Facebook har for meget magt. Sociale medier er i dag blevet til en grundlæggende infrastruktur, som stort set alle mennesker er tvunget til at benytte sig af for aktivt at deltage i samfundet. På det marked har Facebooks topchef og stifter Mark Zuckerberg etableret et monopol, som står i vejen for den fri konkurrence, hæmmer innovation og samler for meget magt på for få hænder.
Nu lægger 47 amerikanske delstater og de føderale konkurrencemyndigheder, Federal Trade Commission (FTC), sag an mod firmaet, som de mener, forbryder sig mod monopollovgivningen.
»I stedet for at konkurrere har Facebook brugt selskabets styrke til at undertrykke konkurrence, så det kan udbytte brugerne og tjene millioner på at konvertere personfølsomme oplysninger til indtjening,« siger delstaten New Yorks justitsminister Letita James i en pressemeddelelse.
Det er en stor og opløftende nyhed. Problemerne er nemlig velkendte.
Fra venstrefløjen har den demokratiske senator Elizabeth Warren i årevis krævet firmaer som Facebook, Google og Amazon brudt op i mindre dele. Og i sit storværk Overvågningskapitalismens tidsalder fra 2018 beskriver Harvard-professoren Shoshana Zuboff, hvordan techgiganterne har etableret en helt ny kapitalisme, hvor techgiganterne opsamler den data, som skabes af vores aktivitet på internettet, og sælger den videre med profit. En proces, der »gør private menneskelige erfaringer til en ressource på markedet«, som hun har formuleret det her i avisen.
Nu lader det til, at amerikanske myndigheder endelig gør noget ved det. I oktober indledte myndighederne en sag mod Google, og nu er turen altså kommet til Facebook.
Anklagerne nyder tilmed bred politisk opbakning. I et politisk klima, hvor de to partier dårligt kan blive enige om resultatet af det netop overståede præsidentvalg, har både demokratiske og republikanske stater stillet sig bag søgsmålet, ligesom også FTC er drevet af en tværpolitisk komité.
Det fælles fodfæste skyldes ikke mindst, at Facebook er blevet genstand for en politisk kamp, hvor alle parter føler sig forfulgt. Demokraterne beklager sig over, at Facebooks algoritmer har en iboende radikaliseringstendens, som fremmer højreorienterede budskaber, og at platformen gør USA sårbar over for fremmed påvirkningspolitik, som den angivelige russiske indblanding ved valget i 2016. Republikanerne mener omvendt, at de bliver censureret og mistænkeliggjort af Facebook, som de senere år har slået hårdere ned på misinformation og såkaldt ekstremt indhold.
Grundlæggende har begge sider ret. Det er bekymrende, at vores fælles adgang til information er betinget af nogle algoritmer, som vi ikke ved andet om, end at de er etableret med et klart kommercielt sigte. Og det er demokratisk utilfredsstillende, at en så væsentligt del af vores fælles samtale bliver modereret af forretningsfolk uden folkeligt mandat.
Alle indvendinger peger i sidste ende mod det samme grundlæggende problem: Facebook er for stort.
Som den britiske politolog David Runciman har sagt om firmaets stifter, Mark Zuckerberg:
»Du kan ikke finde nogen paralleller i historien til en privat virksomhed med så stor magt over noget offentligt, som på en måde tilhører én person. Den ene person har mere kommunikativ magt, økonomisk magt og indflydelse end nogen romersk kejser eller diktator.«
Personfølsomhed
Konkret handler sagen først og fremmest om Facebooks opkøb af henholdsvis Instagram i 2012 og WhatsApp i 2014. Ifølge myndighederne var opkøbene konkurrenceforvridende og efterlod Facebook med et reelt monopol.
I helhold til amerikansk monopollovgivning er det imidlertid ikke i sig selv ulovligt. Monopolet skal også være til skade for forbrugerne. I langt, langt de fleste sager skal myndighederne altså dokumentere, at et bestemt firma har udnyttet sin dominerende position på markedet til at drive priserne i vejret.
