Af alt, hvad der er svært at læse i Inger Christensens efterladte skrifter, er Parisprojektet næsten det sværeste. Men for Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er det også noget af det fineste. Det spændende er ikke så meget det sensationelle i, at der findes en roman, som en stor forfatter aldrig fik skrevet. Det bliver snarere en kvalitet ved teksten i sig selv, at den netop kun kan læses i denne form