Leder

Selv et abstrakt samfund bryder sammen, hvis ingen udfører det konkrete arbejde

Man kan ikke dele verden op i dem, som har konkrete, praktiske job, der gør nytte, og dem der har abstrakte skrivebordsjob, der snylter på de andre. Bureaukraterne er også blandt coronakrisens helte
Folketingets partier nåede kun lige at annoncere en gradvis åbning af de såkaldt liberale erhverv, inden frisørernes største online-bookingsystem brød sammen pga. de mange tidsbestillinger. 

Folketingets partier nåede kun lige at annoncere en gradvis åbning af de såkaldt liberale erhverv, inden frisørernes største online-bookingsystem brød sammen pga. de mange tidsbestillinger. 

Thomas Lekfeldt

20. april 2020

Det er ikke sådan lige at komme til frisøren denne mandag. Folketingets partier nåede kun lige at annoncere en gradvis åbning af de såkaldt liberale erhverv, inden frisørernes største online-bookingsystem brød sammen. Vi savner frisørerne, når de ikke er der. Også mere end vi havde troet, vi ville.

For nylig erklærede den britiske antropolog David Graeber her i avisen, at krisen har blotlagt, hvordan vi er dybt afhængig af en række faggrupper, som samfundet normalt belønner med dårlig løn og lav prestige.

Efter de seneste uger kan ingen være i tvivl om, at pakkebude, lastbilchauffører, skraldemænd, sosu-assistenter og kassedamer hver især udfører samfundskritisk arbejde. Det hele kollapser uden dem.

Bullshit jobs 

Omvendt, mener Graeber, er der ingen, som savner udviklingskonsulenter, HR-afdelingen eller kommunikatører under en stor krise. En væsentlig del af alle kontorjob er nemlig rent bullshit. Vi har skabt en hel klasse administratorer, som ikke rigtig gør nytte.

David Graeber har ret i, at de postindustrielle informationssamfund har ført til mere pseudoarbejde. Mange kontoransatte har nok oplevet at skrive en rapport, ingen læste, eller deltaget i et strategimøde uden formål. Det er svært at gennemskue, hvordan nogle jobtyper skaber værdi. Nogle gange fordi det er kompliceret, andre gange er der tale om decideret bullshit.

Graeber har også ret, når han påpeger, at samfundet ikke er nær så postindustrielt, som vi gik og troede. Vi er stadig afhængige af, at nogen dækker vores basale behov. Produktion, infrastruktur, service, pleje og orden. Og det er åbenlyst rigtigt, at der et misforhold mellem bidrag og belønning på det moderne arbejdsmarked.

Bureaukraterne er også helte 

Men krisen har også vist, hvor væsentligt det er, at vi har en effektiv, offentlig administration. At der findes faste procedurer og beredskab – som måske, måske ikke er udfærdiget af udviklingskonsulenter til et strategimøde – der sikrer, at stat og styrelser kan reagere resolut, konsekvent og kvalificeret, når vi står over for en stor, ekstraordinær trussel.

Man kan ikke dele verden op i dem, som har konkrete, praktiske job, der gør nytte, og dem der har abstrakte skrivebordsjob, der snylter på de andre. Bureaukraterne er også blandt coronakrisens helte.

Men selv i et komplekst samfund falder det hele fra hinanden, hvis ingen udfører det konkrete arbejde. Bare fordi et job er nemt at forstå, er det ikke nødvendigvis kun lidt værd. Det skal vi huske, også når virussen er væk, og vi genoptager den løbende kamp om fordelingen af samfundets ressourcer.