Men Facebooks produkt er gratis. I snæver økonomisk forstand har monopolet ikke ført til ringere vilkår for brugerne, så hvordan har det skadet forbrugerne?
I anklageskriftet fremhæver myndighederne spørgsmålet om privatlivsbeskyttelse. I og med at der ikke er nogen alternativer, og brugerne i vid udstrækning er nødt til at bruge Facebooks platforme, har de også været tvunget til at acceptere en stadig mere indgribende opsamling og udnyttelse af deres data.
På et marked, hvor personlige data – med Zuboffs ord – er det centrale råstof, er databeskyttelse et centralt konkurrenceparameter.
I den forbindelse fremhæver myndighederne en mailudveksling fra 2011, hvor facebookhierarkiets nummer to, Sheryl Sandberg, reagerer på Googles forsøg på at etablere sit eget sociale medie, Google+. »For første gang,« skriver hun, står Facebook over for »reel konkurrence, og forbrugerne har nu et reelt valg«. Som svar foreslår en anden direktør, at Facebook udskyder en ellers planlagt indskrænkning af brugernes privatslivsbeskyttelse, til den direkte konkurrence »er døet hen«.
Wired Magazine kalder udvekslingen for den »den rygende pistol«, som viser, at Facebook med åbne øjne har udnyttet sit monopol til at indsamle brugerdata mere aggressivt, end de ville have været i stand til på et marked med konkurrence.
Til sit forsvar anklager Facebook myndighederne for at forfølge en »historierevisionisme« ved nu at ville omstøde to handler, som FTC oprindeligt selv har godkendt. Desuden mener virksomheden, at den hele tiden har måttet udbyde et produkt af højeste kvalitet for at fastholde positionen på markedet.
»Privatpersoner og forretningsdrivende vælger ikke Facebooks’ gratis service og annoncer, fordi de er nødt til det, men fordi vores apps og services leverer mest værdi,« erklærer en af Facebooks advokater.
Ny konsensus
Det er nye toner. I et reklamefremstød fra 2012 brystede Facebook sig ligefrem med, at de nu sad på »95 procent af markedet for sociale medier«. Dengang opfattede både Facebook selv og størstedelen af omverdenen dominansen som noget imponerende og opbyggeligt. Se os, vi er størst, vi ejer markedet.
I dag er stort set hele det politiske system i USA enige om, at det er et stort samfundsmæssigt problem. Det, der for få år siden var Elizabeth Warrens radikale opråb, er i dag en ny konsensus.
Sagerne mod Google og Facebook løser ikke alle problemer, der udgår fra techgiganterne. Men de viser en stærkt, bredt funderet vilje til at regulere internettet og sætte den fælles digitale infrastruktur under demokratisk kontrol.
Nu begynder opgøret med overvågningskapitalismen. Eller som Shoshana Zuboff for nylig sagde til Information om myndighedernes sag mod Google:
»Jeg ser sagsanlægget som en stor megafon, hvor demokratiet råber, at vi er tilbage i kampen. Lovgivere og borgere slår igen og vil ikke længere finde sig i overvågningskapitalisternes praksis.«
Varegørelsen af alle menneskelige relationer falder smukt i tråd med kapitalismens logisk strukturelle udvikling.
At det søges skjult i skuespilsamfundets verden er kun naturligt. Alt andet ville være naivt.
Lisså naivt som at tro, at kursen nu kan lægges om med råberiet i den demokratiske megafon.
Også inden for kapitalismen er de store techgiganter - såkaldte sociale medier - algoritmevældet - suspekte. Det er jo tankevækkende, at vi som forbrugere ikke kan vælge mellem flere forskellige udbydere. Det opleves gysende østeuropæisk, Kafkask, Orwell 1984 agtigt. Din pc og din telefon, din smart-skærm. Hvordan ville du få den til at fungere uden tech-giganterne? Hvorfor finder vi os i det? Hvad siger de liberale partier? De nationalkonservative? De ræverøde?
