børnelitteratur

Det er ikke altid, forfattere ved – eller vil indrømme – hvem de står på skuldrene af. Det ved, og det vil, Kim Fupz Aakeson godt. Han vinker ned til Ole Lund Kirkegaard og takker for mundtligheden og humoren. Men han kigger også opad og ser den voksne og tænker: Det er vel også et slags menneske

Jesper Wung-Sung har både skrevet om sin kinesiske oldefar, der blev udstillet i Tivoli, i voksenromanen ’En anden gren’ og i ’Lynkineser’, der er nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris. Men egentlig er Wung-Sung er modstander af sondringen mellem voksen- og børnelitteratur, som han mener legitimerer dårlig litteratur. Når han selv skriver, tænker han ikke på, om bøgerne er til voksne eller børn

Kim Fupz Aakeson og Niels Bo Bojesens Vitello fra rækkehuset ved ringvejen har fået sin egen film. Vi tegner et portræt af en underlig dreng, der er noget ganske særligt i dansk børnelitteratur, men samtidig skriver sig ind i en lang tradition for elskelige uvorne unger. Og så er der Vitellos vidunderligt kølige mor, der godt kan lide et glas vin eller to eller tre

Nogle af de mest elskede figurer fra børnebøger og børne-tv har rod i fordomsfulde karikaturer, og racisme er indlejret i bøger og kultur for børn på en så subtil måde, at selv velmenende progressive antiracister bliver blinde for den. Amerikanske Philip Nel, der er forsker i børnelitteratur, vil åbne vores øjne for de racistiske elementer – ikke for at vi skal fjerne dem, men for at vi skal blive opmærksomme på dem og lære at læse med ubehag

Mens voksnes litteratur højst bliver til en lydbog, forgrener litteratur for børn sig ud i apps, lyd, grafik, fanfiktion og hele virtuelle universer. Børne- og ungdomslitteraturforsker Sarah Mygind mener, vi skal tænke litteraturen bredere end teksten i bogen – så vi f.eks. får øje på, at et computerspil bruger samme litterære greb som Virginia Woolf

Tove Janssons romaner Billedhuggerens datter og Sommerbogen, der fulgte efter bøgerne om Mumidalen, er også noget af det fineste, jeg ved