Fra højre til venstre er hele det politiske spektrum forenet i »arbejdskult«, mener professor David Graeber. Alle er enige om, at flere job er et ubetinget gode. Vi kan simpelthen ikke forestille os en verden uden arbejde. Også selv om vi sagtens kunne opretholde vores nuværende velstand med langt mindre arbejdstid.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Peder Nielsen
  • Steen Bahnsen
  • Ervin Lazar
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Jens Flø
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Poul Anker Sørensen
  • Niels-Simon Larsen
Jens Peder Nielsen, Steen Bahnsen, Ervin Lazar, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, Jens Flø, Bjarne Bisgaard Jensen, Poul Anker Sørensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Hvis alle principielt er lige nødvendige, hvorfor er der så så stor forskel på lønningerne? Der er noget, der hedder ligeløn.

lone hansen, Jens Kofoed, Jeppe Lindholm, Steen Bahnsen, Estermarie Mandelquist, Markus Lund, Eva Schwanenflügel, Susanne Kaspersen, Bruger 427795, Henriette Bøhne, Søren Kristensen, Steen K Petersen, Anina Weber, Gert Romme, Lise Lotte Rahbek, Søren Bro, Trond Meiring, Mogens Holme, Carsten Mortensen, David Zennaro, Peter Knap, Jens Flø og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Fortællingen forløber som følger, Niels-Simon Larsen:

Når 'Ole' eller 'Amanda' når 'skelsår', det vil sige i netop det øjeblik, hvor de skal begynde at overveje hvordan de vil forsørge sig selv, uafhængigt af understøttelse hjemmefra, da indgår Ole og Amanda i en form for økonomisk væddemål:

De sætter sig ned, og beregner (økonomiske) fordele og ulemper i valget mellem et ufaglært (eller hurtigt faglært) arbejde - med umiddelbar 'høj' indkomst, eller de vælger at hensmægte (økonomisk set) i 4-6 års absolut økonomisk betrængthed, men med blik for henstanden belønning..

Ole, som valgte at arbejde til mindsteløn allerede efter grundskolen, har et betydeligt økonomisk råderum til sammenligning med Amanda, i det øjeblik hun træder ud af universitetet.

Det er derfor kun ret og rimeligt, at Amanda, fra hun fylder 26 år og frem, tjener cirka det dobbelte af, hvad Ole tjener: Dels havde han jo et forspring, og selv om det forspring hurtigt er tjent ind, så må vi ikke glemme værdien af Amandas uddannelse.

Bevares, hendes uddannelse er måske nok betalt af os alle, over skatten, men alene det faktum at hun som menneske har formået at ligge sig nok i selen til endeligt at kunne bestå en eksamen eller tre, burde nok berettige hende til et job og en løn, der er mindst dobbelt så attraktiv som Oles..

Det er Ole, som er idioten her. Dette faktum må man ikke glemme! Om så Ole arbejder med at slukke brande, redde døende, sikre infrastruktur, rengøre offentlige faciliteter, pleje ældre. betjene fine folk på restauranter, servicere de fremmødte i konferencecentre..

Når Ole og Amanda mødes, der i konferencecentret, så smiler og nikker de pænt til hinanden: Hun skal hente sin salat, han skal sørge for den. Hun flyver til Berlin lige om lidt, og hun nikker og smiler til enhver lufthavnsansat hun kommer forbi. De nikker og smiler tilbage, for det er deres job, og først når de kommer hjem undrer de sig i grunden over, at en så velklædt dame tjener det femdobbelte af hvad de selv tjener. Hvad de ikke ved er, at hun er på vej til et møde med mennesker der tjener ti gange så meget, og at de lige om lidt beslutter, at medarbejderstaben i både lufthavn og konferencecenter nødvendigvis må skæres ned med en tredjedel.

Så Amanda flyver hjem igen, og de smiler og vinker i lufthavnen..Dem, der er tilbage. Og på gaden møder hun Ole, som også er glad..For han mindes sandheden om, at han jo blot kunne have handlet anderledes, dengang i skelsår, og købt sig en plads på første parket...

Således smiler og vinker vi alle til hinanden :)

https://www.youtube.com/watch?v=4smim2MNvF8

Karsten Aaen, Hanne Utoft, Markus Lund, Søren Kristensen, Erik Winberg, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Søren Bro, Ebbe Overbye, Niels-Simon Larsen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Jens Flø, Bjarne Bisgaard Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Mathias, har ret der fuldstændig ligeså meget brug for dem, der organiserer og fordeler opgaverne. Men kritikken på at nogle grupper tager mere prestige og økonomi til sig end andre er mere væsentligt. Samtidig er der også grupper i offentlige virksomheder, der har forandring som kerneopgaver. I modsætning til den egentlige kerneopgaver. Der er også konkurrence om at vise man kan stå i spidsen for forandringer, og gennemføre dem, uden for meget hensyn til de udførende eller til kerneopgaver.

