I går fjernede den egyptiske hær med magt tusindvis af tilhængere af den afsatte egyptiske præsident Mursi fra pladsen foran Rabaa al-Adawiya-moskeen i Kairo. For to dage siden udnævnte styret 19 generaler til poster som regionale guvernører. Så var det en afslutning på demokratiprocessen? To erfarne Egypten-kendere er helt uenige
Alle politiske spillere må gå sammen om at stække forsøget på at rulle Det Arabiske Forårs løfter tilbage – i modsat fald kan det få farlige følger for hele regionen
»Man har fået skabt nogle bedre vilkår for nogle kvinder, man har fået flere børn i skole, og der er kommet en begrænset ytringsfrihed – så længe man ikke udtaler sig om religion. Men der er stadig rigtig mange børn, der ikke bliver særlig gamle, fordi der er stor fattigdom.«
Glem menneskerettigheder. F-16 fly og 1,5 milliarder dollar i militærbistand viser, at USA’s politik over for Egypten handler om dobbeltspil – ikke om demokrati
Mervat Abou Ouf demonstrerer i øjeblikket sammen med sine egyptiske medsøstre. Hun håber, at deres politiske indflydelse vil vare ved, når nye permanente magthavere kommer til
Religiøs og kulturel mandschauvinisme holder kvinder ude af egyptisk politik og legitimerer seksuel chikane mod de demonstrerende kvinder. Hvis Egypten vil demokratiet og være regionens leder, må man åbne op for kvindernes fulde medvirken – her kan kvoter være vejen frem
Mursi har ikke brugt de mange år som forbudt og undertrykt opposition til at reflektere over demokratiets væsen og over det faktum, at magten ikke altid ligger i at have flest stemmer, men også i at have mest moralsk legitimitet
Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
I årevis har vi debatteret fremmedkrigere: Oftest unge efterkommere, der rejste ned for at deltage i den syriske borgerkrig. Nu er en ny generation af efterkommere rejst ned for at kæmpe i Mellemøsten. Men denne gang er der tale om en demokratisk succeshistorie
I nordsyriske Rojava har forskellige etniske og religiøse grupper udråbt deres eget selvstyre og forsøger at opbygge et nyt og demokratisk samfund efter schweizisk forbillede og i stærk kontrast til såvel Assad-regimet som Islamisk Stats kalifat
Informations mellemøstkorrespondent rejste til Egypten i efteråret, og mente han havde styr på sin dækning af regionen. Men pludselig begyndte en ny bølge af arabiske revolter, og han måtte smide alt på gulvet. Læs 1. afsnit i hans dagbogsberetninger fra to måneders rejse i Mellemøstens nye forår
Der er ingen grund til at tro, at demokratiet vil slå igennem, der hvor Mellemøstens diktatorer faldt. Skal folkestyret rodfæste sig, kræver det en demokratisk folkesjæl og værdier som ligeværd og adskillelse mellem politik og religion. Kristendommen såede de tanker i europæerne. Islam derimod rummer ikke de nødvendige dyder
Den rationelle demokratiske orden skal overhovedet ikke begrundes på en religion. Den må derimod kræve, at de forskellige religioner accepterer, at de ikke skal være grundlag for den politiske orden, og at de hver især udvikler en teologi, som er forenelig med det
Religiøs og kulturel mandschauvinisme holder kvinder ude af egyptisk politik og legitimerer seksuel chikane mod de demonstrerende kvinder. Hvis Egypten vil demokratiet og være regionens leder, må man åbne op for kvindernes fulde medvirken – her kan kvoter være vejen frem
