Leder

Italien forlænger kontroversiel flygtningeaftale og sætter streg under Europas moralske falliterklæring

Italien har valgt at forlænge en kontroversiel aftale med Libyen, hvor den libyske kystvagt får penge og udstyr for til gengæld at blokere flygtninge og migranters færd til Europa. Det er effektivt – men umenneskeligt
Antallet af flygtninge, der ankommer til Italien er vokset fra 11.471 i 2019 og 34.154 i 2020 til 26.917 alene i de første syv måneder af i år.

Antallet af flygtninge, der ankommer til Italien er vokset fra 11.471 i 2019 og 34.154 i 2020 til 26.917 alene i de første syv måneder af i år.

Taha Jawashi/Ritzau Scanpix

Debat
30. juli 2021

Kan man fortsætte en strategi, som måske nok er effektiv, men samtidig anklages for at være umenneskelig og moralsk forkastelig. Ja, lyder svaret fra det italienske parlament, som har stemt for at forlænge en aftale med Libyen, hvor italienerne leverer penge, udstyr og træning til den libyske kystvagt, som så til gengæld skal gøre alt i sin magt for at forhindre migranter og flygtninge i at nå Italiens og Europas kyster.

Den reelle udlicitering af Italiens grænsekontrol har nu varet i fire år og anses for at have været stærkt medvirkende til, at antallet af migranter og flygtninge, der formår at krydse Middelhavet, er faldet drastisk. Men ordningen beskyldes også for at øge migranters og flygtninges lidelser betydeligt, da de personer, der bliver opsnappet af den libyske kystvagt, tvinges retur til det kaotiske og krigshærgede lands fangecentre, hvor de udsættes for brutal og systematisk mishandling.

Det har både FN og menneskerettighedsorganisationer dokumenteret. Senest i denne måned er Amnesty International kommet med anklager om, at flygtninge og migranter i libysk varetægt udsættes for tortur, voldtægt og tvangsarbejde.

Ifølge Amnesty er flere end 7.000 personer alene i de første seks måneder af 2021 blevet bragt tilbage og indsat i Libyens fangecentre.

Men til trods for, at man ikke med god samvittighed kan sende migranter og flygtninge retur til et land som Libyen, så har parlamentarikerne i Rom med et stort flertal altså nu besluttet at forlænge den kontroversielle aftale, som netop har den konsekvens.

Flere drunkedødsanfald

Målet med aftalen har været at reducere antallet af migranter og flygtninge, efter hundredtusindvis ankom til Italien i midten af 2010’erne. Og det mål lader umiddelbart til at være blevet opfyldt. I de 12 måneder fra juni 2017, hvor aftalen med Libyen blev indgået, ankom lige under 73.000 til Italien – langt under halvdelen af de 194.000, som ankom i de 12 måneder før aftalen.

Men man kan begynde at sætte spørgsmålstegn ved, hvor effektiv den italiensk-libyske aftale fortsat er. For ifølge FN’s tal vokser antallet af ankomster til Italien – fra 11.471 i 2019 og 34.154 i 2020 til nu 26.917 alene i de første syv måneder af i år.

Aftalen er oftest også blevet retfærdiggjort med en påstand om, at færre mennesker vil drukne i Middelhavet, hvis man skruer op for indsatsen for at forhindre dem i at krydse over mellem Afrika og Europa. Men faktisk vokser antallet af døde. Ifølge FN’s migrantorganisation IOM er 741 døde på ruten mellem Libyen og Italien fra januar til juni i år, mens tallet var 955 hele sidste år.

Det høje antal døde kan skyldes flere faktorer, såsom en manglende koordineret europæisk indsats for at redde nødstedte flygtninge og migranter, at Italien i stor grad bevidst obstruerer ngo’ers redningsfartøjers arbejde i området og at menneskesmuglerne tager stadig større chancer med menneskeliv, da de sender migranter og flygtninge til havs under stadig værre og risikable forhold for at undgå den libyske kystvagt.

