Leder

Ytringsfriheden og undervisningsfriheden er i fare, når en fransk historielærer får halsen skåret over

Ytringsfriheden og dens udfordringer bør være en naturlig del af pensum i oplæring i demokratisk dannelse, og derfor bør Undervisningsministeriet producere en officiel undervisningsvideo, der sagligt og oplysende kontekstualiserer karikaturstriden og gør rede for dens principielle problematikker, skriver journalist Niels Ivar Larsen i denne leder
Titusinder rasede mod Frankrig i den bangladeshiske hovedstad den 27. oktober 2020. Imens udsendte det tyrkiske parlament i går en fælleserklæring, der fordømmer præsident Macrons »antiislamiske« udtalelser. Tidligere på måneden kaldte Macron islam for »en religion i krise« og bebudede hårde tiltag mod »islamistisk separatisme i Frankrig«, skriver Niels Ivar Larsen.

Titusinder rasede mod Frankrig i den bangladeshiske hovedstad den 27. oktober 2020. Imens udsendte det tyrkiske parlament i går en fælleserklæring, der fordømmer præsident Macrons »antiislamiske« udtalelser. Tidligere på måneden kaldte Macron islam for »en religion i krise« og bebudede hårde tiltag mod »islamistisk separatisme i Frankrig«, skriver Niels Ivar Larsen.

Suvra Kanti Das/Zuma/Ritzau Scanpix

Debat
28. oktober 2020

Tyrkiets og Frankrigs præsidenter er havnet i åben konfrontation. Erdoğan, der ynder at se sig selv som førerfigur for den muslimske ummah (dvs. de muslimske samfund), opfordrer muslimer til ikke at købe franske varer. Imens advarer Frankrig sine statsborgere, der bor i eller rejser i lande med muslimsk flertal, om at udvise forsigtighed i den vredesstemning, som stedvis søges oppisket efter Macrons kompromisløse forsvar for retten til at vise de for længst historiske karikaturer af profeten Muhammed i den franske skoleundervisning.

Erdoğan og Pakistans premierminister Imran Khan tillader sig også at belære Frankrig om ikke at ’marginalisere’ sine religiøse minoriteter, selv om Tyrkiet og Pakistan selv hører til verdens værste undertrykkere af dem, som tror anderledes end flertallet. Når Erdoğan og Macron akkurat nu har besteget de høje værdipolitiske heste, er det i nok så høj grad for at bejle til en folkelig velvilje, som begge er i bekneb for.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Håneretten er varm luft og i bund og grund et forsvar for åndelig dovenskab.

Vi har også i Danmark haft en lang tradition for satire, - i de kendte "skillings-viser"

René Arestrup

Selvfølgelig skal man bruge sin ytringsfrihed med omtanke. Problemet er blot, at min omtanke ikke nødvendigvis ligner min nabos omtanke, alene derved, at vi har forskellige perspektiver på verden og derfor også har brug for at udtrykke os forskelligt. Hvad nogle vil opleve som unødvendigt og hadefuldt, vil andre udlægge som vigtige sandheder om verdens rette beskaffenhed. Det er det, der er brændstoffet i den demokratiske samtale. Altså demokrati.

Når ytringsfrihedsfundamentalister (...) insisterer på retten til hån, spot og latterliggørelse, er det ikke nødvendigvis et udtryk for retten til at opføre sig som en brovtende chauvinist - eller blot et dumt svin - men en erkendelse af, at enhver restriktion konstituerer en byggesten til det autoritære regime.

Christian De Thurah, Niels Elgaard Larsen, Henrik Ilskov-Jensen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Satire?

Jovist, - check 'Kejserens nye Klæder' ;-)

Sagens kerne kan ikke udtrykkes klarere, og det er essentielt, det er selve kejseren, der tages under behandling. Det er jo, hvad selvovervurderende despoter aldrig vil acceptere, mens de gerne truer og håner enhver modstander.

Nu er Erdogan foreviget med bukserne nede, og hans alvorstunge trusler udløser en bølge af fundamentalistisk terror i Frankrig. Forhåbentlig vil Europa, med sin frie og humoristiske ånd fra det græske teater til H.C. Andersens eventyr, aldrig mere give efter for diktatorisk magtudøvelse.

Den islamiske verden var i øvrigt knap så hyklerisk og bonert, da 'Tusind og én Nat' blev skrevet.

