Leder

Har de rige lande mod og vilje til at bistå de fattige under pandemien? FN foreslår en Marshallplan

Midt i en verdensøkonomisk recession vil FN’s generalsekretær bruge ti procent af det globale bruttonationalprodukt på at hjælpe udviklingslandene – en politisk urealistisk idé for nu. Men det giver mening at eftergive gæld og sende medicin og hospitalsudstyr
I denne uge opfordrede FN’s generalsekretær, António Guterres, i en tale og en rapport de rige lande til at lancere en økonomisk hjælpepakke, hvis værdi svarer til ti procent af det globale bruttonationalprodukt, til fordel for tredje verdenslande.

I denne uge opfordrede FN’s generalsekretær, António Guterres, i en tale og en rapport de rige lande til at lancere en økonomisk hjælpepakke, hvis værdi svarer til ti procent af det globale bruttonationalprodukt, til fordel for tredje verdenslande.

Yana Paskova

3. april 2020

Rige industrilande og nye markedsøkonomier som Kina står over for en moralsk udfordring midt i coronapandemien: Hvad gør man for at hjælpe mindre udviklede lande og nye markedsøkonomier, der muligvis vil blive hårdere ramt end en selv af en global recession?

Pandemien vil i en længere periode tvinge lande i det globale nord til at lamme dele af deres økonomier, og det kan få katastrofale følger for det globale syd, som er afhængigt af eksport af olie, mineraler, arbejdsintensive produkter og friske fødevarer.

Herudover lever millioner af mennesker i lande som Brasilien, Indien, Indonesien, Thailand og Tyrkiet af vestlig og asiatisk turisme, der nu ligger i hi.

I denne uge opfordrede FN’s generalsekretær, António Guterres, i en tale og en rapport de rige lande til at lancere en økonomisk hjælpepakke, hvis værdi svarer til ti procent af det globale bruttonationalprodukt, til fordel for tredje verdenslande.

Guterres fremhævede specielt nødvendigheden af at sende medicin og hospitalsudstyr til de mindst udviklede lande.

Alternativet, sagde han, er »et mareridt, hvor COVID-19 spreder sig som en skovbrand i det globale syd med millioner af dødsfald til følge og udsigten til, at den smitsomme sygdom dukker op igen på steder, hvor den tidligere er blevet nedkæmpet«.

»Lad os minde hinanden om, at selv de bedste nationale sundhedssystemer kun er så stærke som de svageste i en forbunden global verden,« lød budskabet fra FN’s generalsekretær.

Urealistisk midt under en pandemi

FN-rapporten fremlægger legitime argumenter for en Marshallplan. Udviklingslandene råder ikke over sociale sikkerhedsnet, sundhedssystemer og statslige indtægter, der blot kommer i nærheden af de rige landes. En iøjnefaldende udfordring er manglen på læger og sygeplejere.

Halvdelen af befolkningen på landet og 20 procent af storbyboerne mangler sundhedsforsikring, 2,2 milliarder har ikke adgang til rent vand og kan derfor ikke vaske hænder med jævne mellemrum, og 4,2 milliarder må leve uden kloaksystemer.

Rapporten fremlægger en forbløffende statistik. Halvanden milliard børn og unge – 87 procent af alle skoleelever og universitetsstuderende i hele verden – skulle være sendt hjem, men i ulandene kan kun få fortsætte uddannelsen online. Her har 3,6 milliarder mennesker nemlig ikke adgang til wi-fi.

Det kan sætte uddannelsen af en hel generation af unge i den tredje verden et år eller mere tilbage. Der er derfor et akut behov for at skaffe flere computere og wi-fi-netværk til især de landlige områder.

Hertil kommer likviditetsproblemer, som meget hurtigt vil påvirke nye markedsøkonomier og de mindst udviklede nationer i forbindelse med en faldende efterspørgsel på deres produkter samt lavere skatteindtægter som følge af lukning af virksomheder under pandemien.

Det sætter mange af disse lande i en gældsknibe. IMF vurderer, at 40 procent af verdens fattigste nationer allerede inden coronakrisen havde vanskeligheder med at overholde lånebetingelser. Nu vil deres evne til at betale renter og afdrag forværres betydeligt.

Hertil skal lægges, at den offentlige sektor og private virksomheder i nye markedsøkonomier, som eksempelvis Argentina, Brasilien og Tyrkiet delvist har finansieret et økonomisk opsving siden recessionen i 2008-09 med lån optaget i US-dollar.

Nu flygter privat kapital til amerikanske statsobligationer; det styrker US-dollaren og lægger en ekstra byrde på låntagerne i middelindkomstlandene. Her må det være Verdensbankens og IMF’s opgave at træde til, men disse internationale finansinstitutioners kapacitet er som en tommelfingerregel kun så stor som medlemslandenes vilje til at stille mere kapital til rådighed i en nødsituation.

IMF og Verdensbanken kan tilsammen højest tilbyde lån på 75 milliarder dollar her og nu, mens behovet løber op i mange hundrede milliarder dollar. Det bringer spørgsmålet om moratorie og eftergivelse af gæld på bane, hvilket Guterres mener bør være et element i en hjælpepakke.

En Marshallplan er en sympatisk idé, men den virker politisk urealistisk midt under en pandemi, hvor industrilandenes økonomier er ved at blive kvalt. En kombination af lån, gældsreform og en massiv humanitær indsats virker mere realistisk.

Så snart coronavirussen er kulmineret på den nordlige halvkugle, vil der være overskydende kapacitet til at komme det globale syd til undsætning med læger, medicin og hospitalsudstyr. Det er også muligt, at pandemien vil få mindre dødelige konsekvenser i ulandene, hvor der lever langt flere unge og færre lider af eksempelvis overvægt og sukkersyge end i rige lande.

