Leder

Kunstuddannelserne bør have bestyrelser, og de bør være politisk uafhængige

Efterårets ledelseskrise på Det Kongelige Kunstakademi tydeliggjorde behovet for bestyrelser på de kunstneriske uddannelser. Arbejdet med at finde ud af, hvordan de skal sammensættes, er så småt ved at gå i gang. Nu handler det om at sikre uafhængighed og faglig indsigt i bestyrelserne
Relativt politisk uafhængige kunstneriske uddannelser er vigtige at have i det danske kulturliv. I stedet bør man vælge medlemmer ud fra deres faglige indsigt i de forskellige kunstneriske discipliner og deres kendskab til de brancher, de studerende skal udfolde sig i, skriver Lone Nikolajsen i denne leder.

Relativt politisk uafhængige kunstneriske uddannelser er vigtige at have i det danske kulturliv. I stedet bør man vælge medlemmer ud fra deres faglige indsigt i de forskellige kunstneriske discipliner og deres kendskab til de brancher, de studerende skal udfolde sig i, skriver Lone Nikolajsen i denne leder.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Debat
17. februar 2021

En usædvanligt turbulent og kriseramt periode på Det Kongelige Danske Kunstakademi endte i december med, at Kirsten Langkilde fratrådte som rektor efter kun to år på posten. En mistillidserklæring fra størstedelen af akademiets professorer, der var utilfredse med arbejdsforholdene; anklager om, at venstreorienteret identitetspolitik har taget overhånd på uddannelsen og en aktion, hvor en gipsbuste af akademiets grundlægger Frederik V blev smidt i havnen dannede baggrund for fratrædelsen.

Sidstnævnte aktion udløste noget, der mindede om en legitimeringskrise, fordi der i offentligheden var meget lidt forståelse for, at en af akademiets institutledere skulle gå og smide buster i havnen i antiracistisk øjemed.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bjarne Toft Sørensen

Først et par præciseringer eller korrektioner til det i lederen angivne:

Kirsten Langkilde var rektor på Det Kongelige Danske Kunstakademi Billedkunstskolerne, hvor Det Kongelige Danske Kunstakademi alene er en bredere betegnelse.

Det omtalte udvalg, som kulturminister Joy Mogensen har nedsat, skal ikke finde ud af ”--- hvordan rammerne for sådan nogle bestyrelser kan se ud”, som der står i lederen.

De uddannelser, udvalgsarbejdet omfatter, er de syv videregående kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet.

I kommissoriet for udvalgets arbejde nævnes begrebet ”bestyrelse” overhovedet ikke.

Der er tale om en analyse af ” --- de ledelsesmæssige og organisatoriske udfordringer som findes på de kunstneriske uddannelser i dag”, og som et underpunkt nævnes bl.a., at det i overvejelserne skal indgå, hvorledes der kan ske en ”---styrkelse af ledelseskraften, der kan sikre institutionernes rektorer en faglig og ledelsesmæssig sparring”.

Joy Mogensen har tidligere udtalt, at hun ikke på forhånd er sikker på, at etableringen af bestyrelser er det rigtige, men at hun heller ikke vil udelukke, at det kan blive en del af løsningen.

I øvrigt:

Når konflikter hober sig op på en uddannelsesinstitution som Billedkunstskolerne, eller for den sags skyld Filmskolen, skal man ikke gå andre steder hen for at finde løsninger. Man skal finde løsningerne sammen med de personer, der er involveret i konflikterne på institutionen.

Det bliver dog også nødt til, i én eller anden form, at ske på de betingelser, som er dikteret af Kulturministeriet og i sidste instans af det politiske niveau.

Hvis Kulturministeriet ansætter rektorer på de videregående kunstneriske uddannelser med et bundet mandat, som det var tilfældet ved Vinca Wiedemann og Kirsten Langkilde, så må Kulturministeriet også sørge for at bakke rektorerne op, hvis de på grund af dette bundne mandat får vanskeligheder.

Hvis der havde været bestyrelser på institutionerne, ville det ikke have ændret situationen nævneværdigt, bortset fra at det ville have været mere kompliceret at afsætte en bestyrelse end at afskedige en rektor. En bestyrelse ville dog også have været bundet af det mandat, der var givet af Kulturministeriet.