Carsten Hansen

Folk der ser ned på os der holder ytringsfrihedens fane højt synes at tro at vi har behov for at ytre os om hvad som helst på en hvilken som helst facon.
Men intet kan være mere forkert !
Vi holder denne fane højt fordi vi mener at alle mulige mennesker skal have lov til at ytre lige præcist det de vil og på den måde de evner og lyster.

Vi anerkender forskellighed i udtryksform. Vi anerkender meningsforskelle. Vi anerkender interesseforskelle.
Eksemplet er jo lige præcis foran os. "Mohammedtegninger".
Fri os for at nogen vil definere hvordan man skal udtrykke sin mening om dette emne.
Alle skal kunne være med på de præmisser man selv sætter, så længe det er indenfor lovens grænser. Eller holde sig væk hvis det er det man lyster.

Randi Christiansen

Vil man rode op i et hvepsebo, bare fordi man må og ikke vil have et hvepsebo lige dér?

Nej, man fjerner hvepseboet med omtanke.

Ligeledes går man despoternes ærinde, hvis man provokerer på en måde, som despoterne kan bruge i deres stupide agendaer.

Og jeg har stadig ikke fået et svar fra de urokkelige ytringsfrihedsfundamentalister, om de selv ville udfordre galninge med våben i hånd?

Eller om man muligvis kan se pointen i at omgås hinanden med respekt for hinandens særheder?

Andre og langt vigtigere sager bør have vores opmærksomhed som f.eks. at forhindre barnebrude og lemlæstelse af 8 dage gamle drengebørn.

Og i dette vigtige arbejde ikke mindst at forstå konflikternes ophav i stedet for at puste til ilden i et i forvejen overophedet politisk klima. Det er en uintelligent måde at forsvare vore frihedsrettigheder.

Og I er blinde og døve, hvis I ikke ser, at dette tilmed fungerer fortræffeligt som en af magtens afledningsmanøvrer ifht vores egentlige problemer. Der som en tyv om natten strammer det miljø-og socioøkonomiske greb om os. Vågn dog op.

Att. Carsten Hansen m.fl.

Om postulater,mantraer, afledningsmanøvrer og støjsendere. Samt om løgne og ytringsfriheds-fundamentalismens lange, dybe rødder.

Det er fint at holde ytringsfrihedens fane højt. Forsvarer man imidlertid retten til at håne, misbruger man ytringsfriheden.
Tror man desuden, at brug af hån,spot og latterliggørelse, vil få de islamiske terrorister til at afstå fra deres afskyvækkende ugerninger, er man decideret naiv. For nu at sige det pænt.
Problematikken har en anden side. Postulerer man, at hån, spot og latterliggørelse, vil styrke vort demokrati, lyver man på det groveste. Og løgnen vinder ikke nogen sandhedsværdi ved at postulatet som en slags saliggørende mantra bliver gentaget i det uendelige
Tværtimod.
Gentager man løgnen, bliver man til en støjsender, som afleder opmærksomheden fra de virkelige problemer. Og at aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer,anser jeg for samfundsskadelig adfærd.
NB! De virkelige problemer er mange og store: klima,kampen for social retfærdighed, kampen for at finde en human løsning på migrations-spørgsmålet samt sidst og ikke mindst - at forsvare universitetet og forhindre at de humanistiske fag bliver fornedret til rollen som produktions-apparatets tjenende ånder.
Til sidst lidt historie. Ytringsfriheds-fundamentalismens nylige bølge har sit udspring i muhammed-krisen. Dens forfægtere tæller bl.a. navne såsom Lars Hedegaard, Ralf Pittelkow, Karen Jespersen, Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og Flemming Rose.
Men ytringsfriheds-fundamentalismen har langt dybere rødder. Den dukkede nemlig op i slutning af 1800-tallet og fejrede sine største triumfer i Frankrig under Dreyfus-affæren.
Historien burde være velkendt. Kernen i den er, at den franske officer Alfred Dreyfus på grund af sit jødiske tilhørsforhold blev beskyldt for at være spion i Tysklands sold. Det var en modbydelig løgn. Ikke desto mindre blev Dreyfus og hans forsvarere(hvoriblandt den franske forfatter Emile Zola9 mål for en hadekampagne, der kulminerede med at at Dreyfus blev kendt skyldig for højforræderi og sendt til Djævleøen.Førende i denne hadekampagne,der blev støttet af fremtrædende katolske gejstlige, var et blad, der kaldte sig "Libre Parole" (=Frit Ord). Det burde man huske på, når man forsvarer retten til at spotte, håne og latterliggøre i demokratiets og fædrelandets forsvar,

Henrik Ilskov-Jensen

Er ytringsfrihed uforenelig med islam?

