Præsident Joe Biden og finans- og økonomiminister Janet Yellen valgte mandag at lade Kristalina Georgieva blive siddende som direktør for Den Internationale Valutafond. Det til trods for, at hun i en nylig rapport fra et amerikansk advokatfirma bliver beskyldt for at have manipuleret data om Kina som investeringsmål, da hun var administrerende direktør i Verdensbanken i 2017.
Det er en klog og opløftende beslutning, som utvivlsomt vil koste Biden politisk kapital i Kongressen, hvor den antikinesiske temperatur stiger fra dag til dag. Både republikanere og demokrater vil kunne slå politisk mønt af præsidentens støtte til den bulgarske økonom i en tid, hvor den politiske elite i Washington, D.C. er grebet af en indædt og til tider irrationel angst for Kinas bratte opstigen som økonomisk og militær rival til USA.
Georgieva-affæren er i amerikanske medier blevet kaldt en »skandale«, og umiddelbart leder læsningen af advokatfirmaet WilmerHales undersøgelse da også til en begrundet mistanke om, at Georgieva gav grønt lys til at efterkomme krav fra en kinesisk delegeret til Verdensbanken om at forbedre Kinas placering som investeringsmål i en årlig rapport kendt under navnet Doing Business. I modsat fald blev det antydet, at Kina ikke ville være med til at udvide Verdensbankens kapitalfond.
Mistanken rettet mod Georgieva og den daværende præsident for banken, amerikaneren Jim Yong Kim, går således på en studehandel mellem Verdensbanken og Kina – ’noget for noget’. Og hvis det skulle vise sig at være tilfældet, ville bankens troværdighed stå på spil. Og da Georgieva i dag bestrider posten som direktør for IMF, ville denne FN-institutions ry også være kompromitteret.
For hvordan skulle aktionærerne i IMF og Verdensbanken, i alt 190 nationer, og investorer verden over kunne føle sig sikre på, at data leveret af de to bankers økonomer er til at stole på? Det er tilmed data, som IMF og Verdensbanken benytter til at yde lån og bistand til udviklingslande og til nationer, der befinder sig i akutte finanskriser – som for eksempel Argentina tidligere i år.
Under Georgievas ledelse er låneporteføljen desuden blevet udvidet til at omfatte grønne forskningsprojekter og hjælp til sundhedssektorer under pandemien. Initiativer, som hun er blevet stærkt kritiseret for af konservative kræfter i USA. De forlanger, at IMF holder sig til sit oprindelige kompetenceområde – at slukke finanskriser med lån ydet på betingelse af at følge en nyliberal økonomisk politik (sparepolitik, privatisering af statslige sektorer og en afregulering af private virksomheder, red.).
Et politisk motiveret inside job
Det amerikanske advokatfirmas rapport lagde således op til en afskedigelse af Georgieva og en storvask i IMF’s ledelse og politik. Men anbefalingen er nu blevet underkendt af bankens bestyrelse, der i en udtalelse konstaterer, at der ikke er blevet fundet »endegyldige beviser« for, at hun handlede forkert.
Bestyrelsen – der består af de ledende aktionærer, hvoraf den største er USA – har afhørt Georgieva, advokater fra WilmerHale og andre vidner. Og meget tyder på, at rapporten er løbet med en halv vind. Harvard-økonomen Shanta Devarajan, der havde ansvar for Doing Business-indekset i Verdensbanken i 2017, har resolut bestridt beskyldningerne mod Georgieva, og hvis nogen skulle kende sandheden, er det Devarajan.
Selv har Georgieva i en redegørelse til IMF’s bestyrelse afvist beskyldningerne punkt for punkt. Hun har modtaget opbakning fra flere ledende amerikanske økonomer som Joseph Stiglitz og Jeffrey Sachs samt den britiske økonom Nicholas Stern. Andre amerikanske økonomer, som tidligere vicedirektør i IMF Anne Krueger, har taget rapportens påstande for pålydende og krævet Georgievas hoved på et fad.
Affæren efterlader indtrykket af et politisk motiveret inside job. Det vides ikke, hvem whistlebloweren er i Verdensbanken, men det ville ikke overraske nogen, hvis det skulle være en tidligere ansat, der er uenig i Georgievas bestræbelser på at nyorientere IMF’s kompetenceområde.
IMF’s bestyrelse var angiveligt splittet i sin holdning til affæren mellem på den ene side USA og Japan og på den anden side EU, Kina, Rusland og repræsentanter fra udviklingslandene. Det er betryggende, at finansminister Yellen i en telefonsamtale med Georgieva fejede de alvorlige beskyldninger af vejen og kun stillede et krav: at IMF i fremtiden sørger for mere gennemsigtighed og yder beskyttelse til whistleblowere.
Formentlig har sagen skadet de to bankers renommé som neutrale FN-institutioner, i hvert fald på kort sigt. På længere sigt er udfaldet – Georgievas fortsatte ledelse – en sejr for de kræfter, der slår til lyd for, at geopolitisk rivalisering ikke må hindre IMF og Verdensbanken i at føre en lånepolitik, der især kommer denne verdens underprivilegerede til gavn.
