Emne

dansk litteratur

En hund, der kan klatre i træer

Mads Eslunds opfølger til den eksperimentelle ’imnothererepresentinghardbodies’ (Antipyrine, 2015) bringer ikke forfatterskabet nævneværdigt videre

Nikolaj Zeuthen har hele tiden haft fat i den lange ende

Gode digtere kommer i mange former. Vicevært med UltraMax-system til trappevask er én af dem

’Sprækker’ er en roman om at miste, og om at tabe sig selv

Mette Garfields debutroman viser brudstykker af tiltrækning og afvisning. Og ved hver læsning samler værket sig mere og mere

Christina Hagens nye bog er et paradoksalt forsvar for fornærmelsen

Christina Hagens paradoks af en ny bog overbeviser ikke om, at fællesskabet kan frelses med fornærmelser

Jonas Eika: ’Litteraturen kan løsrive kræfter til politisk modstand’

Novellesamlingen ’Efter solen’ blev af sommerens begejstrede anmeldere fremhævet som samfundskritisk science fiction. Selv er forfatteren Jonas Eika dybt engageret i politiske spørgsmål, men stadig i tvivl om, hvad politisk litteratur egentlig er. Han er årets vinder af Montanas Litteraturpris

Virkeligheden har brug for at blive fremstillet på nye og overraskende måder – det gør Jonas Eika

Vinderen af Montanas Litteraturpris, Jonas Eika, er et særligt godt eksempel på, at litteraturen kan og skal fremstille virkeligheden på nye og overraskende måder. Han skriver ikke formanende politisk litteratur, men undersøger de økonomiske og begærsmæssige dynamikker, der strukturerer mennesker og samfund. Og det er vigtigt

Årets vigtigste litteratur vidner om, at en gammel orden i verden er rystet

De bedste retfærdigt anerkendte og uretfærdigt oversete bøger beskriver og lader sig forme af en personlig, politisk og planetarisk krise i selve det menneskelige

I år har lyrikken overtaget romanens funktion som samtidsdiagnostisk genre

Genrerne har byttet plads i år: romanerne er rygvendte, digtene ser samfundet i øjnene

Litteraturåret 2018 vil blive husket som et udsondringernes og kropsvæskernes år

Litterær årsrapport 2018 med ros til en række episk helstøbte romaner, begejstring for gedigent originale, æstetisk mærkværdige bøger samt dyb skepsis over for moppedrenge med utilsløret bestsellerambition. Det velkendte tema personlig forløsning samt døden og dystopierne behandler vi kort til sidst!

’Træmuseet’ er C.Y. Frostholms hidtil vigtigste bog

’Træmuseet’ er en varm bog. Det er en krammer til verden og til verdens vidunderlige forfattere og træer

Sider

Mest læste

  1. Ifølge udvalget bag den danske litteraturkanon er hverken Tove Ditlevsen eller Inger Christensen værdige til kanonlisten, som kun rummer én kvinde. Det er udtryk for en patriarkalsk kultur, som ikke anerkender åbenlys litterær kvalitet, skriver forfatter og redaktør Elisabeth Møller Jensen i denne kronik
  2. ’En linje i verden’ er en blændende beskrivelse af forbindelsen mellem landskab, menneske og erindring på Vestkysten
  3. Det kan godt være, at vi i middelklassen kan ignorere de hjemløse, når vi passerer dem på gaden, men i Mikael Josephsens fremragende kollektivroman skal de træde frem i al deres uomgængelighed. Og det gør de
  4. ’Hvis vi ikke taler om det’ er, ud over 30 siders vigtig udforskning af en gråzone og en #MeToo-episode, omtrent 330 siders opremsning af læsere, der har grædt til Leonora Christina Skovs bøger
  5. Helt ærlige Niels Erling skriver i ’Til min far’ i slowmotion om sin fars terminale fase. Han gør det så enkelt, at det gør ondt
  6. Når der kun findes én kvindelig forfatter på den danske kanonliste, skydes det ikke kun urimelige patriarkalske strukturer i fortiden, men også forældede og automatiserede forestillinger om den danske litteraturhistorie. Lad os nu få listen gjort tidssvarende, skriver forfatter og litteraturanmelder Nanna Goul i denne klumme
  7. Det er den på én gang fint poetiske og usentimentale tone, der gør Fine Gråbøls roman til en læseoplevelse, et sindslidelsens skatkammer
  8. Nanna Goul og Kamilla Löfström har udpeget de bedste danske bøger fra de første to årtier i dette årtusinde. I processen fandt de en voksende politisk bevidsthed, kollektivisme og humor. Og så er katastrofe og dystopi ikke længere ren science fiction