Nej, islam er fuldt forenelig med ytringsfrihed, således som det fremgår af en af pjecerne i serien "Lad intet afholde dig fra at søge sandheden", udgivet i 2004 af "Islamisk Informations- og Rådgivnings Center" i Odense, som jeg fik uddelt af de muslimske deltagere ved et religionsmøde-arrangement for mange år siden.

Den i denne forbindelse relevante pjece hedder "Islam og Menneskerettigheder", og om ytringsfrihed siges det i pjecen, at:

(Citat): "Islam respekterer ytringsfrihed. Men den skal bruges i godhedens og sandhedens tjeneste, og ikke til at sprede ondskab og dårligdom. Islam tillader under ingen omstændigheder udbredelse af ondskab eller brug af grove og frastødende vendinger i kritikkens navn. Hvis profeten ikke har åbenbaret en guddommelig formaning om et bestemt anliggende, kan muslimer frit udtrykke deres mening om sagen. Dette skete under profeten og hans efterfølgere mange gange" (Citat slut).

Hvis profeten ikke har åbenbaret en guddommelig formaning om et bestemt anliggende, så er ordet frit...men ikke til at sprede ondskab og dårligdom... (Og hvem skal definere det? Svaret er ifølge islamisk ret, at det skal ulema, d.v.s. de retslærde).
Den citerede pjece er helt sikkert skrevet i bedste mening; men den afslører også, at forskellen mellem den traditionelle vestlige og en islamisk forståelse af hvad ytringsfrihed betyder er betydelig.

Ved et af vore religionsmøde-arrangementer var det Noureddin (der er læge) som holdt et oplæg om islams forenelighed med demokrati.
Islam er ikke blot foreneligt med demokrati, sagde Noureddin; men det bedste demokrati som kan tænkes, er en islamisk stat med fuld efterlevelse af sharia. (Et i Vesten ofte entydigt negativt og misforstået begreb, for sharia er meget andet end stening og hånd- og halsafhugning).
Islamisk lov sikrer, forklarede Noureddin, at ethvert menneske - også ikke-muslimer som jøder og kristne - har deres nøje definerede rettigheder, og han henviste bl.a. til den tolerance, som muslimske samfund traditionelt har vist troende fra "Bogens Folk" i islamiske lande.
Alt sammen meget sympatisk; men det har blot intet med demokrati at gøre, for, som jeg indvendte i spørgetiden, "demokrati" betyder folkestyre, d.v.s. at lovgivningsmagten udgår fra folket, som udøver den gennem dets valgte repræsentanter, hvorimod loven ifølge islam udgår fra Gud, og på Guds vegne fortolkes af de retslærde.
Det kaldes ikke demokrati; men teokrati. (Jeg bestrider naturligvis ikke andre menneskers ret til at mene, at teokrati er bedst).

På lignende vis forsøgte imam Abdul Wahid Petersen i en P1 udsendelse i Radioen med Jakob Zeuthen for mange år siden at forklare, at islam er fuldt ud foreneligt med demokrati, fordi der i islam ikke er noget til hinder for, at folket vælger dets egne ledere og repræsentanter. (Det mener jeg han har ret i).
"Faktisk var de fire første kaliffer folkevalgte", understregede Imam Abdul Wahid Petersen; men skyndte sig at tilføje, at til gengæld tillader islam ikke, at disse folkevalgte repræsentanter "tillader noget, som Gud har forbudt; eller forbyder noget, som Gud har tilladt".
"Jamen det er da ellers netop det, vi forstår ved demokrati?", udbrød Jakob Zeuthen.
"Så kan man sige, at demokratiet er gået for vidt. Og det er vi altså nogle, der mener", svarede imamen.

Jeg kan godt forstå de her fremførte muslimske standpunkter: Hvis man tror, at Gud har åbenbaret os sin Lov, må det være den, det er bedst at følge.
Det er imidlertid et verdenssyn, der er uforeneligt med nutidigt vestligt demokrati.
Muslimer kan sagtens være demokrater, og mange af dem er det.
Men det er på trods af islam. Ikke på grund af islam.

Bl.a. derfor de konflikter mellem muslimer og ikke-muslimer i Vesteuropa, som vi plages af i disse år.
(Vi europæere tilkæmpede os som bekendt ikke vore borgerrettigheder og demokratiske forfatninger med støtte fra kirkesamfundene; men tværtimod i langestrakte kampe imod kirkernes gejstlighed og deres støtter i civilsamfundet).