Karsten Aaen, Hanne Utoft, Lise Lotte Rahbek og Søren Bro anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man kan sagtens dele det op på den måde, for alle skrivebordsgeneraler er ikke ens. Nogle påfører folk, der har opgaver af en vis væsentlighed, en masse perifert tidsfordriv, fordi det pludselig er blevet vældig nemt at måle og veje, uden at det er nogen reel nødvendighed. Hvis vi havde valgt at bruge digitaliseringen til at forenkle og forsimple alle disse mellemregninger, ville vi have haft en faglig pukkel, der ville gøre arbejdslivet mere overskudsbaseret, altså personligt overskud.
Min moral har altid tilsagt, at man har et ansvar for at finde noget, man brænder for og kan blive virkelig god til, og det er ikke at skære ned på andres arbejdsglæde eller mulighed for at udfolde faglighed på et personligt tilfredsstillende niveau.

lone hansen, Steen K Petersen, Karsten Aaen, Claus Nielsen, Sven Elming, Torben Bruhn Andersen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Torsten Jacobsen: Lad os prøve at diskutere noget, vi ikke ved, hvad er. I dag kalder vi det arbejde.

I hine tider, hvor vi løb rundt på savannen, gik vi ikke på arbejde, men vi var aktive i den grad behov meldte sig. Af og til malede vi tegn og billeder på klippevægge, som fik betydning for vores lille stamme (Får du lavet noget, Orm? Ja, Tyr, jeg har gang i en helleristning).
At slide, ase og mase kom ind med agerbruget. Det havde ofte en slavelignende karakter.
Med industriarbejdet skabtes arbejdstid og fritid.
Jobbet og stressen kom ind med konsulentarbejdet og pseudoarbejdet, som nu er kronen på værket - ringe nytte, høj løn.
Med arbejde smadrer vi Jorden.

I det bæredygtige samfund er alt det en saga blot, og vi skelner ikke mellem at frembringe og gå og tænke på at frembringe. Et menneske, der mediterer, er lige så meget værd som en med redskaber i hånd, der avler grøntsager. Livet er meditativt i sig selv.

Det nuværende menneske bliver vurderet efter sin arbejdsevne af en arbejdsgiver. Er der ikke brug for ens arbejdskraft, har man og er man et problem.

Da jeg gik på pension som 62 årig blev jeg min egen arbejdsgiver. Det er en luksus i den grad man mestrer situationen, ellers ikke så sjovt. Man kan godt sige, at siden savannen har de fleste af os været en slags slaver om ikke af andre, så fordi man skulle skaffe mad på bordet, og selvvirksomhed har været et fremmedord, fritid et låneord. Underholdningsindustrien har i dag en solid bund at stå på.

Hvad kommer vi til at lave i det bæredygtige samfund? Begreberne arbejde, løn og fritid ryger ud af sproget. Alle har indkorporeret ‘ansvarlighed for helheden’ på en måde, så det at holde samfundet og sig selv oppe bliver hovedsagen. Individet er til for samfundet, og samfundet for individet. Alt bliver gjort for at gavne helheden, som er at gavne livsudfoldelsen.

Hvad spiser vi? I hele vores evolutionære liv har vi levet af at spise andet biologisk liv, jo mere jo bedre. Nu er vi på vej til at indse, at vi skal spise mindre kød, og en dag er det også forbi med det, men planter har også selvstændigt liv med bevidsthed, så en dag er det nok også forbi, og hvad skal vi så putte i munden? Den tid den sorg kan man sige, men man kan også fantasere lidt over det, for næppe noget emne har været taget mere under behandling end mad, og behøver vi det, og i hvor høj grad og hvem siger det? Der kunne måske være andre energikilder end de nuværende.
Jeg har hørt om mennesker, der lever af solens stråler, men det er ikke der, jeg vil hen. Det er selve det at tænke en umulig tanke, at tænke at noget kan være anderledes. En slave kan ikke forestille sig andet end slaveri, førend vedkommende har hørt eller set noget andet. Det samme med os. En verden uden krig, sanseløst begær, arbejde, faste måltider, kamp, lidelse...

