Emne

diagnosesamfund

Læserbrev
16. september 2020

Giv børn med usynlige handicap en nøglesnor på, så deres klassekammerater kan tage hensyn

Mere end hvert syvende barn under 18 år har en psykiatrisk diagnose. Det skal vi turde tale om og skilte mere med. Det vil bidrage til, at børn og unge føler sig mindre ensomme, og så vil det gøre psykiatriske diagnoser til en naturlig del af hverdagen, skriver lærer Søs Prehn i dette debatindlæg
Kronik
22. januar 2020

Jeg blev misbrugt som barn. Men mit traume gør mig ikke psykisk syg

Mennesker, der har været udsat for overgreb, ender ofte med den psykiatriske diagnose borderline. Men mine traumer gør mig ikke psykisk syg. Psykiatrien kan slet ikke rumme mennesker som mig, skriver Cecilie Skovbjerg i dette debatindlæg
Cecilie Skovbjerg med sin hest Gaston. »Jeg har i dag vendt psykiatrien ryggen, fordi den ikke havde plads til mig og min historie. Den havde ingen forståelse for, hvad traumer har gjort ved mig. Der var ingen forståelse for, at jeg havde brug for at møde de samme få mennesker i min hverdag, i stedet skulle jeg forholde mig til 14-16 forskellige ansatte på en uge,« skriver hun i kronikken. 
Kommentar
6. december 2019

Asger Schnacks indlæg om ’diagnoselitteratur’ er gammel værdikamp på nye flasker

Kunstsynet, som forfatter Asger Schnack gør sig til fortaler for i sin kritik af ’diagnoselitteratur’, er ikke bare et syn på kunst, men en hierarkisering af menneskelige erfaringer og udtryksformer, hvor der skelnes mellem ’privatistisk litteratur’ og ’(nøgtern) visionær poesi om sandheden’
Schnacks indlæg er vagt, uden eksempler og derfor upræcist, og det er en skam. For han har ret i, at det for mange forfattere er et salgsvilkår, at de gør sig selv og deres private liv til genstand for præsentationen af deres værker. Men er det en retning i litteraturen? Nej, lyder det fra forfatter Siri Ranva Hjelm Jacobsen. 
Klumme
22. oktober 2019

Bedragersyndromet er et pseudomedicinsk udtryk for et klasseproblem

Frygten for at blive afsløret i ikke at være god nok skal ikke afhjælpes med selvhjælpsbøger. I stedet bør vi rette et kritisk blik mod den strukturelle uretfærdighed, der forklarer, hvorfor mange med mindre privilegerede baggrunde føler sig forkerte, skriver forfatter Nathalie Olah i dette debatindlæg
Bedragersyndromet er angsten for at blive afsløret i at ikke være god nok. Boris Johnson er eksemplet på en, der aldrig har lidt af denne angst. Men bedragersyndromet internaliserer noget, som burde analyseres strukturelt, og derfor bør begrebet droppes, mener dagens klummeskribent.
Læserbrev
7. marts 2018

Respons på læserbrev og opfølgning på kronik

Svend Brinkmann og Anders Pedersen yder en betydningsfuld indsats for at perspektivere diagnostikkens funktion i samfundet med en kritisk holdning til, hvordan diagnoser bruges, men kommer i samme åndedrag til at kritisere diagnosebegrebet i sig selv
Læserbrev
27. februar 2018

Diagnosekritik

Diagnosebegrebet skal beskrives løsrevet fra de institutionelle sammenhænge, som det indgår i
Kronik
14. december 2017

Du er en smartphone-afhængig sukkerjunkende psykopat

Og i øvrigt skylder du terapeuterne og selvhjælpsindustrien alle dine lommepenge, for ellers opnår du aldrig frelse
Med diagnosemetaforen får man ganske enkelt en retorisk forhammer til at slå ned på alt, man ikke forstår, ikke kan kontrollere, ikke kan lide eller gerne vil fordømme uden at være åbenlyst fordømmende, skriver dagens kronikør.