Menu
Log ind

Emne

dansk litteratur

Nogle gange er det, som om Bådens navn er bange for, at man som læser tænker selv. Der kommer hele tiden en situation til, som forklarer os tingene ekstra tydeligt. Men, altså, Kim Fupz Aakeson kan godt skrive og komponere en scene.

Kim Fupz’ nye roman er beslægtet med Helle Helle, bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent

Kim Fupz Aakesons spinkle roman strækker sit stof til det yderste. Men Fupz Aakeson kan skrive og komponere en scene
Digteren Lars Skinnebach har udgivet en ny digtsamling, der ifølge Informations anmelder overdøves af illustrationerne i bogen.

Skinnebachs digte møder en hel del støj i hans nye genreblandende objekt

Lars Skinnebachs nye, posthumane digte er gennemgående ret tynde – men de får heller ikke en kinamands chance i provokunstnervennens både Ankeranstrengte og anstrengende opsætning
Tre biller, der filosoferer, karakterer, der kun er hoveder med besynderlige frisurer og dårlig timing – skulle det nu være sjovt? Ja, ret sjovt

En stribe, der er helt ubehjælpsom med vilje

Tre biller, der filosoferer, karakterer, der kun er hoveder med besynderlige frisurer og dårlig timing – skulle det nu være sjovt? Ja, ret sjovt
’Lucie’ ligner andre af Anne-Marie Vedsø Olesens pastiche-agtige romaner om kvinder, der kæmper og slår ihjel, men den finder sin helt egen tone af oldnordisk patos.

’Lucie’ er en historie om en kvinde med umådeholdent begær efter ungt mandekød og ud af kroppen-oplevelser

Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’ er den vildeste bog, denne anmelder har læst, men desværre fiser dommedagsvisionerne ud i et simpelt selvrealiseringsprojekt

Becketts håbløshed, men uden humor

Glenn Christians nye bog er bedst, når hans ordknappe visioner får lov at lyse dystert og klart – alt for tit bliver de grødede og rodede i det

Flere forkerte følelser, tak

’Alle de liv’ er tæt på at være en usædvanlig fortælling om venindejalousi og -forelskelse, og hvad man så stiller op, når veninden får mand og børn og bliver dødssyg. Men i sidste ende er romanen ikke modig nok
Anmeldelse
Som en farce eller satire betragtet kan tingene sagtens blive grotesk overdrevet – jeg synes bare ikke, at Morten sabroe rigtigt rammer plet.

Dette er ikke en pik

Det er en kæmpe pik: 32 cm. Morten Sabroe har med sin nye farce af en roman svært ved at se verden for bare patter og går til #MeToo, som en døv mand går til koncert: Sikke mange mennesker med instrumenter på scenen – men hvad fanden er det egentlig, de laver?
Anmeldelse
Dagene glider sømløst over i hinanden i ’Livet er en fest og så dør man’, og romanen er på samme måde en rolig og sitrende bevægelse frem; det bliver aldrig rigtig intenst, men det stopper heller aldrig op

Jeg har det ikke dårligt, men mit ansigt er ved at gå i opløsning

Det er ikke sproget eller det potentielt grænseoverskridende, som gør Nikolaj Tange Langes debutroman interessant, men fremstillingen af de mange typer af forhold, der kan være mellem mennesker i et lille miljø
Essay
Lone Aburas’ bog ’Der er et jeg der taler’ er langtfra enestående. Snarere understreger den engagementets genkomst i det seneste tiårs repolitisering af litteraturen, som bl.a. forbindes til den såkaldte ’generation etik’.

Det er stadig kontroversielt, når forfattere tager parti

Hvis tildelingen af Montana-prisen til Lone Aburas understreger den engagerede litteraturs genkomst, så demonstrerede 2017’s markante debat om Christina Hagens ’Jungle’ den udbredte automatafvisning af et litteratursyn, der insisterer på at tage parti. Et genbesøg af både engagementsbegrebet og virakken er derfor på sin plads

Orissa-biblioteket er et formeksperiment på den allerbedste måde

Fire danske forfattere hylder og genskriver Ola Julens moderne klassiker ’Orissa’ på hver deres måde. Ingen lades uberørte

Sider

Mest læste

  1. Her er de bedste bøger i 2018 – ifølge kritikerne
    Hvilke romaner, digtsamlinger, fagbøger og ungdomsbøger har været de ypperligste i 2018? Her er kritikernes favoritter
  2. En ode til det bristede mellemkød
    Dy Plambeck har skrevet en politisk kvinderoman, der vil tale om alt det, kvinder ellers helst skal tie om: fødsler, overrevne endetarmsåbninger, onani, sex, vold, had og druk. Det er ganske vidunderligt – og til tider lige lovlig programmatisk
  3. Med Kristina Stoltz ’Cahun’ virker fantasien ikke længere så slidt, som den har gjort
    Kristina Stoltz’ ambitiøst altfavnende roman om den franske forfatter, fotograf og politiske aktivist, der kaldte sig Claude Cahun, er blandt andet spændende læsning, fordi den giver et bud på, hvorfor fantasien får kraft, når fascismen gør
  4. Knud Romers projekt er sympatisk, men romanen er simpelthen ikke gennemarbejdet nok
    Efter 12 år er Knud Romer klar med den svære toer. Den er desværre ikke helt forløst: Der bliver skudt i både øst og vest, og trådene bliver aldrig samlet
  5. Suveræne Svend Åge Madsen tilbyder os en vej ud af glemslen
    Svend Åge Madsen har skabt en smuk indre sammenhæng i sit værk ved en egensindig, ejendommelig, mærkværdig og bemærkelsesværdig bog, hvis vigtigste kvalitet er den samtidige og lige mærkbare tilstedeværelse af intellektuel gennemlysthed og følsom menneskekærlighed
  6. Det gode og det onde mørke
    Både nabofamilien, Pryds, og selve skrivestilen hænger og dasker underligt uden på Merete Pryds Helles på mange måder magtfulde efterfølger til succesen ’Folkets skønhed’
  7. Ikke alle bøger har en sjæl, men Thomas Bobergs Afrikabog har
    Thomas Bobergs suveræne ’Africana’ er en rejse til både det indre og det ydre Afrika, så læseren kan sanse det og forfatteren dø af det
  8. Amalie Langballe viser, hvordan sorg tærer på virkelighedsfornemmelsen
    Det bedste ved Amalie Langballes debutroman ’forsvindingsnumre’ er det, der står uden for fortællingen: de rene og stærke beskrivelser af sorg. Magtesløsheden, den dårlig samvittighed, det tærende savn og vreden