Leder

30 fortællinger slår fast, at vi er for ringe til at sige fra over for racisme i Danmark

Informations serie med personlige beretninger om racisme og diskrimination i Danmark viser, at vi åbenlyst har problemer med racisme i Danmark. Og at vi alle sammen bør tage ansvar og gribe ind, når vi er vidner til racistisk adfærd
»Det, der gjorde mest ondt, var, at ingen andre sagde noget,« fortalte Kenneth Zeidan i Informations serie om racisme om alle de gange, han oplevede at blive afvist i døren i nattelivet.

»Det, der gjorde mest ondt, var, at ingen andre sagde noget,« fortalte Kenneth Zeidan i Informations serie om racisme om alle de gange, han oplevede at blive afvist i døren i nattelivet.

Sarah Hartvigsen Juncker

Debat
13. august 2020

Hver dag hen over sommeren har Information sat fokus på racisme.

Gennem 30 personlige beretninger har vi fået indblik i, hvordan racisme og diskrimination ser ud og opleves i Danmark, og fortællingerne giver tilsammen et rystende og nødvendigt indblik i, hvad mennesker med minoritetsbaggrund bliver udsat for.

63-årige Malalai Kargar Sadat blev under en tur i svømmehallen kaldt en parasit og bedt om at »skride hjem«. Johanne Aviaja Rosing på 31 år har fortalt om dengang, en flok drenge råbte »grønlænderluder« efter hende, og 67-årige Linda Herzberg har flere gange i løbet af sit arbejdsliv stået model til racistiske kommentarer om jøder.

Fortællingerne er på den ene side meget forskellige. Episoderne, som refereres, er sket mange forskellige steder i Danmark og spænder bredt i tid. Nogle ligger op til 50 år tilbage i tiden, dengang gæstearbejderne kom hertil. Andre episoder er helt friske og oplevet i 2020.

Mens nogle af de 30 fortællinger skildrer strukturel racisme og viser, hvordan for eksempel mennesker med ’anden etnisk baggrund’-klingende sjældnere bliver kaldt til jobsamtale eller har sværere ved at komme ind på diskotekerne, viser andre, hvordan hverdagsracismen eksisterer.

29-årige Sade Jensen-Zabala fra Filippinerne har fortalt, at folk ofte antager, at hendes danske mand er meget ældre end hende, og at de har mødt hinanden på nettet. Og Annahita Tajik på 25 har fortalt, at hun til børnefødselsdage tit fik at vide, at hun skulle undgå frikadellerne, fordi folk pr. automatik gik ud fra, at hun var muslim, hvilket hun aldrig har været.

Og så er der de fortællinger, som viser, at der også findes hård og intentionel racisme i Danmark – både dengang og nu.

Kiku Day på 54 år har fortalt, at hun som barn blev forsøgt hængt af en flok drenge, som mente, at fremmedarbejdere skulle slås ihjel. 23-årige Huda Al-Ali har fortalt, at hun sidste år fik en lussing af en ældre kvinde i en bybus, og 18-årige Vanessa Suzanne har beskrevet, hvordan hun for bare få uger siden blev jagtet af en mand med en sten i hånden, som mente, at hun var ude på at stjæle danskernes job.

Tre fællestræk

Trods beretningernes åbenlyse forskelle, har de også flere ligheder. Særligt tre ting går igen. For det første sorgen over, at de danskere, som var vidner, ikke sagde fra. 38-årige Kenneth Zeidan, som gennem sin ungdom gang på gang blev afvist på natklubberne, har for eksmpel fortalt, at det ikke er selve afvisningerne, han tænker tilbage på i dag, men det faktum, at der aldrig var nogen i køen, som greb ind. At dette går igen, bør give anledning til, at vi alle sammen tager ansvar for at gribe ind og sige fra, når vi er vidner til racistisk adfærd.

Et andet træk, som går igen, er, at mange af de interviewede ikke sagde fra i situationen, men trak sig og tavst forsøgte at slippe væk. Dette er både almenmenneskeligt og psykologisk forståeligt, og når man graver et spadestik dybere og spørger, hvorfor vedkommende ikke sagde fra, har flere svaret, at racistiske bemærkninger føles som en uundgåelig del af tilværelsen – noget man skal leve med.

Det tredje fællestræk er, at de konkrete episoder, som racismeserien tager afsæt i, har sat sig dybe spor.

Paralleller til #MeToo

Information har med serien ønsket at være med til at udvikle debatten om racisme i Danmark. For racisme og diskrimination er ikke nye fænomener. Det er veldokumenteret og hverdag for mange med minoritetsbaggrund. Alligevel er det, som om de eksisterende undersøgelser og rapporter indtil videre ikke har været nok til at få os til at erkende, at vi også har problemer med racisme i Danmark.

Den globale racismedebat, som ruller lige nu, er sin egen, men den har også stærke paralleller til en af de mest omvæltende bevægelser – nemlig #MeToo, som også tog udgangspunkt i den personlige fortælling. Seksuelle krænkelser var ligesom racisme veldokumenteret, men det var først, da de personlige vidnesbyrd om overgreb begyndte at komme frem, at der skete en kulturforandring og et holdningsskred.

Derfor er de personlige historier væsentlige. De skaber identifikation og gør, at vi andre bedre kan forstå, hvordan racisme praktiseres og føles. Samtidig er mængden af beretninger vigtige.