Jeppe Lindholm, Karsten Aaen, Martin Rønnow Klarlund, Torben Bruhn Andersen, Jens Ole Mortensen, Steen K Petersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Det er egentlig ikke noget nyt:
»[Lønnen ...] næsten i omvendt forhold til arbejde - den største portion til de, hvis arbejde næsten er nominelt, og efter en nedadgående skala svinder lønnen ind i takt med, at arbejdet bliver hårdere og mere ubehageligt, indtil det mest udmattende og udtømmende kropslige arbejde ikke med sikkerhed kan være i stand til at tjene selv livets nødvendigheder.«

- John Stuart Mill, Principles of Political Economy (1848)

Torsten Jacobsen, Hanne Utoft, Markus Lund, Claus Nielsen, Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt, Steen K Petersen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

enig i at ikke alle bureaukrater er overflødige, men lige enkelt et eksempel: en regering indførte, at kommunerne skulle søge om penge til projekter frem for bare at få det hele i bloktilskud, AKA at fodre hunden med dens egen hale. Højtuddannede mennesker udfærdigede kriterier osv, der skulle opfyldes for at få del i tilskuddet, andre højtuddannede mennesker skulle så bedømme de indkomne ansøgninger, men kommunerne var jo nødt til at ansatte højtuddannede mennesker til at skrive ansøgningerne........

lone hansen, Karsten Aaen, Anders Reinholdt, Claus Nielsen, Bent Nørgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kristian Jensen

Når man tror man har læst det hele, så kommer der alligevel sådan en perle: "Bureaukraterne er også blandt coronakrisens helte." Coronakrisens bureaukratisk helte wauw, er det sådan de ser sig selv? Coronakrisen helte? Hvis ikke det var så tragisk, ville det være morsomt at læse. Det virker som om at forfatteren slet ikke selv fanger at begrebet "Den bureaukratisk Helt", er et oxymoron. Folk der lever at at skubbe andre forrest og aldrig risikerer noget selv, er jo ikke helte. De har valgt livet bag skrivebordet og det er altså upassende at sammenligne bureaukratiets skrivebordshelte med coronakrisens sande helte; de mange sygeplejersker, reddere, sosuassistenter, portører, chauffører, apotekere, betjente, læger og andre der hver dag, møder vores syge ansigt til ansigt.

Egon Stich, Hanne Utoft, Markus Lund, Steffen Gliese, Martin Rønnow Klarlund, Bruger 427795, ulrik mortensen, Claus Nielsen, Søren Kristensen, Torben Bruhn Andersen, John S. Hansen, Ebbe Overbye og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Niels-Simon Larsen

"Hvis alle principielt er lige nødvendige, hvorfor er der så så stor forskel på lønningerne? Der er noget, der hedder ligeløn."

Udbud og efterspørgsel?

En lang uddannelse medfører en højere løn? Ja, hvis man kan tilkæmpe sig en stilling, der modsvarer ens lange uddannelse lønmæssigt. At dette ikke altid er tilfældet ser vi jævnligt i restauranter, børnehaver og callcentre, hvor folk med cand-titler arbejder som tjenere, pædagogmedhjælpere og telefonsælgere. Forleden blev jeg overrasket over at læse om en cand.jur. der skulle starte i sit første telemarketingjob efter en lang periode med ledighed. Og min lokale erhvervsskole får jævnligt besøg af cand.merc’er, der overvejer en kontoruddannelse.

Måske der i virkeligheden er tale om en overproduktion af akademikere og uddannelser i det hele taget. Bevares, man får noget på dannelseskontoen med en uddannelse, men ser man verden gennem cost-benefit briller, bliver der også skyllet en del ned i lokummet nu om dage.

Et helt andet spørgsmål er selvfølgelig, om man har et tilfredsstillende arbejdsliv. Jeg mødte engang en SEO-konsulent, der så nogenlunde tilfreds ud, men måtte indtømme, at han havde dårlig samvittighed over at få en god løn for at fortælle folk nogle ganske basale ting ift. keywordanalyse m.m. Og jeg er faldet over en marketingmand eller to, der kun holdt fast i jobbet pga prestige, selve jobbet hang dem langt ud af halsen.

