Emne

Det Arabiske Forår

Det Arabiske Forår lever i Tunesien

Tunesien forestår endnu mange politiske kriser, brud og omvæltninger, men den slags hører demokratiet til

’Hvorfor glemte alle Syrien, da det begyndte i Gaza?’

Der er grænser for mediernes økonomiske og menneskelige ressourcer, ligesom mediebrugernes reserver af empati heller ikke er uudtømmelige. De to kriser i Mellemøsten er adskilte, men forbundne på mange måder

Libyens demokratiske drøm ligger i ruiner

Tre år efter Gaddafi-regimets fald er der ikke meget tilbage af de forhåbninger, som Det Arabiske Forår vakte: Med to rivaliserende regeringer er nationen ved at revne midt over

Løb Det Arabiske Forår ud i sandet?

Revolutionsfesten er forbi, kontrarevolutionerne har sejret, og de gamle herskere er tilbage næsten overalt

Nye forårstegn i Tunesien

Landet, hvor Det Arabiske Forår begyndte, har netop vedtaget den arabiske verdens mest progressive forfatning. Den siger nej til sharia, garanterer tros-, tanke- og ytringsfrihed og stiller begge køn lige i al lovgivning

Tunesien plages af Yahya Hassan-typer og radikaliserede islamister

Tre år efter Jasminrevolutionen er den demokratiske transition gået helt i stå i det første arabiske forårsland. En langvarig og destabiliserende politisk krise kan kaste landet ud i kaos og bane vej for autoritære kræfters genkomst

Det forfrosne forår

Den forårsblomst, der blev plantet af en desperat tunesisk gadehandler og spirede med den arabiske middelklasses håb om værdighed, indtil videre visnet hen, kapret af generaler og fundamentalister

Terrorens dobbelte motiv

Terrorangrebet, det hidtil mest fatale i Beiruts Hizbollah-kontrollerede sydlige nabolag, er ikke det første. Og det bliver ikke det sidste. Og det er næppe er tilfældigt, at ni bilbomber i går dræbte mindst 30 i Bagdads shiakvarterer i det værste angreb siden 2008

De glemte oprør

Noget så sjældent som en ny bog med et højt niveau om den Persiske Golf er på gaden. Den peger på, at store forandringsprocesser også er i gang i denne, i litteraturen, ofte oversete del af den arabiske verden

’Det er, som om folk har glemt hærens undertrykkelse af revolutionen i 2011’

De unge, demokratiske aktivister, der var den egyptiske revolutions rygrad, er i dag gidsler i opgøret mellem Egyptens islamister og soldater

Sider

Mest læste

  1. Tunesien står efter flere års udfordringer midt i en af de helt store kriser. Landets præsident har afsat premierministeren og suspenderet parlamentet i 30 dage. Politiske modstandere kalder det et angreb mod demokratiet
  2. I Iben Albinus’ spændingsroman ’Damaskus’ tager oprøret mod Bashar al-Assad form og slås ned med den yderste brutalitet
  3. Viktor Orbán har fyret op under værdikampen i EU med den kontroversielle antihomolov, som den ungarske præsident har forsvaret ved at kalde transpersoner for »ulækre«. Opgøret med liberalismen er konservative politikere i Ungarn og Polens forsøg på at gøre sig fri af fortiden. Resultatet kan blive politisk lukkede samfund – holdt sammen af åbne økonomier: en globalisering uden globalister
  4. ’Jeg løb mod Nilen’ er en spraglet historie om en revolution, der måtte mislykkes. Al-Aswany tegner et nådesløst portræt af pseudodemokratiet Egypten, der gør, at man både forstår, at romanen er blevet forbudt i hjemlandet, Egypten, og at forfatteren selv i dag lever i eksil i New York
  5. De arabiske befolkninger krævede bedre levevilkår, frihed og social retfærdighed, da de for ti år siden gik på gaden mod deres magthavere. I stedet fik de ti års kaos, ødelæggelse og blodbad. Men det havde ikke behøvet at gå sådan. Dette er første kapitel i ny serie om, hvordan få magtfulde mænd knuste Det Arabiske Forårs revolutioner
  6. Alaa al-Aswany skriver fra eksil i New York, for i Egypten står han anklaget ved en militærdomstol for fornærmelse af præsident al-Sisi. Information har mødt ham i København
  7. Sangskrivere og musikere i Tunesien og Egypten bange for at fornærme myndighederne. Men pludselig beviste et hit fra bl.a. en unge tunesisk rapper, at det var muligt at protestere og overleve og det inspirerede til meget mere musikalsk modstand i regionen
  8. Tunesien er det eneste arabiske land, der har afvist sekterismen som politisk våben