Ved at fortælle om historien fortæller vi også noget om os selv. Det er sandt om både historikeres og filminstruktørers arbejde. Forskellen er retten til at lade det ene styre frem for det andet. Historikere kan ikke forlade det, de ved, for at fortælle det, de vil.
Derfor har vi diskussionen hver gang en ny film baseret på historiske hændelser har premiere: Hvor langt må man gå i sin fortolkning af historien? Svaret på det spørgsmål må for filminstruktører altid være: Så langt som de vil. Men det betyder ikke, at vi ikke alle sammen bliver klogere af at diskutere det.
Historien om diplomaten Henrik Kauffmann er så vild, som den kun kan blive i en it’s five o’clock all day-tid i stadig unge demokratier på vej ind i endnu en krig. En ambassadør i Washington, der erklærer sig uafhængig af et besat Danmark, giver en fremmed magt uopsigelig ret til at være militært til stede på Grønland og får nallerne i nationens guldreserve. At historikerne har haft den for sig selv indtil nu, hvor Christina Rosendahls film har premiere, er faktisk uforståeligt.
Det er både en nødvendighed og et privilegium for filminstruktøren at gøre den historiske person til mere end sine historiske handlinger. Det er de personlige udsving, der gør en historisk person interessant på film. Det kan gøres mere eller mindre elegant. I for eksempel Ole Bornedals tv-serie 1864 bliver konseilspræsident D.G. Monrads psykiske ustabilitet til regulært vanvid, og han tjener mere som instruktørens personlige samtidspolitiske pointe end som troværdig karakter. Bornedal begrænser fortolkningsrummet i stedet for at udvide det.
I Christina Rosendahls film derimod træder Henrik Kauffmanns hustru Charlotte ind som både såret og forsmået kvinde, urimelig mor og klog politisk aktør. Man kan som filmskaber lykkes med at bidrage med nye nuancer til en historisk person, hvis det vel at mærke er personen, man er interesseret i.
Det er til gengæld ofte i disse bearbejdninger, der kan ske sammenstød med de tilgængelige historiske kilder.
Underfortalte historier
Historiker Bo Lidegaard har skrevet bøger om Henrik Kauffmann. Han har derfor også været historisk konsulent på Christina Rosendahls film, og han kom med en tankevækkende indrømmelse i det interview, han gav Information sammen med instruktøren. Rosendahls fokus på Henrik Kauffmanns hustru Charlotte Kauffmann og hendes betydning for Kauffmanns politiske arbejde var for ham det, der var sværest at finde belæg for i kilderne.
Rosendahl virker drevet af en overbevisning om, at kvinders historier generelt er underfortalt, så den Charlotte Kauffmann, der i filmen bruger sin personlige adgang til Franklin Roosevelt politisk og diskuterer strategier med sin mand er måske i virkeligheden mange kvinder. Kvinder, der har haft betydning, men ikke er blevet fundet betydningsfulde nok til at blive en del af historieskrivningen. Den agenda har Rosendahl lov at have og lov at bruge som en drivkraft for sin person. Det har Lidegaard ikke. Han må forholde sig til, hvad han finder belæg for.
Men Rosendahls insisteren på at give kvinden plads gav alligevel Lidegaard anledning til at vende tilbage til kildematerialet. Han blev interesseret i Charlotte Kauffmanns psykologi og siger »Jeg fandt ting, jeg ikke kendte til før.« Forsiden af Lidegaards opdaterede version af hans doktordisputats om Henrik Kauffmann Uden mandat prydes af et portræt af både Henrik og Charlotte Kauffmann.
På den oprindelige version I kongens navn fra 1996 stod Henrik Kauffmann alene. Instruktøren fik altså historikeren til at flytte blikket, ikke til at gå på kompromis med kilderne eller opgive diskussionen, men til at udvide sit perspektiv og måske endda undersøge, om han selv havde haft blinde vinkler.
Det er den slags, der giver de historiske film en anden betydning. En films eneste forpligtelse er at være en god film, men en god historisk film kan være med til at udfordre forståelsen af det, vi ved, og kan få os til at søge tilbage til kilderne og læse dem med et nyt udgangspunkt.
Historien er ikke statisk. Hver gang vi genfortæller den, gør vi det med et bestemt blik præget af den tid, vi lever i, og dem vi er. Kilderne er dødt materiale, som får sit liv af dem, der bruger dem. Her kan kunstens frihed hjælpe historikerne. Hvis de som Bo Lidegaard lader være med kun at lede efter historiske fejl, finder de måske i stedet noget andet, noget nyt.