Det kan man i hvert fald håbe. I alle tilfælde vil verdens fattige lande som sædvanligt trække det korteste strå.

Selv om de fleste afrikanske nationer endnu ikke har identificeret tilfælde af coronasmitte, er bekymringen for ’den kinesiske trussel’ slået igennem flere steder. Mere end 10.000 kinesiske firmaer siges at operere i Afrika, og over en million kinesere bor på kontinentet.
Læs også
Der er noget smerteligt forudsigeligt over, at coronavirussen blev bragt til Afrika af turister og velhavende lokale, der kom tilbage fra ferier og forretningsrejser. I Egypten kan de første tilfælde af COVID-19 føres tilbage til et krydstogtskib. Lokale, der opvartede krydstogtturisterne, blev smittekædens første led.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jon Mangerel
  • Torben K L Jensen
Jon Mangerel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Det virker helt usandsynligt, at verdens fattige lande skulle kunne undgå COVID-19.

Man kan selvfølgelig håbe, at konsekvenserne bliver mindre dødelige i blandt de fattige lande; men det lyder desværre også usandsynligt.

Torben K L Jensen

Det bliver de sgu nødt til - man kan nu engang ikke trække et helt kontinent ud af ligningen og da slet ikke når det drejer sig om klimakrisen.

Det er mit indtryk at lån fra IMF og Verdensbanken plejer at være koblet til betingelser der reelt plyndrer befolkningerne for værdier og fastholder dem i fattigdom. Donerlandene tager sig dyrt betalt. En betydelig gældssanering ville nok være det mest effektive og sende regningen til nogle der nok klarer det trods alt.

Estermarie Mandelquist, Mikkel Zess, Erik Guldberg, Torben K L Jensen, Randi Christiansen, Jens Ole Mortensen, Gitte Loeyche, nils valla og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar

Man skal ikke tvivle på kinesernes vilje til yde "Marshall-hjælp", den har de allerede ydet til afrikanske stater før.
Spørgsmålet er, om ikke amerikanerne ender med modtage "Marshall-hjælp" fra Cuba ?
(Cubanerne er helt sikkert storladne nok til det, trods den dårlige behandling de får fra US. Men spørgsmålet bliver, om amerikanerne er ydmyge nok til modtage den)

Estermarie Mandelquist, Torben K L Jensen og Pia Nielsen anbefalede denne kommentar

"Nu flygter privat kapital til amerikanske statsobligationer; det styrker US-dollaren og lægger en ekstra byrde på låntagerne i middelindkomstlandene."

Endnu et eksempel på hvordan markedet skaber eller forstærker problemer i stedet for at løse dem

Mikkel Zess, Erik Guldberg og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Erfaringerne med nødvendighedens politik og EU's "nøjsomhedspolitik"(austerity) siger mig desværre, at ethvert krisetiltag altid rammer den fattigste del af befolkningen - med meget høj præcision.

Mikkel Zess, Pia Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Werner Funder

Det er tvivlsom, om de rige vil hjælpe de fattige. For tiden hytter enhver sit eget skind. Der er et eksempel i dagen franske avis Liberation, som fortæller, at Frankrig havde købt en stor sending masker i Kina, betalt og klar til levering. I lufthavnen står USA og betaler kontant det dobbelte for den allefrede af Frankrig købte sending, og den bliver sendt til USA i stedet for Frankrig.
Når alt dette er overstået og hvert land skal til at genoprette deres økonomi, kan man med dette eksempel let forestille sig, at det, der hedder international solidaritet, er forduftet. Tanken om samarbejde vil være præget af bitterhed. Og hvor er EU i alt dette?

Randi Christiansen

"IMF og Verdensbanken kan tilsammen højest tilbyde lån på 75 milliarder dollar her og nu, mens behovet løber op i mange hundrede milliarder dollar. Det bringer spørgsmålet om moratorie og eftergivelse af gæld på bane, hvilket Guterres mener bør være et element i en hjælpepakke.

En Marshallplan er en sympatisk idé, men den virker politisk urealistisk midt under en pandemi, hvor industrilandenes økonomier er ved at blive kvalt. En kombination af lån, gældsreform og en massiv humanitær indsats virker mere realistisk."

Kunne vi mon være så heldige, at dette mistænkelige covid angreb er vampyrkapitalismens moratorium?

Men her kan du fra zeroedge.com læse om franske myndigheders meget mistænkelige håndtering af covid medicin

https://m.facebook.com/story.php?story_fbid=1057431474641490&id=10001123...

Kent Nørregaard

Kald det dog bare hjælp. Marshall-planen var en politisk påvirkelseskampagne der skulle fortælle europæerne hvor lækkert USA var. I øvrigt fik Tyskland ingen hjælp, præcist som Morgenthau vill have det... altså indtil det stod klart at den tyske befolkning begyndte at kigge mere til øst end til vest efter en ny ideologi. Så faldt der lidt penge af. Penge amerikanerne havde rigeligt af efter patentplyndringer (Operation Paperclip) af Tyskland i årene 1945-1949 hvor ingen tysk stat fandtes til at opretholde patentlovgivning. Bekvemt.

Sådan vil en Marshall-hjælp til fattige lande også fungere. Det der står med småt betyder yderligere årtiers plyndringer af fattige landes ressourcer.

Aflevér pengene til landenes sundhedssystemer uden fremtidige bindinger andet end at pengene bliver brugt på sundhed. Og drop navnet Marshall!

Randi Christiansen, Mikkel Zess og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar