvis aktionærer sidste år kunne glæde sig over et overskud på 55 milliarder kroner. 

De vil da heller ikke stoppe med at sælge cigaretter. Så går kunderne bare over til konkurrenten, og så er vi lige vidt, lyder argumentet. Philip Morris har godt nok udviklet det, de kalder et »skadereducerende alternativ«. Et lille apparat, som varmer tobakken i stedet for at brænde den, hvilket – ifølge firmaets egne undersøgelser – mindsker optaget af skadelige stoffer med 90 procent.

Sundhedsmyndighederne er imidlertid ikke overbevidste, og desuden udgør det nye produkt kun en brøkdel af firmaets omsætning.

Af alle afskyelige multinationale selskaber er det svært at pege på et, som har været så entydigt usympatisk som tobaksgiganten. Alt imens Philip Morris systematisk vildledte offentligheden om skadevirkninger af cigaretter, og Marlboro-manden gjorde rygning cowboycool, døde millioner og atter millioner af deres kunder.

Set i det lys, er der grund til at glæde sig over de nye toner fra Philip Morris. Firmaet har langt om længe erkendt, at tobak fører til dødelige sygdomme, og – som man kunne læse her i Information – lover de nu, at de ikke længere vil være »nogle gigantiske idioter«.

Bizar balancegang

Med den drakoniske fortid og det indiskutabelt skadelige produkt er Philip Morris et meget markant, næsten bizart, eksempel på en generel tendens: De rendyrket ondskabsfulde virksomheders tid er forbi.

Philip Morris er nemlig langt fra alene om at have stillet sig selv den vanskelige kommunikationsopgave at insistere på at ville løse et problem, de selv skaber.

Alkoholproducenter kræver højere aldersgrænser, flyselskaber vil have flyafgift, olieindustrien erklærer sig som aktiv partner i den grønne omstilling, og minkavlere laver kampagner om dyrevelfærd. En bølge af moralsk opvågnen er øjensynligt væltet gennem bestyrelseslokalerne, og selv de mest udskældte virksomheder har pludselig udviklet en følelse af socialt ansvar.

I hvert fald udadtil.

Alle virksomheder er nødt til at fremstille sig som etiske institutioner, der bidrager positivt til fællesskabet – uanset at deres forretning er åbenlyst samfundsskadelig. Ingen kan længere ærligt påberåbe sig den nyliberale økonom Milton Friedmans doktrin om, at »virksomheders eneste ansvar over for samfundet er at øge profitten«.

Generelt er det et kæmpe fremskridt, at virksomheder i dag bliver mødt med stærke krav og forventninger. At almindelige mennesker holder virksomhederne ansvarlige for deres aftryk på samfundet. De dydige signaler kan også blive en pind, vi kan slå dem i hovedet med, hvis virksomheder forbryder sig mod de idealer, de selv har påkaldt sig. Det er den bevidste forbrugers triumf.

Men tendensen rejser også problemer. Der er tilfælde som Philip Morris, hvor det bliver absurd. Djævelens mest imponerende trick var som bekendt at overbevise folk om, at han ikke eksisterer.

Det er svært at opfatte Philip Morris’ udmelding som andet end et røgslør, der skal fjerne fokus fra den grundlæggende kendsgerning, at deres kerneforretning er meget, meget dårlig for folkesundheden. Uanset hvad virksomheden siger, kan man umuligt forestille sig en situation, hvor det ikke er sandt.

På samme måde kan man ikke både hive olie op af undergrunden og afhjælpe klimakrisen på samme tid. Det er gensidigt udelukkende.

I de tilfælde ender virksomhedernes CSR-strategi og påstande om samfundsansvar med at sløre grundlæggende modsætningsforhold, forplumre den offentlige samtale og efterlade borgere og forbrugere dårligere oplyst.

Det gør det sværere at mobilisere og skride til en handling. For hvem skal man kæmpe imod, når alle hævder at være gode?

I en tidligere version af denne leder fremgår det, at Philip Morris sidste år havde et overskud på 55 milliarder dollar. Der skulle stå 55 milliarder kroner. Information beklager fejlen.