Vinca Wiedemanns bundne mandat var i første omgang at få Filmskolen akkrediteret (kvalitetssikret) som en institution, der rummede uddannelser på BA- og MA- niveau, hvor det med MA- niveau senere i forløbet blev sat på ”stand by” på grund af den voldsomme modstand hos såvel undervisere som studerende.

Ifølge Kirsten Langkildes udtalelser på Deadline, var hun i sin kontrakt med Kulturministeriet forpligtet til at opnå Institutionsakkreditering (kvalitetssikring) inden for et år, hvilket må have sat Billedkunstskolerne under et ret stort pres. Det lykkedes institutionen at opnå en betinget positiv akkreditering (en ”halv” godkendelse), hvor der efterfølgende gives op til tre år til forbedringer med henblik på en positiv akkreditering.

Som om, der ikke på institutionen var ”bolde nok i luften” i forvejen, i form af konflikter af forskellig art.

Når en bestyrelse i lederen fremhæves som ” --- en instans med forstand på uddannelsens virke at appellere til, når de oplever noget som urimeligt”, så er det vel værd at fremhæve, at kunstakademier, på grund af samtidskunsten åbne og processuelle karakter, også altid skal være uddannelser, hvor det pædagogiske og kunstfaglige har karakter af undersøgelse og eksperiment under konstant forhandling og forandring.

Det, kombineret med kravene om Institutionsakkreditering og de medfølgende krav om italesættelse og gennemsigtighed i det pædagogiske og kunstfaglige arbejde på institutionen, vil give en bestyrelsen en hel del at skulle holde sig orienteret i og at kunne følge op på.

Det giver til dels et fortegnet billede at opstille en modsætning mellem ”armslængdeprincippet” og det at vælge bestyrelsesmedlemmer ”ud fra deres faglige indsigt i de forskellige kunstneriske discipliner”.

Selv om der ikke er tale om partipolitiske holdninger (hvilket ville være en katastrofe i en sådan bestyrelse), så vil de omtalte ”faglige indsigter” også altid være præget af præferencer i pædagogisk og kunstfaglig retning, og derfor vil de også implicit rumme en værdipolitisk dimension. En sådan bestyrelse vil også altid involvere modsætninger af kunstpolitisk karakter.

Hvis konflikterne i fremtiden skal løses på kunstuddannelserne (uden mediernes og politikernes indblanding), vil det kræve en stor åbenhed og gennemsigtighed i det pædagogiske og kunstfaglige arbejde og en villighed til at bringe interessemodsætninger frem, så de kan diskuteres, og således at der kan tages hensyn til alle involveredes interesser.

Ete Forchhammer

Hvoraf kommer denne tyrkertro på "bestyrelser" uden for erhvervslivet?
Har markedstænkning ganske taget over, også hvor der kunne være åndehuller og plads til andet? Kunne man forestille sig en omvendt trafik, at erhvervslivet skulle styres lige som kunstuddannelserne (og universiteter m.m. blev det før deres bestyrelsers tid)? Nej, for det ville være uhensigtsmæssigt. Men omvendt...!
Nye tider... nye størrelser... o.k., men er de grundliggende indhold også nye?
Eller lederskribenten forestiller sig måske en helt ny og uprøvet slags bestyrelse?

Bjarne Toft Sørensen

I relation til udformningen af uddannelserne på billedkunstskolerne, f.eks. såvel på nationalt som skandinavisk niveau, har der, fra forskellig side, været en interesse i at få tonet uddannelserne i en bestemt retning.

Dels i retning af det anvendelsesorienterede (det innovative ) og dels det publikumorienterede (i retning af oplevelse), på bekostning af kunst som undersøgelse og eksperiment i sin egen ret (det kreative).

Inden for videnskab har man haft en, på mange måder, tilsvarende modsætning i interesser rettet mod henholdsvis anvendt forskning og grundforskning.

Det man kan frygte, både i forbindelse med principperne for sammensætningen af en sådan bestyrelse, og senere i en sådan bestyrelses fremtidige arbejde, er evindelige konflikter, og dermed manglende evne til at fungere, på grund af sådanne interessemodsætninger.

Steffen Gliese

De skal havet et konsistorium, sammensat af professorerne, tekniske personalerepræsentanter og studerende, samt et par observatører fra relevante fag på universitetet. Den samme model bør gælde de øvrige kunstskoler - og i sidste ende de akademiske forskningsinstitutioner.

