Leder

En atomkrig må aldrig blive udkæmpet, erklærer USA, Kina og Rusland – og opruster

Gennem Den Kolde Krig var atomkrig altid en mulighed. Siden er de forfærdelige våben gledet væk fra vores horisont. Men nu opruster Kina, USA og Rusland igen. Trods det erklærer de, at en atomkrig ikke kan vindes. Hvis de mener det, bør de påbegynde afrustning
Missilbærende kinesisk atomubåd i Det Sydkinesiske Hav. Kinas ekspansion på atomvåbenområdet stiller øgede krav til landet om transperens.

Missilbærende kinesisk atomubåd i Det Sydkinesiske Hav. Kinas ekspansion på atomvåbenområdet stiller øgede krav til landet om transperens.

CHINA STRINGER NETWORK

Debat
17. januar 2022

Under Den Kolde Krig var truslen om en atomvåbenkrig mellem USA og Sovjetunionen altid nærværende og en realistisk trussel. Det ved de, der kan huske den amerikanske præsident John F. Kennedys skræmmende ultimatum i 1962 til den sovjetiske partichef Nikita Khrusjtjov. Træk jeres atomraketter ud af Cuba, ellers bliver der krig!

Efter sovjetimperiets opløsning i 1991 mistede disse frygtelige våben deres tidligere centrale plads i den offentlige debat. Der begyndte at sprede sig en tro på, at verden måske kunne fuldføre en afrustning og tilintetgørelse af alle atomvåben, som de fem anerkendte atommagter havde forpligtet sig til i 1968 i FN’s traktat om ikkespredning af kernevåben.

Traktaten er en milepæl i vores civilisations bestræbelse på at eliminere den mest uhyrlige opfindelse, menneskeheden nogensinde har gjort: atombomben, som kun USA har brugt – i 1945 over Hiroshima og Nagasaki.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Karsten Nielsen

Atomtruslen er (bortset fra Cuba-krisen) større end nogensinde. Og det er på høje tid, at medierne – som nu heldigvis Information her – begynder at interessere sig for emnet. Der er gang i en kæmpe atomar oprustning, og som borger bør man virkelig være bekymret. Det kan undre, at socialdemokratiet, der i 1915 sagde ”knæk sablen”, nu er blevet så militaristisk indstillet, at den mekanisk støtter tanken om terrorbalance. Og tror man endelig på atomvåbnenes gensidige, afskrækkende ”fredsvirkning” – så bør man sætte sig så meget ind i tingene, at man kan se, at dersom den ene part har et forspring, vil den anden part forsøge at skabe balance. Jeg så et oplæg med et billede fra den russiske generalstab (af tidligere militærattache i Moskva, Karsten Møller). Her så man tydeligt, hvordan USA fra baser, ubåde og fly hele vejen rundt om Rusland kunne gennemføre a-våbenangreb på få minutter. Russerne var derfor stærkt bekymret for et overraskelsesangreb, der kunne ødelægge deres gengældelsesmulighed. USA.s fremskudte missilforsvarssystem, der nu etableres i Polen og Rumænien, udgør samme bekymring. I dag er det kun USA, der besidder en atomar kapacitet, der kan slå så hårdt og præcist, at en modpart mister evnen til gengældelse. USA har da også jævnligt spekuleret i ”first-strike” mulighed, og dette faktum bør bekymre os alle – især borgerne i Europa. Vores egen regering har desværre ikke gennemskuet USA.s ønsker (krav) til os om ubådsovervågning mellem Grønland, Island og England – det såkaldte GIUK-gab, der skal hindre russiske ubåde i at komme helt ud i Atlanten og bringe sig i angrebsstilling til USA. Vores regering deltager derfor i leg-med-ilden i et storpolitisk strategisk spil, hvor vi støtter den ene side – tilsyneladende uden at ane, at vi øger krigsfaren. Det er på tide med en markant forandring af vores sikkerhedspolitik, hvis vi ønsker fred. Her og nu bør vi aflyse disse tiltag i Atlanten – og samtidig bør vi – trods modstand fra NATO - vove at tilslutte os FN-traktaten mod atomvåben (TPNW) – om ikke andet som observatør, ligesom Norge og Tyskland.