Præsident Joe Biden fik sin første »multilaterale« sejr, da 136 lande fredag i sidste uge i OECD-regi blåstemplede en nyskabelse inden for international skattelovgivning: Man blev dels enige om at indføre en global selskabsskat på mindst 15 procent, og dels at beskatte en fjerdedel af de største hightech-koncerners indtægt fra udenlandske markeder, hvor de ikke er fysisk til stede.
Initiativet til en global minimumskat blev taget af USA sidste forår, hvor finansminister Janet Yellen fremsatte et detaljeret forslag. I juni bakkede G7-gruppen op om ideen, og senere i denne måned forventes det, at stats- og regeringschefer i G20-gruppen – der blandt andet omfatter Kina og Rusland – vil give grønt lys. OECD, som har varetaget den tekniske side af forhandlingerne, vurderer, at den internationale skatteaftale kan træde i kraft i 2023.
Under Donald Trump trak USA sig ud af de mangeårige forhandlinger i OECD. For Biden lå der imidlertid en nævneværdig gevinst i at sætte skub i processen. En global minimumsskat på 15 procent vil angiveligt gøre det mindre attraktivt for amerikanske virksomheder at flytte produktion til udlandet. Biden-regeringen planlægger at hæve selskabsskatten i USA, der for tiden ligger på 21 procent.
En kompleks udfordring
En undersøgelse fra 2018, lavet af økonomerne Gabriel Zucman, Ludvig Wier og Thomas Tørsløv, påviste, at 40 procent af store amerikanske virksomheders overskud bliver placeret i skattely, hvor beskatningen ligger under ti procent. Lavskatlande som Irland, Estland og Ungarn gjorde indledningsvist modstand mod den nye aftale, men hoppede på vognen efter at være blevet tilstået særordninger.
De 136 lande skal nu indoperere den globale minimumsskat og beskatningen af hightech-koncerner i deres skattelovgivninger – en yderst kompleks opgave, som nogle steder også kan blive en politisk udfordring. Det er for eksempel uklart, hvordan Biden vil få ændringer af USA’s skattelovgivning igennem Senatet.
OECD skønner, at de 136 lande som følge af aftalen vil hente 150 milliarder dollar hjem årligt i ekstra skatteprovenu. Men fordelingen bliver skævvredet til fordel for de rige lande. Udviklingslandene står som tabere, medmindre man i G20-gruppen kan blive enige om at afsætte en del af indtægten til FN’s klimafond eller eventuelt en pandemifond.
Det er muligvis meget godt.
Men det hjælper som en tissemyre på den globale skatteflugt.