Alvorlige krænkelser bliver ignoreret

Den italienske aftale med Libyen – og lidelserne, den har medført – har dog ikke løftet synderligt mange øjenbryn og kritiske røster i resten af Europa, da der generelt blandt europæiske vælgere og politikere er en konsensus om, at migranter og flygtninge skal holdes væk fra EU’s ydre grænser, åbenbart koste hvad det vil, som når kroatiske betjente tæsker folk tilbage over grænsen og ud af EU, den græske kystvagt tvinger asylansøgere tilbage i overfyldte gummibåde og retur mod Tyrkiet, eller når spanske soldater jager migranter retur til Marokko med tåregas og stave. Samtidig anklages EU’s grænseagentur, Frontex, i en rapport fra EU-Parlamentet i midt-juli for at have lukket øjnene over for rapporter om alvorlige krænkelser af migranters og flygtninges menneskerettigheder ved EU’s ydre grænser.

Der lader helt åbenlyst ikke til at være politisk stemning for at bekymre sig om migranters og flygtninges forhold. Og samtidig kan resten af EU ikke tillade sig at være alt for kritiske overfor Rom, da man ikke selv tager ansvar og har ladt Italien i stikken ved at ignorere de italienske bønner om at være med til at afbøde migrantpresset på landet.

Hvis målet er at tvinge antallet af migranter og flygtninge ned, så har aftalen mellem Italien og Libyen måske en effekt, men der må også være et spørgsmål om, hvor meget samvittigheden kan holde til, når man ser på de forhold, som folk udsættes for i Libyen. Mest af alt repræsenterer aftalen en moralsk falliterklæring for Europa, når man ikke kan finde på andet end at betale et krigshærget land for at spærre potentielle asylsøgere inde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Gøttske

Ikke mindst vi danskere bør krumme tæer, når talen falder på at fordele de flygtninge, der måtte ankomme til EU's medlemslande.

Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Harald Viuff, Katrine Damm, erik pedersen, Pietro Cini og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Claus Petersen

Trafikken af flygtninge og emigranter over Middelhavet Europa er et kynisk spil som kun har én vinder. De samvittighedsløse menneskesmuglere, der for uhyrlige pengesummer sender folk ud på havet i synkefærdige plimsollere. Taberne derimod er naturligvis først og fremmest de der drukner. I 2016 mistede ca. 5100 personer livet på vej over Middelhavet. Dette tal faldt efter aftalen med Libyen blev indgået til ca. 2.300 personer i 2018 og er fortsat med at falde til ca. 1400 personer i 2020. I år har indtil videre ca. 800 mistet livet. Men det er stadigvæk 800 for mange.

Tilbage på Nordafrikas kyster sidder en anden gruppe af tabere. Alle dem der ikke har mulighed for at skrabe penge sammen til menneskesmuglerne. Det er som oftest de ældre eller det er enlige kvinder med børn. Mennesker der aldrig får en chance for at sætte foden på Europas kyster og få deres asylanmodning behandlet efter flygtningeretslige regler. Imens er de europæiske lande nødt til at bruge store økonomiske ressourcer på at behandle asylanmodninger fra immigranter, der for manges vedkommende ikke har nogen konventionsmæssigt ret til opholdstilladelse, men som nægter at forlade Europa og som derfor ofte vælger en uværdig tilværelse som illegal. Mange ender som tiggere eller havner i prostitution eller kriminalitet.

Der er derfor sund fornuft i idéen om at flytte asylbehandlingen til et land syd for Middelhavet. Så kan alle søge på lige fod og personer der tilkendes asyl bør derefter fordeles solidarisk imellem EU's medlemslande. Herunder naturligvis også Danmark. Det vil næppe helt afholde illegale migranter i at forsøge at komme ulovligt ind i Europa, men strømmen af desperate mennesker i overfyldte livsfarlige både vil forhåbentligt svinde mærkbart og dermed også antallet af druknede personer. Så hvis man blankt afviser en sådan løsning må man også være parat til at påtage sig en del af skylden for de mange menneskeliv der desværre fortsat vil gå tabt. En anden, men dybt urealistisk mulighed er naturligvis at EU etablerer fast rutefart fra Nordafrika så enhver migrant/asylsøger gratis kan blive færget til Sydeuropa og få prøvet deres anmodning. Men så er Europa og migranterne tilbage ved det under afsnit 2 omtalte problem.

https://www.statista.com/statistics/1082077/deaths-of-migrants-in-the-me...