Bidens valg af Kamala Harris var en genistreg. Sorte kvinder trak ham over målstregen

Her er en nyhed om det amerikanske præsidentvalg, som er forbigået de fleste iagttageres opmærksomhed: Det var ikke hvide kvinder i storbyernes forstæder, der trak Joe Biden over målstregen. Den ære går til sorte kvindelige vælgere i Philadelphia, Milwaukee og Detroit – alle beliggende i svingstater, uden hvilke Biden aldrig havde besejret Donald Trump. Og han ville næppe have vundet sydstaten Georgia uden afroamerikanske kvinder anført af stemmeretsaktivisten Stacey Abrams’ kampagne i blandt andet Atlanta.

Også i det andet parti kunne kvinder notere en markant fremgang: Antallet af kvindelige republikanske kongresmedlemmer bliver fordoblet til 26.

Sorte kvinders betydning for udfaldet af dette banebrydende præsidentvalg peger på, at Bidens udnævnelse af senator Kamala Harris til sin vicepræsidentkandidat var noget af en genistreg. Udsigten til at en datter af en indiskfødt mor og en far fra Jamaica – en fortaler for kvinders og minoriteters rette plads i det amerikanske samfund – kunne stige op til det næsthøjeste politiske embede drev i særdeleshed afroamerikanske kvinder til valgurnerne.

Der er derfor god grund til at antage, at Kamala Harris som den første kvindelige og sorte vicepræsident vil få en ekstraordinær indflydelse på Biden-regeringens håndtering af USA’s raceproblemer. Det er hende, repræsentanter for minoritetsgrupper vil henvende sig til og lægge pres på i forbindelse med udformningen af en politik – uagtet om den er økonomisk, social eller kriminalretlig – der lægger stor vægt på at sikre udligning af raceforskelle.

Det er også sådan, den kommende vicepræsident opfatter sin rolle i Det Hvide Hus. Hun skal ikke involveres så dybt i udenrigspolitik eller i lovgivning, som Biden var i sin tid som Barack Obamas makker.

Det er i den anledning værd at citere fra Kamala Harris’ sejrstale lørdag i sidste uge, hvori hun ikke overraskende satte fokus på det historiske aspekt ved at være den første kvinde og amerikaner af afrikansk og sydasiatisk afstamning, der bliver vicepræsident.

»Jeg tænker på generationer af kvinder – sorte kvinder, asiatiske, hvide og indianske kvinder, der gennem vores nations historie gjorde dette øjeblik muligt. Kvinder, der kæmpede og ofrede så meget for lighed, frihed og retfærdighed for alle, herunder sorte kvinder, der alt for ofte er blevet forbigået, men som ofte bekræfter at være fundamentet for vort demokrati.«

Sorte vælgere er pragmatiske 

Der går en lige linje fra amerikanske kvinders succesrige kamp for at vinde stemmeret i 1919 til kvindefrigørelsen i 1960’erne og videre til den første sorte kvindelige præsidentkandidat Shirley Chisholm i 1971, Carol Moseley Braun som den første sorte kvinde valgt til Senatet i 1993 og Hillary Clinton som den første succesrige kvindelige præsidentkandidat i 2016 og nu til Harris’ præstation i 2020.

Det imponerende ved Kamala Harris’ politiske karriere er, at hun blev valgt til senator fra Californien i 2016, og ligesom Barack Obama ti år tidligere havde Harris kun arbejdet i Senatet i to år, da hun erklærede sit kandidatur til præsidentembedet. Man vil erindre, at hun tiltrak lige så mange tilhængere, 20.000, til sin første tale i Oakland, Californien, som Obama gjorde i Springfield, Illinois i 2007.

Men modsat Obama lykkedes det ikke for Harris at vinde sit partis nominering. Faktisk måtte hun trække sig, inden de første primærvalg blev afholdt, og paradoksalt nok var en væsentlig grund til hendes dårlige meningsmålinger og knapheden på kampagnebidrag en ringe opbakning fra afroamerikanske vælgere, også kvinder.

Sorte vælgere har gennem historien lært at være pragmatiske. De vurderede efter alt at dømme, at den allervigtigste opgave i 2020 var at undgå fire år til med Donald Trump, og at Biden havde en bedre chance end nogen anden kandidat. I primærvalget i South Carolina reddede de hans kandidatur, og deres belønning blev udnævnelsen af Harris.

Som de fleste sorte vælgere i USA er Harris ikke en ideolog. Hun er ikke typen, der tror på fundamentale systemændringer af det amerikanske samfund. Hun er med andre ord ikke progressiv som Bernie Sanders og Elizabeth Warren. Hun er pragmatiker til fingerspidserne. Kampen mod raceulighed skal i hendes øjne virkeliggøres gennem dekreter, domstole og lovgivning. Økonomisk ulighed skal bekæmpes ved hjælp af skattefradrag for udsatte grupper.

I Det Hvide Hus vil hun – som man siger – kun være et hjerteslag væk fra præsidentposten, og Harris kan udmærket gå hen og blive USA’s 47. præsident, den første kvinde nogensinde. Derfor er der god grund til at følge hendes arbejde som Bidens makker i de næste par år. Vil hun primært have til opgave at repræsentere minoriteter i regeringen, eller får hun tildelt andre porteføljer, som kan forberede hende til at lede USA på et senere tidspunkt?