Emne

demokrati i Mellemøsten

Irak bevæger sig mod diktatur – ikke demokrati

Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat

Paradigmeskiftet efter Irak

Vi kan ikke bombe os til demokrati, hvorfor militære løsninger ikke kan og må stå alene. Det handler derimod om at finde en balance mellem det militære og det civile – dét er læren af Irak, skriver udenrigsminister Villy Søvndal i denne kronik

De vestlige medier så kun de unge, hippe vestligt orienterede

Islamister, borgerkrig og kriser har efter de arabiske opstande spredt skuffelse. Men vi skal stadig tro på demokratiske fremskridt i Mellemøsten, siger demokrati-teoretikeren David Held. Vi skal lære af vores fejltagelser og arbejde fra neden i stedet for at diktere fra oven

Kaos som demokratisk læreproces

Tunesiens store politiske problem er modsætningsforholdet mellem den islamistiske blok og resten af landet. Polariseringen har vokset sig så grum, at den truer med at undergrave eller ligefrem umuliggøre den stabilitet, som landet behøver

Sandhedens øjeblik i Tunesien?

Er de arabiske revolters drømme om hurtig overgang til demokrati og velfærd skudt endeligt ned med snigmordet på den sekulære tunesiske venstre-politiker Shokri Belaid?

Den arabiske fremtid er islamisk

Det komfortable flertal på næsten to tredjedele for Det Muslimske Broderskabs version af en ny egyptisk forfatning peger frem mod en islamisk dagsorden for hele den arabiske verden

Egyptens dybe splittelse

Gensidig mistro mellem Egyptens liberale og islamister vækker bekymring i Vesten, der frygter, at en islamisk sejr ved folkeafstemningen om forfatningen vil udelukke de liberale fra enhver indflydelse og lamme landet med fortsat ustabil økonomi og kaos

’Islamisterne har i det mindste suppekøkkener’

Fraktionerne i egyptisk politik er ikke splittet i religiøse modsætninger, men i sociale brudlinjer, der handler om afstanden mellem elite og bredde – alle betydelige liberale politikere er praktiserende muslimer, men alligevel har islamisterne kunnet gøre forfatningskampen til en identitetskamp

Egypten: Fordommenes folkeafstemning

Ingen ved med sikkerhed, hvad udfaldet af den første og næsten fredelige runde om en ny egyptisk forfatning blev – de stridende parter har vidt forskellige tal, og ingen stoler på, at medierne er neutrale

Egyptens forfatning: Fra demokrati til præstestyre

Præsident Mohamed Mursi og hans islamiske tilhængere anklages for statskup efter islamisk præget forfatningsudkast hastes igennem til en hurtig folkeafstemning. Ekspert vurderer, at det kan kaste Egypten ud i borgerkrig

Sider

Mest læste

  1. Uanset hvilken præsident, der ender med at blive valgt med en stemmeprocent på 20, vil være en taber på lidt længere sigt
  2. Det særlige ved optøjerne i en række arabiske lande er, at islamisterne er sat på sidelinjen, og at folk kræver medbestemmelse – ikke religion
  3. Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat
  4. Der er ingen grund til at tro, at demokratiet vil slå igennem, der hvor Mellemøstens diktatorer faldt. Skal folkestyret rodfæste sig, kræver det en demokratisk folkesjæl og værdier som ligeværd og adskillelse mellem politik og religion. Kristendommen såede de tanker i europæerne. Islam derimod rummer ikke de nødvendige dyder
  5. Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
  6. En forvirret opposition kunne ikke hamle op med premierminister Erdogans løfter om udvidet demokrati og afstraffelse af 1980-kupmagere - uro i kurdiske regioner er eneste mislyd
  7. Overførelsen af familielovgivningen fra den sekulære lovgivning til den religiøse betyder en klar forringelse af israelske kvinders retsstilling
  8. I nordsyriske Rojava har forskellige etniske og religiøse grupper udråbt deres eget selvstyre og forsøger at opbygge et nyt og demokratisk samfund efter schweizisk forbillede og i stærk kontrast til såvel Assad-regimet som Islamisk Stats kalifat