At Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) forærede fodbold-VM i 2022 til Qatar, en nation, som har gevaldige problemer med at overholde menneskerettighederne, var fra begyndelsen en skandale. Ét er, at Qatar blev værtsnation efter at have bestukket en korrumperet komité, og at landet dermed fik værtskabet på uærlig vis.
Men hvad værre er, så har dusinvis af rapporter dokumenteret utallige brud på menneskerettighederne i forbindelse med forberedelserne til VM. Arbejderne, som bygger Qatars fodboldstadioner, bliver behandlet som slaver. De får ingen løn, de har ingen frihed og bliver frataget deres pas. Visse rapporter vidner sågar om vold og voldtægt.
DBU var ikke en del af den komité, der valgte Qatar som værtsnation, og den danske fodboldunion har taget afstand fra de »kritisable forhold«. Men DBU vil ikke boykotte mesterskabet. Danmark er en lille fisk i det fodboldens økosystem, hvorfor en dansk boykot vil være ubetydelig og med al sandsynlighed få Danmark udelukket fra det fine selskab i FIFA.
Desuden mener man, at det er muligt at skabe forandringer ved at lægge pres på Qatar. Retfærdigvis skal det nævnes, at kritikken ifølge arbejdsorganisationen ILO har ført til visse forbedringer. Men ikke desto mindre dokumenterer rapport på rapport, at det ikke er nok. Det er naivt at tro, at formaninger udefra kan skabe forandringer i autoritære stater. Tænk blot på, at Kina var vært for OL i 2008.
Politisk tøven
Også politikerne tøver. Forleden fortalte De Radikale til DR, at partiet vil »presse regeringen« for at få danske politikere til at boykotte mesterskabet. Kulturministeren mener dog ikke, at man fra politisk hold bør blande sig: DBU og andre idrætsorganisationer må »stå på mål« for egne beslutninger. Men at tro at sporten ikke er politisk, er lige så naivt som at tro, at Qatar kan presses til at gennemføre de fornødne forandringer.
Som det ser ud nu, vil hverken DBU eller regeringen træffe beslutningen om at boykotte VM i 2022 eller arbejde for at få mesterskabet flyttet til en anden nation. Det er et idrætspolitisk svigt.
For tiden blomstrer aktivismen dog blandt sportsfolk, som er begyndt at involvere sig i samfundsmæssige spørgsmål, og disse takter bør det danske landshold følge ved at boykotte VM. Man må derfor håbe, at en sådan aktivisme breder sig i landsholdets omklædningsrum. Hvis der skal komme en protest, skal den øjensynligt komme derfra.
Tænk sig, hvor pinligt det ville være, hvis Danmark først boykotter, fordi andre lande gør det.
DBU, bliv hjemme !
Jeg mener ikke regeringen skal føre politik igennem et sportshold. De boykottede lege hhv. 1980 og bytteren i 1984 havde ingen effekt overhovedet.
Det internationale samfund må politisk tage hånd om det problem (og mange andre i Mellemøsten, inkl. Israel og Saudi-Arabien).
Amnesty opfordrer ikke til boycot. Amnesty var engang verdens samvittighed og forsøgte at hjælpe politisk forfulgte. Nu kører de en kampagne om samtykke til sex skal på skoleskemaet, da fraværet altså skulle være årsagen til sexuel vold og krænkelser. Hvad Qatar der behandler sine arbejdere som slaver har betalt Amnesty for denne underdanige holdning kan man blot gisne om. Måske er det dem der betaler kampagnen for en bedre sexualundervisning. Amnesty har forlængst mistet sin dyd.
Typisk dansk letkøbt bedrevidenhed at tale om at boykotte en begivenhed i Qatar. For ikke så mange år siden var der OL i Kina - hvor var boykotterne henne dengang? Og tror man, at der ikke findes underbetaling og uacceptable arbejdsforhold i Brasilien? Bare for at tage et par eksempler fra tiden.
