Under Den Kolde Krig var truslen om en atomvåbenkrig mellem USA og Sovjetunionen altid nærværende og en realistisk trussel. Det ved de, der kan huske den amerikanske præsident John F. Kennedys skræmmende ultimatum i 1962 til den sovjetiske partichef Nikita Khrusjtjov. Træk jeres atomraketter ud af Cuba, ellers bliver der krig!
Efter sovjetimperiets opløsning i 1991 mistede disse frygtelige våben deres tidligere centrale plads i den offentlige debat. Der begyndte at sprede sig en tro på, at verden måske kunne fuldføre en afrustning og tilintetgørelse af alle atomvåben, som de fem anerkendte atommagter havde forpligtet sig til i 1968 i FN’s traktat om ikkespredning af kernevåben.
Traktaten er en milepæl i vores civilisations bestræbelse på at eliminere den mest uhyrlige opfindelse, menneskeheden nogensinde har gjort: atombomben, som kun USA har brugt – i 1945 over Hiroshima og Nagasaki.
De fem atommagters forpligtelse er stadig bindende. I traktatens artikel 5 lovede de »at forhandle i god tro om foranstaltninger, som kan føre til ophør af det nukleare våbenkapløb, så snart som muligt, og til nedrustning, samt en traktat om almen og total afrustning under en streng og effektiv international kontrol«.
Fra 1970’erne og frem til New START-traktaten i 2010 mellem USA og Rusland, om beskæring af deres strategiske atommissiler, gik tingene i den rigtige retning. Det til trods for, at Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea i mellemtiden havde udviklet deres egne atomvåben.
I en bevægende tale i Prag i 2009 forkyndte USA’s nyvalgte præsident, Barack Obama, endda, at USA i kraft af sit moralske ansvar for Hiroshima og Nagasaki følte sig forpligtet til »at skabe en verden med fred og sikkerhed uden kernevåben«. Desværre er denne drøm aldrig blevet til virkelighed. Tværtimod gav Obama senere grønt lys til en modernisering af USA’s forældede atomslagstyrke.
Ikke alene det: Præsident Ronald Reagans verdensfjerne plan i 1980’erne om at bygge et missilskjold, der skulle frigøre os alle fra atomvåbentruslen, har modsat sit formål virket destabiliserende: Kina og Rusland frygter at miste deres evne til at gengælde et atomangreb og er derfor motiveret til at udvikle flere og mere effektive missiler.
Og Rusland er ligesom USA i gang med at opgradere sine kernevåben. Endnu vigtigere er Kina – som for nylig beskrevet her i avisen – ved at udbygge sin relativt lille atomslagstyrke. Det er et projekt, der kan få destabiliserende virkninger, fordi Kina oplyser så lidt om sit våbenprogram, hvilket let kan føre til mistolkninger og utilsigtede uheld med forfærdelige konsekvenser.
I USA presser både republikanere og nogle demokrater nu præsident Joe Biden til at reagere på Kinas angivelige udvikling af sin atomslagstyrke med amerikansk oprustning. Det kan ende i en ustoppelig spiral, svarende til det skræmmende atomvåbenkapløb mellem Sovjetunionen og USA i 1950’erne og 1960’erne.
På denne dystre baggrund var der håb om, at den femte opfølgende konference til FN-traktaten fra 1968 ville kunne gøre nogle kontante fremskridt. Den skulle have fundet sted i New York i denne måned med et års forsinkelse grundet pandemien. Men omikronbølgen har desværre endnu en gang udsat sammenkomsten.
Som en slags trøstpræmie blev de fem faste medlemmer af Sikkerhedsrådet, som også er de fem atommagter anerkendt i FN-traktaten, enige på et møde i Paris i december om en fælles udtalelse. Den blev offentliggjort den 3. januar og er opsigtsvækkende, fordi de fem atommagter her afskriver nogensinde at ville anvende atomvåben.
»Vi bekræfter, at en atomkrig aldrig kan blive vundet, og at den aldrig må blive udkæmpet,« hedder det. Og videre understreger de, at »atomvåben – så længe de eksisterer – kun må blive brugt til defensive formål, til at afskrække angreb og forebygge krig«.
Erklæringen skal ses som en bestræbelse på at imødekomme forventet kritik fra ngo-grupper og ikke-atommagter på FN-konferencen, der ville kritisere de fem atommagter for at bevæge sig i den forkerte retning.
Det er bemærkelsesværdigt, at Kina var en drivende kraft i initiativet, og at Biden-regeringen skrev under. I 2020 nægtede Donald Trump at støtte en lignende erklæring. De to europæiske atommagter, Frankrig og Storbritannien, skal også indledningsvist have udvist skepsis.
I internationale relationer har skriftlige hensigtserklæringer en vis værdi. Forurettede parter kan i forhandlingsforløb referere til dem, men de er ingen erstatning for bindende traktater af den type, USA og Rusland har indgået i tidens løb.
Det bør Kina tage til efterretning. Som en ny militær og økonomisk stormagt påhviler det Kina at være mere gennemsigtig og som et minimum medvirke i kontrol og reduktion af kernevåben.
Atomtruslen er (bortset fra Cuba-krisen) større end nogensinde. Og det er på høje tid, at medierne – som nu heldigvis Information her – begynder at interessere sig for emnet. Der er gang i en kæmpe atomar oprustning, og som borger bør man virkelig være bekymret. Det kan undre, at socialdemokratiet, der i 1915 sagde ”knæk sablen”, nu er blevet så militaristisk indstillet, at den mekanisk støtter tanken om terrorbalance. Og tror man endelig på atomvåbnenes gensidige, afskrækkende ”fredsvirkning” – så bør man sætte sig så meget ind i tingene, at man kan se, at dersom den ene part har et forspring, vil den anden part forsøge at skabe balance. Jeg så et oplæg med et billede fra den russiske generalstab (af tidligere militærattache i Moskva, Karsten Møller). Her så man tydeligt, hvordan USA fra baser, ubåde og fly hele vejen rundt om Rusland kunne gennemføre a-våbenangreb på få minutter. Russerne var derfor stærkt bekymret for et overraskelsesangreb, der kunne ødelægge deres gengældelsesmulighed. USA.s fremskudte missilforsvarssystem, der nu etableres i Polen og Rumænien, udgør samme bekymring. I dag er det kun USA, der besidder en atomar kapacitet, der kan slå så hårdt og præcist, at en modpart mister evnen til gengældelse. USA har da også jævnligt spekuleret i ”first-strike” mulighed, og dette faktum bør bekymre os alle – især borgerne i Europa. Vores egen regering har desværre ikke gennemskuet USA.s ønsker (krav) til os om ubådsovervågning mellem Grønland, Island og England – det såkaldte GIUK-gab, der skal hindre russiske ubåde i at komme helt ud i Atlanten og bringe sig i angrebsstilling til USA. Vores regering deltager derfor i leg-med-ilden i et storpolitisk strategisk spil, hvor vi støtter den ene side – tilsyneladende uden at ane, at vi øger krigsfaren. Det er på tide med en markant forandring af vores sikkerhedspolitik, hvis vi ønsker fred. Her og nu bør vi aflyse disse tiltag i Atlanten – og samtidig bør vi – trods modstand fra NATO - vove at tilslutte os FN-traktaten mod atomvåben (TPNW) – om ikke andet som observatør, ligesom Norge og Tyskland.