Emne

dansk litteratur

Anmeldelse

Theis Ørntoft har skrevet et kosmisk hærværk af en roman

’Solar’ er en digterroman om at gå i hundene. Det er smuk og vild og visionær prosa

Jesus og påsken forstået gennem 12 danske litterære værker

Her er de danske digtere der i tro og tvivl tør stille deres bevidsthed og skrivetalent til disposition for påskens hårrejsende hændelser

Kim Fupz’ nye roman er beslægtet med Helle Helle, bare udført håndfast og kompetent snarere end præcist, elegant, overlegent

Kim Fupz Aakesons spinkle roman strækker sit stof til det yderste. Men Fupz Aakeson kan skrive og komponere en scene

Skinnebachs digte møder en hel del støj i hans nye genreblandende objekt

Lars Skinnebachs nye, posthumane digte er gennemgående ret tynde – men de får heller ikke en kinamands chance i provokunstnervennens både Ankeranstrengte og anstrengende opsætning

En stribe, der er helt ubehjælpsom med vilje

Tre biller, der filosoferer, karakterer, der kun er hoveder med besynderlige frisurer og dårlig timing – skulle det nu være sjovt? Ja, ret sjovt

’Lucie’ er en historie om en kvinde med umådeholdent begær efter ungt mandekød og ud af kroppen-oplevelser

Anne-Marie Vedsø Olesens nye roman ’Lucie’ er den vildeste bog, denne anmelder har læst, men desværre fiser dommedagsvisionerne ud i et simpelt selvrealiseringsprojekt

Becketts håbløshed, men uden humor

Glenn Christians nye bog er bedst, når hans ordknappe visioner får lov at lyse dystert og klart – alt for tit bliver de grødede og rodede i det

Flere forkerte følelser, tak

’Alle de liv’ er tæt på at være en usædvanlig fortælling om venindejalousi og -forelskelse, og hvad man så stiller op, når veninden får mand og børn og bliver dødssyg. Men i sidste ende er romanen ikke modig nok
Anmeldelse

Dette er ikke en pik

Det er en kæmpe pik: 32 cm. Morten Sabroe har med sin nye farce af en roman svært ved at se verden for bare patter og går til #MeToo, som en døv mand går til koncert: Sikke mange mennesker med instrumenter på scenen – men hvad fanden er det egentlig, de laver?
Anmeldelse

Jeg har det ikke dårligt, men mit ansigt er ved at gå i opløsning

Det er ikke sproget eller det potentielt grænseoverskridende, som gør Nikolaj Tange Langes debutroman interessant, men fremstillingen af de mange typer af forhold, der kan være mellem mennesker i et lille miljø

Sider

Mest læste

  1. Carsten Jensen har skrevet en ny samling af små analyser af tidsånden. Det er overrumplende læsning
  2. Der er behov for et fundamentalt opgør med arbejdet som institution, mener forfatter Eskil Halberg, der selv har valgt et liv som delvis arbejdsfri. Ikke mindst venstrefløjen mangler at erkende, at arbejdet, som vi kender det, er i krise – og at det ikke repareres ved at smøre leverpostejsmadder
  3. Lykke-Per er et virkelig irriterende menneske. Han er selvoptaget, selvovervurderende, respektløs, hensynsløs, påståelig og utålmodig. Men det mest irriterende ved ham er selvfølgelig, at man genkender så meget af sig selv i ham. I anledningen af denne uges premiere på Bille Augusts filmatisering af Pontoppidans mesterværk af en samtidsroman, undersøger vi, hvad Pers skæbne kan sige os om både fortid og nutid. Pers skuffelser er nemlig vores egne
  4. Efter 12 år er Knud Romer klar med den svære toer. Den er desværre ikke helt forløst: Der bliver skudt i både øst og vest, og trådene bliver aldrig samlet
  5. Bjørn Rasmussen er tilbage i »bedste romanform« i sin tredje roman ’Jeg er gråhvid’, skrev Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen i fredagens bogtillæg. Bjørn Rasmussens værker var en afgørende del af »den kropslige vending« i litteraturen, der fandt sted i starten af 10’erne. Og så skriver han ifølge en ny generation af digtere grænseløst om seksualitet og stigmatisering. Vi tegner et portræt af forfatterskabet
  6. ’Solar’ er en digterroman om at gå i hundene. Det er smuk og vild og visionær prosa
  7. Den før så generationstypiske forfatter har godhedsfuldt søgt at lægge (nogle af) attituderne fra sig og finde ind til en smertelig nøgternhed, men når han forsøger at anlægge globale og klimapolitiske perspektiver, genkender man kun alt for tydeligt den Karl Smart, som så ofte stak hovedet frem i debuten ’7/11’ og i selvmordsgalleriet ’Avatar’
  8. Der var lidt direktør Varnæs over den måde, det hidtil er foregået på i Gyldendal. Men en ny tids Mads Skjern meldte for nogle måneder siden sin ankomst. Og nu træder Johannes Riis tilbage som litterær direktør