Jeg ved godt, at visse politiske partier ønsker at blande sig i kunst og kultur - se blot på Danmarks Radios koncertsal, Landsdelsorkestre, og Den Kongelige Opera.

Men jeg har faktisk så svært ved at forstå, at kunstuddannelsen er politisk, - altså at politikere vil bestemme, hvad der er kunst, at jeg simpelt hen ikke tror, det finder sted i Danmark.

- Danmark er jo ikke Respublika Biełaruś? - Eller hvad?

Bjarne Toft Sørensen

@Gert Romme
I kommissoriet for det nedsatte udvalg, der omtales i lederen, og som præsenteres med titlen: "Reform og udvikling af de kunstneriske uddannelser", hedder det i punkt 2 pind 5:

"Øget fokus på forretningsforståelsen på uddannelserne og på, hvordan de
studerende kan lære at tænke forretning og være opsøgende og række ud til nye
brugergrupper".

Hvis det udelukkende tænkes i relation til nye muligheder, så er det fint nok, men det kan meget nemt tænkes ind som noget, der i løbet af nogle år udvikler sig til forventninger eller ligefrem krav til de studerende med henblik på deres fremtidige arbejde.

Hvis man ser på udviklingen i f.eks. Norge og Sverige, så vil kampen i de kommende år i Danmark, vedrørende bl.a. udviklingen af uddannelsen på Billedkunstskolerne, komme til at dreje sig om at give plads til de studerende, der ikke ønsker at tænke i entreprenante, projektorienterede, tværfaglige og "selvfinanserede" projekter, med udgangspunkt i "øremærkede" offentlige puljer og privat finansiering.

Der er jo partier i Danmark, bl.a. Liberal Alliance, der har forventninger i retning af, at Statens Kunstfond om nogle år nærmest kan være sparet væk.

@ Bjarne Toft Sørensen,

Dem, der kender mig i dag, tror det næppe, men som ganske ung havde jeg faktisk en baggrund i det daværende Akademiet for fri og merkantil kunst. Men inden jeg var helt færdig, kom en officerskarriere i den mere ekstreme del af forsvaret i vejen. Derefter tabte jeg evne og forudsætninger, og læste økonomi og MBA (Master).

Og i dag er jeg langt væk fra alt omkring kunst - og i øvrigt det trygge danske velfærdssamfund.

For min skyld kan man da godt undervise i kommerciel udnyttelse af talentet. Og det kan nok gøres uden at skade selve håndværket, men jeg tror ikke, at kan gøres uden at påvirke kreativiteten.

Jeg mener, at fri kunst nødvendigvis skal være helt fri og helt uden binding. Præcis som også forskningen skal være det.

I organisationsteorien har man ganske præcise viden om, hvordan kreativiteten påvirkes af organisationens sammensætning, og det udnytter man når man sammensætter grupper i forskningsøjemed . Og i nogen grad kan man, efter min opfattelse, sidestille en undervisningssituation med et mix af input, med en organisation.

Men hvis du ikke bryder dig om udtrykket, Respublika Biełaruś, kan jeg da udskifte det med Den Demokratiske Folkerepublik Korea. For jeg mener stadig, at fri kunstnerisk udfoldelse forudsætter fri og upåvirket kunstudøvelse. Så vil der være kunstnere, hvis kunst ikke er kommercialiseret, og derfor ikke kan leve af deres kunst, men det har der faktisk altid været.

Bjarne Toft Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

"Øget fokus på forretningsforståelsen på uddannelserne og på, hvordan de studerende kan lære at tænke forretning og være opsøgende og række ud til nye brugergrupper".

Mit forslag til Billedskolerne er, at de supplerer dette med en pind, som forpligter Billedskolerne til at understøtte de studerende i at udvikle livsstrategier, der sigter på størst mulig menneskelig og kunstnerisk autonomi. Det skulle ske med henblik på at gøre de studerende klart, - hvis de ikke allerede er det, at der er valg i tilværelsen.

Skulle nogle af dem så efter uddannelsen "øge deres forretningsforståelse" og vælge at arbejde i reklamebranchen, så vil mange bifalde, men vi skal nok ikke regne med de helt store kunstneriske bedrifter.