Fredag er en sort dag for dansk diplomati. Det er i dag ti år siden, at maskerede sikkerhedsstyrker i ly af natten trængte ind i den dengang 50-årige danske statsborger Abdulhadi Al-Khawajas lejlighed i Bahrain, slog ham bevidstløs og førte ham bort.
Den anerkendte bahrainskfødte menneskeretsforkæmper, der var en af de ledende kræfter i de fredelige protester mod landets diktatoriske regime under Det Arabiske Forår, har siddet fængslet lige siden, dømt til livstid ved en skueproces for at ville »omstyrte kongedømmet«. Han er blevet udsat for grov tortur både fysisk, psykologisk og seksuelt.
I ti år har skiftende danske regeringer arbejdet for at få ham frigivet. Og i ti år er det mislykkedes.
Det bør give anledning til at genoverveje den nuværende diplomatiske strategi. Hvor daværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF) tilbage i 2012 tordnede mod regimet, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) engagerede sig personligt, har linjen de seneste mange år været, at sagen skulle håndteres diskret bag lukkede døre.
»Erfaringsmæssigt ser vi dette som den bedste vej frem i en kompliceret personsag som denne«, som udenrigsminister Jeppe Kofod (S) tidligere i år skrev i et brev til Dansk PEN, der på linje med mere end 100 organisationer verden over har opfordret regeringen til at forstærke sin indsats.
Det tavse diplomati virker ikke
Logikken er, at en for højlydt offentlig kritik risikerer at gøre regimet mindre forhandlingsvilligt, fordi det ikke vil tabe ansigt ved at fremstå som nogen, der bøjer sig for udenlandsk pres.
Problemet er bare, at det stille diplomati omvendt risikerer at gøre det omkostningsfrit for regimet at opretholde fængslingen.
Det er det klassiske dilemma i denne type sager. Der er ingen lette løsninger, og det er ikke på forhånd til at vide, hvilken tilgang der giver størst chancer for succes. Men som Al-Khawajas datter Maryam siger til Jyllands-Posten:
»Ti år uden resultater taler for sig selv: Det tavse diplomati virker ikke.«
Abdulhadi al-Khawajas helbred er svækket af tortur, gentagne sultestrejker og alment dårlige forhold i fængslet. Fortsætter det som hidtil, risikerer han at ende sine dage i fangenskab.
Medmindre Udenrigsministeriet har konkrete grunde til at tro, at et gennembrud er nært forestående, må det efterhånden være tid til at sadle om.
Mon ikke indsatsen fra regeringen havde været stærkere og mere larmende, hvis det var en etnisk dansk statsborger?
Mvh Hanne Pedersen
Man må lade at mandens entusiasme for demokrati, hvilket man ikke samtidig kan sige om hans intelligens.
I en oliestat som Bahrain, der i lighed med de andre Mellemøstlige oliestater har kongedømmer, og hvor olien betaler alt for folket igennem hele livet, hvem vil dog skifte det liv ud med noget så fjernt som demokrati.
Det er vel som i de andre omkringliggende kongedømmer, statens oliepenge betaler alt fra vugge til grav for borgerne, - fri uddannelse, lægehjælp, hospitalsindlæggelse og alsken muligt andet betalt med "det sorte guld", - hvorfor dog lave om på det vil mange uden tvivl tænke.
De lande er uden tvivl særdeles svære at foretage politiske omvæltninger i, for en tanke om et demokrati, - der måske end ikke engang kan fortælle hvad den vil sætte i stedet for - udover "demokrati", hvad det så end betyder af "merværdi" i folks hverdag.
- Det kunne vel nok være et meget bedre fængselsophold han oplevede, men kulturen derned er åbenbart ikke til det.
Så skal vi se det endnu en gang her ca. ti år senere: Abdulhadi Al-Khawaja beskrives som ”Den anerkendte bahrainskfødte menneskeretsforkæmper, der var en af de ledende kræfter i de fredelige protester mod landets diktatoriske regime under Det Arabiske Forår…”.
Ja, dele af oprøret var fredelige, ja, herhjemme ville Abdulhadi Al-Khawaja aldrig være blevet dømt for at ville ”omstyrte kongedømmet” og smidt i fængslet og tortureret for det. Men, at kalde ham for en anerkendt menneskerettighedsforkæmper, det vidner om det ukendskab, det meste af Vesten også for ti år havde til hele baggrunden, og hvad der reelt skete.
Abdulhadi Al-Khawaja arbejder arbejder tæt sammen med sine to døtre, Zainab og Maryam, og den form for demokrati og menneskerettigheder, de arbejder for, er i shiamuslimske klæder, når de taler til muslimer. Hvad andet kan det være, når Ayatollah Ruhollah Khomeinis iranske revolution er et af deres forbilleder?
@Svend Jespersen
Har du noget som helst belæg for det? Og hvordan forklarer du tweets som dette fra Maryam Alkhawaja, hvis hun er varm tilhænger af det iranske regime? https://twitter.com/maryamalkhawaja/status/1326253063737401344?s=21
@Lasse Skou Andersen .
Jeg har arbejdet 11 år i alt på Bahrain mellem 1980 og 1994. En af mine kollegaer blev arresteret ifm. oprørsforsøget i 1981. Det førte til en interesse for at følge med i landets historie og udvikling senere. Da blogging blev, ikke just vidtspredt, men dog mere anvendt, blev jeg bruger på bl.a. hjemmesiden https://mahmood.tv/ og et par andre, hvor jeg kunne følge med en del mere bag linjerne end de fleste. Jeg kunne på hans hjemmeside følge med i mange begivenheder på en måde, som de fleste ikke kendte til, f.eks reaktionerne på henrettelsen af Saddam Hussein i 2006. Et par timer efter hængningen var der link til en håndholdt video af hele begivenheden med begejstringsråbene og forhånelserne inkluderet.
Også starten på oprøret ved Pearl Roundabout i 2011 kendte jeg gennem Mahmood’s Den til, før nyhederne om det begyndte at dukke op.
Du bruger et link til et tweet fra Maryam Al-Khawaja. Jeg vil gøre det samme:
https://www.blogger.com/comment.g?blogID=14334408&postID=112192673373299...
Her er endnu et link:
https://religion.wikia.org/wiki/Bahrain_Centre_for_Human_Rights
Mange af de ”uheldige” links om Khawaja-familien er ”forsvundet” gennem årene, og nogle af dem kan man med stor sandsynlighed antage er blevet fjernet. Det gælder f.eks. et billede af og henvisning til én af døtrene, som skulle holde en tale i London ved fejringen af én af årsdagene for Khomeinis revolution og et billede af én af dem med et stort portræt af Khomeini på væggen bag hende.
@Lasse Skou Andersen .
Jeg glemte desværre endnu et link med en kortfattet beskrivelse af Bahrain:
https://www.opendemocracy.net/en/bahrain_3846jsp/
@ Gert Romme.
Titlen ”menneskerettighedsaktivist” er ikke beskyttet, så enhver kan benytte den, og jeg vil også give dig ret i, at nogle af Khawaja-familiens aktiviteter hører herunder. Og ja, jeg kender en del til hvor mange brud på normal, anstændig opførsel, regimet på Bahrain er skyldigt i. Jeg har f.eks. et par gange været i selskab med en vis Ian Henderson, chef gennem en årrække for National Security Agency på Bahrain.
Men jeg vil stadig fastholde, at hvis nogle personer kalder sig menneskerettighedsaktivister, og jeg derefter finder ud af, at de betragter Lenin, Mao, Khomeini eller lignende som deres idealer, så ville min første indskydelse være et højlydt: ”Øhh…..?”