I går fjernede den egyptiske hær med magt tusindvis af tilhængere af den afsatte egyptiske præsident Mursi fra pladsen foran Rabaa al-Adawiya-moskeen i Kairo. For to dage siden udnævnte styret 19 generaler til poster som regionale guvernører. Så var det en afslutning på demokratiprocessen? To erfarne Egypten-kendere er helt uenige
Alle politiske spillere må gå sammen om at stække forsøget på at rulle Det Arabiske Forårs løfter tilbage – i modsat fald kan det få farlige følger for hele regionen
»Man har fået skabt nogle bedre vilkår for nogle kvinder, man har fået flere børn i skole, og der er kommet en begrænset ytringsfrihed – så længe man ikke udtaler sig om religion. Men der er stadig rigtig mange børn, der ikke bliver særlig gamle, fordi der er stor fattigdom.«
Glem menneskerettigheder. F-16 fly og 1,5 milliarder dollar i militærbistand viser, at USA’s politik over for Egypten handler om dobbeltspil – ikke om demokrati
Mervat Abou Ouf demonstrerer i øjeblikket sammen med sine egyptiske medsøstre. Hun håber, at deres politiske indflydelse vil vare ved, når nye permanente magthavere kommer til
Religiøs og kulturel mandschauvinisme holder kvinder ude af egyptisk politik og legitimerer seksuel chikane mod de demonstrerende kvinder. Hvis Egypten vil demokratiet og være regionens leder, må man åbne op for kvindernes fulde medvirken – her kan kvoter være vejen frem
Mursi har ikke brugt de mange år som forbudt og undertrykt opposition til at reflektere over demokratiets væsen og over det faktum, at magten ikke altid ligger i at have flest stemmer, men også i at have mest moralsk legitimitet
Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat
Alle politiske spillere må gå sammen om at stække forsøget på at rulle Det Arabiske Forårs løfter tilbage – i modsat fald kan det få farlige følger for hele regionen
I årevis har vi debatteret fremmedkrigere: Oftest unge efterkommere, der rejste ned for at deltage i den syriske borgerkrig. Nu er en ny generation af efterkommere rejst ned for at kæmpe i Mellemøsten. Men denne gang er der tale om en demokratisk succeshistorie
Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
Vestens vanetænkning har med opstandene i Nordafrika for alvor vist sig som forældet: Den arabisk-muslimske verden er ikke længere en undtagelse fra den verdenshistoriske hovedstrøm
Der er ingen grund til at tro, at demokratiet vil slå igennem, der hvor Mellemøstens diktatorer faldt. Skal folkestyret rodfæste sig, kræver det en demokratisk folkesjæl og værdier som ligeværd og adskillelse mellem politik og religion. Kristendommen såede de tanker i europæerne. Islam derimod rummer ikke de nødvendige dyder
Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser
