Leder

Verden kan (indtil videre) ånde lettet op. Men konflikten mellem Iran og USA fortsætter

USA’s økonomiske kvælertag om Iran vil blive strammet efter missilangrebet mod to amerikanske baser i Irak. Det antyder, at konflikten mellem de to lande langtfra er overstået. Snarere er de vendt tilbage til status quo fra før USA’s likvidering af general Suleimani
Klogeligt valgte præsident Trump onsdag at reagere besindigt og afmålt. I sin tv-tale undlod han at tale om en amerikansk hævnaktion for det iranske missilangreb, skriver Martin Burcharth på lederplads.

Klogeligt valgte præsident Trump onsdag at reagere besindigt og afmålt. I sin tv-tale undlod han at tale om en amerikansk hævnaktion for det iranske missilangreb, skriver Martin Burcharth på lederplads.

The White House via BestImage

Debat
9. januar 2020

Der var gode grunde til at være dybt ængstelig i timerne, inden Iran effektuerede sin hævn mod USA natten til onsdag for likvideringen i sidste uge af generalmajor Qassem Suleimani. Det lå inden for sandsynlighedens grænser, at Irans religiøse leder, Ali Khamenei, i vrede over tabet af sin nærmeste rådgiver og under et voldsomt folkeligt pres ville ty til en spektakulær blodhævn mod ’Den Store Satan’.

Ingen bør være i tvivl om, at præsident Donald Trump ville have beordret militær gengældelse mod Iran, hvis så meget som en enkelt amerikaner var blevet dræbt af Iran eller en af dets stedfortrædere i enten Irak, Libanon eller andetsteds i Mellemøsten.

Præsidenten havde med sine trusler om at ramme over 50 mål i Iran, herunder kulturelle seværdigheder, malet sig op i et hjørne. Han agtede under ingen omstændigheder at gentage sin forgænger Barack Obamas berømte fejltrin i Syrien – at trække en rød linje og så lade sin fjende overskride den ustraffet.

Verden bør derfor ånde lettet op over den kendsgerning, at ingen mistede livet på to amerikanske baser i Irak, der blev ramt natten til onsdag af flere dusin ballistiske missiler affyret fra Iran. Klogeligt valgte præsident Trump onsdag at reagere besindigt og afmålt. I sin tv-tale undlod han at tale om en amerikansk hævnaktion for det iranske missilangreb.

I stedet vil USA’s sanktioner blive skærpet, men i Trumps formulering lød det faktisk, som om formålet med en optrappet økonomisk blokade af Iran bliver at tvinge præstestyret til forhandlingsbordet. Han opfordrede EU, Kina og Rusland til at lægge pres på Teheran i håb om at genstarte forhandlingerne om en ny og revideret atomaftale.

Inden for krigens love

Det endnu uafklarede aspekt af den militære konflikt er, hvorvidt præstestyret og Revolutionsgarden vil stille sig tilfreds med et missilangreb, hvis angivelige formål – at dræbe amerikanere – øjensynligt mislykkedes.

Kilder i USA’s forsvarsministerium sagde onsdag, at de tidligt havde fået varsel om angrebet fra militære satellitter og dermed tid til at advare bemandingen på de to baser. Samtidig oplyste den irakiske regering, at den var blevet forhåndsorienteret og viderebragte budskabet om det forestående angreb til USA.

Det kan altså ikke udelukkes, at amerikanske mål i Mellemøsten vil blive angrebet i den nære fremtid. Hvis det sker, vil Iran utvivlsomt søge at dække spor, der fører tilbage til Teheran, ved at benytte stedfortrædere. Det mest sandsynlige er angreb fra iranskallierede shiamilitser i Irak.

Det er værd at notere, at Iran med sin hævnaktion bevidst har bestræbt sig på at holde sig inden for krigens love. Udenrigsminister Javad Zarif sagde således onsdag, at militærbasen Al-Asad i det vestlige Irak er et legitimt mål, fordi det var herfra, at droneangrebet mod Suleimani og hans irakiske ledsagere udgik.

Trump-regeringen hævdede oprindeligt, at likvideringen af den iranske general var berettiget af efterretninger, der pegede på, at han var i færd med at forberede et angreb på amerikanske mål. Men indtil nu har Det Hvide Hus afvist at offentliggøre disse efterretninger og i stedet anført Suleimanis ansvar for tidligere militære aktioner. Stik imod traditionen er efterretningerne, der lå til grund for attentatet, blevet klassificeret, inden de blev overført til USA’s kongres.

Konflikten fortsætter

Umiddelbart er det fristende at konkludere, at USA og Irans forhold nu er tilbage ved status quo, altså som det tog sig ud inden attentatet i sidste uge. Men det ville være en grov fejlvurdering. Alt andet lige ligner begge lande tabere i den verserende konflikt.

Iran har mistet sin mest talentfulde militære leder, og det økonomiske kvælertag vil blive strammet i form af nye og politisk utålelige sanktioner. Og USA er nu lige så uvelkomment i Irak, som det var, inden Obama trak amerikanske styrker ud i 2009-10. Det kan betyde en gradvis tilbagetrækning, hvilket er Irans officielle linje og på sigt en betragtelig strategisk gevinst for præstestyret.