Karsten Aaen, Markus Lund, Steffen Gliese, ulrik mortensen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Dengang alt var normalt".

Det siger alle åbenbart til hinanden.

Hvorfor ringer de psykisk syge ikke til psykiaterne?

Kunne det have noget at gøre med, at de psykisk syge ikke længere blev presset af Jobcentret, og faktisk fik det bedre?

Måske går det bedre for de psykiske lidelser når der ikke hele tiden er en kontrollerende og sanktionerevde myndighed indover ?

Alle stillinger burde på forsøgsbasis lønnes med 130 kroner i timen i grundløn. Vi får se, hvem der pludselig ikke føler sig værdsat. HK'erne og djøf'erne vil fare i kridthuset, mens det er hverdag for os andre at blive underbetalt.

Steen Bahnsen, Hanne Utoft, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

ingen selv ikke david graber ønsker sig et samfund uden bureaukrati, ja selv ikke, anarkisten david graber ønsker et samfund uden en vis form for hierarki og systematisk orden. for dem der tror at anarkismen er sådan misforstår nemlig totalt hvad vi anarkister mener. ( jeg er selv grundliggende anarkistisk ) vores kritik er OMFANGET af bureaukrati, ja balancen mellem friheden til at lade folk træffe sine egne, beslutninger ja til at begynde med kan vi sende new public manichment til helvede, "undskyld satan" den den er til dig. og hyg dig med den længe. om intenst tak.

sammen med new public manichment kommer begrebet om homo economicus, ja satan du for min personlige, ret til at torturere dette møjsvin i en evighed eller gerne længere.

mistroen til individet, som der ligger dybt begravet i et over administrativt og bureaukratisk samfund, kommer sammen med de to andre ned til helvede. og med markedsgørelsen af alt. samfundet eksistere og det skal beskyttes mod marked. ( har man læst david graders andre bøger. og her pejer jeg især på historien om gæld de første 5000 år. så ved man at hans kritik, af hele måden vi ser, på markedsgørelsen af samfundet faktisk har et ret solidt, antrologisk fundement og stå på. for marked kom nemlig sammen med indførslen af "penge" der ellers altid har været aftaler mellem hinanden hele begebet opfundet af økonomer, om at vi gennemførte barder handler mellem hinanden er ja opfundet i hovederne på økonomer sammen med begrebet om det økonomiske menneske homo economicus.

som udgangspunkt hjælper det og ha FAKTISK læst David grabers bøger når man omtaler ham, og hans tanker, der er så meget bevis på at bullshit arbejde eksistere, at psudoarbejde faktisk er reelt. ja det er virkeligheden. utopien er troen på det økonomiske menneske. troen på at man kan ændre verden med et skema udtænkt i utallige swot analyser.

Reducerede vi mængden af bureaukrati til det nødvendige. og tro mig i vil blive chokeret over hvor lidt der faktisk ER nødventigt når vi samtidig decentralisere besluntnings processen. der eksistere ikke ret mange anarkister der ikke anerkender behovet for ledelse. og dette er basalt at erkende at bureaukrati er nødventigt. det er det at man selv udpeger sig som ledere, at vi anarkister så har et problem med.

når vi har skabt dette nye fundament, så kan vi nok nøjes med at faktisk arbejde omkring 1000 timer om året. betalte man opgaverne som de faktisk har værdi, og her er telemarkedtings chefer nok ikke dem der bonger højt ud ved siden af en almindelig rengøringsassistent M/K. ja børsmæglere vil nok heller ikke komme ret højt på den liste ved siden af en sygeplejerske.

som david graeber så rigtigt beskriver i sin bog, bullshit jobs så er det jo forrykt at vi der arbejder med virkeligheden og har jobs hvor man gør en forskel. samtidigt kan tillade os og kræve faktisk løn for det vi gør...... ja og pention mm mm. ( bemærk hans ironi, som der er så vidunderlig i hans forfatterskab han gør faktisk en ære ud af at ikke kede os læsere ihjel) mens han så faktisk har et budskab med reelt og faktisk indhold.

