Leder

Den humanitære krise i Afghanistan kan kun løses gennem direkte økonomisk bistand

Det var urealistisk at tro, at den afghanske økonomi kunne overleve uden fortsat økonomisk bistand fra vestlige lande efter Talebans magtovertagelse. Den erkendelse er USA og EU nu kommet til. I 2022 ophæves FN-sanktioner mod dem, der overfører penge til den offentlige sektor, som er kontrolleret af Taleban
Uden en massiv humanitær indsats risikerer en million afghanske børn at dø, lyder en grum prognose fra Verdenssundhedsorganisationen

Uden en massiv humanitær indsats risikerer en million afghanske børn at dø, lyder en grum prognose fra Verdenssundhedsorganisationen

Mohd Rasfan

Debat
27. december 2021

Afghanistans dybe humanitære krise og pludselige økonomiske kollaps var desværre ikke umulig at forudse i kølvandet på Talebanbevægelsens voldelige overtagelse af magten i august.

Intet nyt styre i et så fattigt og underudviklet land og slet ikke en guerillagruppe, der havde bekæmpet vestlige militære styrker gennem 15 år, ville have en realistisk chance for at holde op imod 40 millioner indbyggere i live uden massiv bistand udefra.

Trods det valgte USA, EU og andre lande at indstille en økonomisk bistand, der havde holdt det gennemkorrupte demokratiske styre ved magten inden Talebans overtagelse. Tallene taler for sig selv: I 2020 udgjorde udviklingsbistanden 45 procent af bruttonationalproduktet, mens 75 procent af statsbudgettet var finansieret af vestlige lande.

Det siger sig selv, at når så massive pengeoverførsler ophører, står millioner af afghanere ansat i den offentlige sektor eller beskæftiget af landets militær og af udenlandske styrker med ét uden en indkomst. Og fordi mange familier var afhængige af en enkelt indkomst, har det kastet endnu flere afghanere ud i en håbløs økonomisk situation.

Hertil skal lægges en langvarig tørke i det sydlige Afghanistan, der har lammet produktion og eksport af regionens indtægtsbringende granatæbler, samt coronapandemiens effekt. Titusinder af afghanere, mange af dem veluddannede og uundværlige for den offentlige sektors drift, er desuden flygtet.

Den velhavende del af befolkningen har placeret sine formuer i sikkerhed i udlandet. Banksektoren er tæt på kollaps, fordi størsteparten af centralbankens likvide beholdning, ni en halv milliarder dollar, er fastfrosset i USA. Tilsammen en perfekt storm, som ifølge IMF har skåret 30-40 procent af landets bruttonationalprodukt siden august.

Følgelig lurer hungersnøden lige om hjørnet i den kolde vinter.

Vanskeligt dilemma

Uden en massiv humanitær indsats risikerer en million afghanske børn at dø, lyder en grum prognose fra WHO. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation og Verdensfødevareprogrammet frygter, at 23 millioner afghanere vil opleve »fødevareusikkerhed af livstruende karakter«. Ni millioner vil være tæt på hungersnød.

Det er selvsagt en totalt uacceptabel situation, som ingen kan ignorere uden at ile til Afghanistan med nødhjælp, og slet ikke de vestlige lande, der har ført en 20 år lang krig i landet.

Taleban bærer på en stor del af skylden for denne ulykkelige situation. Bevægelsen brød en aftale indgået med USA i Qatar, ifølge hvilken den lovede at forhandle med præsident Ashraf Ghani om at danne en samlingsregering. I stedet tog Taleban magten med våben.

Den provisoriske Talebanregering kunne åbne døren for vestlig bistand, hvis den forpligtede sig til at overholde basale menneskerettigheder for piger, kvinder og etniske mindretal. Alt andet lige har styret holdt igen med at genoprette alle love i den strenge islamistiske kodeks fra regeringstiden i 1990’erne. Men manglen på klare retningslinjer har sat USA og EU-landene i et vanskeligt dilemma.

