Menu
Log ind

Emne

død

Leif Ellegaard drømte om at gøre gården ved Svendborg til et samlingssted, hvor alle var velkomne.

Et liv er forbi: Gå aldrig samme vej hjem, som du gik ud

Selv Leif Ellegaards bisættelse var en fest. Han havde plads til både familie, venner og peruvianske fløjtespillere på sin gård, men han havde aldrig plads til bekymringer
Titlen på Robert Seethalers roman, Fælleden, understreger fællesskabet og samtalen, der finder sted mellem døde og levende. Det fælles går også på byens fællesskab, både romanens konkrete Paulstadt og den ’by’, enhvers by og enhvers historie, den spejler.

Den østrigske forfatter Robert Seethaler giver de døde stemme og minder os om, at et liv aldrig slutter helt

Nu ved jeg, hvordan døden er, siger en af de døde. ’Men jeg siger ikke noget. Det er forbudt at fortælle om døden’
Kirsten og Bent i Firenze ved floden Arno på vej med pilgrimsmålet Assisi.

Et liv er forbi: Kirsten Mandøe var eminent på tomandshånd

Man siger om psykologer, at de vælger deres fag for at forløse egne traumer. For Kirsten Mandøes vedkommende var det rigtigt. Som psykolog hjalp hun mange, og til sidst frisatte hun også sig selv
Lenny (Elyas M’Barek) og David (Philip Noah Schwarz) lærer hinanden at leve livet i Marc Rothemunds charmerende ’Mit ustyrlige hjerte’.

Grib chancen! Man ved aldrig, hvornår det er for sent

Lægesønnen Lenny lærer at sætte pris på livet, da han møder en hjertesyg dreng i Marc Rothemunds forudsigelige, men charmerende og, ja, hjertegribende film ’Mit ustyrlige hjerte’
Mange danskere har allerede taget traditionen fra allerhelgensaften til sig og stiller gravlys ud ved landets kirkegårde. Hallowen er altså ikke kun den kommercielle begivenhed, som mange danskere tror den er.

Vi mangler en tradition for at rumme døden. Derfor bør vi omfavne Halloween

I Danmark anser de fleste halloween som en kommerciel begivenhed, men traditionen går helt tilbage til kelterne, der med Samhain markerede, at sommeren var slut, og at de døde på denne dag kunne komme på visit. Man dækkede op til dem omkring bordet, tændte lys og bål og helligede denne dag de afdøde. Ikke nogen dum tradition, skriver Nanna Goul i dette debatindlæg
Anmeldelse
Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet, skriver Anita Brask Rasmussen.

Alfred har mistet sin farfar, og nu taler han med sin far om minderne i ’Alfreds mindebog’

’Alfreds mindebog’ om Alfred, der har mistet sin farfar, fungerer godt som en samling af sansninger til senere brug, men dårligt som højtlæsningsbog
Samtalen om døden i Hareskoven bliver lidt for uforpligtende.

Teateranmeldelse: Kom til teater i Hareskoven, hvis du vil have dødsangst med krymmel

I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden

Jeg behøver ikke se døden i øjnene. Den kommer helt af sig selv

At døden nærmer sig, er et faktum, men glæden ved livet er så mange gange større. Jeg har oplevet den glæde at blive 90, og det er et stort arbejde at blive gammel, men også et dejligt arbejde, skriver Kirsten Bjørn i dette debatindlæg
Første gang Lisbeth var på Svanevig Hospice, boede hun på stue 12, som hun kalder suiten. Den har nemlig udsigt ud over fjorden. I dag bor hun med udsigt til markerne.

Lisbeth kan ikke få luft

For anden gang i sit 66-årige liv er Lisbeth Lyngaard Henriksen på hospice. Hun har KOL og er døende. Det har hun været siden 2015, hvor hendes læge sagde, at det kun var et spørgsmål om »uger og måneder«. Siden har han kaldt hende »prognostisk utilregnelig«. Nu føles døden tættere på, og der er tre ting, Lisbeth gerne vil nå, før hun tager herfra

Robert Seethaler bearbejder stemmerne fra graven med skam, skuldertræk og benhårdt arbejde

For den østrigske stjerneforfatter Robert Seethaler er skriveprocessen et helvede, oplæsninger er en kval, og interviews er pinefulde. Alligevel har Informations tysklandskorrespondent ærbødigt talt, følt og skrevet med den svagtseende østriger, der har lyttet til de dødes stemmer i sit nye og stærkt roste værk ’Fælleden’

Sider

Mest læste

  1. Et liv er forbi: Gå aldrig samme vej hjem, som du gik ud
    Selv Leif Ellegaards bisættelse var en fest. Han havde plads til både familie, venner og peruvianske fløjtespillere på sin gård, men han havde aldrig plads til bekymringer
  2. Et liv er forbi: Kirsten Mandøe var eminent på tomandshånd
    Man siger om psykologer, at de vælger deres fag for at forløse egne traumer. For Kirsten Mandøes vedkommende var det rigtigt. Som psykolog hjalp hun mange, og til sidst frisatte hun også sig selv
  3. Den østrigske forfatter Robert Seethaler giver de døde stemme og minder os om, at et liv aldrig slutter helt
    Nu ved jeg, hvordan døden er, siger en af de døde. ’Men jeg siger ikke noget. Det er forbudt at fortælle om døden’
  4. ’Det er en meget stor oplevelse at ligge og vente på at dø’
    81-årige Ellen Rohde sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden
  5. Man kan ikke tale døden ihjel
    Aldrig har så mange talt og skrevet om døden som nu. Men lige meget hjælper det på vores dødsforskrækkelse. For vi taler om det forkerte
  6. Tomas Espedal har skrevet sin måske smukkeste roman. Den er ikke uproblematisk
    Det er godt romanstof, stærke, tabuiserede følelser, men også svært at læse, når man ved, at Tomas Espedals forfatterskab lægger sig tæt op ad virkeligheden
  7. Jeg kunne fortælle dig en del om at miste, men hvad har du egentlig lyst til at vide om tab og sorg og død?
    Jeg ved noget om at miste, men hvad kunne du egentlig tænke dig at høre? Alt andet end det, jeg kan fortælle, tror jeg
  8. Det her er ikke en kirkegård – det er videnskab
    På en bjergskråning i North Carolina i USA går døde mennesker i forrådnelse i forskningens tjeneste for at medvirke til opklaring af drabssager