Jeg forstår fortsat ikke, hvor EU bliver af i den her techgigant virksomheds fremtid. EU lader sig overhaler venstre om af alt og alle. Eller lad os bare sige amerikanske techgiganter, som render med kassen, nærmest skattefrit, og dræner EU for digitale arbejdspladser. Hvor er EU's svar på Google, Facebook og Amazon lige henne? Kineserne har f.eks. for længst set lyset. De har en pedant til alle verdens store techgiganter.
Da Tesla kom på banen, fik den europæiske bilindustri store øjne som the kopper. Og så blev alle sejl sat ind ført an af VW koncernen. Hvorfor sker der ikke noget lignende på den digitale techfront? Gerne med støtte fra EU for at få det sparket i gang.
Også her er EU ved at blive sejlet agter ud.
YouTube benytter sit monopol til at presse betaling for kunstnernes rettigheder i bund. Og Koda tør tydeligvis ikke sige nej til tech-gigantenes diktat. Vi har brug for et alternativ. Godt de amerikanske myndigheder nu reagerer.
Jeg kan kun give Jeppe Lindholm ret - techgiganterne er kun giganter, fordi de tilbyder noget, vi ikke vidste, vi ikke kunne undvære.
Europas svar må derfor være en reklamefri, overstatsligt finansieret platform, der kan det samme. Det er også af politiske årsager helt nødvendigt, bl.a. for at kunne slå tilbage imod de reaktionære kræfter, der skaber splid.
Særligt, når det gælder personfølsomme oplysninger om danske og EU borgere er det jo helt helt galimatias disse data ikke bare befinder sig på udenlandske techgigantes datacentre, men ofte også helt uden for EU spredt rundt i hele verden. Sikke et syn på data sikkerhed. Godt nok bygger de amerikanske techgiganter datacentre rundt i EU. Men det er fortsat udenlandske firmaer. Det er bare ikke godt nok.
Og snart bliver internet-off-things seriøst udbredt og masser af private oplysninger indsamlet. Og helt galt er det, når vi bliver tilkoblet diverse sundhedsovervågende dimser 24/7. Skal alt dette så være tilgængelig for den hele verden?
Før i tiden, altså før digitaliseringen, blev der værnet om vores cpr nummer, som var det en statshemmelighed. Nu flyder det alle vegne og kan misbruges af hvem som helst.
Er det ikke typisk, at først når amerikanske politikere reagerer, så er der en mulighed for at europæiske politikere får fingeren ud. Så tør de godt.
For et par år siden da DR skulle ned med nakken - i en velkoordineret kampagne designet af Danske Medier (i hvis bestyrelse Inf's direktør sidder) og Frikadellepartiet - da var der ingen der turde røre tech-giganterne med en lillefinger.
Selvom det blev dokumenteret, at det var tech-giganterne, der løb med printmediernes annonce- kroner, og desuden næsten ingen skat betalte her i landet, så lod politikerne tech-giganterne i fred.
Lige så slemt med at vi overvåges på nettet - hvad tech-giganterne så eller skan bruge alle de totalt ligegyldige data til - er den indbyggede forældelse der i meget IT-udstyr. Jeg har fx brug for et stabilt tekstbehandlingsprogram uden en masse karl-smart-bling-bling, og at kunne gå på nettet og søge oplysninger til mine skriverier mv.
Engang brugte jeg et godt program: Windows XP, men en dag var det forældet. Så gik jeg over til Windows 7, der også fungerer fint, men da Bill Gates pengetørst er uudslukkelig, så fik jeg fornylig at vide, at nu kan jeg ikke bruge det længere - med mindre jeg betaler et abo på 1.200 kr.
Gu' vil jeg, så nu bruge jeg i stedet Libre, der r gratis, men ikke særlig stabilt, og temmelig upræcis fx kommandoer, der skal gentages i et væk, manglende evne til at kopiere resp. sætte ind osv.