En bet for USA er tillige Irans opsigelse af atomaftalen, som iranerne med opbakning fra EU mere eller mindre har levet op til, siden USA opsagde den i 2018. Det hører med til historien, at Iran selv siger, at opsigelsen af atomaftalen ikke er definitiv, og at de altså er klar til at vende tilbage til forhandlingsbordet. Men lige nu er den eneste garanti for, at Iran ikke accelererer udviklingen af et atomvåben gennem berigelse af uran, Det Internationale Atomenergiagenturs fortsatte overvågning af Irans atomreaktorer og laboratorier. Ikke særligt betryggende for Israel og USA.

Onsdagens nedtrapning er således langtfra ensbetydende med dialog, forsoning og fred. Den 40 år lange konflikt mellem Iran og USA fortsætter desværre ufortrødent.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

".... USA er nu lige så uvelkomment i Irak, som det var, inden Obama trak amerikanske styrker ud i 2009-10. Det kan betyde en gradvis tilbagetrækning, hvilket er Irans officielle linje og på sigt en betragtelig strategisk gevinst for præstestyret."

Den strategiske gevinst under jeg gerne Teheran - lad os alle sammen, amerikanere, briter, danskerne etc. trække alle tropper hjem fra Irak. Det kan kun gå for langsomt.

Flemming Berger, Erik Winberg, Anders Graae, Thomas Tanghus, Lars Løfgren, Anker Heegaard, Torben Arendal, John Andersen, Jan Jensen, Hanne Utoft og Poul Erik Riis anbefalede denne kommentar
Ole Rasmussen

USA er i krig med KIna, med EU, med Korea, med CUBA og de mellemamerikanske stater. Lidt raslen i Mellemøsten er nok nødvendigt i Trumps verden, for han er mand der hader at elske andre mere end han hader sig selv.

og alle skriver stadig som om manden er normal. Jeg gad vide, hvilket medikament han tog inden den såkaldte tale

Carsten Wienholtz, Thomas Tanghus, John Andersen og Dennis Tomsen anbefalede denne kommentar

Trump's berømte stamina fejlede voldsomt i går, da han blev forpustet selv af at læse op fra telepromteren. Ellers intet nyt herfra.

Mette Frederiksen og vores soldater i Irak, deres stamina blev nærmest boostet, skal man forstå Mette Frederiksen selv, da vi bliver i Irak på trods af alt. Ikke som tyskerne som er en flok tøsedrenge. Mange soldater bliver lige flyttet, da de alligevel bare skal gå og dandere den - De skal til til Kuwait. Hvor de vil følge op på kuvøse-situationen i landet....

Per Stig Møller's stamina lå konstant, da han stadig nævner det hedengangne arabiske initiativ, dels som hans eget, og dels som en fantastisk succes. Dog var der en lille åbning, idet, og det er jo altid sjovt ved Trump, at enten kommmer han til at sige sandheden, eller også kommer dem som hader ham mest til at sige sandheden,han fabulerede over, at Trump selvfølgelig kun fik dette attentat udført for at få fokus væk fra hans egen rigsretssag. Præcis som da Bill Clinton i 1998 pludselig begyndte at bombe i ...........ja, selvfølgelig også i Irak!

Philip B. Johnsen

FAKE NEWS!
Et ‘uddrag’ af det altid nødvendige faktatjek af en Donald Trump tale.

Når præsident Donald Trump taler om USA, som verdens rigeste land, set ud fra et USA, der er uafhængig af olie fra Mellemøsten, et USA der er selvforsynende med olie, en netto eksportør og af denne årsag påstået, at USA er et rigt land, det er ‘Fake News’.

At USA er ‘afhængig’ af olie og gas til energiproduktion, er et ekstremt svaghedstegn økonomisk for USA og resten af verden.

Der er kun sund økonomi og en fremtid overhoved i verden, ved brug af bæredygtig produceret vedvarende energi.

Philip B. Johnsen

Apropos!

Fra link:
"Ifølge tænketanken Chat-ham House går over en fjerdedel af den saudiske olieproduktion i dag til landets egen energiforsyning, og med en hjemlig olieforbrugsvækst på fem-seks pct. om året er denne andel stigende.

Ironisk nok skyldes det stigende olieforbrug bl.a. det voksende behov for aircondition i et klima, der bliver stadig varmere som følge af verdens fossile energiforbrug."
Link: http://www.information.dk/558198

Emil Davidsen

Ved godt at "orange man bad" er automat reaktionen, men, Israel og Saudi ønsker regime ændring/stækning af Iran og derfor gør USA det også. Nogen fløje i amerikansk politik har ikke lyst til at hoppe og springer for denne agenda mens andre har. Opdelingen er mest mellem republikkanerne og demokraterne men begge synspunkter kan findes i begge lejre. Trump er på team regime ændring og det var/er der go grund til at tro Hillary også var/er. Ingen tvivl om at hun havde gjort det samme, men på en meget indirekte og subtil måde, hvis muligheden bød sig. Ingen fan af Trump men stor fan af, at amerikansk udenrigspolitik er uden den sædvanlige "high moral ground" facade i hans regeringsperiode. De fleste kan se at en spade er en spade. Iranske regering har 2 muligheder. Få en stor nok kanon, det forstår USA nemlig godt hvad er, eller håb på at Trump afløseren kommer før end siden og er tilhænger af en anden agenda. Alternativet for dem er kvælningsdøden.