Emne

demokrati i Mellemøsten

Arven fra Irak – II

Resultatet bliver højst sandsynligt permanent borgerkrig, hvor Syrien – som Irak – er elimineret som stat, splittet op i enklaver og bevæbnet af diverse interessenter

Arven fra Irak – I

Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser

Irak bevæger sig mod diktatur – ikke demokrati

Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat

Paradigmeskiftet efter Irak

Vi kan ikke bombe os til demokrati, hvorfor militære løsninger ikke kan og må stå alene. Det handler derimod om at finde en balance mellem det militære og det civile – dét er læren af Irak, skriver udenrigsminister Villy Søvndal i denne kronik

De vestlige medier så kun de unge, hippe vestligt orienterede

Islamister, borgerkrig og kriser har efter de arabiske opstande spredt skuffelse. Men vi skal stadig tro på demokratiske fremskridt i Mellemøsten, siger demokrati-teoretikeren David Held. Vi skal lære af vores fejltagelser og arbejde fra neden i stedet for at diktere fra oven

Kaos som demokratisk læreproces

Tunesiens store politiske problem er modsætningsforholdet mellem den islamistiske blok og resten af landet. Polariseringen har vokset sig så grum, at den truer med at undergrave eller ligefrem umuliggøre den stabilitet, som landet behøver

Sandhedens øjeblik i Tunesien?

Er de arabiske revolters drømme om hurtig overgang til demokrati og velfærd skudt endeligt ned med snigmordet på den sekulære tunesiske venstre-politiker Shokri Belaid?

Den arabiske fremtid er islamisk

Det komfortable flertal på næsten to tredjedele for Det Muslimske Broderskabs version af en ny egyptisk forfatning peger frem mod en islamisk dagsorden for hele den arabiske verden

Egyptens dybe splittelse

Gensidig mistro mellem Egyptens liberale og islamister vækker bekymring i Vesten, der frygter, at en islamisk sejr ved folkeafstemningen om forfatningen vil udelukke de liberale fra enhver indflydelse og lamme landet med fortsat ustabil økonomi og kaos

’Islamisterne har i det mindste suppekøkkener’

Fraktionerne i egyptisk politik er ikke splittet i religiøse modsætninger, men i sociale brudlinjer, der handler om afstanden mellem elite og bredde – alle betydelige liberale politikere er praktiserende muslimer, men alligevel har islamisterne kunnet gøre forfatningskampen til en identitetskamp

Sider

Mest læste

  1. Informations mellemøstkorrespondent rejste til Egypten i efteråret, og mente han havde styr på sin dækning af regionen. Men pludselig begyndte en ny bølge af arabiske revolter, og han måtte smide alt på gulvet. Læs 1. afsnit i hans dagbogsberetninger fra to måneders rejse i Mellemøstens nye forår
  2. Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
  3. Det særlige ved optøjerne i en række arabiske lande er, at islamisterne er sat på sidelinjen, og at folk kræver medbestemmelse – ikke religion
  4. Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat
  5. Der er ingen grund til at tro, at demokratiet vil slå igennem, der hvor Mellemøstens diktatorer faldt. Skal folkestyret rodfæste sig, kræver det en demokratisk folkesjæl og værdier som ligeværd og adskillelse mellem politik og religion. Kristendommen såede de tanker i europæerne. Islam derimod rummer ikke de nødvendige dyder
  6. Det Arabiske Forår i Bahrain blev en overset ’revolution’, der druknede i regionale og geopolitiske interesser. Ny antologi illustrerer Bahrains betydning og interessante kamp for øget politisk retfærdighed på fornem vis
  7. Uanset hvilken præsident, der ender med at blive valgt med en stemmeprocent på 20, vil være en taber på lidt længere sigt
  8. Religiøs og kulturel mandschauvinisme holder kvinder ude af egyptisk politik og legitimerer seksuel chikane mod de demonstrerende kvinder. Hvis Egypten vil demokratiet og være regionens leder, må man åbne op for kvindernes fulde medvirken – her kan kvoter være vejen frem