Leder

Bidens udnævnelser lægger op til en arbejdervenlig økonomisk politik

Joe Bidens udnævnelser tirsdag antyder, at han vil lade arbejderøkonomer styre den økonomiske politik. Fordelingspolitik, højere lønninger og mere indflydelse til fagbevægelsen står højt på dagsordenen
 

Joe Biden ankommer til Wilmington, Delaware, for at annoncere det politiske hold, der skal varetage de økonomisk og finansielt politiske poster de næste fire år.

 

Joe Biden ankommer til Wilmington, Delaware, for at annoncere det politiske hold, der skal varetage de økonomisk og finansielt politiske poster de næste fire år.

Leah Millis

Debat
2. december 2020

USA’s næste præsident, demokraten Joe Biden, har arbejdet så længe som politiker i Washington, D.C., at han formentlig kan huske, hvordan det lykkedes for konservative ideologer at skaffe sig en enorm indflydelse på den republikanske præsident Ronald Reagans politik.

Konservative aktivister fra højrereligiøse grupper som Moral Majority og Family Research Council fik med hjælp fra Reagans personaledirektør, Scott Faulkner, placeret ligesindede i vigtige stillinger, hvor de havde beføjelser til at føre deres konservative mærkesager ud i livet.

Som Faulkner så mindeværdigt citeres for at have sagt dengang: »Personaleudvælgelse er ensbetydende med politisk indflydelse.«

Det er et mantra, som republikanerne og deres allierede i erhvervslivet og kirkesamfundet siden har gjort til en kunstart. Det er for eksempel ofte blevet overset, at præsident Trump – der har været temmelig uinteresseret i regeringsarbejdet – overlod størstedelen af de politiske beslutninger til konservative aktivister og lobbyister fra forretningslivet, der blev placeret på tunge poster i ministerier og agenturer.

Meget tyder på, at Joe Biden og hans demokratiske parti har lært af republikanerne. Den amerikanske forbundsstat er så kolossalt stor, at en præsident er nødt til at uddele betydelige beføjelser til sine ministre og rådgivere. Præsidenten kan udstikke kursen, men ikke være involveret overalt.

Hvem Biden placerer på de tunge økonomiske poster, fortæller os derfor allerede nu – syv uger inden han tiltræder som præsident – en hel del om den økonomiske politik, hans regering vil føre fra næste år.

Og at dømme efter udnævnelserne er der ingen tvivl: Det bliver en keynesiansk politik med et stort K.

Biden-regeringen vil uden videre hensyn til et voksende budgetunderskud og stigende statsgæld give USA’s økonomi en kæmpe saltvandsindsprøjtning. Det skal ske ved hjælp af lån og tilskud til skrantende erhvervssektorer, udvidet arbejdsløshedsunderstøttelse, investeringer i energieffektiv infrastrukturprojekter og skattelettelser til vedvarende energikilder.

Til gavn for arbejderne

Formålet er ikke alene at bringe USA’s økonomi på rette køl i løbet af 2021 i takt med, at en vaccine mod COVID-19 skaber flokimmunitet og baner vej for genoptagelsen af aktiviteter, der har været lammet af pandemien. Den økonomiske stimulering skal også være til gavn for arbejder- og middelklassen dels gennem lønstigninger (en lavere ledighed presser lønnen i vejret) og dels gennem en styrkelse af fagbevægelsen.

Det er præcis på dette punkt, at Biden-regeringens politik vil adskille sig fra præsident Barack Obamas økonomiske stimuluspakke i 2009. Den relativt uerfarne Obama lænede sig op ad ministre og rådgivere, hvoraf mange havde en baggrund i bankerne på Wall Street. De lagde primært vægt på at få finansmarkederne til at fungere igen og hjælpe nogle af de store industrikoncerner gennem recessionen.

Bidens økonomiske hold er renset for Wall Street-folk. Med to undtagelser. Brian Deese, udnævnt til leder af Det Nationale Økonomiske Råd, kommer fra en stilling i kapitalforvalteren BlackRock, hvor han har været med til at udforme klimapolitikken. Wally Adeyemo, udnævnt til vicefinans- og økonomiminister, har arbejdet under BlackRocks ordførende direktør, Larry Fink.

Visse progressive politikere i partiet er skeptiske. Men senator Elizabeth Warren har i et tweet budt Adeyemo velkommen, og Deeses generalieblad som en vigtig aktør i Obama-regeringens forhandlinger om Parisaftalen i 2015 har lagt en dæmper på kritikken.

I det store billede tæller det mere, at Janet Yellen, der er tidligere centralbankdirektør og økonom med speciale i arbejdsmarkedspolitik, bliver hovedansvarlig for USA’s økonomiske politik som den næste finans- og økonomiminister. Yellen får opbakning fra Warren og Bernie Sanders, Wall Street og mange republikanske senatorer, der skal være med til at godkende hendes udnævnelse. Altså en sjælden fugl i amerikansk politik.

I Det Hvide Hus indtages den magtfulde post som leder af budgetkontoret af Neera Tanden, direktør for den demokratiske tænketank Center For American Progress. Hun er en kendt fortaler for økonomisk fordelingspolitik og organisering af lønmodtagere i fagforbund.

Og som rosinen i pølseenden vil den progressive afroamerikanske økonom Cecilia Rouse lede en kreds af økonomiske vismænd i Det Hvide Hus, som blandt andet tæller arbejderøkonomerne Jared Bernstein og Heather Boushey.

Disse udnævnelser signalerer, at Biden går i offensiven fra starten. Han har trods alt en markant valgsejr i ryggen. Om ideerne så vil blive omsat i progressiv økonomisk politik, er han ikke helt herre over. Det afhænger af republikanernes kompromisvilje i Senatet. Men de første skridt er taget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torbjørn Methmann

Der er nu også grund til at forholde sig skeptisk til forhåbningerne til Joe Biden regering som de amerikanske arbejderes redningsmand. Dels Joe Bidens fortid som folkevalgt hvor han som senator har talt varmt for indskrænkning af velfærdsydelser af enhver art. Dels hans modstand mod et offentligt sygehusvæsen (et politisk program kendt under parolen "Medicare for All". Eller i forkotet form "M4A"). Og i øvrigt et løfte han gav til velhavende donorer under valgkampen: "Nothing will fundamentally change".

Torbjørn Methmann

Joe Bidens løfte til de donorer han med egne ord "virkelig har brug for":

"Ingen fundamantale forandringer med mig som præsident".

https://www.salon.com/2019/06/19/joe-biden-to-rich-donors-nothing-would-...