Leder

Jo mere vi er sammen, jo værre. Desværre

Enhver fornuft siger, at vi i coronakrisen skal overholde afstandskravene. Men hvor længe kan fornuften holde, når vi mennesker er skabt til at være tæt på hinanden?
Politiet udstedte lørdag forbud mod at opholde sig på Islands Brygge for at mindske risikoen for spredning af corona.

Politiet udstedte lørdag forbud mod at opholde sig på Islands Brygge for at mindske risikoen for spredning af corona.

Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

27. april 2020

Kom, syng med! Sangen »The more we are together« er på en engelsk folkemelodi, men den har også en dansk tekst, skrevet af revyforfatteren Mogens Dam. Refrænet lyder:

Jo mere vi er sammen,

ja sammen, ja sammen,

jo mere vi er sammen,

jo mere harmoni.

Men ak, samværets harmoni ligger det noget tungt med i disse måneder. Denne avis kunne i sin weekendudgave bringe udsagn fra såvel unge som gamle, der længes efter at være tæt på hinanden og føler myndighedernes coronaforeskrifter som snærende bånd.

Det glade forårsvejr og trang til menneskelig nærkontakt har udløst en folkelig adfærd, der i weekenden fik politimagten til at udstede forbud mod ophold på de populære mødesteder: Islands Brygge i København og Lakolk Butikscenter på Rømø. Bøder er udskrevet rundt omkring i landet, oplyser DR.

I fredags udsendte faglig direktør på Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, en pressemeddelelse om, at resultaterne af mere end en måneds nedlukning af store dele af Danmark kan tabes på gulvet, hvis ikke folk efterlever kravene om forsamlinger på højst ti deltagere og to meters afstand mellem hver person. Mølbak fastslog: »Afstandskravet er det stærkeste våben, vi overhovedet har i denne epidemi.«

Det er jo fortvivlende sandt. En vaccine kan ligge et år til halvandet ude i fremtiden. Mindst. En testning af, om mennesker har opbygget immunitet over for coronavirus, forudsætter pålideligt testudstyr i tilstrækkelige mængder og en sikkerhed for, at overstået sygdom overhovedet afstedkommer en rimeligt langvarig modstandskraft. Også her er udsigterne usikre.

Altså må vi holde os til at holde os på afstand. Det siger enhver fornuft.

Men fornuften – hvor længe kan vi fastholde den? Weekendens udgave af Information indeholdt også en kronik skrevet af de to erfarne krisepsykologer Anne Lillelund og Katrine Friis. Overskriften lyder: »Coronakuller: Med tiden bliver de fleste irritable, rastløse og frustrerede.«

I teksten beretter de to om deres observationer af virkningen af pålagt isolation:

»Mange fortæller om humørsvingninger, ligesom bekymringer forstærkes og er sværere at give slip på … Tolerancetærsklen svinder ind, jo længere tid der går. Dette kan komme til udtryk i de nære relationer, hvor man får kortere lunte og irriteres over ting, der normalt ikke ville være et problem. Men det ses også i de mere fjerne relationer, hvor det bliver lettere at fordømme andres handlinger, når vores udsyn i højere grad begrænses til dagligstuen.«

De følgevirkninger varsler ilde.

Flokdyr

Den biologiske realitet er, at mennesket er et flokdyr. I sin hundredtusindeårige evolutionshistorie har mennesket levet i grupper. Som jægere og samlere, siden i jorddyrkerfællesskaber. Kernefamilien er en forholdsvis nutidig opfindelse; livet som single har først vundet udbredelse inden for de seneste 100 år. Som det amerikanske ugemagasin The New Yorker nyligt har gjort opmærksom på, ville en singletilværelse førhen være så godt som ensbetydende med at gå til grunde. I boligen måtte der nødvendigvis være flere sammen om at modstå de barske eksistensvilkår.

Pr. 1. januar i år var der ifølge Danmarks Statistik 496.283 mænd og 555.409 kvinder, der her i landet bor alene. Dem er der en grund til at sende særligt varme tanker under coronakrisen. De kan have endnu mere grund til at ønske sig fysisk kontakt med andre mennesker – og endnu mere grund til at frygte at være alene med en farlig sygdom.

Sange i dystre tider behøver ikke at være lalleglade. I maj 1940 – umiddelbart efter den tyske besættelse af Danmark – skrev Poul Henningsen i Liva Weels vise »Man binder os på mund og hånd« disse sammenbidte linjer:

Møde hvad der venter os,

og ingen ved, hvordan det går.

Bære skæbnen uden trods,

hvad der så forestår.

Allerede året efter, i 1941 – hvor det ellers kunne knibe med opmuntrende nyheder – lod Henningsen i visen »Jeg ku’ bli’ noget så – 1, 2, 3« Liva Weel anslå en håbefuld tone. Det skete med ordene:

Sæt fantasien i sving

og spring det nærmeste over.

Verden går altid i ring.

Vist bli’r den bedre og sjover’.

Jamen, tænk dog! Det var fire år inden, at rædslerne faktisk fik en ende den 4. maj 1945.

Syng, Danmark, syng. På passende indbyrdes afstand. Vist bliver verden bedre og sjovere. dr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Marianne Ljungberg

Trummerum? dr fortæller dig noget...og du siger "trummerum" Så må du enten være meget bedre vant eller meget uproduktiv. Hvad er du? Maj-Britt?

Henrik Ljungberg