For det tyske venstrefløjsparti Die Linke blev søndagens valg en katastrofe. Med 4,9 procent af stemmerne – en halvering – landede partiet under både målingerne og spærregrænsen på fem procent. Tre kredsmandater – ét i Leipzig og to i Østberlin – giver dog partiet adgang til tillægsmandaterne og dermed 39 pladser i Forbundsdagen.
Men det lettelsens suk, det udløste i partiet på valgnatten, er malplaceret. For partiet har ikke grund til andet end bekymring:
De sikre højborge i det gamle øst forvitrer, selv veteranen og vicepræsident i Forbundsdagen, Petra Pau, der siden 1998 nærmest har ejet den østberlinske kreds Marzahn-Hellersdorf, som de konservative herhjemme ejer Frederiksberg, måtte afgive sit kredsmandat – til en CDU’er. Partiet har intet tag i førstegangsvælgerne. Halveringen er uden store udsving fordelt landet over. I politiske troværdigheds- og popularitetsmålinger er partiets topfigurer stort set fraværende. For blot at nævne noget.
Eneste potentielle lyspunkt er, at Die Linke med over tre procent i alle vesttyske delstater – det højkonservative Bayern dog 2,8 – fortsat bevæger sig væk fra blot at være et østparti og dermed et ekko fra DDR-tiden.
Mellem løsninger og aktivisme
Nederlaget er i vidt omfang selvforskyldt. Splittelsestendenserne er åbenlyse, midt i valgkampen delte forbundsdagsgruppen sig i tre, da der skulle stemmes om evakueringen fra Afghanistan. Die Linkes profiler er stort set fraværende i den intellektuelle debat. Internationalt og sikkerhedspolitisk har partiet rettet blikket stift mod egen navle. Og dets politik fremstår mere som rettet mod kernevælgerne i øst og aktivistmiljøerne i storbyerne end mod at finde løsninger for samfundets underprivilegerede – i den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at over halvdelen af de godt to millioner tabte vælgere går til SPD og De Grønne, partier, der vægter magten over protesten.
Det er ikke en lovmæssighed, at der skal være en venstrefløj i tysk politik. Faktisk var det først med Den Kolde Krigs ophør, at Tyskland også på det punkt blev normalt europæisk land. Men på afgørende områder som klima, ulighed, integration og sikkerhed er det ikke ligegyldigt, om Europas største økonomi og motoren i den europæiske integration er et land uden en aktiv og indflydelsesrig venstrefløj.
I den forstand har Die Linke med den »reorganisering« og »betingelsesløse analyse«, partiledelsen mandag dekreterede, et ansvar, der rækker en hel del ud over partiet selv.
Det er egentlig ikke nogen overraskelse, at de, - nu som før, konservative mennesker i Marzahn-Hellersdorf, har valgt en CDU'er, og som udtryk for hvor langt væk disse mennesker står fra hovedstrømmen i Forbundsrepublikken blev De Grønne i Marzahn-Hellersdorf kun undergået af FDP. Indbyggerne i M-H må med undren se på den regeringsdannelse, der nu finder sted.
Information jonglerer rundt med højre-venstre aksen, som den tager sig ud fra en meget spids vinkel. Der er åbenbart ikke noget kendskab til medlemsskaren i partierne eller til deres vælgere. Tag på besøg i Kreuzberg, hvor De Grønne fik 32,3% af listestemmerne og spidskandidaten 35,3%!
Venstreorienterede er ikke forsvundet ud af tysk politik, og i Berlin fik centrum-venstre et flertal på 54%, heraf 14% til Die Linke.
Sahra Wagenknecht er på ingen måde den eneste ansvarlige for Die Linkes resultat, men hun bedrev valgkamp ved at delegitimere venstreorienterede stemmer og kritiserer sit eget parti. Surprise, surprise: Det betalte sig ikke.
Der er ingen grund til at rekapitulere alle hendes synspunkter, som sågar findes i bogform, men der er grund til at tro, at valgresultatet vil føre til en forøgelse af mindstelønnen og til lovgivning om huslejer.
Tyskkyndige kan åbne for "Markus Lanz" i aften og høre hvad Wagenknechts kommentar er. Heldigvis sidder hun der ikke alene.
Stemmeresultater i Berlin: https://de.wikipedia.org/wiki/Wahl_zum_Abgeordnetenhaus_von_Berlin_2021#...