Politisk set er det et no-go for vestlige lande at anerkende Talebanstyret. Realistisk set er det komplet umuligt at bibringe fødevaresikkerhed til Afghanistan uden først at hjælpe økonomien på fode. Men den nødvendige finansielle bistand kan kun blive ydet ved implicit at anerkende, at Taleban er den eneste politiske myndighed i landet.

Skoler, hospitaler og andre statslige institutioner er underlagt regeringen, hvis indtægt fra afgifter og skatter er faldet brat. Så kun ved at genoptage finansiel støtte til den offentlige sektor kan økonomien genoplives, og den humanitære krise lindres. Alternativet, en humanitær katastrofe, er moralsk uacceptabelt.

Et skridt i rigtig retning

Lige inden jul syntes USA og EU at være kommet til præcis denne erkendelse. Presset fra FN-organisationer og ngo-grupper med operationer i Afghanistan – også fra tidligere amerikanske generaler og diplomater samt kongrespolitikere – har været ubønhørligt. Deres budskab: Økonomisk kollaps og hungersnød vil destabilisere Sydasien og bringe en ny strøm af flygtninge til nabolandene og Europa.

Onsdag før jul vedtog Sikkerhedsrådet på initiativ af USA en resolution, som i et år frem indstiller sanktioner mod lande, internationale organisationer og ngo-grupper, der yder humanitær bistand til Afghanistan, og som for eksempel kun kan overføre penge til den offentlige sektor via statslige enheder under Talebans kontrol.

Det er et skridt i den rigtige retning. Næste skridt bør være at genoptage udviklingsbistand. Et Taleban, der er økonomisk afhængigt af vestlig bistand, vil utvivlsomt være lettere at påvirke end et Taleban, der intet har at tabe. Det internationale samfund må for nuværende acceptere, at der ikke er et alternativ til Talebanregeringen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Christiansen

Det er jo ligesom ikke nok at kunne råbe “gud er stor” og håbe på det bedste.
Når men land regerer.
Det er ikke nok at henrette og undertrykke.
Man jo ligesom have en plan ud i regering.
En plan ud over at håndterer en AK47 og råbe “gud er stor”
Nu må Taliban jo vise at de kan noget, som er til gavn for befolkningen.
Men hvorfor hjælpe?

Inge Lehmann, Bent Nørgaard og Michael Friis anbefalede denne kommentar

"Et Taleban, der er økonomisk afhængigt af vestlig bistand, vil utvivlsomt være lettere at påvirke end et Taleban, der intet har at tabe". Desværre tror jeg ikke på denne præmis. Taliban kan ikke påvirkes, dertil har man været for længe i krig med den vestlige verden.
Men noget jeg ikke kan forstå det er, hvorfor kan Taleban ikke hente donationer fra Pakistan, Indonesien, og hele den arabiske verden ? Føler denne del af verdenen ikke med den afganske befolkning elendighed?

Olaf Erichsen

Sende penge til Taleban i Afghanistan er idioti, netop mangelen på ressourcer er Talebans svaghed iblandt befolkningen, - de(Taleban) kan ikke levere varen, et bedre liv for befolkningen, på nærmest alle områder.

Det svækker troen på Taleban, og giver anledning til een eller anden form for modstandskamp, direkte eller indirekte, overfor Taleban, samt vind i sejlene fra andre grupperinger i deres modstandskamp overfor taleban.

Talebans forhåbning på folkets tro som ledende ideologi svinder hastigt, - det mætter ikke, og giver heller ikke lys i stuerne og aftenen, selv køerne kanikke blive mæt af ideologi, og markerne giver heller ingen høst ud af ideologi.

Taleban har sejret sig ihjel, og fremtiden vil også vise, at nogle indenfor bevægelsen ikke længere selv tror på den tomme ideologi, som ikke kan brødføde befolkningen til troskab for Taleban.