Politimordet på George Floyd: Politiet så et undermenneske

»Uden den amerikanske neger ville den amerikanske drøm aldrig være blevet virkeliggjort. Det var mig, der plukkede bomuld og kørte det til torvet og mig, der byggede jernbanerne, mens en anden holdt pisken over mig. Og hvad fik vi som belønning? Intet.«

Forfatteren James Baldwin i en debat på University of Cambridge med den konservative tænker William Buckley, Jr. i 1965.

Da kriminalbetjenten Derek Chauvin uden den mindste anfægtelse med sit knæ kvalte den hjælpeløse George Floyd i slowmotion, mistede mange amerikanere de sidste rester af tillid til USA’s ordenshåndhævere.

Alle og enhver ved, at sorte borgere uagtet deres sociale status dagligt bliver chikaneret, ydmyget, mishandlet og i nogle tilfælde endda dræbt af politiet. Forud for det barbariske mord på Floyd var en sort kvinde blevet slået ihjel i sit soveværelse – for ingenting.

Vist nok var der et tredje politimord på en sort mand den uge, men hvem kan efterhånden huske de mange ofres navne og omstændighederne? Så tit sker det i USA.

At det skulle blive videofilmene af drabet på Floyd, der fik bægeret til at flyde over for så mange, er ikke så svært at begribe. Hvad vi ser, er en ekstraordinær og efter alt at dømme sjælden udåd.

Politiet skyder ikke. De kvæler en sort mand langsomt, mens han trygler dem om at få lov til at leve. Men de nægter at lytte til hans bøn. Hvorfor? Svaret kan kun være, at de fire betjente ikke anser Floyd for at være et menneske på lige fod med dem selv – i deres øjne er han et »Untermensch«.

Dette vrangbillede af en sort amerikaner er fyldestgørende beskrevet i film, litteratur og kunst. Man finder det i Ralph Ellisons berømte roman »En Usynlig Mand«, i James Baldwins essays »Nobody Knows My Name«, i Kara Walkers silhuetbilleder og i utallige spillefilm. I dagens avis giver vi otte bud på amerikansk kulturs beskrivelse af sortes oplevelser af politibrutalitet.

Ikke bare rådne æbler

Der er vigtige elementer at føje til billedet af den rå racisme, som dagligt udspiller sig i storbyghettoer, på landeveje og på arbejdspladser. At lægge skylden på politiet for den åbenlyse diskriminering af afroamerikanere er en fejllæsning af et komplekst problem med vidtrækkende historiske og socialøkonomiske rødder.

Politifolk som Derek Chauvin er ikke rådne æbler, der bare skal fjernes. Han og andre betjente, som arbejder i sorte bykvarterer, er øjenvidner til det amerikanske samfunds kollektive fallit: et massivt svigt over for en befolkningsgruppe, der – som Baldwin satte ord på i 1965 – aldrig er blevet belønnet for at have medvirket til at gøre Amerika til verdens rigeste land.

Hvordan kan Amerika forvente, at politistyrker sat ind i sorte ghettokvarterer ikke udvikler en selvforståelse som overherrer, når de dag efter dag udstilles for endemisk kriminalitet, narkomisbrug, hustruvold, dyb fattigdom, håbløshed … et syn, resten af landet spares for.

Er det virkeligt rimeligt at sætte unge sorte mænd, som under de seneste dages demonstrationer har benyttet lejligheden til at bryde ind i Apple og Gucci-butikker i velhaverkvarterer, bag lås og slå?

Butikskæder og varehuse, der er blevet plyndret, har klogeligt nok undladt at beklage sig og kritisere gerningsmændene over for medierne.

De ved nemlig noget, som demokratiske såvel som republikanske politikere behændigt glider uden om: at så længe den sorte befolkning ikke har adgang til uddannelse, sundhedsforsorg, billigere boliger og vellønnet arbejde på lige fod med hvide amerikanere, vil forskelsbehandlingen af sorte og politivold ikke høre op.

Virkelig forandring

Betjente som Chauvin kan ikke trænes til at respektere afroamerikanere som mennesker. Han vinder kun respekt for sine sorte landsmænds menneskelighed, hvis han ser dem trives socialt og økonomisk.

Men USA er ikke en homogen nation. Den indbyrdes solidaritet mellem delstater, byer og sociale klasser er tragisk mangelfuld, hvilket verden har fået syn for sagn under pandemien. Amerikanerne har desperat brug for en forbundsstat, der investerer i alles velfærd.

I 2016 blev Bernie Sanders kritiseret af liberale demokrater og sorte aktivister for at underspille racediskrimination som en kilde til social uretfærdighed. Men Sanders havde ret, når han sagde, at en kamp for social og økonomisk lighed også er en kamp mod racisme.

Det er præcist, hvad Joe Biden ikke forstår. I disse svære dage for den amerikanske nation taler den tidligere vicepræsident om at »hele de åbne sår efter mange års racisme« og om at gennemføre politireformer, mens Trump vil bruge rå magt til at genoprette ro og orden.

Men demonstranterne vil ikke heling og orden. De vil virkelig forandring.