Menu
Log ind

Emne

død

Anmeldelse
Det er en smuk fortælling, der handler om at bære de døde med sig som et minde, at et minde om et elsket menneske godt kan være dit eget, selv om det ikke er noget, du selv kan huske, men er blevet fortalt af andre. Om at bruge sanserne som hjælp til, at mennesket kan leve videre i mindet, skriver Anita Brask Rasmussen.

Alfred har mistet sin farfar, og nu taler han med sin far om minderne i ’Alfreds mindebog’

’Alfreds mindebog’ om Alfred, der har mistet sin farfar, fungerer godt som en samling af sansninger til senere brug, men dårligt som højtlæsningsbog
Samtalen om døden i Hareskoven bliver lidt for uforpligtende.

Teateranmeldelse: Kom til teater i Hareskoven, hvis du vil have dødsangst med krymmel

I en udflugt til Hareskoven præsenteres Sort/Hvids publikum humoristisk for dødsangst og inviteres til at dvæle lidt ved døden. Det fungerer glimrende – hvis altså ikke man skulle forvente at få en decideret ny erkendelse om egen dødelighed. Og hvor er det dansk at gribe til lavkomik, når vi skal tale om noget svært som døden

Jeg behøver ikke se døden i øjnene. Den kommer helt af sig selv

At døden nærmer sig, er et faktum, men glæden ved livet er så mange gange større. Jeg har oplevet den glæde at blive 90, og det er et stort arbejde at blive gammel, men også et dejligt arbejde, skriver Kirsten Bjørn i dette debatindlæg
Første gang Lisbeth var på Svanevig Hospice, boede hun på stue 12, som hun kalder suiten. Den har nemlig udsigt ud over fjorden. I dag bor hun med udsigt til markerne.

Lisbeth kan ikke få luft

For anden gang i sit 66-årige liv er Lisbeth Lyngaard Henriksen på hospice. Hun har KOL og er døende. Det har hun været siden 2015, hvor hendes læge sagde, at det kun var et spørgsmål om »uger og måneder«. Siden har han kaldt hende »prognostisk utilregnelig«. Nu føles døden tættere på, og der er tre ting, Lisbeth gerne vil nå, før hun tager herfra

Robert Seethaler bearbejder stemmerne fra graven med skam, skuldertræk og benhårdt arbejde

For den østrigske stjerneforfatter Robert Seethaler er skriveprocessen et helvede, oplæsninger er en kval, og interviews er pinefulde. Alligevel har Informations tysklandskorrespondent ærbødigt talt, følt og skrevet med den svagtseende østriger, der har lyttet til de dødes stemmer i sit nye og stærkt roste værk ’Fælleden’

I sydkoreanske Han Kangs brutalt smukke ’Levende og døde’ bliver døden i sig selv et sprog

Nationalt traume poetiseres barskt, men nænsomt
Forrådnelseslydene har folk reageret positivt på. De har nærmest været sådan: ’Jeg er overrasket over, hvor naturligt det lyder.’ Mens obduktionslydene har mange efter lidt tid sagt: ’Stop! Tag det af.’

Hjernen er porøs. Testiklerne er lydløse. Strubens knæk er hårdt og sprødt

»Vi burde lytte mere i videnskaben,« siger Jacob Kirkegaard, lydkunstneren bag værket ’Opus Mors’, der bygger på lydoptagelser fra et lighus, en obduktion, en kremering og på lig i forrådnelse. Værket opføres på Bloom – en festival om natur og videnskab – i næste weekend sammen med hans korværk ’Morgue,’ komponeret ud fra lydene i et lighus
I dag bliver døden ofte trukket langt ud medicinsk og ender ofte ikke værdigt, men nu har vi alle fået retten til selv at bestemme, skriver dagens kronikør, der selv mistede sin far efter et langtrukkent forløb.

Min far fik ikke muligheden for at vælge en værdig død, men det kan du gøre i dag

Nu kan patienter selv vælge, om de vil have livsforlængende behandling i tre specifikke situationer. Alle burde tage stilling, både for sin egen og for sine pårørendes skyld, skriver sygeplejerske Signe Jensen i dette debatindlæg

At overkomme døden

Nyttig og indsigtsfuld håndbog for efterladte troende som det modsatte
Elsken er en kortroman på 90 sider. Den skiller sig ud fra Espedals øvrige forfatterskab på flere måder. For det første, fordi romanen har en næsten konceptuel ramme: En mand har bestemt sig for at dø for et år siden, og nu er dagen kommet, skriver Kristin Vego.

Tomas Espedal har skrevet sin måske smukkeste roman. Den er ikke uproblematisk

Det er godt romanstof, stærke, tabuiserede følelser, men også svært at læse, når man ved, at Tomas Espedals forfatterskab lægger sig tæt op ad virkeligheden

Sider

Mest læste

  1. Alfred har mistet sin farfar, og nu taler han med sin far om minderne i ’Alfreds mindebog’
    ’Alfreds mindebog’ om Alfred, der har mistet sin farfar, fungerer godt som en samling af sansninger til senere brug, men dårligt som højtlæsningsbog
  2. ’Det er en meget stor oplevelse at ligge og vente på at dø’
    81-årige Ellen Rohde sagde stop for livsforlængende behandling mod kræft, og brugte i stedet sine sidste måneder på at tage afsked med livet. Vi fulgte hende i ventetiden hen imod døden
  3. Man kan ikke tale døden ihjel
    Aldrig har så mange talt og skrevet om døden som nu. Men lige meget hjælper det på vores dødsforskrækkelse. For vi taler om det forkerte
  4. Det her er ikke en kirkegård – det er videnskab
    På en bjergskråning i North Carolina i USA går døde mennesker i forrådnelse i forskningens tjeneste for at medvirke til opklaring af drabssager
  5. Tomas Espedal har skrevet sin måske smukkeste roman. Den er ikke uproblematisk
    Det er godt romanstof, stærke, tabuiserede følelser, men også svært at læse, når man ved, at Tomas Espedals forfatterskab lægger sig tæt op ad virkeligheden
  6. Jeg kunne fortælle dig en del om at miste, men hvad har du egentlig lyst til at vide om tab og sorg og død?
    Jeg ved noget om at miste, men hvad kunne du egentlig tænke dig at høre? Alt andet end det, jeg kan fortælle, tror jeg
  7. At overkomme døden
    Nyttig og indsigtsfuld håndbog for efterladte troende som det modsatte
  8. På kun 23 dage lærte min søn mig om livet … og døden
    Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at sorg er kompliceret, fyldt med normative forestillinger, og at vi alle gør den forskelligt. Det tog mig lang tid at forstå, at man kan være lige så dårlig en mor til et dødt som et levende barn, og at der i sorgens sårbarhed ikke er noget helle