1000 timers arbejde om året må være vores mål, ok jeg vil gerne snakke om at få det længere ned. mens vi bør indføre en maximum indkomst, der ikke bør være mere end det aristoteles mente der var retfærdigt fra top til bund i et system nemlig max 6 gange indkomsten så tjener bunden i et system 250.000 så er maximum, indkomsten,. 1.5 million, og dette mener jeg faktisk at der er en fair top. INGEN kan være mere værd. samtidigt bør vi alle få en borgerløn en ubetinget basis indkomst der sikre at vi har plads til at udvikle vores fælles samfund, for det er nemlig problemet med den neoliberale model. at samfundet ikke eksistere. i følge denne hjerneblødning ja psykopatiske hjerneblødning, er hvad neo liberalismen er .

Eva Schwanenflügel

@ Markus Lund

Problemet er jo at syge mennesker er blevet tvunget til at overtage stillinger, hvor andre faktisk stod parat.
Supermarkederne har fået gratis arbejdskraft gennem kommunerne, og kommunerne har fået bonusordninger.

Ingen har fået et reelt arbejde.

Torben K L Jensen, Søren Bro, Ebbe Overbye, Trond Meiring, Hanne Utoft og Markus Lund anbefalede denne kommentar

Hvis man ikke kan overleve for 25.000 kr om måneden før skat, så bor man for dyrt og for langt væk fra sit arbejde eller har et overforbrug af materielle goder. Der er ingen diskussion her. AMB er 8%. Bundskat er 38%. Personfradrag er 46.500 årligt. Mad koster op til 100 kr om dagen, husleje ca. 6000 kr for en enlig på et passende antal kvadratmeter i det meste af landet, forbrugsudgifter 1200 kr om måneden, transport ca. 1000 kr, forsikringer 667 kr, a-kasse 500 kr, evt. medicin 500 kr, opsparing 1000 kr, feriepenge 500 kr, mobilabonnement inkl. data 50 kr, klubmedlemskab 300 kr, motion er gratis. Herefter er der 1200 kr tilbage at forsørge sit barn for.

Du bestemmer selv hvad du bruger dit liv på, men hvis du ikke kan overleve på minimalløn, så er du en levende hån mod verdens fattigste.

@Martin Sørensen
Ikke helt uenig, men vi har primært brug for direkte demokrati - ikke bureaukrati, synes anarkisten her.

Steen Bahnsen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hold nu helt fast :

Staten har gennemført at folk skulle arbejde gratis.

Supermarkederne og andre brancher har fået gratis arbejdskraft.

Syge mennesker kan ikke få pension.

Ægtefolk bliver pålagt at forsørge den arbejdsløse i forholdet.

Bare et par ting.

lone hansen, Jens Kofoed, Markus Lund, Ebbe Overbye, Steen Bahnsen, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"Bevares, man får noget på dannelseskontoen med en uddannelse"

F.eks. arrogance og en bedrevidende indstilling til omverdenen? Kynisme? Lidt øget kognitiv kapacitet og kompetence i bytte for empati og jordnærhed? Gad vide hvad det egentligt er for en 'dannelse', som uddannelsespsykosens apologeter værdsætter så højt.

lone hansen, Jens Kofoed, Steen Bahnsen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

At uddanne sig til pseudo-arbejder i administration af eget arbejde gør at man bliver medlem af en magtfuld lobby der synes svær at komme af med. Med andre ord : jobsikkerheden er i top.

Hvem tror I egentlig der sidder og laver de der modeller om corona-covid-19, som Kaare Mølbak fra SSI hele tiden taler om? Byrokraterne!

Hvem tror I egentlig, der sidder og sørger for, at retningslinjer for værnemidler i disse tider overholdes?
Byrokraterne!

Hvem tror I egentlig udarbejder de daglige rapporter, og memoer fra SST om, hvordan det går med covid-19, corona, her i DK? Byrokraterne!

Og hvem er det, som sørger for at toge, lastbiler, biler, busser mm. kan køre - i disse tider..
Byrokraterne - fordi de har lagt planer for, hvordan det her samfund skal køre...

