Leder

Skal eksperimenterende fiktion nu overtage krimien som dansk litteraturs eksportvare?

Olga Ravns roman ’De ansatte’ er blandt få nominerede til en af verdens mest prestigiøse litterære priser. Og et af flere eksempler på, at den danske spekulative fiktion, som også Jonas Eika hitter med, kan nå verden rundt
Olga Ravns roman ’De ansatte’ er nomineret til en af verdens mest prestigiøse litterære priser, den internationale Booker-pris.

Olga Ravns roman ’De ansatte’ er nomineret til en af verdens mest prestigiøse litterære priser, den internationale Booker-pris.

Peter Hove Olesen

Debat
24. april 2021

Vejen til et internationalt gennembrud kan tage mange, snørklede veje.

For Olga Ravn, hvis roman De ansatte (2018) netop er blevet shortlistet til den internationale Booker-pris – den engelsksprogede verdens mest prestigiøse litterære pris for oversat litteratur – gik den gennem en bestillingsopgave og en gæsteoptræden.

I første omgang, inden romanen blev udgivet på Gyldendal, optrådte den som komponent i billedkunstneren Lea Guldditte Hestelunds udstilling på Overgaden i København, der havde den kryptiske titel Consumed Future Spewed up as Present.

Teksten indgik i udstillingen på linje med Gulddittes på én gang organiske og fremmedartede objekter, der blandede læderdesign, plastik og marmor, og – som der stod i denne avis’ anmeldelse – både mindede om arkæologiske spor fra en fremmed verden og om »en retrostil fra fremtiden«.

De ansatte består i det store hele af korte vidnesbyrd, skrevet i en bevidst afdæmpet stil, afgivet af ansatte på et rumskib i fremtiden og indsamlet af et vagt uhyggeligt udvalg. Den kredser om de ansattes forhold til nogle mærkelige, på én gang ubevægelige og sært levende genstande, som rumskibet skal transportere tilbage til jorden.

Utopisk længsel

De genstande er helt tydeligt Gulddittes objekter, men bogen sætter dem ind i sin egen, fabulerende ramme. I denne fremtid er det ikke altid muligt at se forskel på dem, der er mennesker, og dem, der bare er menneskelignende androider. Nogle, måske alle de ansattes inderste drømme, er formede og programmerede, så det øger deres arbejdsevne. Af samme grund kan det være svært at afgøre, hvor grænsen mellem selv og arbejdsplads egentlig går.

Det er denne effektivitet – og de subjekter, den skaber – genstandene i De ansatte griber forstyrrende ind i. De åbner, sådan beskrives det i bogen, for andre måder at erindre og sanse og opføre sig på, og også at opføre sig sammen på.

Selv om dens udgangspunkt er lokalt, er det kort sagt let at se De ansatte som en almen fortælling. Dens kerne er en allegori om kunsten som noget fremmed, der forstyrrer et fælles liv, domineret af arbejdets økonomiske logik. Det er næppe tilfældigt, at de sidste ansatte ved bogens slutning vælger at forlade skibet og bevæge sig ud i den verden, disse mærkelige genstande er blevet fundet på.

Uden på nogen måde at optegne konturerne af et nyt samfund løber der en utopisk længsel gennem Ravns roman. Uden at det bogstaveres overtydeligt frem påstår bogen, at kunsten kan aktivere den længsel i os. 

Internationalt gennembrud

Bevægelsen fra et københavnsk udstillingsrum til den globalt synlige Booker-pris er så også en tydeliggørelse af dén bevægelse, ethvert oversat værk må igennem. Noget går tabt, eller forskyder sig i det mindste, når et stykke litteratur omplantes til en ny litterær offentlighed.

Set herfra, fra den lokale litteratur, er det for eksempel pudsigt, at det netop er De ansatte, der bliver Olga Ravns internationale gennembrud. Ikke fordi den er mindre god end hendes andre bøger, det er en glimrende roman, den fortjener alverdens opmærksomhed. Men den er atypisk: de spørgsmål om køn og krop og om kønnets livsaldre – overgangen fra barn til voksen og fra ung til mor – som har præget forfatterskabet fra debuten Jeg æder mig selv som lyng (2012) og frem til hovedværket Mit arbejde (2020), de spiller ingen rolle i De ansatte.

Hendes mest markante stilistiske signatur, pludselige udbrud af et vildtvoksende, på én gang kropsligt og barokt billedsprog, er her nærmest skåret væk.

Til gengæld rammer De ansatte ned i en global, engelsksproget interesse for værker, der poder science fiction med den eksperimenterende litteraturs skærpede opmærksomhed mod sprogets og fortællingens former.

Den interesse har også indfanget Jonas Eika – en oversættelse af hans novelle »Alvin« fra Efter solen er netop blevet trykt i det finkulturelle, amerikanske flagskib The New Yorker. Den slags er et globalt adelsmærke. Også det tyder på et internationalt gennembrud.

Hvem ved? I lang tid har skandinaviske krimier været et regelret fænomen i den internationale forlagsverden. Måske bliver eksperimenterende, spekulativ fiktion, fulde af økonomiske undergangsvisioner og utopiske længsler – og skrevet af gamle forfatterskoleelever, af alle ting – dansk litteraturs næste eksportvare til den globale, litterære offentlighed. Det ville ikke være det værste at give videre til verden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Marie-Christine Poncelet

En noget tvetydig konklusion, synes jeg.
Skidt eller kanel.?