Helt ærligt: Hvem kan gennemskue de milliarder af kroner, der hvirvler rundt i debatten om S-regeringens forslag til ændring af den økonomiske udligning mellem landets kommuner? Åbenbart knap nok regeringen selv. Den har – ad to omgange – måttet rette store fejl i sine fremlagte tal.
Der er gået forbistring i noget, der kunne have været en forholdsvis saglig diskussion om at sikre nogenlunde ens vilkår for borgernes hverdagsliv, uanset hvilken kommune de bor i. Den forbistring er Mette Frederiksen og hendes ministre selv skyld i.
Regeringen har valgt at fremlægge sine forslag på en partipolitisk facon, der er egnet til at frastøde andre partier. Det er uklogt, for de kommunale udligningsordninger bør ses som en strukturel samfundsindretning, som Folketingets bærende partier kan stå bag.
En provokation er det selvsagt, når regeringens udspil til nye udligningsregler understreger, at formålet er at »flytte penge fra by til land og groft sagt fra øst til vest«. Hvad med mennesker, der bor i byer og i landets østlige dele?
Hvad skal de mene om at få forringet deres kommunale skatter – eller være tvunget til højere skatter? Og hvad skal de partier, der gerne vil repræsentere også disse borgergrupper, mene?
Jovist, en omfordeling af goderne vil en udligningsordning i sagens natur indebære, men hvor langt kan den presses, uden at den får et skær af vilkårlig begunstigelse af udvalgte grupper?
En ordentlig drøftelse af, hvilke saglige forhold der kan betinge økonomiske overførsler mellem kommunerne, gøres også bøvlet af regeringen, når den vægrer sig ved at fremlægge tallene bag de regnestykker, der fører til dens forslag om nye og omfattende ændringer.
Det er et urimeligt forlangende, at partier uden for regeringen blot skal fæste lid til, at når blot hensigten er en højere social retfærdighed, så er tallene sikkert også gode nok. Partiers krav om adgang til en dybere indsigt får forståeligvis yderligere næring, når regeringen selv er nødt til at foretage store rettelser.
Regeringens forhåbninger til et bredt forlig over midten er nu – efter at De Konservative og Liberal Alliance er skubbet ud af forhandlingerne – entydigt rettet mod partiet Venstre. Forståeligt, hvis Venstre tøver. Nok er Venstre i egen forståelse et parti med sympatier for folk, der bor på landet og vestpå.
Men alligevel.
Hvis Venstre slutter sig til den udligningspolitik, som Mette Frederiksen nu har defineret, vil andre borgerlige partier vide at minde østlige byvælgere om, hvem der er den sande ansvarlige for deres forringede kår. For De Konservative kan der ved kommende valg ligefrem blive tale om en vindersag, der kan forskubbe styrkeforholdet mellem V og K ganske kraftigt i K-favør.
Under alle omstændigheder vil det skabe uro om den langsigtede kommunale økonomi, hvis De Konservative gør det til en mærkesag at ændre dens grundfordeling, når og hvis de får magt til det.
Principielle perspektiver er der også i diskussionen om den kommunale udligning. Den danske grundlov forudsætter i sin § 82, at kommunerne har en eller anden form for ret til »selvstændigt at styre deres anliggender«, men at denne ret »ordnes ved lov«. Kan loven stramme grebet om kommunerne så meget, at det ikke giver megen mening at udstyre dem med en folkevalgt kommunalbestyrelse?
Meningen er jo, at de folkevalgte kommunalbestyrelsesmedlemmer over for vælgerne står til ansvar for deres opkrævning og brug af skatter til det lokale fællesskabs bedste. Men hvis kommunalbestyrelsen bare er skatteopkræver for en uigennemskuelig statslig fordelingsordning, hvori består så nærdemokratiet?
Principiel kan man også spørge, hvor velegnet den nuværende kommunale skattemodel er til at skabe social retfærdighed. Kommunalskatten opkræves som en procentandel af indkomsten. Alle – fattig som rig – betaler samme procent. Modsat statsskatten, der opkræves progressivt: Jo større indtægt, desto højere procent.
Det må håbes, at et flertal i Folketinget ender med at give regeringen besked på at fremlægge mere gennemskuelige modeller og med bedre forklaringer på, hvordan de tilgodeser både social retfærdighed og lokalt demokrati.
@David Rehling
Man kan sagtens sætte spørgsmålstegn ved den kommunale udlign og virkningen for den enkelte borger.
En offentligt ansat - som tjenestemand eller som tjenestemandslignende ansat - modtager over en vis lønramme nøjagtigt samme beløb i månedlig gage, idet stedtillægget bortfalder - og stedtillægget forsvinder hurtigt i systemet.
F. ex. en erhvervsskolelærer med 10 års anciennitet har intet stedtillæg.
Der er vist ingen, der kan forklare, hvorfor en erhvervsskolelærer i Østdanmark skal yde skattebetaling til en erhvervsskolelærer i Vestdammark; men det sker, selvom den østlige erhvervsskolelærer har langt højere omkostninger til bolig.
Mere information om udligningsreformen vil ikke give saglig diskussion. Med flere detaljer begynder borgmestre at fluekneppe de tilfældige detaljer der passer dem bedst.
Når den borgelige regering i 2018 ikke i tide kunne skaffe flertal for deres forslag til udligningsreform, tyder megt på at det var fordi de villle tilgodese de rige kommunner i Nordsjælland.
Boligudgifterne i forskellige kommuner er helt irrelevante i forhold til kommunal udligning. Høje boligpriser har ikke forhindret/bremset flytning fra land til by. Høje boligpriser er borgeres eget valg, og et middel til at presse mennersker fra områder med høje boligpriser til områder med lave boligpriser.
Høje boligpriser og høje indtægter hører oftest tæt sammen.
@Henning Kjær 19. februar, 2020 - 12:58
Spørgsmål:
Kan du forklare rimeligheden i, at en offentlig ansat i Østdanmark - hos kommune, region eller stat - der aflønnes i et lønrammeforløb uden stedtillæg, skal betale kommuneskat til en offentlig ansat i Vestdanmark, der aflønnes på nøjagtigt det samme skalatrin ??