Hvis vi kobler politik på sport, må vi være forberedt på at andre gør ligesådan. Var det ikke bedre at zoome ind på Quatar og berette vidt og bredt om forholdene parallelt med sportsbegivenhederne ? Sådan vinder vi både VM og opinionen, såvel lokalt som globalt.
Målet med boykot og sanktioner er at give os en følelse af at gøre ”det helt rigtige”- og, jahhh, det kan vel være det helt rigtige at skabe den følelse?
Hvis ellers der skal være en rød tråd, i form af et boykot, som der i sig selv skal forsøge flytte de boykottet nærmere vores egne synspunkter, burde Quatar boykottes på nationalt plan.
Men jeg bryder mig ikke om den form for tvinge andre til at mene det samme som sig selv.
Derimod bør fodboldspillerne individuelt og helt af sig selv nægte at deltage. DBU kan så imødekomme spillerne ved ikke at straffe dem efterfølgende.
ps Hvem husker ikke Johan Cruyff boykottede den argentinske junta tilbage i 1978.
Det sjove er, at de bedste til at sparke til et oppustet læderobjekt er vigtige i en grad, så vi glemmer, hvad vi egentlig snakker om.
Det, vi snakker om, er, at vi bliver nødt til at se på, vi bliver simpelthen nødt Det er så vigtigt. Der kan ikke forekomme, og det siger jeg, vi kan ikke tillade.
Derfor synes jeg, og det synes jeg også, at du.
MVH.
@Finn Jakobsen: Eller Eurovision i apartheid Israel
FG Nordstrøm: ja.
Det ene problem er hykleriet, hvor Danmark skal føle sig kaldet til at boykotte Qatar, mens menneskerettighedskrænkelser i Kina, Israel og andre steder foregår upåtalt i skyggen af panda-diplomatiet. Det andet probelm er, at vi bør rette skytset imod os selv, førend vi peger fingre af andre. Hvordan er du nu med at nægte mindreårige danskere i at komme til Danmark, fordi deres forældre har gjort sig skyldige i kriminalitet? Hvordan er det med menneskerettigheder for uønskede indvandrere/ afviste asylansøgere? Hvordan er det nu vi sammen med EU-systemet holder flygtningelejre kørende i Grækenland og andre steder med umenneskelige vilkår?
Sjovt nok er vi i Danmark imod slaveri.
Det praktiseres og er dokumenteret i Qatar.
Men selvfølgelig er det ligegyldigt når det handler om sport.
(Ironi)
Amnesty må så gå ind for slaveri, mishandling og overgreb, da de ikke anbefaler boycot. Højst bemærkelsesværdigt !
@ jens peter hansen
Jeg er helt sikker på at Amnesty støtter Pirates of the Caribbean med næb og klør.
DØH !!
Et af sportens vigtigste adelstegn er at holde sig fri af politik - i det omfang det er muligt. Derfor var det også forkert af spillerne at de valgte at knæle i parken, ligesom der heller ikke er nogen grund til at blive hjemme fra fx. Qatar. Omvendt kan (og skal) politikere og andre meningsdannere knæle - og gør ved - lige så meget de orker.
Er det ikke bemærkelsesværdigt at amnesty går imod boycot mod Qatar ? Hvad har det med en fjernsynsserie gøre Eva Schwanenflugel ?
@ Finn Jakobsen.
Du skriver, "mens menneskerettighedskrænkelser i Kina, Israel og andre steder foregår upåtalt i skyggen af Pandadiplomatiet".
Her burde du måske også have understreget Danmark, på lige fod med Kina og Israel, for vores krænkelser af Grønland
@Søren Kristensen, at holde sig fri af politik "i det omfang, det er muligt", siger jo intet.
Hov, det var ikke muligt? Så holder vi os ikke fri.
Sport søges som regel holdt fri af politik af dem, der forfægter ret til at heile eller på anden måde søger at undertrykke.
At man ikke kan klare, at spillere knæler i sympati med en god sag, skyldes med al sandsynlighed, at man ikke sympatiserer med denne.