Leder

Strøm af uledsagede migrantbørn skaber politisk udfordring for Biden

Præsident Joe Biden lovede en mindre restriktiv flygtninge- og indvandrerpolitik. Nu skal løftet omsættes til handling, og det er logistisk og politisk set en vanskelig opgave, når migrantbørn midt i en pandemi strømmer ind i USA, og republikanerne vil score politiske point
»Uden Trump i Det Hvide Hus følte Mexico sig ikke længere presset til at bære det store ansvar for alle migranters sikkerhed og velfærd ved grænsen,« skriver USA-korrespondent Martin Burcharth.

»Uden Trump i Det Hvide Hus følte Mexico sig ikke længere presset til at bære det store ansvar for alle migranters sikkerhed og velfærd ved grænsen,« skriver USA-korrespondent Martin Burcharth.

Jose Luis Gonzalez

Debat
18. marts 2021

Det er altid let for ledere at melde deres gode hensigter ud; det er noget andet ganske andet, når virkeligheden sætter ind, og forhold, de ikke har kontrol over, spænder ben for planerne og giver politisk bagslag.

Det er, hvad præsident Joe Biden har måttet sande i den aktuelle humanitære krise på USA’s sydvestlige grænse. Presset fra mexicanske og mellemamerikanske migranter, der forsøger at snige sig over den 3.145 kilometer lange grænse, er ikke overraskende vokset i forbindelse med hans tiltræden.

I valgkampen i 2020 lovede Biden at føre en »humanitær« indvandrer- og flygtningepolitik.

I modsætning til Donald Trump ville han ikke sende flygtninge, der søger om asyl, tilbage til Mexico for at vente på, at deres sag bliver behandlet. Som det i årtier har været praksis, ville de få lov at blive i USA, indtil en indvandrerdomstol tager stilling til deres sag.

Forventeligt har Bidens mindre restriktive grænsepolitik fornyet migranters håb om at kunne flygte fra en tilværelse med sult, bandekriminalitet og vold. Det er angiveligt grunden til, at 100.000 migranter blev pågrebet af grænsepolitiet i januar og februar.

Der er nu ikke tale om en historisk rekord, og næsten alle voksne er blevet sendt tilbage til Mexico. I Trumps sidste finansår 2019-20 blev der i gennemsnit stoppet 81.000 om måneden, altså et væsentligt højere tal end et månedligt gennemsnit på 50.000 i 2021’s første to måneder. Det kan man læse sig til, hvis man går ind på grænsepolitiets hjemmeside.

Sagt på en anden måde: Det er ikke nødvendigvis en præsidents indvandrerpolitik, der er udslagsgivende for migranters bestræbelser på at komme ind i USA. Snarere er det andre omstændigheder, hvoraf desperation må stå højt på listen.

De såkaldte »grænsekriser« i USA er periodisk tilbagevendende fænomener. I det aktuelle tilfælde kan man tilskrive presset på grænsen flere forskellige faktorer. For eksempel har Trumps aftale med Mexico fra 2019 om at afvise alle asylsøgere ved grænseovergangene og sende dem, der uautoriseret er trængt ind i USA, tilbage til Mexico, skabt en flaskehals.

Titusinder i venteposition

Mellem 2017 og 2020 blev antallet af ikkegodkendte asylansøgninger fordoblet til 1,3 millioner. Titusinder har været i venteposition på den mexicanske side af grænsen, og nogle af dem tror nu, at de får lov at blive i USA, hvis det lykkes for dem at sætte foden på amerikansk jord. Men den antagelse er forkert.

Biden-regeringen sender i øjeblikket næsten alle pågrebne migranter og flygtninge tilbage til Mexico, bortset fra uledsagede børn og teenagere. Det skyldes en ordre fra Center for Disease Control (CDC), udstedt i marts sidste år, der pålægger grænsepolitiet at afvise alle migranter (børn og voksne), så længe pandemien varer.

Men Biden-regeringen har af humanitære grunde gjort en undtagelse for de uledsagede mindreårige børn, også fordi de mexicanske myndigheder i slutningen af januar erklærede, at de ikke længere ville tage imod flygtningebørn fra det amerikanske grænsepoliti.

Uden Trump i Det Hvide Hus følte Mexico sig ikke længere presset til at bære det store ansvar for alle migranters sikkerhed og velfærd ved grænsen, og uledsagede børn er dem, der befinder sig i størst fare for at blive kidnappet af narkokarteller.

Følgelig begyndte flere mindreårige at strømme over grænsen i januar: dem, der er for små til selv at klare rejsen, ledsages af smuglere eller pårørende, der bliver sendt tilbage, mens børnene bliver. I alt er 15.000 blevet pågrebet i januar og februar, hvilket skal sammenlignes med 12.758 i samme periode sidste år.

Men under Biden får børnene lov at blive i USA, og det har skabt nogle logistiske problemer, som regeringen burde have forberedt sig på. Grænsepolitiet må kun tilbageholde mindreårige i tre døgn, herefter er det sundhedsministeriets ansvar at indlogere dem og senere placere dem hos slægtninge eller i familiepleje i USA.

Situationen kompliceres af krav om at holde fysisk afstand i midlertidige opholdscentre, hvilket begrænser pladsen og øger behovet for at udbygge faciliteterne. Regeringen har således i stor hast måttet rekvirere ekstra plads i kongreshaller, teltlejre for oliearbejdere og andet.

Den humanitære krise er således flyttet fra Mexico til USA, hvor børn nu må vente i lejre under uacceptable levevilkår. Det ser ikke godt ud på tv, og det giver Trump og republikanerne en mulighed for at score politiske point ved at beskylde Biden for at have »åbnet grænsen«.

Og udfordringen vil vokse i takt med, at pandemien aftager, og flere voksne flygtninge bliver lukket indenfor. Biden står altså med et problem, der skal løses hurtigt. Ellers vil det lamme hans politiske handlekraft og gå ud over andre vigtige reforminitiativer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Det stigende flygtningepres fra "the northern triangle" og resten af Mellem- & Sydamerika på USA's sydgrænse er et nærmest uløseligt problem for USA's regering.

Det økonomiske tilbageslag i Mellemamerika har givet banderne endnu større magt over hele befolkningen, idet landbefolkningen må søge imod byerne, hvor de ikke kan få fodfæste i form af et job - og så er der banderne tilbage.

Hvis man derimod har familie eller bekendte i USA, er det en oplagt mulighed at forsøge - igennem bandekartellerne - at komme ind i USA og søge asyl.

Man modtager et kontant beløb ved ankomsten, og det tager i gennemsnit 7 år, inden man bliver indkaldt til en indvandrerdomstol. Det er som oftest bedre end at forsøge at opretholde en tilværelse i f. ex. Guatemala, Honduras eller El Salvador, hvor mordraten er næsten 20 gange højere end i USA.