Problemet for venstrefløjen om det er i Tyskland eller i Frankrig er de Grønne som appelerer til en stadigvæk sikkret middelklasse som har overskud til ikke kun at bekymre sig om klimaet men også til at betale hvad den grønne omstilling kommer til at koste.
Denne del af befolkningen er vores økonomiske system vel tilpasset, er tit usolidariske overfor mindre velstillet, ser ikke samfundet i et klasseperspektiv og ser eller ikke sig selv i klasseperspektivet men de bekymringer sig om klimaet og deres børns fremtiden og plejer har være liberale.
De grønne har også deres aktivister og dered ledelse i dette segment af befolkningen.
Klimaet er deres første prioritet da de fleste af dem bliver indtil videre skånet for sociale problemer og har svært ved at se årsag/ sammehænge ved klimaet udfordringer og kapitalismen.
Disse humanister vil nok stemme venstrefløjen hvis de grønne var en del af venstrefløjen.
Man kan se i Frankrig hvor de grønne havde 2 fløjer en midt søgende og en venstrefløj, at det er den midtsøgende fløj der vandt primærvalget til præsidentvalget.
Man kan håbe på at den grønne venstrefløj i Frankrig vil have mod til at ralliere sig venstrefløjen som også har en ret seriøs grønne dagsordenen.
@Marie-Christine Poncelet
Man kan regne med, at Sahra Wagenknecht senere i aften vil gentage nogle af dine synspunkter, men først skal man lige huske, at det var noget Wagenknecht sagde til valgkampen sikkert i den forhåbning, at hun kunne flytte stemmer til Die Linke. Der skete det modsatte.
Din vælgersociologi holder ikke helt, bl.a. fordi førstegangsvælgere og andre unge vælgere i stor stil har valgt FDP og De Grønne. Andre har valgt SPD, og hvad får de så med det?
Tyskland har en af Europas højeste el-priser, og det fortsætter. Det samme mener SPD, at produktionen af brunkul skal gøre frem til 2038 og Olaf Scholz har i det hele taget lovet sin vælgere moderate ændringer og en mindsteløn på €12.-. Det endte med at blive valgets vindertemaer, - bare ikke for de unge, og blev forstået som SPDs garanti for, at den grønne omstilling, hvis der kommer en, ikke betyder nogen livsstilsændring.
Dermed var vinden taget fuldstændig ud af livsstilsforkæmperen Wagenknecht, og De Grønne endte på knap 15%.
@ Jørgen Mathiasen, netop mange de unge vælger og første gangs vælgere som stemmer på de liberaler eller de grønne er børn af middelklassen og som vores unge har de ikke bevidsthed om klassesamfund, de har eller ikke kendskab eller bevidsthed om deres eget slægt s historien og hvad det har ført til deres konfortabel liv.
Samtidig har netop fortælling om klassesamfund været tabu men også " klassekamp", vi er i en tid hvor for de fleste i middelklassen er der en accept af fattigdom findes for nogle, underklassen findes og at deres livsvilkår er selvforskyldt.
Dvs middelklassen bekymringer sig om hvad de opfatter som en personlig trussel for sig selv og deres nærmest og deres fremtid: klimaet uden desværre at se sammen hænge og uden at se at de er også en del af et klassesamfund og at de fleste af dem er forgælgt og deres eneste reelt formue er deres arbejdskraft.
Socialdemokraterne har et store ansvar for denne mangel af bevidsthed, de har selv skabt tabuen
Sarah Wagenknecht mener, at følelser har erstattet argumenter på venstrefløjen i Europa, man moraliserer i stedet for at argumentere, debatkulturen er forgiftet, og venstreliberalismen er hverken venstreorienteret eller liberal. Og så tillader hun sig at kritisere sit parti inden en valgkamp hvilket iflg. nogle af snakkehovederne hun kritiserer, har ført til valgnederlaget for die Linke til valget.
Mens den traditionelle venstrefløj repræsenterede de underprivilegerede står de venstreliberale moralister på samme side som vinderne af de seneste årtiers sociale forandringer. Taberne har dermed også mistet deres autentiske politiske stemme, og de vender sig nu enten helt bort fra politik eller retter blikket mod højre.
Jeg er spændt på, hvem der kan være uenig i denne analyse?
Få hendes nyhedsbrev team-sahra@getrevue.com