Leder

I Sverige er der kun to veje frem: Bredt samarbejde eller højrepopulisme

De liberale midterpartier må gøre op med sig selv, hvad de ser som det mindste onde. Alternativet er en fortsat politisk ustabilitet, som kun har én vinder: Sverigedemokraterna
Stefan Löfvens (S) svenske mindretalsregering er kommet i alvorlige problemer. Den konkrete sag handler om privatisering af Arbejdsformidlingen. Det er en af de indrømmelser, Socialdemokraterna og Miljöpartiet måtte give de liberale partier Centerpartiet og Liberalerna i forbindelse med den såkaldte januaraftale.

Stefan Löfvens (S) svenske mindretalsregering er kommet i alvorlige problemer. Den konkrete sag handler om privatisering af Arbejdsformidlingen. Det er en af de indrømmelser, Socialdemokraterna og Miljöpartiet måtte give de liberale partier Centerpartiet og Liberalerna i forbindelse med den såkaldte januaraftale.

Johan Nilsson/TT

Debat
9. december 2019

Mindre end et år efter at 129 dages besværlige forhandlinger endelig mundede ud i et regeringsgrundlag, er Stefan Löfvens (S) svenske mindretalsregering kommet i alvorlige problemer.

Torsdag gik en uhellig alliance bestående af på den ene side det socialistiske Vänsterpartiet og på den anden side svensk politiks nye blåsorte trekløver, Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna, sammen om at kræve arbejdsmarkedsminister Eva Nordmarks (S) afgang. Bliver den trussel ført ud i livet, kan det ende med, at regeringen vælger at afgå, antyder Socialdemokraterna.

Så vidt kommer det næppe i denne omgang. Men sagen viser, hvad der vil blive det tilbagevendende problem i denne valgperiode. Et problem, som meget vel kan ende med at koste regeringen livet på et senere tidspunkt.

Den konkrete sag handler om privatisering af Arbejdsformidlingen. Det er en af de indrømmelser, Socialdemokraterna og Miljöpartiet måtte give de liberale partier Centerpartiet og Liberalerna i forbindelse med den såkaldte januaraftale.

Groft sagt fik de rødgrønne lov at danne regering, hvis de til gengæld lovede at gennemføre et på lange stræk liberalistisk program. Aftalen bragte for en stund Sverige ud af det politiske dødvande, der fulgte i kølvandet på valget i 2018, hvor ingen af de traditionelle blokke fik flertal. Samtidig opnåede Stefan Löfven den strategiske sidegevinst at splitte de borgerlige partier.

Ikke flertal i Riksdagen

Problemet er, at de fire partier bag aftalen ikke har flertal i Riksdagen. I mangel på alternativer accepterede Vänsterpartiet regeringsdannelsen, men det gamle kommunistparti har under ingen omstændigheder tænkt sig at stemme for de liberales mærkesager. De føler sig ikke bundet af en aftale, de ikke er en del af, og som ligefrem indeholder en klausul om, at de skal holdes uden for indflydelse.

Det udnytter Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna, der i stadig i stigende omfang fremstår som en ny konservativ blok. Selv om de tre partier er tilhængere af en privatisering, vil de ikke stemme for regeringens forslag. Moderaternas formand og statsministerkandidat Ulf Kristersson hævder ganske vist, at det alene handler om politisk substans: at privatiseringen skal ske på en anden måde og ikke hastes igennem. Men der er ingen tvivl om, at det også er led i en strategi om at benytte enhver lejlighed til at udstille regeringens svaghed.

Foreløbig har Stefan Löfven frist til på tirsdag til at strikke et kompromis sammen og undgå en regeringskrise. Det bør kunne lade sig gøre.

Men slaget om Arbejdsformidlingen er kun et forvarsel om, hvad der venter. Vänsterpartiets leder, Jonas Sjöstedt, har i umiskendelige vendinger gjort det klart, at han vil vælte regeringen, hvis den fremsætter januaraftalens forslag om indførelse af markedsbestemte huslejer og en udvanding af de regler, der beskytter lønmodtagere mod fyring. Omvendt er Centerpartiet og Liberalernas opbakning betinget af en overholdelse af aftalen. Regeringen er en lus mellem to negle.

Ustabil parlementarisk situation

Bagved det hele ulmer som altid spørgsmålet om Sverigedemokraterna. Det højrepopulistiske parti med de nynazistiske rødder, der ved valget i 2018 fik mere end 17 procent af stemmerne, er selve årsagen til den ustabile parlamentariske situation. Siden valget har Moderaterna og Kristdemokraterna gjort tilnærmelser, men særligt for det liberale Centerpartiet er et samarbejde fortsat helt uspiseligt.

Januaraftalen var et forsøg på at skabe et samarbejde hen over midten, der kunne holde Sverigedemokraterna uden for indflydelse. Samtidig var det et kardinalpunkt for særligt Centerpartiet, at heller ikke Vänsterpartiet skulle have noget at sige. Det står i stadig stigende grad klart, at den konstruktion ikke er holdbar i længden.

De liberale midterpartier må gøre op med sig selv, hvad de ser som det mindste onde. Alternativet er en fortsat politisk ustabilitet, som kun har én vinder: I den seneste autoritative meningsmåling fra Statistiska Centralbyrån står Sverigedemokraterna til at gå fem procentpoint frem, mens de øvrige partier enten går tilbage eller står i stampe.

Samtidig må man håbe, at også Vänsterpartiet har mod til at indgå kompromisser. For i Sveriges nuværende politiske landskab er der kun to veje frem: bredt samarbejde eller højrepopulisme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Uanset om den praktiske politik er udhuling af lønmodtager rettigheder eller manglende politik som adresserer de galopperende integrationsproblemer, så fører de det samme sted hen.

Der er kun èn vej frem !
Erkend de reelle problemer, tag dem alvorligt og se at få dem løst.

Det er den eneste måde at holde højre-nationalisterne nede.