Leder

Derfor er det stadig svært at skrive Hadersleben under Haderslev på et skilt i Sønderjylland

For 100 år fik sønderjyderne den mulighed selv at vælge, hvilket land de ville tilhøre. Det er enestående og værd at markere. Men når vi i år fejrer Genforeningen, må vi ikke glemme, at al grænsedragning starter med en konflikt
Vester Sottrup ved Sønderborg har hængt kopier af gamle valgplakater op i gaderne, for at markere 100-året for genforeningen af Sønderjylland og Danmark. 

Vester Sottrup ved Sønderborg har hængt kopier af gamle valgplakater op i gaderne, for at markere 100-året for genforeningen af Sønderjylland og Danmark. 

Claus Fisker

Debat
10. februar 2020

Mandag, markerer vi 100-året for den folkeafstemning, der genforenede Sønderjylland med Danmark. DR rydder aftenfladen, og DR Syd sender syv timers genforeningsradio, og det er bare mandag. Hele året vil der være fejringer af genforeningsjubilæet.

Det er værd at markere, at sønderjyderne som et af meget få folk i verden fik lov selv at bestemme, hvilket land det ville tilhøre. Men det er også værd at huske, at grænsedragning – også de tilsyneladende fredelige – altid har bund i konflikt.

For nylig ramte vi en anden årsdag. 1. februar var det 25 år siden, at Europarådet vedtog rammekonventionen for beskyttelse af nationale mindretal. Ikke mindst krigene på Balkan havde gjort det tydeligt, at anerkendelse og sikring af mindretalsrettigheder var af afgørende betydning for fred i Europa. Danmark ratificerede konventionen i 1997 og lever i vid udstrækning op til den. Men der er en ikke ubetydelig undtagelse.

I Sønderjylland er det efter snart 25 år stadig ikke kutyme »at vise traditionelle stednavne, gadenavne og andre topografiske betegnelser beregnet for offentligheden også på mindretalssproget«, som det hedder i bekendtgørelsen.

I den forgangne uge kunne man på dr.dk læse om sønderjyske borgmestre og byrådspolitikere, der ikke er til sinds at begynde at gøre det – heller ikke her i 100-året for Genforeningen. »Vi vil få revet op i nogle ting, som jeg ikke ønsker at diskutere,« sagde borgmesteren i Aabenraa (Apenrade), Thomas Andresen, der selv har tysk oprindelse, til DR.

På behørig afstand, for eksempel i København, kan man måske undre sig lidt over det. Vorherre bevares: skilte? Hvor slemt kan det være at skrive Hadersleben under Haderslev? Men sagen bærer i sig kimen til at forstå, hvor konfliktfyldt historien om Genforeningen egentlig er.

Ar i landskabet

Midt i al fejringen med kongelig karetkørsel og sønderjyske kaffeborde er der risiko for at vi glemmer, at Genforeningen også er historien om et af de mest turbulente år i nyere danmarkshistorie, og at Sønderjylland stadig er præget af de mange forskellige historiske konflikter, der gør, at grænsen også kan anskues som et af mange ar i landskabet.

Som Jørgen Kühl, der er professor i mindretalsspørgsmål ved universitetet i Flensborg, sagde i weekendens Information: »Man projicerer det nuværende, konfliktfri samliv her i grænselandet 100 år tilbage, som om man i 1920 fandt en trylleformular, der én gang for alle løste alle hårdknuder.«

Til historien om Genforeningen i 1920 hører både Napoleonskrigene, Februarrevolutionen i Frankrig, enevældens afskaffelse, Treårskrigen, nederlaget i 1864, Første Verdenskrig, den amerikanske præsident Woodrow Wilsons tale om folkets selvbestemmelse, Versaillestraktaten og efter folkeafstemningerne: Påskekrisen og tre danske folketingsvalg på et år. Kort sagt har grænselandets skæbne historisk set været et globalt konfliktspørgsmål i længere tid, end Sønderjylland har været en fredelig dansk region.

Hvad betyder det så som andet end historiske datoer, vi markerer? Det betyder, at mange familier i grænselandet har det som en del af deres slægtshistorie: Krige, besættelser, rettighedskamp og konflikt. For eksempel er det værd at huske på, at der gik mindre end 25 år fra afslutningen af Første Verdenskrig, hvor dansksindede sønderjyder var tvunget til at kæmpe for Tyskland, til Besættelsen i 1940, hvor langt de fleste af de ganske vist relativt få danske soldater, der blev dræbt eller såret 9. april, blev det i Sønderjylland.

Det ændrer ikke på, at Danmark selvfølgelig skal leve op til internationale konventioner om mindretalsbeskyttelse. Det tyske mindretal i Sønderjylland skal behandles med respekt – også den, der ligger i, at skilte i deres lokalområde anerkender deres sprog og dermed deres tilstedeværelse. Det er faktisk statens ansvar, selv om det er kommunernes opgave at udføre det.

Trods sin tilsyneladende lidenhed tydeliggør skiltesagen to ting: Genforeningsåret bør ikke kun være en fest, men også en tid, hvor vi tænker over, at betingelserne for grænsedragning altid defineres af vinderen efter en konflikt, og hvordan meget kunne have været anderledes, hvis ikke landet fulgte folket dengang og ikke omvendt. Og deraf følger en anerkendelse af, at grænsedragning er en alvorlig sag, som uden undtagelse har en blodig historie, der kræver, at beskyttelse af et mindretal på begge sider ikke har en udløbsdato.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Stærke følelser om identiteten på en landsdel der er mere dansk end resten af Danmark skal sgu ikke løses med et EU-direktiv - Hvad fanden bilder i jer ind på Informantion.
Torben K L Jensen
6100 Haderslev.

Torben Lindegaard

@Torben K L Jensen

Det er Europarådet, der har vedtaget rammekonventionen om beskyttelse af national mindretal.
Europarådet har ikke som sådan noget med EU at gøre; men blev grundlagt i 1949 og har i dag 47 medlemslande lige fra San Marino til Rusland.

Torben K L Jensen

hvad er forskellen Torben - jeg mener det gule Danmark,DF´s højborg mener nok at det kan være hip som hap.

Christian de Thurah

Hvorfor er det kun byskiltene, man vil have på to sprog? Hvorfor ikke skilte med gadenavne og andre skiltetekster? Hvorfor ikke skrivelser fra det offentlige, undervisningssproget på uddannelsesinstitutioner osv.?

Til dem, der tror, at historiens sår er lægt langs grænsen, kan jeg kun anbefale at se/gense reportagerne fra Margrethes besøg på alderdomshjemmet i Flensborg. Det er muligt, at vi - lige nu - ser grænsen som fredelig. Men historien har en satans evne til at komme igen.

Tyskland i dag er nemlig også Bernd Höcke og FDP.