Menu
Log ind

Emne

død

Han elskede friheden ved at sejle, men Ole Michael Jensen kunne ikke gøre noget halvt. Så da han blev far, gik han i land. Historierne fra havet fortalte han dog igen og igen

Et liv er forbi: Ole Michael Jensen var sømand i sjælen – selv da sejlerlivet blev uforeneligt med familielivet

Han elskede friheden ved at sejle, men Ole Michael Jensen kunne ikke gøre noget halvt. Så da han blev far, gik han i land. Historierne fra havet fortalte han dog igen og igen
Søren Korsholm flyttede ind til sin bedstemor, efter hans bedstefar fik konstateret demens.

Jeg er begyndt at se en langsom død som en gave. Som en mulighed for at sige farvel

Sygdom er en tragedie. Demens er en familietragedie. Men det er også mere end det. Det er samtidig en mulighed for at tale om det, der er svært og uhåndterbart. Hvis ikke min bedstefar var blevet dement og sendt på plejehjem, havde jeg aldrig nogensinde engageret mig i, hvem han var, skriver Søren Korsholm i denne kronik
Selv om hun lagde planer, hun aldrig veg fra, lignede Britta Bak Boelsmand sjældent en, der kerede sig om andet end øjeblikket.

Et liv er forbi: Britta Bak Boelsmand gjorde aldrig noget halvt

Britta Bak Boelsmand døde, kort efter hun var blevet mor, men i en alder af 32 havde hun nået det meste af det, hun havde sigtet mod som teenager
I vores fortrængning af døden har vi fået berøringsangst med dødens økonomiske side. Når døden viser sig, bliver vi bange og kaster penge efter den, skriver kronikøren. Her er det bedemand Peter Holm fra Bedre Begravelse i Brøndby iført værnemidler.

Vi har glemt, at vi skal dø. Det minder coronakrisen os om igen

I Danmark har vi stuvet døden af vejen i kirker, på hospitaler og på plejehjem – vores bevidsthed om døden er skrumpet. Det er blevet tydeligt under coronakrisen, hvor argumentet for at lukke landet handler om døden. For »hvert eneste dødsfald er en tragedie«, gentager Mette Frederiksen. Døden er skræmmende. Men den er også uomgængelig
Det store spørgsmål er nu, om Bergamos grumme skæbne kunne være undgået. Lukkede man for sent? Blev advarsler overhørt? Blev virussen ikke taget alvorligt?

I coronavirussens italienske epicenter: »Vi vil gerne vende tilbage til vores normale liv, men det eksisterer ikke længere«

Militærkonvojer fyldt med kister, et sundhedssystem på sammenbruddets rand og tusindvis af døde. Norditalienske Bergamo har internationalt været pandemiens store skrækeksempel. Nu, hvor byen så småt vågner igen, blandes sorgen med vrede og et krav om straf til de ansvarlige for katastrofen

Vi kan ikke undgå døden, selv hvis vi holder afstand og bliver hjemme resten af livet

Coronavirus er en alvorlig sygdom, der allerede har kostet liv. Det er der desværre mange sygdomme, der gør, og vi skal huske at overveje, hvordan vi prioriterer samfundets ressourcer – for døden kan ikke undgås, skriver læge Mia Gall Grandahl i dette debatindlæg
Karl og Grete Egenæs med børnene i sommerhus ved Asserbo i 1950’erne.

Et liv er forbi: Tiden skal bruges fornuftigt

Karl Egenæs holdt sig i gang hele livet, blandt andet med træhåndværk og madlavning. Dagen inden sin død var første gang, han ikke stod ud af sengen. Han blev 106 år, og nåede at blive den ældste borger på Frederiksberg

I næste bog må den velskrivende Vorm gerne slippe anstændigheden

Tonny Vorm har skrevet en nænsom og sine steder bevægende erindringsroman om fædre og sønner
Nekrolog
Den svenske forfatter Maj Sjöwall blev 84 år. Sammen med sin partner Per Wahlöo skrev hun revolutionerende kriminalromaner. Her ses parret i 1971.

Maj Sjöwall skildrede det svenske socialdemokratiske velfærdssamfund som en stor forbrydelse

Med sin partner Per Wahlöo revolutionerede Maj Sjöwall den skandinaviske kriminalroman. Onsdag døde den svenske forfatter i en alder af 84 år
Det var først og fremmest med skrivemaskinen, at Rita Lauridsen bidrog til modstandsarbejdet.

Et liv er forbi: 17 år og forelsket gik hun til kamp mod besættelsesmagten

Som 17-årig gik Rita Lauridsen ind i modstandsbevægelsen, hvor hendes forlovede stod i spidsen for sabotagegruppen i Ulfborg

Sider

Mest læste

  1. Da lyden af død begyndte i Bergamo, var Italien for længst blevet Europas patient 0
    På blot en måned har coronaepidemien bragt Italien ud i landets værste krisen siden Anden Verdenskrig. Overhørte advarsler og skødesløshed har givet virussen mulighed for at løbe løbsk. Dermed har Italien vist andre europæiske nationer, hvad man skal og ikke skal gøre, hvis man vil undgå den skarpt opadgående dødelige kurve
  2. Det her er ikke en kirkegård – det er videnskab
    På en bjergskråning i North Carolina i USA går døde mennesker i forrådnelse i forskningens tjeneste for at medvirke til opklaring af drabssager
  3. Vi har glemt, at vi skal dø. Det minder coronakrisen os om igen
    I Danmark har vi stuvet døden af vejen i kirker, på hospitaler og på plejehjem – vores bevidsthed om døden er skrumpet. Det er blevet tydeligt under coronakrisen, hvor argumentet for at lukke landet handler om døden. For »hvert eneste dødsfald er en tragedie«, gentager Mette Frederiksen. Døden er skræmmende. Men den er også uomgængelig
  4. Jeg er begyndt at se en langsom død som en gave. Som en mulighed for at sige farvel
    Sygdom er en tragedie. Demens er en familietragedie. Men det er også mere end det. Det er samtidig en mulighed for at tale om det, der er svært og uhåndterbart. Hvis ikke min bedstefar var blevet dement og sendt på plejehjem, havde jeg aldrig nogensinde engageret mig i, hvem han var, skriver Søren Korsholm i denne kronik
  5. ’Det er en meget stor oplevelse at ligge og vente på at dø’
    81-årige Ellen Rohde sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden
  6. Et liv er forbi: Britta Bak Boelsmand gjorde aldrig noget halvt
    Britta Bak Boelsmand døde, kort efter hun var blevet mor, men i en alder af 32 havde hun nået det meste af det, hun havde sigtet mod som teenager
  7. Det moderne menneske skal lære at acceptere døden
    Vi ved godt, at vi og vores kære skal dø, men vi vil ikke acceptere det og søger med alle midler at undgå døden. Døden er det moderne samfunds sidste store tabu. Men først når vi accepterer vores dødelighed, kan vi leve frit og lykkeligt, hævder en ualmindeligt vedkommende og opbyggelig filosofibog, der vil lære os at leve med døden
  8. Tak for at rædslen har fået et sprog
    For to år siden døde Naja Marie Aidts 25-årige søn, da han kastede sig ud af et vindue fra fjerde sal i en svampepsykose. Nu har hun skrevet Carls bog, en nødvendig bog, der efterlader læseren dybt berørt