Emne

dansk litteratur

Jan Thielkes kunstneriske evner overbeviser ikke

De få vellykkede digte i Jan Thielkes nye samling formår ikke at fjerne indtrykket af, at skuffen blot er blevet tømt

Signe Gjessings prosadebut 'Synet og vennen' er bedst, når den er mest jordnær

Den kosmisk orienterede digter Signe Gjessings prosadebut skildrer en sorgproces med ganske lidt ydre handling og ganske vidtløftige tanker om udødelighed. Den er bedst, når det spacy blik lander i et konkret og genkendeligt rum

Knud Romers projekt er sympatisk, men romanen er simpelthen ikke gennemarbejdet nok

Efter 12 år er Knud Romer klar med den svære toer. Den er desværre ikke helt forløst: Der bliver skudt i både øst og vest, og trådene bliver aldrig samlet

Erik Skyum-Nielsen kigger kritisk tilbage på forårets vigtigste litterære udgivelser

Et blik tilbage på tolv af årets bøger viser, at kritikerne for let lod sig afvæbne af hype og af den forhåndsforventning der kan være til bestemte bøger

Digteren Noa Kjærsgaard Hansen slår sig følsomt på brystet

Noa Kjærsgaard Hansens anden digtsamling er fyndig, lavmælt og generationstypisk

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

For Erik Skyum-Nielsen giver udgivelsen af Inger Christensens efterladte manuskripter anledning til megen fryd over at besøge hendes tidlige digte, men også til en eftertanke over styrken i og faren ved det lille ord ’jeg’
Inger Christensen

Arkivet findes; digtene, notaterne og udkastene findes

Inger Christensen er en af de største europæiske forfattere i det 20. århundrede, en af de få, man stadig vil kunne huske om 100 år – og ikke kun i Danmark. I ti år, siden Inger Christensens død, har hendes efterladte papirer samlet støv i et arkiv på Det Kongelige Bibliotek. Nu udkommer de i et gigantisk mammutværk på knap 1.000 sider, der kaster nyt lys over den verdensberømte digters arbejdsproces

’Verden ønsker at se sig selv’ er et intimt og svimlende indblik i Inger Christensens værksted

Det er for Tue Andersen Nexø i skitserne til digtsamlingen ’alfabet’, at de virkelige sensationer findes, og sådan er det en svimmel lykke at vandre rundt i Inger Christensens efterladte skitser, udkast og lejlighedstekster

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Af alt, hvad der er svært at læse i Inger Christensens efterladte skrifter, er Parisprojektet næsten det sværeste. Men for Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er det også noget af det fineste. Det spændende er ikke så meget det sensationelle i, at der findes en roman, som en stor forfatter aldrig fik skrevet. Det bliver snarere en kvalitet ved teksten i sig selv, at den netop kun kan læses i denne form
Inger Christensen

Inger Christensen-bogen giver os helt nye tekster og et indblik i en stor digters skabelsesproces

På tirsdag udgiver forlaget Gyldendal mammutudgivelsen ’Verden ønsker at se sig selv – digte prosa udkast’, som er en lang række af Inger Christensens tekster, der aldrig tidligere har været udgivet. Det hylder vi i ugens bogtillæg

Sider

Mest læste

  1. Carsten Jensen har skrevet en ny samling af små analyser af tidsånden. Det er overrumplende læsning
  2. Der er behov for et fundamentalt opgør med arbejdet som institution, mener forfatter Eskil Halberg, der selv har valgt et liv som delvis arbejdsfri. Ikke mindst venstrefløjen mangler at erkende, at arbejdet, som vi kender det, er i krise – og at det ikke repareres ved at smøre leverpostejsmadder
  3. Lykke-Per er et virkelig irriterende menneske. Han er selvoptaget, selvovervurderende, respektløs, hensynsløs, påståelig og utålmodig. Men det mest irriterende ved ham er selvfølgelig, at man genkender så meget af sig selv i ham. I anledningen af denne uges premiere på Bille Augusts filmatisering af Pontoppidans mesterværk af en samtidsroman, undersøger vi, hvad Pers skæbne kan sige os om både fortid og nutid. Pers skuffelser er nemlig vores egne
  4. Efter 12 år er Knud Romer klar med den svære toer. Den er desværre ikke helt forløst: Der bliver skudt i både øst og vest, og trådene bliver aldrig samlet
  5. Bjørn Rasmussen er tilbage i »bedste romanform« i sin tredje roman ’Jeg er gråhvid’, skrev Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i fredagens bogtillæg. Bjørn Rasmussens værker var en afgørende del af »den kropslige vending« i litteraturen, der fandt sted i starten af 10’erne. Og så skriver han ifølge en ny generation af digtere grænseløst om seksualitet og stigmatisering. Vi tegner et portræt af forfatterskabet
  6. ’Solar’ er en digterroman om at gå i hundene. Det er smuk og vild og visionær prosa
  7. Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
  8. Der var lidt direktør Varnæs over den måde, det hidtil er foregået på i Gyldendal. Men en ny tids Mads Skjern meldte for nogle måneder siden sin ankomst. Og nu træder Johannes Riis tilbage som litterær direktør