Og til sidst dette her:

I DK kan vi alle være sikret at se vores løn, uanset om vi er på kontanthjælp, på dagpenge, får løn fra offentlig eller privat arbejdsgiver, gå ind på vores konto - fordi der er byrokrater, der udviste rettidig omhu, og fik digitaliseret lønudbetalingen! for mange år siden!

@Karsten Aaen
Samtlige af de funktioner du nævner kan varetages af borgervalgte delegerede og koordinationen varetages på daglige fællesmøder eller briefings. Der er ingen der foreskriver at vi skal arbejde mere end 6 timer om dagen. Arbejdsmarkedets nuværende struktur er en ideologi i sig selv. Bureaukrater retfærdiggør sig selv, fordi de ikke kan lide hårdt arbejde, men ALLE raske,rørige og myndige skal deltage i fysisk arbejde i et egalitært samfund. Det modsatte hedder et klassesamfund, og det er du åbenbart tilhænger af. I socialistiske forsamlinger deltager alle i oprydning, rengøring, madlavning og børnepasning. Det giver absolut ingen mening at dagligdagens gøremål er mejslet i separate professioner med funktioner og rollefordelinger. Og det er på ingen måde rimeligt at industri- og servicesektoren skal nedslides fysisk på at sørge for at tilvejebringe en take away-livsstil for de såkaldte planlæggere, der sidder i møder dagen lang. "Off with their heads." Skellet mellem white og blue collar workers skal afskaffes en gang for alle. I er ikke hævet over os. Uden os ville I ikke overleve.

Torsten Jacobsen

Lidt forsinket, men dog alligevel, Niels-Simon Larsen

Du skriver- blandt meget andet:

"Det nuværende menneske bliver vurderet efter sin arbejdsevne af en arbejdsgiver. Er der ikke brug for ens arbejdskraft, har man og er man et problem."

Jamen så er jeg åbenbart ikke et 'nuværende menneske'.. Jeg interesserer mig ikke for den slags sprog, den form for kategorisering.. Og mit hjerte er ubetinget fuld af medynk for mennesker, der på den vis lader sig indfange af en 'logik', som i grunden ikke er - eller 'burde' være deres egen..

Hvad er det i grunden, 'vi' skal tale om, så længe denne 'logik' er så ganske udbredt? Jeg kan kun tale for mig selv, og jeg kan ikke mere..

Så jeg er udstødt, fremmedgjort, i og for sig 'fredløs'.

Der er en tung pris at betale for den form for dissidens, og jeg betaler den hver evig eneste dag..

Så hvad har jeg tilbage, når den pris er betalt? Er der i grunden andet end mørke, fortrydelse, bevidstheden om ikke at have spist med ved det veldækkede bord?

Ærligt talt: Om så 'Corona' slår mig ned i morgen, så ved jeg, at jeg har givet min søn alt, hvad jeg har. I form af kærlighed, i form af opmærksomhed, i form af forberedelse til det liv, han kommer til at leve. Alt det er jeg lykkedes med at gøre, uden at ofre så meget som en flig af mig selv..For det er for mig min primære opgave, mit liv..

Og mens mange, ganske arbejdsomme, utvivlsomt mere 'vellykkede' og 'vellønnede' mennesker sikkert lykkes ganske glimrende med samme, så vil jeg ikke bytte for noget. Jeg vil ikke give blot én eneste dag væk, om så fanden selv tilbød mig en million kroner. Jeg vil heller ikke bytte min indsigt væk for noget. Jeg vil ikke bytte..

Og hvis man ikke vil bytte bytte købmand for nogen, i dette samfund, i dette liv; hvad er man så?

Nobody!

Manden, der går forbi..

Måske findes der værre skæbner?

--

Og så har jeg endda ikke sagt et ord om solidaritet..Well, solidaritet kan simpelt defineres som 'følelsen af glæde ved at indgå i et fælles arbejde frem mod et fælles mål, hvor frugterne af det fælles arbejde fordeles ligeligt'. Hvad solidaritet forudsætter, kan man tænke sig til..