Henrik Ilskov-Jensen

Pietro Cini:

Mener du, at Salman Rushdies roman "De Sataniske Vers" var hån, og derfor misbrug af ytringsfriheden?
(Ved at henvise til nævnte vers - endda i bogtitlen - overtrådte forfatteren helt bevidst et tabu i islam, hvilket som bekendt i 1989 medførte fatwa indeholdende en dødsdom fra Ayathollah Khomeini i Iran).

Var Jens Jørgen Thorsens Jesus-film, hvor Jesus bliver skildret som seksuelt udskejende på ægte hippie-vis, efter din mening udtryk for hån?
(Ville det gå an at skildre Muhammed på lignende vis...han havde trods alt adskillige hustruer og slavinder?).

Var Trilles vise "Øjet i det Høje" en hån, og burde de, der ønskede hende dømt for blasfemi, have fået ret?

Indebærer dit forsvar for de humanistiske fag på universiteterne, at du går ind for, at det fortsat skal være muligt på europæiske universiteter at forske i koranens tilblivelseshistorie, herunder hypotesen om, at koranen i sin nuværende form ikke stammer tilbage fra Muhammeds tid; men er ca. 150 år yngre, noget som de fleste muslimer opfatter som en krænkelse af islam, da det bryder tabuet om ikke at stille spørgsmålstegn ved Muhammeds profetstatus?

Jeg er enig med dig i din skildring af Dreyfus-affæren; men ser dog anderledes på ytringsfrihedens rolle i sagen:
I de fleste europæiske lande ville en person - og især hvis vedkommende havde jødisk baggrund - som magthavere og gejstlighed havde set sig gal på, i de forudgående århundreder let kunne være blevet uskyldig dømt, således som det skete for Alfred Dreyfus i 1894.
Men i 1890erne var der p.g.a. indførelsen af ytringsfrihed en fri presse, hvor Emile Zola og andre kunne kæmpe for Dreyfus sag og mobilisere den offentlige mening i en grad, så de til sidst opnåede, at sagen blev genoptaget, og Dreyfus frifundet.
Det havde ikke kunne ske uden ytringsfrihed.

Carsten Hansen

Der er stadig nogle få der vægter religiøse følelser højere end ytringsfrihed og demokrati.
Pseudoforklaringer , udenomssnak der kun viser at man ikke har forstået essensen af ytringsfriheden og-eller ønsker at genindføre blasfemiparagraffer og censur. For kun sådan kan man håbe på at ingen f.eks. viser tegninger af andres profeter.

Heldigvis blev blasfemiparagraffen afskaffet med et kæmpe flertal i folketinget; Kun socialdemokraterne stemte imod.
Så nu er det end ikke forbudt at brænde koraner af. Tænk en gang at partier som Alternativet og Det radikale Venstre også stemte for Enhedslistens forslag om afskaffelse af paragraffen.

Andre bifalder lige ledes dette skridt.

https://amnesty.dk/danske-pressemeddelelser/ja-til-afskaffelse-af-blasfe...

Christian De Thurah

Randi Christiansen
"Vil man rode op i et hvepsebo, bare fordi man kan og ikke vil have et hvepsebo lige der?
Nej, man fjerner hvepseboet med omtanke."
Tankevækkende billede.

Thomas Bindesbøll

Det lader til at alle har forladt denne debattråd, men hvis nogen hænger på endnu - eller måske blot genbesøger - vil jeg blot lige anbefale interwievet nedenfor, med en af Danmarks både mest vidende, mest stilfærdigt sympatiske og mest vidende Islam-kendere: Jakob Skovgaard-Petersen, i anledning af hans nye bog om Muhammed.

Det kan ikke anbefales nok at lytte til denne stilfærdigt vidende og modige(!) mand, der både har sine meningers mod og sin forskning, årelange ophold i Mellemøsten solidt bag sig. Plus en rolig humor. Vil bare sige: Hatten af !
(Indslaget ca,. 10 min inde i udsendelsen):
https://www.dr.dk/drtv/se/deadline_-kampen-om-muhammed_218195

Alene takket være de mange fortræffelige farve-illustrationer punkterer Jakob Skovgaard-Petersens bog myten om, at muslimer forbyder afbildningen af islams profet. Jeg glæder mig til at læse bogen. Foreløbigt en stor tak for det glimrende initiativ.

Sider