Når det handler om våbeneksport, er reglerne åbenbart til for at blive brudt

Det er forbudt at eksportere våben og militært udstyr, hvis der foreligger en »klar risiko« for, at det kan blive brugt til at overtræde den humanitære folkeret.

Dette fornuftige princip forpligtede Danmark og EU’s øvrige medlemslande sig i 2008 til at følge.

Men trods tydelige tegn på krigsforbrydelser er det ene land efter det andet i årevis fortsat med at eksportere til Saudi-Arabien, Forenede Arabiske Emirater og de øvrige parter i den saudiskledede koalition, som de seneste fem år har været engageret i den blodige krig i Yemen.

Det gælder desværre også Danmark, der først alt for sent indførte et eksportstop i slutningen af 2018. Det er en nølen, der har haft konsekvenser. Søndag kunne TV 2 og mediet DanWatch afdække, hvordan udstyr produceret af Aarhus-virksomheden Terma efter alt at dømme er blevet brugt i krigen i Yemen.

Mest opmærksomhed har det fået, at virksomheden har leveret radarudstyr til krigsskibe, som Forenede Arabiske Emirater ifølge DanWatch og TV 2 bruger i en flådeblokade af Yemen. Det er nemlig sket uden eksporttilladelse fra de danske myndigheder – ifølge Terma fordi udstyret ikke er omfattet af reglerne om eksportkontrol. Erhvervsstyrelsen vil nu undersøge, om Terma har brudt lovgivningen.

Af større principiel interesse er imidlertid den del af firmaets leverancer, som myndighederne har blåstemplet, nemlig antimissiludstyr til Forenede Arabiske Emiraters flåde af lette bombefly. Udstyret blev oprindelig købt i 2015, men så sent som i januar 2018 fik Terma tilladelse til at levere reservedele. På det tidspunkt må det ellers have stået klart for de danske myndigheder, at Emiraterne var involveret i formodede krigsforbrydelser.

Allerede et år forinden havde menneskeretsorganisationen Human Rights Watch dokumenteret »61 tilsyneladende ulovlige luftangreb af den saudiskledede koalition, hvoraf nogle kan udgøre krigsforbrydelser«. Og et ekspertpanel under FN’s Sikkerhedsråd havde konkluderet, at koalitionen havde udført angreb i Yemen, der »kan udgøre krigsforbrydelser«.

Klar risiko

Desværre er det ikke første gang, de danske myndigheder viser sig at have et lempeligt forhold til reglerne. I 2016 og 2017 kunne denne avis afdække, at Erhvervsstyrelsen og Udenrigsministeriet havde tilladt eksport af masseovervågningsteknologi, der kan overvåge en hel befolknings færden på nettet, til blandt andet Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater.

Eftersom begge lande er berygtede for at overvåge og forfølge dissidenter, var det efter alt at dømme i strid med EU-reglernes krav om, at myndighederne skal give afslag på eksporttilladelse, når der er en »klar risiko« for, at udstyret »kan blive anvendt til intern undertrykkelse«.

Problemet er bare, at regelbrud ikke har konsekvenser. EU har ikke kompetence over udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, så hverken EU-Kommissionen eller EU-Domstolen kan komme efter lande, der overtræder reglerne. Det efterlader rum for nationalstaterne til at prioritere eksportinteresser og sikkerhedspolitiske hensyn højere end menneskerettighederne.

Og da reglerne aldrig er blevet direkte implementeret i dansk lovgivning, er det tvivlsomt, om det ville være muligt at rejse en sag på dansk grund. Anderledes forholder det sig i Storbritannien, hvor en domstol sidste sommer slog fast, at den britiske regering havde brudt lovgivningen ved ikke at undersøge formodninger om krigsforbrydelser, inden den godkendte våbensalg til Saudi-Arabien.

Manglen på kontrol med den danske våbeneksport er desværre gennemgående. Oplysninger om, hvad Danmark eksporterer til hvem, mørklægges rutinemæssigt. Og når det en sjælden gang alligevel kommer frem, erklærer de ansvarlige ministre som regel, at de ikke har haft noget med sagen at gøre.

Meget sigende gik der, som Information tidligere har beskrevet, mere end tre år, før det kom frem, at SR-regeringen i 2014 i hemmelighed havde gjort det lettere for virksomheder at få tilladelse til at sælge våben og overvågningsteknologi til diktaturstater. En beslutning, som ingen af de ansvarlige ministre efterfølgende ville kendes ved, og som aldrig er blevet nærmere belyst.

Denne mangel på transparens og accountability er uacceptabel i et demokrati. De nye afsløringer er en god anledning for Folketinget til at få gjort noget ved det.