Ligesom mænd først under #MeToo opdagede den virkelighed, kvinder udsættes for, mangler mange hvide majoritetsdanskere stadig at opdage og erkende den virkelighed, minoritetsdanskere udsættes for. Hvis ikke vi lytter til historierne, rykker vi os ingen vegne.

Serie

Hvordan ser racisme ud i Danmark?

Racismedebatten ruller. For at give indblik i, hvordan det opleves at være udsat for racisme, taler Information med personer i forskellige generationer fra forskellige dele af Danmark om deres personlige erfaringer med racisme og diskrimination.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Emil Davidsen

Tja, Information søgte og fandt noget ingen mennesker betvivlede kunne findes. 30 fortællinger fordelt over 30 menneskers samlede ca 1000 leveår her i landet. Desværre kan i være helt forvisset om at den stygge DF'er og det der er værre, kan stampe samme mængde fortællinger op under samme forudsætninger men hvor fokus bare er på hvor "berettiget" deres harme/"racisme" er. Men, i har sikkert forsikret de allerede overbeviste om deres overbevisning og det er selvfølgelig også en rar følelse at sidde med.

Frederikke Nielsen

Jeg tror, det er vigtigt at fokusere på, at det formentlig er et fåtal af danskere, der har denne racistiske adfærd. Til gengæld kan én person udrette megen skade for mange, desværre.

Problemer med disse mennesker er så bare, at de nok også kan virke skræmmende på normale mennesker, som er dem, der burde sige fra. Og det derfor kan være svært at sige fra overfor dem. Måske er normale mennesker også bange for disse typer.

Freddie Vindberg, Carsten Munk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Og vi rykker os ingen vegne efter at have hørt de 30 personlige oplevelser af fremmedhad og racistiske diskrimination på grund af ens hudfarve og religiøs tilhørsforhold og kulturelle baggrund, ikke sker andet end en forståelse af at "sorgen over ... der aldrig var nogen ... som greb ind" ..."ikke sagde fra i situationen" ... "konkrete episoder... har sat sig dybe spor"!

Hvorfor kommer der ikke en stærk afstandstagen og at sige fra overfor fremmedhad og racistiske diskrimination når borgerene her i landet lider under dem?

Vi melder ud i stærkeste vendinger når religiøse ekstremisme underkender demokratiet og krænker menneske rettighederne, men vi siger ikke fra i de samme stærke vendinger når der promoveres had og diskriminering af borger fra politiske ekstremisme i landet?

Er det også holdbart at samfundet fortsat tillader had og diskrimination der ødelægger i sidste ende den sociale sammenhængskraft?

Hans Larsen, Susanne Kaspersen, Steffen Gliese og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Jens Christian Jensen

Young-suk No
"Hvorfor kommer der ikke en stærk afstandstagen og at sige fra overfor fremmedhad og racistiske diskrimination når borgerene her i landet lider under dem?"

Det syntes jeg bestemt også der gør, men selvfølgelig ikke hele tiden og altid.

"Er det også holdbart at samfundet fortsat tillader had og diskrimination der ødelægger i sidste ende den sociale sammenhængskraft?"

Det er tilladt at hade andre mennesker. Det kan og skal vi ikke lovgive om.
Diskrimination skal vi naturligvis tage afstand fra.

Strukturel rascisme er ikke kun mobning og diskriminerende adfærd, men også når der i eksempelvis et stykke elektroniks eller tøjstykkes produktionskæde indgår en eller anden dims som er fremstillet under slavelignende eller andre fornedrende forhold i den tredje verden. Fuldstændig som i bomulds- og sukkerplantagerne dengang. Og her er vi alle som producent, forhandler, forbruger og samfundsborger skyldige.

Steffen Gliese

Det er beskæmmende, at nogen altid står klar til at bortforklare og bagatellisere racismen, det er måske den største hindring for, at der rent faktisk kan blive gjort noget ved problemet.
Og når dét sker, vil det også blive endnu mere småt med 'overfald af indvandrergrupper'.

Thomas Andersen

Det vil i hvert fald ændre den sproglige omtale af "indvandrergrupper", for der menes jo reelt grupper af unge mænd der skaber utryghed. Nogle af gutterne er mørke, nogle er lyse, men jeg tvivler stærkt på at der er tale om indvandrere.
Om nej, selvfølgelig er der ingen der skal overfalde nogle andre, men etnicitet er bedøvede ligegyldigt i den sammenhæng og skaber kun grøfter.

Erik Vestergaard

"Og at vi alle sammen bør tage ansvar"

Det er for meget. Jeg vil ikke tage ansvar for noget andre gør. Jeg tager heller ikke ansvar for dødsbilister i Voldsmose, eller Herlufsholm drenges opførsel, investeringsfondes slagt af sunde virksomheder, Trump, Brasilien, rockere eller andet.
Hvad er det for en speciel sprogbrug, der tillades omkring "racisme"?
30 idioter har ydmyget 30 ofre! Ja! Botnakker! Hvorfor jeg skal skamme mig over dette?
Prøv lige at gøre det samme med mobning eller konkurser.
Vi får godt nok travlt med at skamme os.

Freddie Vindberg

Der er mange modige danskere, der tør sige fra over for racisme.

Uden omsvøb og latterlige bortforklaringer.