Skide irriterende og tidsrøvende.
Det samme gælder også printere, der er programmeret til XX antal kopier, og når man så når dertil, så dør printeren.
Der er nogen - markedskræfterne - der tager røven på os, og der er vist ikke så meget at gøre ved det. Den højt besungne forbrugerbeskyttelse gælder i hvert fald ikke på IT-området.
Der sker ikke noget effektivt ved det problem herhjemme, før der bliver åbnet for indsigt i parti- og kandidatkasserne...
Windows 10 er den gratis nyere version af Windows, hvis man opgraderer - eller sådan var det i hvert fald i en årrække. Den har jeg været endnu gladere for end 7eren (mens 8eren decideret viste sig at være noget skrammel, og 9eren blev sprunget over).
Det er rystende, at danske politikere, medier og institutioner m.fl. fuldstændig ukritisk og nærmest bevidstløst bruger og dermed promoverer de sociale medier.
Især kan det undre, at et parti som Enhedslisten, der kommer helt op i det røde, principielle felt, når der f.eks. sættes nogle overvågningskameraer op i Mjølnerparken, ikke reagerer.
Det er på den baggrund mærkeligt, at Enhedslistens folketingsmedlemmer (så vidt jeg har kunnet konstatere) er tavse som graven om det aspekt af de sociale medier, som indebærer massiv overvågning af brugerne samt indsamling, bearbejdning og videresalg (bl.a. til mørke kræfter til brug for manipulation) af kolossale, daglige mængder af persondata. På den måde skovler big techfirmaerne milliarder og milliarder af dollars ind på. Brugerne tror, det hele er gratis - men “If it’s free - you’re the product”.
Denne uhyre lukrative forretningsmodel bliver af prof. Shoshana Zuboffs benævnt overvågningskapitalismen i hendes banebrydende analyse "The age of surveillance capitalism".
Dette burde få Enhedslisten til at reagere - især fordi det i partiets principprogram slås fast, at kapitalismen medfører en lang række dårligdomme, og at man derfor arbejder for indførelse af en socialistisk samfundsorden.
Jeg har to gange (høfligt) skrevet til partiets IT- og forskningsordfører Eva Flyvholm om denne problematik i forbindelse med hendes skarpe kritik af FEs indsamling og videregivelse til amerikanerne af (rå)data om danskerne, men hun har hverken gidet at kvittere for modtagelse af mine mails eller svare på dem.
Det er naturligvis uhyre fristende for politikere og mange andre at benytte disse medier til at formidle deres holdninger uden at skulle via en redaktør, som har egne prioriteringer og er underlagt Medieansvarsloven, men jeg fatter ikke, at disse brugere ikke forholder sig til og agerer på baggrund af, at de dermed er med til at fremme og legitimere overvågningskapitalismen.
Så snart der bliver taget et stort fly ud af drift i verden bliver dens CO2 forurening erstattet af en bunke ny installerede servere kloden rundt. Så snart der kommer en el bil på verdens veje kommer der 1.000 diesel biler, så snart der nedlægges et kulkraftværk bliver der taget 10 nye i drift.
Det er der ikke meget teknologisk fiks over.
USA bruger – presser Tech firmaer til at spionere for sig, og betaler herfor med centralbank penge, lån der aldrig tilbagebetales.
På den måde opkøber Tech firmaerne udenlandske, også danske firmaer, til overbuds priser.
Handlen foregår ved betaling med Tech firmaets egne aktier, også lidt aktier til de ledende med arbejdere, så man sikrer deres loyalitet. Man fyrer sjældent, men sætter et ledelses lag over den nuværende ledelse.
Kinesererne bruger også deres egne centralbank penge ude i den vide verden
Er usa vores befriere eller besætter?
Den gode nyhed er at der ikke kræves IT-udstyr for at dyrke fx hvidkål.