Natten til torsdag skete det forventede og uundgåelige for præsident Joe Biden og hans Demokratiske Parti.
Efter mere end en uges omstændelig optælling af brevstemmer i over 20 valgdistrikter med tæt løb scorede republikanerne endelig de nødvendige 218 pladser og vil kontrollere Repræsentanternes Hus i den næste samling, som begynder i januar. I Senatet bevarer demokraterne et tilsvarende snævert flertal.
Altså et blandet resultat for begge partier. Republikanerne havde håbet at vinde i Senatet, selv om de havde langt flere mandater i spil end demokraterne. De skulle tilmed forsvare to ledige pladser i Ohio og Pennsylvania. De tabte sidstnævnte svingstat. Det afgjorde slaget.
De fleste demokrater havde ikke meget tiltro til en sejr i Repræsentanternes Hus. Dertil var Biden-regeringen for meget i modvind. Så de kan glæde sig over, at den brogede forsamling af Trump-loyalister, Trump-skeptikere, konservative og moderate republikanere vil råde over et yderst snævert flertal og derfor næppe kan enes om meget i de næste to år.
Det må være politikken, resultaterne og folks oplevelse af dem, der vinder næste valg for demokraterne, om det så bliver Biden eller en anden, der er kandidat.
Helt korrekt. Der er så meget tendens til at lade dæmonisering af modstanderen være det bærende i et valgprogram, at det tolkes som en sygdom i det amerikanske demokrati. Tilsat værdipolitikske emner og et regeringsprogram fuld af symbolpolitik.
At fokusere på et politisk program der skal give den almindelige amerikanske borger bedre vilkår er derimod et sjældent politisk sats. Desværre. For denne mangel er årsag til en stadig mere indgroet og indebrændt politikerlede, der endda giver sig udslag i en skepsis over for amerikansk demokrati som sådan.
Det budskab råbes meget klart af for eksempel Andrew Yang (tidligere demokratisk "presidential hopeful", nu uafhængig og stifter af "Forward Party")
og Breaking Points (web-baseret nyhedskanal af journalister tidligere ansat på nyhedskanalen "The Hill").