Emne

demokrati i Mellemøsten

Mursi og kompromiserne

Mursi har ikke brugt de mange år som forbudt og undertrykt opposition til at reflektere over demokratiets væsen og over det faktum, at magten ikke altid ligger i at have flest stemmer, men også i at have mest moralsk legitimitet

Demokrati på egyptisk

Det ser umiddelbart dystert ud for det egyptiske demokrati – og efter på søndag ved vimere om hvor dystert

De pakistanske valg-alliancer er i opbrud

De aristokratiske kandidater i Punjab har i løbet af valgkampen måttet sande, at deres navn og status ikke længere er nogen garanti for sejr

Arven fra Irak – II

Resultatet bliver højst sandsynligt permanent borgerkrig, hvor Syrien – som Irak – er elimineret som stat, splittet op i enklaver og bevæbnet af diverse interessenter

Arven fra Irak – I

Mange lektier kan læres af Irak-krigen: Demokrati og frihed plantes ikke med et geværløb. Et repressivt og totalitært regime kan kun væltes gennem et langt og sejt arbejde med at støtte interne oppositionsgrupper. Stormagters militære interventioner – selv dem bemyndiget af Sikkerhedsrådet – bør altid tage højde for loven om utilsigtede konsekvenser

Irak bevæger sig mod diktatur – ikke demokrati

Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat

Paradigmeskiftet efter Irak

Vi kan ikke bombe os til demokrati, hvorfor militære løsninger ikke kan og må stå alene. Det handler derimod om at finde en balance mellem det militære og det civile – dét er læren af Irak, skriver udenrigsminister Villy Søvndal i denne kronik

De vestlige medier så kun de unge, hippe vestligt orienterede

Islamister, borgerkrig og kriser har efter de arabiske opstande spredt skuffelse. Men vi skal stadig tro på demokratiske fremskridt i Mellemøsten, siger demokrati-teoretikeren David Held. Vi skal lære af vores fejltagelser og arbejde fra neden i stedet for at diktere fra oven

Kaos som demokratisk læreproces

Tunesiens store politiske problem er modsætningsforholdet mellem den islamistiske blok og resten af landet. Polariseringen har vokset sig så grum, at den truer med at undergrave eller ligefrem umuliggøre den stabilitet, som landet behøver

Sandhedens øjeblik i Tunesien?

Er de arabiske revolters drømme om hurtig overgang til demokrati og velfærd skudt endeligt ned med snigmordet på den sekulære tunesiske venstre-politiker Shokri Belaid?

Sider

Mest læste

  1. Jacob Panton var udsendt i Afghanistan tre gange – i 2012 blev han skudt og måtte genoplives. Han mener, at det var et håbløst projekt at indføre demokrati efter vestligt forbillede. Men han fortryder ikke, at han deltog i krigen
  2. Ti år efter Irak-krigens begyndelse er der ikke meget tilbage af det demokrati, der skulle have været resultatet af invasionen i 2003. Siden USA forlod landet i 2011, har premierminister Nouri al-Maliki systematisk ryddet alle politiske modstandere af vejen og sat sig tungt på det 930.000 mand store sikkerhedsapparat
  3. I årevis har vi debatteret fremmedkrigere: Oftest unge efterkommere, der rejste ned for at deltage i den syriske borgerkrig. Nu er en ny generation af efterkommere rejst ned for at kæmpe i Mellemøsten. Men denne gang er der tale om en demokratisk succeshistorie
  4. I Vesten frygter mange, at opstanden i Mellemøsten vil resultere i islamiske diktaturer a la Iran. Men efter årtier med statslig undertrykkelse er de islamiske bevægelser begyndt at forstå fordelene ved de liberale politiske ideer. Samtidig viser erfaringen, at de accepterer demokratiske spilleregler, når de får mulighed for selv at deltage i demokratiet
  5. Den rationelle demokratiske orden skal overhovedet ikke begrundes på en religion. Den må derimod kræve, at de forskellige religioner accepterer, at de ikke skal være grundlag for den politiske orden, og at de hver især udvikler en teologi, som er forenelig med det
  6. Glem menneskerettigheder. F-16 fly og 1,5 milliarder dollar i militærbistand viser, at USA’s politik over for Egypten handler om dobbeltspil – ikke om demokrati
  7. Den egyptiske forfatter Mona Eltahawy accepterer ikke den logik, der siger, at først skal man have demokratiseret Mellemøsten og siden kan ligestilling mellem kønnene følge. For hende er enhver revolution på forhånd dødsdømt, hvis der ikke er ligestilling, så Mellemøsten har brug for en seksuel revolution nu
  8. Det særlige ved optøjerne i en række arabiske lande er, at islamisterne er sat på sidelinjen, og at folk kræver medbestemmelse – ikke religion